Juleprædikenen – det med jul III

Det bliver 2. juleprædiken for mig som præst. For rigtig mange af mine kollegaer rundt om i præsteland, er juleaftensprædikenen virkelig højdepunktet for deres virke. Jeg har sågar hørt en kollega udtale sig om at hvis hun ikke kom til at prædike juleaften, så ville hele hendes verden og selvomfattelse som præst falde sammen. Det kan jeg nu slet ikke sætte mig ind i, tværtimod snare.

For jeg synes faktisk at det hele er lidt irreterende. Jo jo kirken er jo fyldt til randen og vi skal syne kendte salmer. KUN 5 ud af de 6 allerkendeste salmer. Ve den præst der finder på at hive en af de, nu, glemte salmer op af hatten. Det er simpelthen det samme som at ødelægge julen for nogen. Prædikenen til den 24. december skal også være fløjelsblød, disney agtig og ganske uden bid. På den ene side så kan jeg snildt forstå at vi mennesker engang i mellem har brug for at kaste håndklædet i ringen og lade alt det grimme, besværlige og angstfyldte ved livet bag os for en stund. Vi har brug for at julen er som den plejer, varm, indbydende, næstekærlig, hyggelig, problemfri, og madfyldt. Ellers bliver de andre 10½ måned om året simpelthen for hårde at komme igennem. December og jul står som et fyrtårn af glæde og hygge i årets gang og det fyrtårns lys skal præsten bare understå sig i at sætte under en skæppe juleaften.

Men, virkeligheden står altså der ude og banker på også selvom vi helst ikke vil se den. Også selvom vi har brug for at alt det grimme for en stund er lukket ude. Hele debatten om fattigdom i Danmarki, her i december måned provokerer mig i den grad. Den påvirker sågar dem der i min kirke skal sidde og vurderer hvornår man er fattig nok til at få en kurv med jul fra kirken. Det er vist ikke gjort med samme næstekærlige rundhåndethed som i de forrige år, for nu er der jo ikke fattigdom i Danmark som dengang damerne i 75 års alderen voksede op med. Nææ nej!!

Det er fandme uhyggeligt du!

Men heldigvis så skal jeg prædike d. 25. december også, der kan vi så synge nogle af de andre salmer og jeg kan få lov til at give juleevangeliet det evangeliske spark i måsen som jeg synes enhver prædiken skal have. Vi mennesker har faktisk kun godt af at høre at der er mennesker derude der ikke kan og har det samme som du. At vi er priviligeret fordi vi har fået livet som en gave og det pivilegie har vi dældulme at passe på og give videre i ydmyghed for den gave det faktisk er.

Måske tager jeg ligefrem denne yderst velskrevet artikel med på prædikestolen Den ultimative fattigdom!

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. I mange år var det fast tradition for mig og (dele af) min familie at gå i kirke juleaften. Det var som om, at det ikke rigtig var jul, hvis ikke vi fik besøgt kirken i hvert til fald den dag. På Jesus’ fødselsdag. De sidste par år har jeg faktisk ikke været i kirke juleaften. Og alligevel blev det jul. Jeg har tænkt meget over det, og synes egentlig at det er lidt falskt, at bruge kirken som kulisse for vores (min?) (selv)iscenesættelse af julen og livet generelt, når nu vi ikke tager det med Gud og Jesus med i vores daglige liv. Jeg føler mig lidt falsk når jeg står der i kirken og beder med på et Fader Vor jeg ikke kunne drømme om, at sige andre steder. Når jeg hylder en Gud, jeg slet ikke er sikker på findes…

    Nå, det jeg egentlig ville sige, var vel at jeg trænger til kaffe. Og dig!

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: