Ikke min mors datter – del I

og det har jeg snart ikke været i et år.

Jeg har altid haft en grundlæggende følelse af at der var noget galt, lige så længe jeg kan huske så har der været den der følelse af at noget var skævt. Det blev med årene til at jeg var skæv og måske ligefrem også grundlæggende galt på den. Mit allerførste livsminde er fra den store lejlighed på Frederiksberg, min mor sidder i soveværelset, det værelse med altan der vendte ud i mod gården, og græder. Jeg går ind for at trøste hende og hun skubber mig voldsomt væk. Vi flyttede ud af den store lejlighed da jeg var 3½ år gammel.

Jeg kæmper for at sætte ord på min barndom, historierne, følelserne, oplevelserne, skammen, skylden og følgevirkningerne af det hele som er blevet mit liv de forgangne 38 år. Eller retter, jeg kan godt sætte ord på det verbalt, i terapien, i fortællingen til andre, men når jeg sidder ved tastaturet, så er det som om at ordene forstummer. Endnu, for jeg har en historie jeg vil skrive, jeg vil hive mine følelser og oplevelser ud af sjælen og ned på skrift. For når det står der, kan det ikke slettes igen og virkeligheden træder i kraft.

Jeg er Født på Frederiksberg af forældre som blev gift som 18 og 20 årige for at få en lejlighed, sådan var det i begyndelsen af 70’erne. Jeg var et ønskebarn, det har min mor i alle tilfælde fortalt mig igen og igen og igen. De blev skilt da jeg var 2½-3 år gammel, da min far var min mor utro. Fik jeg fortalt. Min far har glimret ved sit fravær i mit liv, først hans valg, senere hen mit. Jeg har kun et par tidlige erindringer om ham, en fra min onkels købmandsbutik, og en fra en park et sted i København. Jeg husker bedst min far igennem de kærester han havde, der var hende der malede, så var der sygeplejersken, hun var med til min konfirmation og så er der pædagogen som han giftede sig med for nogle år siden. Jeg har minder fra 78 til 80 og derefter så husker jeg mest at stå og græde når min mor skældte min far ud i telefonen og angsten der sad helt op i halsen når jeg som 10 årig selv måtte tage bus og tog hvis jeg ville se min far. Jeg har et meget fortvivlet minde om at stå af det forkerte sted på amager og få skældud.

Da jeg tog på efterskole i 88′ var han nærværende, han kom og besøgte mig og det mere end en gang. Da jeg var 16½ inviterede han mig ud og spise, men glemte at fortælle mig at jeg selv skulle have penge med til maden. For han skulle bruge sine penge til indskud til en lejlighed, jeg husker at jeg sad i Husets Café og drak en Cola alt i mens jeg fik et længere foredrag om at han ikke helt forstod at jeg ikke bare kunne kalde ham ved hans døbte navn og ikke far, og han kunne jo hjælpe mig som en slags terapeut når nu det hele var så svært, for han havde en masse erfaring han kunne dele ud af. Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for ikke at se min far igen. Det gjorde jeg heller ikke, indtil en dag han stod uden foran min dør i min første lejlighed et års tid senere. Jeg husker hans brudte løfter om cykler, rejser og oplevelser og jeg husker hans kvinder. Først da jeg var 29 fik han et sted at bo, hvor der rent faktisk ville havde været plads til en datter.

Da jeg begyndte i terapi i første omgang var jeg 19 år gammel og fik via min læge en henvisning til en Psykiater, her gik jeg indtil han begyndte at blande sig i min igen stigende vægt, så var jeg ude af vagten. Men da jeg startede hos ham var jeg overbevist om at alle mine problemer skyldtes min far. Det havde jeg jo fået fortalt og derefter erfaret. Det 3/4 år jeg gik i terapi der, fik jeg styr på mit forhold til min far, på en eller anden måde så kom jeg frem til at jeg havde brug for en far og jeg fik en dybere forståelse for hans fravær i mit liv. Jeg mindes stadig de få gange Psykiateren forsøgte at tale om min mor og jeg kan til min gru stadig se mig sidde der i det sorte tøj, det hennafarvede hår, de sorte doc martens, rygende på mentol cigaretter, med ørene fulde af ringe, springe op som trold af en æske og gentage forsvars talen for og om min mor. Hvordan hun altid havde været den der havde været der, hvordan hun havde, hvordan hun gjorde, hvad hun havde gjort for mig i gennem alle årene, beskyttet osv osv osv.

Sandheden er ilde hørt. Jeg har siden jeg begyndte at mistænke min mor for at være grundlaget for de mange år med overvægt, depression, angst, mindreværd, social ubalance, manglende accept, løse ender, omflakkende følelsesliv og en massiv spiseforstyrrelse, tænkt meget over timerne hos i stolen hos min første psykiater og forsvaret for mor.

I årene efter skilsmissen fra min far, husker jeg bedst tiden hos mormor. Jeg husker legepladsen og klatrestativerne som desværre ikke eksisterer mere. Min mor har senere hen berettet om at hun levede et vildt og udsvævende liv i det københavnske natteliv at hun datede den ene af Strickers brødrene, kom på Madame Athurs sammen med hendes bøsse venner og om hvordan en af hendes mandelige bekendskaber plukkede alle tulipanerne fra rådhuspladsen til hende i en brandert. I 77 mødte hun den mand der senere hen blev min stedfader, jeg husker ikke andet end de pixiebøger jeg fik til at læse i togturen frem og tilbage fra hans hus til min børnehave på Gl. Kongevej. Jeg ved vi flyttede til hans nordsjællandske forstad i 78. Jeg husker de store følelsesmæssige forandringer, forbuddet mod at komme ind og ligge hos mor når jeg havde haft onde drømme. Jeg blev storesøster til tvillinger i 1980, det år har jeg nok ikke set min mor meget, dels fordi hun lå på hospitalet i måneder inden de blev født om sommeren, og fordi de havde været i Tanzania i en måned uden mig. De blev gift den sommer og jeg kan huske at jeg var med ude for at se på hat til kjolen, men jeg var ikke inviteret med til brylluppet. Jeg var på Bornholm med fritidshjemmet.

Derefter går mit liv og min barndom i sort. Jeg husker afvisninger, træthed, skældud, mørke, kulde, hemmeligheder, ansvar, udelukkelse, mindreværd. Jeg husker det som om at jeg forsvinder, den glade pige der måske snakkede for meget, blev indadvendt, usynelig og jeg forsvandt i bøgernes verden. Stadsbiblioteket og skolebiblioteket var min virkelighed. Det var i de år jeg begyndte at trøstespise og det var i de år jeg lå om aftenen og drømte mig til en bedre tilværelse. Drømte at min rigtige mor ville finde mig og komme og finde lynlåsen i nakken og lyne mig ud af den falske krop jeg var i og tage mig væk og ud i en lys tilværelse. Det gør stadig ondt at gense det minde og min hals snøre sig sammen i skrivende stund. Jeg drømte også jeg var en princesse, der bare var blevet forbyttet som man læste i eventyrene. (fortsættes)

 

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Sneklædte minder « Livsmod

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: