Professionel motivation eller ej?

Jeg synes i alle tilfælde jeg mangler det her til aften. I morgen har jeg en bisættelse på et krematorium i hovedstadsområdet, afdøde var ikke døbt eller medlem af folkekirken og har derfor ikke ret til Gejstlig medvirken ved hendes bisættelse. Men ægtefællen som meldte sig ud i 70’erne har bedt om en præsts medvirken. Her står vi så overfor en problematik der opstår igen og igen i den moderne folkekirke. Folk melder sig ud af klubben, måske fordi de ikke tror på Gud, men oftere af helt andre årsager. De kan ikke blive gift eller begravet i den kirke de ønsker, de har et problem med religion generelt, de vil ikke betale kirkeskab osv osv. Grunde og erfaringer er der nok af, nogle bedre end andre.

Men, som så ofte før så står folk magtesløse og aner ikke hvad de skal stille op med døden når det utænkelige sker og vi går hen og dør. Så kommer de bankende på kirkedøren, for her har vi jo et sprog om døden, et løfte om evigheden og ikke mindst både en erfaring og en professionalisme at byde på. Nu sidder jeg så her i min forstad og skal skrive en tale over en person der ikke rigtig troede på Gud og til en pårørende hvis eneste svar på spørgsmålet om hvorfor de skulle have en præst tilstede var: øhh børnebørnene er døbt og de kommer jo også….. Kunne du forestille dig at melde dig ind i kirken igen, når nu du står og ønsker præsten skal være tilstede til din kones begravelse? Nøø kunne han da ikke se meningen med, kirken var kun for alle helligrøvene der sad der om søndagen og følte sig bedre end de andre…

Hvorfor har jeg så sagt ja? Det har jeg blandt andet fordi min kære kollega ville have sagt ja og fordi jeg egentlig havde forstået på hende at det faktisk betød noget for familien og afdøde. Men efter samtalen i dag, som pga sygdom blev så sent som dagen før bisættelsen, så jeg ikke på nogen måde ville kunne aflyse. Så føler jeg mig som gejstlig pauseklovn på vej ind i en tjeneste hvor jeg kun skal være der fordi ingen andre rigtig kan det der med talen og det med Gud bliver tålt, fordi sprechtstaalmeisteren var på tour med Benneweis andetsteds.

Jeg er så fristet til at lave en tale helt uden vita og kun tale om Guds nådegaver, men det er bare så ulig mig så jeg aner ikke om jeg kan. Men jeg føler mig på vej til en fest hvor jeg kun er inviteret med fordi jeg kommer med sprutten. Så motivationen er lav her til aften, hvor sofaens og mandens varme arme frister gevaldigt.

Advertisements
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: