Sneklædte minder

Sne i altankassen

Jeg elsker simpelthen vinter og sne. Da jeg igår morges vågnede op til en helt hvidklædt forstad boblede mit hjerte som et lille barn og jeg tror jeg ville havde været kælkeklar, hvis vi havde haft en kælk.

Jeg kælkede meget som barn, vi havde flere rigtig gode kælkebakker inden for ganske få 100m fra der hvor jeg er voksede op. Jeg kælkede nu altid alene. Da mine brødre kom til, kælkede de med deres far. Da jeg var helt lille en 5-6 år var det aldrig svært at få kælkebakkelegekammerater, men det blev straks svære med alderen. Jeg var udadvendt da jeg var en lille pige, snaksaglig og nysgerrig, men det varede ikke ved. Måske var det ualmindeligt for en pige at tale med naboer og andre på vejen. Men det gjorde jeg og jeg vidste ikke det var forkert før jeg fik besked på at opføre mig ordenligt. Flovheden kan jeg næsten stadig mærke og flovheden blev min følgesvend. Sammen med angsten, frygten, gnaven i mellemgulvet og forkertheden. Jeg husker det som om jeg gjorde alting forkert hele tiden. Min stedfader var efter mig, min mor var.. Ja, hvad og hvor var hun.

Da jeg forleden skrev den lange historie om ikke at være min mors datter, var jeg forundret over at det ikke var smerteligt at skrive. Det var tungt, sundt og udfordrende, men den hulkende gråd som var min følgesvend i 2009 og igen i 2011, var væk. Det gik op for mig at lige nu, gør det kun ondt når fortidens mange følelser, får plads til at udspille sig endnu engang i nutiden. Efter et år i terapi kan jeg ofte se og mærke det når det sker. Se når historiens følelser af frygt, mindre værd, intet værd, undskyldninger, flovhed o.a. spiller ind og forstyrre hverdagslivet. Nogle gange kan anerkendelsen af hvad der er på spil, sætte følelsen ud af spil. Men ikke altid. Det arbejder jeg videre på.

Min ene lillebror ringede til mig onsdag aften, det sker ikke så ofte jeg hører ham. Min telefon var lydløs så jeg opdagede det ikke før sengetid ved 11 tiden. Hans ubesvarede opkald blinkede på skærmen, en uro bredte sig i kroppen og nattesøvnen var i de næste timer sat på hold. Det tog tid før jeg fandt ud af hvad der var i spil. Hvorfor det var jeg en onsdag aften ikke kunne finde ro og søvn og måtte vente til jeg blev så udmattet, at tanker og uro blev skiftet ud med søvnen til sidst. Men naturligvis satte hans opkald en masse spørgsmål og forestillinger i spil og de stod i kø i et ustoppeligt tankespin. Hvad ville han? Ville han tale om mor? hvad skulle jeg sige hvis jeg skulle forklare? Ville han tro mig? Kunne han forstå? Accepterer han?

Han ville inviterer min mand og jeg til middag sammen med resten af brødreslænget, for det var jo længe siden og vi havde ikke set deres nye lejlighed og så ville han opdatere mig på oplevelsen af at være til scanning og se sit kommende barn. Det var ufarligt og kærligt og slet ikke noget af det som havde smadret min nattesøvn.

Det sker, ikke så ofte mere, men det sker når min historie får lov til at udspille sig i min nutid.

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Skyld og skam har det med at hage sig fast. Også selvom de slet ikke er inviteret til at følge med………..

    Svar
    • Ja! Fagligt er begge for mig både central og uhyre spændende. Jeg har dog ikke formået at få slået bro endnu.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: