Så kom nu. Sæt ord på de fucking følelser

Står der i artiklen fra Jyllands-Posten.

Hvordan sætter jeg ord på det som skriger til  himmelen, som skriger inden i, som fængsler mit sind og mit indre – for når jeg sætter ordene på det som skete, det jeg hørte og det som gør ondt. Så minder det mig bare endnu mere om afmagten – at der ikke er noget jeg kan gøre ved det.

Tag til genmægle – Det kunne jeg, men det ville nok bare være spild af energi og kræfter. Mest af alt har jeg lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft og se om faderen min fatter at han gør mig fortræd. Dernæst så har jeg lyst til at gøre ham fortræd. Tage noget fra ham, som han gjorde fra mig. Barnebarnet.

Jeg vidste det egentlig godt inden jeg tog afsted mod bedsteforældrene med barnet, noget var ikke som det havde været. De havde trukket sig og ville ikke komme her, de insisterede på besøg hos dem. De har ikke kunne hente barnet, selvom det var blevet en vane og hverken barnet eller moderen forstod helt hvorfor.

Listen af skæld ud jeg måtte stå for da jeg ankom med barnet var lang, og der var ikke rigtig plads eller rum til gensvar og så er der ferien i Berlin, sammen, der faktisk er betalt. Og så er der lige det at når min far skælder ud, så er det ikke voksne 43 årige mig der tager imod – men 8 årige mig – som han valgte fra i sit liv, fordi det var besværligt.

  1. Jeg havde irettesat ham, det var han blevet vred over. En aften på facetime – det er en af de ting jeg har gjort, så de har kunne tale med barnet og holde en nær kontakt med hinanden. Ikke for min skyld, men for at de skulle føle sig som en del af barnets hverdag – havde han kommeteret mit barns mave som tyk, helt uskyldigt – men det gav en anledning til at jeg bad dem om ikke at gøre kroppe enten tykke eller tynde, men at jeg ønskede at kroppe i mit barns optik bare var forskellige. Ikke rigtige eller forkerte, tykke eller tynde, grønne eller brune – bare forskellige. Jeg forklarede også hvorfor, at vi i familien har overvægt med i baggagen og svært ved at komme den til livs og skabe balance i dét regnskab. Derfor er det mig magtpålæggende at give hende de bedste redskaber til at have det godt i egen krop. Min far lagde vægt på at han ikke havde moppet mit barn, og jeg måtte ikke irettesætte ham. Jeg gjorde opmærksom på at mopning aldrig havde været på tale, men kropsopfattelse og det stod jeg fast på, mit barn skal lære at mennesker er forskellige og det er kroppe også. De næste punkter i samtalen flød sammen, måske allermest fordi jeg gjorde det.
  2. Så kunne de ikke hente fra Børnehaven mere, det var for bøvlet at komme derhen. (de har bil, så det forstår jeg ikke) og desuden så skulle bedstemoderen, han kone, lave for meget om i sit arbejdskema og det duede jo ikke. (hun har tidligere været ret så fleksibel, så det forstår jeg heller ikke. Så vi måtte finde en anden samværsform. Det kan vi godt, men de står ikke forest i køen. Når jeg arbejder, arbejder jeg i weekenden – så er weekender ret så hellige for os som familie, der er også sociale tiltag og praktisk gøremål og så er vores weekender også der vi kobler af. Det gør vi sammen og uden gæster eller besøg. Så jeg vil gerne tage det med i vores planer, men jeg vil ikke lave planer ud fra det. Resultatet bliver vel at de kommer til at se Barnebarnet et par gange i kvartalet. Deres valg ikke mit!
  3. Han var blevet så vred at han var i tvivl om hvorvidt vi kunne tage til Berlin sammen uden at de ville føle sig udnyttet. Lige den, nåede jeg ikke at kommenterer på, for min fader er mester i at tale forbi – uden om – og skifte emne. UDNYTTET?? Han må have drukket af natpotten? Vi betaler fandme selv for gildet og har for 2928 kr flybilletter liggende OG vi bor i hver vores lejlighed i hver vores ende af Byen. Ja, lejligheden er en de har skaffet, men det var aftalen fra begyndelsen. Jeg er stadig vred og forvirret.
  4. Jeg skaber splitting i mit barn – om jeg godt er klar over at hun ser verdenen meget sort hvid og det er min skyld? Nææ sagde jeg det havde jeg ikke lagt mærke til. Jo for hun fortræk bedstemor fremfor Ham og det var noget jeg skabte. Øhh?? Jeg er godt klar over at barnet taler meget om bedstemor og ind i mellem gerne vil ting uden morfar. Jeg har lagt to ting i det; nemlig at hun er meget pige fikseret, hendes venner er piger, hun vil helst lege med piger i Børnehaven osv. Det skulle vist være mit job, at booste pladsen til morfar noget mere. Jeg havde sat et videoklip af barnet på instagram, hvor hun pralede af et postkort hun havde fået af bedstemor – ikke morfar. Hvilket han var blevet meget fortørnet over, for det var ham der skrev kort og aldrig bedstemor!!! Så det skulle ingen andre få æren for. — Jeg må ærligt indrømme at jeg er mundlam. For det første så er det bedstemor der er primærfigur når de tre er sammen, han sidder i sofaen og flapper tv eller ipad – bedstemor leget og finder på. Ind i mellem så dukker han ned i en leg og er med i kort tid, så tager han en morfar på sofaen. Han laver mad, frokost og drikkevare -men der er barnet ikke med og han er ikke med i legene. Så det er da ikke noget under at det er bedstemor der er favoritten? Sådan er det også herhjemme, barnefaderen er bedre til at lege med tog, dukker og dukker med stemmer og lego og jeg er bedre til at vi laver mad sammen, kreative ting med lim og glimmer eller tegner. I de perioder faderen er meget på, fortrækker hun ham og omvendt i andre peroder. Det er da helt naturligt. Men det var det ikke, fik jeg to uddannede pædagogers svar på, det var noget jeg skabte når jeg ikke gik ind og fremhævede den ene frem for den anden når barnet fortrak det omvendt. Jeg har godt bidt mærke i at Bedstemor gør et stort nummer af at includerer ham, give ham kredit eller betydning også selvom han ikke har været der, det har jeg nu ikke taget mig af og det har jeg heller ikke tænkt mig at begynde på. Det er ikke mit job at booste hans nærvær i hans fravær. Hvis han vil have en førsteplads i barnets liv, så må han gøre sig fortjent til det. Jeg sætter ingen af mine forældre på en pedistal længere og det vil jeg heller ikke begynde på. Men at jeg skaber splitting i mit barn, det udsagn får mig helt op i det røde felt – for det åg har jeg levet under de første 35 år af mit liv og den slags skade føjer jeg ikke til hende. Men gør han?
  5. Der var måske et 5 punkt, men jeg kan lige nu ikke skælne mere.

Lige nu arbejder jeg på at ombooke Berlinerferien – lige nu kan jeg slet ikke overskue at skulle skylde ham noget, eller gå med ondt i maven over at glatte ud, for feriens skyld eller barnets.

I morgen ringer min terapeut og så kan jeg måske få sat mit såret barn ind i den rigtige ramme og finde ud af hvad next step er, som min mand ville sige.

Når livet skal fyldes med gode ting:

 

Når glasset går fra fyldt til tomt – fylder jeg det med oplevelser, så skaber vi minder sammen. Min familie og jeg.

Inden i gør det stadig ondt og jeg har let til tåre, men jeg ved også at tid læger de fleste sår.

I dag kan jeg glæde mig over 10 år med manden i mit liv, manden som er mit Anker, min kærlighed og mit håb. Som giver mig troen på at livet vil mig det godt og der er kærlig og liv i overflod til mig også når livet gør ondt.

Det her med at være præst..

giver så ufattelig meget mening!

Om lidt ender mit vikariat og endnu engang står arbejdsløsheden på trapperne, A-kasse bakserier og Akademikersnak hos 2. aktør. Jeg ved det ligger i horisonten – men det får ikke mange tanker, lidt ikke meget!

For mit arbejde som præst fylder ufattelig meget, både i kalenderen – hvor præsteaftalerne har små pink firkanter og de private grønne og blå. Der er meget pink i mine dage og jeg trives, nej jeg stortrives med de opgaver der ligger for mig. Skriveblokeringer er der stadig, dem må jeg få lært at leve med eller komme over – under – eller omkring. Men den anden del af mit arbejde som funktionspræst fylder, både i pink firkanter og som del af min arbejdsglæde.

Samtalerne, med de unge mennesker som har ondt i livet, specialet, kæresten og/eller eksistensen fylder.

På den gode måde.

Den efterhånden daglige fornemmelse af at gøre en forskel, sætte eksistensen og livet i perspektiv – på whiteboard – eller på post-it sammen med dem. Så klarheden og lettelsen i deres øjne over at blive set og spejlet som Menneske, nogle gange for første gang giver så ufattelig meget mening.

og det er det vi kan og det er det vi er gode til og det er det vi skal holde fast i! At vi som præster og kirke har et andet menneskesyn end det der bliver mødt os ude i den anden del af samfundet. Der hvor prestige og præstation er dagsordenen og hvor man bliver til det prædikat der bliver delt rundhåndet ud af.

I sofaen der lidt uden for hovedstaden der er vi mennesker der mødes, væk fra diagnoser og prædikater og målsætninger. Her er der plads til tro, utopi, liv og håb ikke mindst.

og det giver mening.

Både for dem og i allerhøjeste grad for mig.

Glæden ved at være præst, ved at være budskabsuddeler om søndagen og menneskeseer i hverdagen er kommet tilbage og jeg har nydt at finde nye styrker og nye mål og meninger i det der længe har været et kald i det fjerne.

Nu er det her og nærværende, måske kun tre uger endnu, men jeg er der endnu og jeg har tre uger mere at give mening i og give mening videre og måske få lov til at krydre med håb, tro og kærlighed.

For dét giver mening!

Hvad skal vi nu?

Det runger i lejligheden når jeg går over dens knirkende gulve. Der runger tomt, alene fordi der er ryddet op og gulvene er vasket.

Tomheden ekkoer mit indre.

Du er her ikke

og det er godt – hvilket er skidt.

Vaskemaskinen snurre i baggrunden og efterårsvinden rusker i træerne og kastanjerne rasler ned til stor glæde og begejstring for vores lille barn.

Du er her ikke og ser det ikke. Når hun rækker sine hænder frem og stolt frembringer skatte i grønne og brune farver, vi glædes, hende og jeg og vi samler flere til lommerne revner og hænderne bliver kolde i vinden. Så bringer vi skattene hjem, hun græder over dem der tabes på vejen i vinden, jeg trøster og vi ser på skatten og pakker den ud.

Du er her ikke.

Du gjorde mig fortræd – alene ved at være dig – og noget inden i mig gik i stykker.

Der har været tomt siden du tog afsted – din plads i sengen er fyldt med puder – din stol er tom ved bordet, men jeg ser det ikke.

Jeg mærker kun at glæden ind i mellem er halv, at travlheden er dobbelt og boldene i luften mange.

Jeg mærker intet savn – men mangel.

Du rækker ud – igennem cyberspace og telefon og jeg overrumples af tomheden og ekkoet der dør hen.

Jeg er bange – for hvad skal vi nu?

Vi skaber minder

unnamed

Ind i mellem så kigger jeg på mit barn og kan ikke lade være med at tænke på, om hun en dag kommer til at vide hvilken velsignelse hun er? Hvor vidunderlig hendes umidelbarhed er og hvor skønt det er at se hendes personlighed forme sig og vokse med tiden?

Da hun var helt spæd kunne jeg næsten ikke få ordene over mine læber, det var som om at ord slet ikke var fyldestgørende nok, der var simpelt hen intet ord der kunne favne hvor stor min kærlighed til hende var. Jeg elsker dig, jeg hviskede det ind mod hendes hoved når hun sov, ofte med tåre i øjnene. Fra første færd var hun en velsignelse og hun er det stadig, hver eneste dag. Hun er det når hun kaster tallerkenen over bordet af frustration og hun er det når hun skubber for at få opmærksomheden. Hun er min læremester udi moderskabet og jeg er hendes vejleder i livet og jeg elsker elsker elsker hvert øjeblik.

I går købte vi et lille græskar i vores superbrugsen. Ih det var godt far var hjemme til at bære det tunge græskar op af trapperne synes barnet. Så hentede vi værktøjet som jeg havde købt i Virginia det efterår hun blev til og så skar vi hun og skrabede alt det ulækre ud. Sammen tegnede vi øjne og så var barnet træt og jeg skar ud og vupti vi havde lavet et hoved. Der var hvinen og glæde da vi om aftenen satte lys i og hun styrtede ud af sengen i morges da jeg hviskede hende i øret at der var lys i græskaret på altanen.

Jeg elsker at skabe minder og håber at de med tiden kan blive til tradtioner og holdepunkter. Jeg kunne godt lide de der øjeblikke hvor det føltes som om jeg havde hemmelige stunder med min mor, da jeg var barn. Enkelte af de stunder står stadig intakte og uskyldige, selv efter at mit barndoms slør blev revet væk.

I eftermiddag skal vi riste kernerne i olivenolie og komme salt på, sammen barnet og jeg.

Jeg glæder mig allerede

Det er øko.

okologi

Jeg elsker økologi!

Hvorfor?

Ved du hvad, det gør jeg altså bare!

Jeg er vokset op i et hjem hvor økologi var noget pjat. Familiens overhoved sagde ofte at økologi er noget pjat og desuden så ville man ikke kunne brødføde verdenens befolkning hvis alt blev økologisk. Det var ikke en underbygget påstand, hvor jeg fik syn for sagen med en artikel eller en bog jeg kunne læse om emnet. Hvilket ved gud havde været klogt, for som barn læste jeg alt. Også voksenbøger, hvor hvad pokker skulle jeg ellers tage mig til i et hjem med en tvkanal som blev bestyret med hård hånd af selvsamme overhoved, jeg havde ingen radio eller pladespiller der stod afsides nok til at jeg kunne spille musik på den andet end når ingen andre var hjemme.

Nå men allerede da vi havde husgerning i 5 klasse synes jeg at det gav mening at spare på recourcerne, jeg klippede søndagsberlingerne op i passende stykker, som vi kunne bruge til at tømme opvasken med istedet for køkkenrulle. Jeg kunne ikke forstå hvorfor maden ikke kunne laves med ‘eftervarme’ som var et begreb vi havde lært om i skolen, bevæbnet med små røde Nesa kogebøger. Det holdt selvfølgelig ikke længe, der skal altså en voksen til og ikke latterliggørelse for at en god idé hænger ved.

Senere hen levede jeg af pasta, torskerogn og ravioli på dåse, så ikke meget øko over de år og i studieårene var alting en kamp for overlevelse og efterlevelse og jagten på livet.

Men en dag fik jeg serveret et glas koldt økologisk letmælk og siden da er det faktisk kun gået en vej. Langsomt, meget langsomt for det var i studieårene og pengene var meget små. Ja, jeg ved godt man kan prioriterer og man kan og man kan og man kan. Men jeg kunne ikke, for den slags begreber skal man altså have lært et sted og ingen brød sig om at lære mig noget som helst om at leve, overleve og prioriterer da jeg voksede op. Så det er altså en livsfærdighed som ikke kommer med modermælken og jeg havde den ikke.

Min far levede ren øko og rent uden parfumestoffer i hjemmet, hvilket var lidt meget mærkeligt! Husk lige på at jeg trods alt har familieoverhovedets meninger i rygsækken. I dag bruger vi ingen parfumestoffer i hjemmet, måske bortset fra en rest Ajax der venter på at blive brugt op.

Jeg husker et DR program med Søren Rye, som jeg så for mange år siden. En bid hvor han viser hvordan man kommer af med ukrudt uden at bruge Round-Up- Jeg husker at han sagde at det kunne godt være at det ikke kunne bevises at naturen tog skade, men at ind i mellem så burde vi mennesker altså lade Naturen få tvivlen til gode.

Den sætning har fulgt med mig siden, den er især dukket op som jeg igennem de sidste år har fået flere og flere økologiske vare ind i mine køkkenskabe. Der er bare noget der giver mening og genklang i mig, når mad og livsstil kan blive mere og mere bæredygtig. Jeg har super meget respekt for dem som vi ser på tv der pakker alting sammen og flytter ud eller ind i huse som er bæredygtigt bygget og de kan noget nær brødføde dem selv af jorden omkring dem. De er en inspiration til at kunne gøre mere og finde andre veje igennem vores forbrugssamfund. Jeg er slet ikke i tvivl at det er vejen frem, bæredygtighed og miljø hensyn.

Men en ting er at beundre, en anden ting er at skulle hoppe ud som bæredygtig Hippie. Det er jeg sikker på at min mand ikke ville kunne se sig selv i (han tager ingen steder uden wifi) og jeg er sikker på at det ikke ville passe ind i vores liv. Men når det er sagt, så kommer økologien ind i vores liv på mange måder. På flere måder end nogen sinde før faktisk.

I dag lever vi overvejende økologisk når det kommer til vores mad, det kom snigende i takt med at vores barn blev ældre. Begyndelsen var Måltidskasserne fra årstiderne og jeg synes at opleve at jeg virkelig har svært ved at sætte tænderne i ikke økologisk kød og ville kun spise en ikke øko kylling hvis jeg var inviteret og ikke ville fornærme værten. For puha sikke et liv de har!

Økologisk og kemifrit tøj sniger sig mere og mere ind i barnets garderobe. Ikke i min, for økotøj til voksne bliver ikke lavet til kvinder over str. 44. Desværre! Men jeg sad tidligere i dag og fandt mig selv fravælge de ellers så yndede uldbodyer fra NoaNoa til fordel for et par fra det økologiske Engel. Prisen er den samme, fordelen ved den økologiske stor.

Så hvorfor er jeg så vild med økologi og bæredygtighed? Fordi det giver mening at lade naturen komme tvivlen tilgode.

Familie, efterår og kastanjer

Jeg er voksen barn af en dysfunktionel familie – vi er en splittet familie – jeg har ingen kontakt med min mor og har ikke haft det i fire år plus det løse.

Det er noget af en mundfuld.

I hverdagen tænker jeg ikke over det, her har jeg travlt med min egen familie og mit job. Her er jeg lykkelig. Her er der plads til fjollerier og gemmeleg. Der er tid til at finde kastanjer og finde snegle. Der er alvor, frustrationer, vrede og dybe suk. Der er dybe favne, rødder og rum til al min fortid og smerte. Det er her jeg høre hjemme.

Mine brødre er vist ikke vokset op i samme dysfunktionalitet, som jeg er – eller rettere jeg er den eneste af fire børn der er brudt ud og væk fra den hjemmelige arne. At jeg skulle være langt over 30 før jeg turde bryde med min mor, handlede i høj grad om at uden mine brødre gav min barndoms kaos, kamp og isolation ingen mening. Uden deres kærlighed og tilstedeværelse i tilværelsen, så var der ingen pris at hente i det mørke som jeg voksede op i. Men de brød ikke, alle tre ikke i de første år. Men i de sidste er den yngste, den jeg altid var tættest på, mit hjertebarn, forsvundet fra mit liv.

Der var altså en pris at betale.

I dag har mit barn og jeg samlet kastanjer med fætter, drukket kaffe med tante og onkel, leget med kusine og haft tid sammen i efterårssolen. De er der stadig, især når jeg rækker ud. og det er dejligt.

At jeg aldrig rigtig er med, sådan includeret – en del af helheden. Kan skyldes rigtig mange ting. At jeg aldrig var det i barndommen og derfor tager mønstret og følelsen med. At de er tvillinger og 7 år yngre end mig. At jeg ikke har kontakt med min mor og det er mærkeligt.

Men ved du hvad, det er helt og aldeles lige meget. For mit barn lærer deres børn at kende og de nyder det. Jeg har familie når jeg vælger det til og men mit familiesindelag, så er det vist kun en foredel.

Familie, efterår og kastanjer. Det er lykken,

Sæt ord på

At være i job igen er fantastisk, at være præst giver så meget mening på alle mulige planer. Personligt og bestemt også fagligt. Jeg oplever at, hvad jeg troede svage punkter i min faglighed ikke er det, men faktisk er noget jeg er ganske god til. Det giver rum for læring og lyst til at ville mere. Ville vide mere, gøre mere og blive klogerer. Både som teolog og præst. Det er en ganske dejlig følelse.

Men alt er ikke rosenrødt i pipekraven. Jeg oplever at det at skrive prædikener nærmest bliver en uoverstigelig opgave hver eneste gang jeg skal på prædikestolen. Jeg har mistet mit teologiske/pastorale sprog – har jeg længe forklaret det med. Årsagen er klar, barsel, ammehjerne og længe væk fra fag og prædikestol for at nævne et par forklaringer.

Men min nye lånekollega, satte med sine gode råd fingeren på præcis det jeg havde mistet. Jeg har mistet mine ord. Jeg er faktisk siden Lille A kom til verdenen, ikke fået skrevet – hvilket jo er usædvanligt og ikke handler om at jeg ikke havde noget på hjerte mere. Men der var ikke tid og ledige hænder – der var rigeligt af ord, oplevelser, spørgsmål eller erkendelser der kunne havde været blevet til ord. Men det blev de ikke.

Han fortalte en historie fra sin egen verden, om et uoverstigeligt punkt som han kom over, ved at anskue det fra en anden vinkel. Han fandt en anden vej. Nu vil jeg finde en anden vej ind til mine ord igen. Jeg skal skrive mig vej ind til dem.

10 min om dagen, måske mindre – jeg ved ikke hvor meget der er tid til. Men der er altid lidt tid.

Grøn – Grønnere – mest grøn?

IMG_6539

Måske skulle du drikke dine grønstager, skrev Madbanditten engang til mig. Hvilket jeg lykkelig havde glemt alt om, i barsel og baby livet. For som om det ikke var hårdt nok, uden at skulle lege inovativ speltmor. Men ordene kom tilbage til mig, da jeg ved et tilfælde faldt over filmen Hungry for Change og siden da, har jeg næsten på daglig basis drukket mine grøntsager – på den ene eller den anden måde.

Denne greenie, er den ene måde. En smoothie med mere grønt end frugt. Egentlig så kommer det sig af, at vi herhjemme ikke lige med det første får råd til en Juicer af en ordenlig kvalitet og så må jeg jo finde en vej uden om.

Fordelen ved at drikke grøntsager er sikkert mange og ernæringseksperter har sikkert en masse at sige om det også. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kan sige at sammen med alt det andet grønne jeg forsøger at få i min krop, så kan jeg mærke en forskel – på energi nivauet – se forskellen på min hud og jeg kan se en forskel på min vægt.

Det sidste er ikke så vigtigt, det er et herligt biprodukt, men vægten kan svinge utrolig meget herhjemme, så der har jeg ikke lyst til at have mit fokus. For egentlig så er jeg ikke utilfreds med min størrelse, eller med tallene på vægten og det er også selvom de er tre cifret. Jeg har sluttet fred med deller, strækmærker, buler og former, for det giver faktisk rigtig dårlig mening altid at ville have noget andet end det der faktisk er.

Men, jeg vil gerne leve og spise sundere, jeg vil gerne bevæge mig mere og jeg vil gerne spise sundere end det vi har gjort tideligere. Jeg er uhyggeligt bevidst om at det forhold til mad som vi har herhjemme, det tager min datter med sig ud i verdenen. Og med den verden hun vokser op i, så bliver vi sg nød til at have en god, solid og velafbalanceret base til hende her. På alle områder i livet.

Der findes massere af opskrifter på greenies rundt om på nettet Madbanditten har en del i hendes kogebøger, jeg eksperimenterer stadig. Men denne her, kan jeg faktisk få min mand til at drikke.

Greenie i et stort glas:

1/2 meget moden banan
en håndfuld frisk spinat
4-6 frosne broccoli buketter
En tommelfinger tyk skive Squash
En halv citron, befriet for sin skrald og kærner.
1/2 pære
En god håndfuld isterninger
1 1/2 dl kold vand

Det hele blendes i en blender og hældes på et glas med is. Pink sugerør er altid et hit, når der er en to årig tilstede😀

Grøn barmhjertighed – eller tilsæt lidt mere af det gode.

IMG_6380 Tiden er rendt fra mig i dag, indhyldet i overspringshandlinger og madlavning er dagen smuldret mellem mine hænder. Det er sjovt med tiden og dagene. Dagene her går med forberedelse på min 3. prøveprædiken i år. Vi krydser fingre for at 3. gang er lykkens gang. Selvom forandring er skræmmende, så er der noget fantastisk betryggende ved tanken om fast embede, faste kollegaer og en fast menighed. Der er rum for udvikling i sådan en forjættende tanke. Så imens jeg forsøger at liste mig ind på barmhjertighedens væsen, i kærligheden fra gud og når vi mennesker mangler det hele, både barmhjertighed og (næste)kærlighed – så forsøger jeg at blive på min nye sti. Min nye og mere grønne sti. IMG_6385 Det er blevet til mange måltider med mere grønt og mindre kød og det kan mærkes og ses. På mine øjne, på min hud og på mine bukser der ikke strammer som før. Det kan mærkes på mit overskud, på mit fokus og min hukommelse. (også selvom jeg glemte ordet stillads i dag?) Jeg drikker mindre kaffe og mere te, jeg bliver straffet hårdt når jeg så kaster mig over brød og kage og is ind i mellem, for min mave vil helst ikke være med på den galej mere. Jeg har i den senere tid, ikke så meget i weekenden, været vegetar fra 06 – 18, drukket flere grønne juicer og smoothies end nogen sinde før og jeg kan mærke at min krop vil have mere. Hvor det ender, ved jeg ikke, men det ender ikke her. På næste torsdag tager jeg til drop in Yoga og forkæler mig selv med yoga i hele juli. Nå, det var den barmhjertighed der skulle i spil…