Skal – skal ikke?

 

Jeg elsker mit job, det er der ingen tvivl om. Præstens job er betydningsfyldt, det er levende og det gør en forskel.

Men nogle gange så kan alt det andet blive umådelig bøvlet, alt det uden om der handler om borde i konfirmandstuen, sladder og hvem var det lige der skulle lave kaffen? Bøvlet får mig aldrig til at tvivle på det kald jeg modtog den dag i maj i 1997, men det får mig nogen gange til at tvivle på om jeg skal være præst resten af mit arbejdsliv. Nogle gange så føles pipekraven alt for stram og Kandidatgraden i Teologi som en spændetrøje uden anden udvej. Så tvivler jeg på min plads i hirakiet og i en verden jeg bestemt ikke altid forstår. Jeg plejer at sige at Folkekirken virkelig er en mærkelig butik.
Men når en konfirmand falder mig om halsen og fortæller mig at ingen andre nogensinde har fortalt hende at hun har værdi og er enestående, så giver det mening.

Eller når jeg modtager en mail fra en kvinde, hvis bror jeg bisatte som min 3 bisættelse nogen sinde, her 1½ år efter skriver og fortæller at jeg gjorde en forskel for dem og den sorg de bar med sig ind og ud af kirken.

Eller jeg får et klap på skulderen af skolelærene der lige har været til skolegudstjeneste en meget tidelig morgen i december, med ordene: ‘du er bare så god og du fangede virkelig ungerne’.

Eller veninden der ringer og siger at jeg bliver nød til at begrave hendes moster, fordi det skal gøres ordenligt..

Så er tvivlen slået om kuld for en stund og jeg venter bare på den menighed der bliver så umådelig heldige at få mig, med alt hvad jeg kommer med! Så tror jeg faktisk for en tid på at jeg er god nok, ikke kun til det jeg gør men også til biskopperne der skal anbefale mig…

Advertisements
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Jeg kan bedst kommentere dine ord med et eksempel på præstens betydning fra mit eget liv. Da min far døde for to år siden, blev jeg kaldt til en lang og forløsende samtale hos præsten, der skulle stå for hans bisættelse. Jeg kendte ikke den kvindelige præst i forvejen, men hun gjorde et uudsletteligt indtryk på mig ved at spørge om alt det, jeg havde brug for at tale om.

    Svar
    • Tak! Det er også det jeg oplever, at være i stand til at skabe rum til alt det der skal siges og også alt det man ikke vidste der var behov for at få sagt. Sorg er faktisk en smuk størelse, den sætter fri har jeg læst et sted.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: