Løfter i flok?

Så kalder virkeligheden igen, det er arbejdsdag i dag, det er december og bisættelserne regner ned over de to sogne jeg vikarier i. Jeg har ikke noget i mod bisættelser, jeg ved det er nær noget af det mest meningsfyldte jeg gør som præst. Jeg har heller ikke noget i mod at have travlt på mit arbejde, det har man i ny og næ og især når man som jeg har trukket nitten og skal prædike 3 søndage i træk. 1 down – 2 to go!

Men jeg har svært ved at håndterer at min kollega bliver ved med at sige nej og sende bisættelserne videre til mig. For i folkekirken griber man ikke lige knoglen til en 40 år ældre kollega og siger, du søster løgsovs jeg synes det er pisse strengt at du ikke tager din del af kagen. For man siger aldrig det der er, eller sandheden. Man smiler og æder alt det der bliver disket op på tallerkenen.  Eftersom vi ingen chefer har, så har vi ikke rigtig noget sted at gå hen med ukollegiale kollegaer og som vikar har du bare at flette næbet og løfte lidt ekstra i flokken. Ellers så står der ord som samarbejdsvanskelig og uvillig printet med det samme.

De mange år på universitetet gør mig til en dannet dame og med evner til at bliver klogere, hvis jeg valgte det. Det giver mig akademiske redskaber, som jeg elsker at have, men som er meget lidt brugbare og anvendelige i forhold til mit arbejde som præst. Især i forhold til at håndterer samspillet på arbejdspladsen, som jo faktisk ikke er en arbejdsplads som man kender den. Her kalder man sjældent en spade for en spade, man omgås sandheden let og ofte så pakker man hinanden og ting ind i en sådan grad at man skulle tro det var julegaver. Det er det dog sjældent. Men mindst af alt, så er det en sjældenhed at møde en kirke hvor alle virkeligt løfter i flok, det siges men gøres sjældent.

Min redskabskasse i manipulation og ufrivillig omgængelighed/ prygelknabe, er bare ikke udviklet nok. Derfor føler jeg mig nogle gange meget fanget i mit kald. Derfor føler jeg mig umådelig ensom i mit kald. Derfor spørger jeg fra tid til anden Gud om meningen med det hele, hans svar er jeg måske ikke helt klar til at høre.

Nå, det var den bisættelsestale og den bedemand jeg skulle have ud af vagten…

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Nu ved jeg det. Jeg er naiv! Jeg er nemlig målløs over at læse, at man på en arbejdsplads som din omgås sandheden let og gerne vældig indpakket! Hmmmm, det lyder som om det til tider må være et svært sted for dig at være. Du skriver så åbenhjertet og frit om dine egne oplevelser. Du skriver ikke dit navn. Dit sites navn rummer så meget, synes jeg. Mod på livet………
    Godt nytår til dig, kh Mie

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: