Ikke min mors datter – del II

… Men der kom ingen og tog mig væk, ikke særlig længe af gangen. Hos mormor var der helle, der var fred og kærlighed uden krav i uanede mængder og der var knapkassen og bibelen jeg ikke fik lov at arve.

Skolen var et helvede, ingen legekammerater fra vejen. Der var kun Helle og hun blev drillet, og selvom jeg havde forsvaret hende inderligt i årenes løb, så hun kom på privatskole midt i 5 klasse. Så var det min tur, når jeg fortalt om mobningen, så fik jeg trøst og lange historier fra min mors egen frygtelige skolegang. Jeg fik også historier om hvordan hun havde forsvaret mig hos rektor uden han ville lytte og hvordan alle var dumme og ikke havde forstand. Så kom jeg med hende på Seminariet i et par uger i stedet for skolegang. Jeg blev moppet for at være fed, jeg troede dem for min mor var begyndt at sætte mig på kur og undskylde for mit hvalpefedt i omklædningsbåsene i dameforretningerne. Jeg blev intenst moppet for manglende hygiejne. Min mor havde glemt at fortælle mig, at man som teenager skal lidt oftere i bad og om deodoranter. Det fandt jeg selv ud af, da jeg blev moppet for at være ulækker og lugte. En dag kom min mor og proklamerede at, fremover skulle jeg selv søge for at købe vat, hygiejnebind, hårprodukter o.l. for mine lommepenge, hun havde bare lige glemt at lære mig hvordan man omgås penge fornuftigt og hvor og hvordan man købte den slags. Men så kunne jeg jo få skæld ud og være en møjunge når jeg blev nød til at låne af hendes.

Min opvækst var fyldt med brudte løfter, løfter om ture i svømmehallen, alene ture med mor på isbar, løfter der blev brudt. Jeg har minder om at prøve at fortælle hende hvordan jeg havde det, blev mødt af vrede og straf, der blev til skyldfølelse. Jeg var ikke ret gammel før jeg var klar over at jeg skulle beskytte min mor mod min stedfaders vrede og udbrud, jeg husker den evige afvejning af deres humør og den evige opmuntring eller ros, som måske kunne være buffer eller lynafleder for raseriet. Jeg vidste aldrig hvor jeg havde min mor, hvilket humør hun ville være i, om hun skulle trøstes eller grines med. Men jeg vidste vi havde hemmeligheder, mange hemmeligheder. Hemmeligheder om penge, tøj og forkælelse. Hendes hemmeligheder var jeg bærer af indtil for få år siden.

Min stedfader slog mig og min mor har senere hen indrømmet at hun vist nok engang i mellem har ladet mig tage skylden og straffen for hende. Det gav mening da hun sagde det, men jeg husker det ikke. Men der er meget af min barndom jeg ikke husker.

Konfirmandundervisningen og efterskolen det følgende år var mine første frirum. Det med Gud har nu altid givet mening for mig, men det gjorde mig bare endnu mere mærkelig da jeg var barn og min interesse og tro blev ikke taget alvorligt. I dag vil min mor gerne tage, i hvert fald en del, af æren af mit embede som præst. På efterskolen var jeg egen herre for første gang i mit liv, jeg var vellidt af mange og blev kysset for første gang. Jeg lærte og ride og tog meget sjældent hjem på weekend.

Mine sene teenage år og livet i 20’erne er fyldt med mor historier. Det er en tid hvor jeg evigt jagter venner, omgangskredse, et sted at høre hjemme og til. Uden at finde det. Som 25 årig bliver jeg medicineret og vender for en tid tilbage til terapien.  Kort tid efter at jeg begynder på Cipremil, får min mor også Cipremil af sin læge, men stopper igen da det ikke kan være meningen at hun skal have medicin, når det tydeligvis er de andre den er gal med.

Jeg leder efter kærligheden alle de forkerte steder. Men jeg oplever også ting og sider af mig selv, jeg aldrig ville have været foruden.

På samme tid er jeg stadig min mors fortrolige, arbejdskollega fra tid til anden, sparringspartner, skraldespand, skyldsbærer og skriftefader, i stor taknemmelighed naturligvis. Da hun forlader min stedfader endnu engang, for min yngste lillebrors skyld, og får sin egen lejlighed, sit eget evige overtræk på kontoen, en tilværelse som efter nyhedsrusen er faldet ned, er lige så ulykkelig som den hun havde før. Efter et par besøg i lejligheden i den nordsjællandske forstad, hvor hun får hevet så meget rødvin ned at jeg begynder at mistænke hende for at have et alkoholmisbrug i fuld flor, beslutter jeg mig for ikke at gentage besøgende meget ofte. Det svigt kommer jeg til at betale for senere hen, for hvor var jeg da hun var ensom og havde brug for mig?

Alting har jo altid haft konsekvenser for alle dem der er kommet på tværs af min mor.

Da hun flytter hjem til min stedfader igen, den efterfølgende sommer beslutter jeg mig for, at nu er det ikke synd for hende længere. Hun havde muligheden for frihed og sit eget liv og det satte hun over styr og byttede ud med økonomisk tryghed og måske også den eneste følelsesmæssige tryghed hun kunne forholde sig til. Det er mit første bevidste skridt mod den løsrivelse fra hende som jeg i marts måned sidste år satte i værk.

Men man løsriver sig jo ikke bare sådan og der er jo måder at fastholde afhængigheden på. Hun har brugt alle knebene i bogen. Men hun må have kunne mærke brudets begyndelse, for de sidste års tid har hendes vandvid været ekstremt når det kom til udtryk. Jo mere fode jeg har fået på mit eget liv, jo mindre magt har hun kunne fastholde og jo mere vandvittig og dramatisk er hun blevet.

I 2009 blev jeg færdig som teolog, gift med en fantastisk støttende mand. Bryllupsdramaet i 2009 har sin helt egen historie. I 2010 blev jeg præst og i 2011 fik jeg min første fuldtidsløn, da overtrækket var betalt, kunne jeg se at jeg kunne få råd til terapi. Min man sagde at han skulle nok klare de faste udgifter, hvis jeg ville bruge penge på terapi. Så i februar sidste år startede jeg i Psykoterapi. Min indledende plan var en 3-4 måneders terapi, så jeg bare lige kunne få ryddet op og få et par værktøjer med ind i resten af voksenlivet.  Sådan blev det ikke og jeg har, måtte erkende at omfanget af barndommens og min mors mentale misbrug var langt større end jeg havde forestillet mig.

I marts måned sendte jeg min mor et postkort hvor der stod at jeg var nået til et sted i min terapi hvor jeg måtte hive stikket ud for al kontakt med hende. Jeg har ikke taget kontakt, hun har skrevet til mig to gange.

Jeg har altid troet at min mor var manio depressiv, fordi hun altid enten var med store armbevægelser og overdreven glæde, eller sur, tvær, trist eller grædende, jeg husker ikke noget mellem trin.  Min terapeut satte en mulig Narcissisme i spil og da jeg forleden læste et uddrag af Mettes bog , var det som om et tandhjul sagde klik.

Nu har jeg læst bogen og selvom jeg ikke kan genkende alt, så er der meget der vækker en uhyggelig genklang i min historie.

Da jeg trak stikket og ikke længer ville være min mors datter var det som der for første gang i mit liv blev slukket for en larmende ventilator inden i. Hvor der før havde været en evig støj var der nu ro og stilhed. Jeg kunne for første gang nogen sinde trække vejret helt frit.

Jeg er fortiden ikke min mors datter har jeg skrevet i indledningen på bloggen. Her skriver jeg at jeg ikke længere er min mors datter og dét er der mere sandhed og virkelighed i, end i første udsagn.

Jeg er mig.

Advertisements
Næste indlæg
Skriv en kommentar

9 kommentarer

  1. Anne Vibe

     /  27. januar 2012

    Du er så sej, du er så åben selvom det gør pisse ondt. Lad os fejre at du er dig selv!!! Sikken en sejr .:)
    Jeg læser alt dette i din blog og tænker hvor jeg var i dit liv.
    Jeg er dybt ulykkelig over at jeg ikke hjalp dig mere, ikke lyttede mere til dig og ikke elskede dig mere. Sødeste lille pige kom i mine arme og jeg vil passe på dig. Men jeg ved godt at det ikke kan laves om , så derfor vil jeg stå på side linien og heppe på dig og altid være parat med et knus når du har behov.
    Du er den sejeste person jeg kender. Jeg elsker dig søde kvinde.
    Din forevigt

    Svar
    • Kære Anne
      Vi var børn, så du var nok lige præcis der hvor du skulle være og med dit at kæmpe med. Men jeg elsker at det bånd vi fik i barndommens land, nu er stærkt som aldrig før. En kærlighed, respekt og en fantastisk forståelse af hindanden i livet. Det er stærkt! Så tak til dig for at der er plads til mig.

      Svar
  2. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Samtidig oplever jeg en indre trang til at skrive til dig. Jeg tør godt skrive, at jeg ved, at den vej du har gået har været så uendelig lang. Nærmest endeløs. Der har været torne så store at det menneskeligt næsten kke er muligt at beskrive størrelsen. Heldigvis viser din tekst at vejen ikke er endeløs. For dig. Det ser ud som om du både har MOD. Og HÅB. Håbet til at finde en vej. Og modet. Til at finde. Dig selv. Stå ved. DIG SELV. Jeg kan læse du ikke er alene. Du har Gud. En kærlig mand. En terapeut du har tillid til. Ikke mindst har du Anne Vibe ved din side, som står frem, tager ansvar og erklære dig sin fulde kærlighed. SÅDAN……….

    Svar
    • Din blogs navn siger faktisk det helt rigtige at forandring er muligt. Det er jo det som både min og historien generelt viser. Livet kræver mod, det ved jeg nu mere end før. Lige nu er det ikke historien der gør ondt, men når historien får fat i nutiden og udspiller sig sit drama her. Men jeg arbejder på det.
      Det er sjovt, så ensom og alene jeg hele mit liv har følt mig og i ny og næ stadig kan, så er det jo ganske rigtigt, det er jeg slet ikke. Jeg Er velsignet med kærlighed i spandevis.
      Tak!

      Svar
  3. Sikke et ryk. Sikke en indsigt og erkendelse. Så smertefuld og dog beskrevet med så meget underliggende håb. Og mod.
    Du har kærlighed i dit liv og den har sat dig fri. Sammen med timerne i terapi vil den holde dig fri. For du er dig. Du er ikke bare noget, du er nogen.

    Svar
    • Kære Ida tak for dine ord.

      Det er sandt, jeg føler en frihed som jeg aldrig har følt før. Frihed er det helt rigtige ord.

      Tak!

      Svar
  4. Jeg ville næsten hellere skrive en mail til dig end jeg vil lægge en kommentar. Man tror altid at ens eget er det værste – men det kunne være meget, meget værre, og det ved vi jo godt. Vi kan bare ikke rigtigt forholde os til, at de sulter i Afrika, at der er borgerkrig et eller andet andet sted og børn det går ud over. Vi oplever alting relativt i forhold til vores eget liv og situation.
    Taknemmelighed kan lede en rigtig mange gode steder hen, og den er nok også vigtig at holde fast i – men vigtigst af alt er det at holde fast i det man selv er – holde fast i den del, der lige præcis er en SELV. Den lille kerne, der giver sjælen lys og luft og vinger. Det er glæden – og når man lukker op for den, lukker man også op for sorgen. Så sørge må man for at glæden kan trives.
    Rigtig mange mennesker pakker det grimme ned i en kuffert, fordi de ikke er klar til at se på det – eller har lyst til at tage de ting op, de slæber med i den personlige kuffert. Men til sidst kan kufferten blive så tung, at vi næsten ikke kan rykke os ud af stedet – og ud af det sted i livet, der gør ondt. Og så er det vi bliver nødt til at tage os selv alvorligt, se os selv i øjnene og begynde at ompakke kufferten. Det er du godt igang med, og det kan tage lang tid. Men tjullahop, hvor er det sejt at du er kommet så langt! 🙂

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: