Terapien

Den 28 januar var det et år og knap 30.000,- siden jeg startede i psykoterapi.

Imens jeg ser skyerne rase henover himmelen og husene overfor blive malet orangerøde af den opgående sols skønne farver kan jeg ikke lade være med at tænke over udgangspunktet og resultatet.

Jeg havde en plan, det havde jeg. en 3-4 måneders terapi, som skulle hjælpe mig med at få et ordenligt forhold til min mor, så jeg ikke ville gentage hendes fejl når vi selv fik børn. Og så skulle jeg have lidt hjælp til at ligge fortiden som mad og overvægtig bag mig. Jeg var (og er) overbevist om at hvis jeg ikke fik bearbejdet det som havde ligget i det første 55 kg, så kunne jeg ikke tabe de sidste 25.

Jeg tror nok at jeg tænkte mig selv lidt som en lidt ældre bil, relativt velfungerene motor, der dog lige trængte til at få smurt ophænget, skruet lidt her og der og måske ellers bare skulle et grundigt check igennem. Resultatet da motorhjelmen blev åbnet viste sig at der skulle en større renovation til, helt nye reservedele skulle sættes i, før motoren var klar til at køre ud på vejene alene.

Jeg har ikke talt med min mor siden marts og ser frem til en nær fremtid hvor hun ikke kan spille en rolle. Hendes tilgang til mig duer bare ikke og jeg går i stykker af at være i en nær relation med hende.

En veninde, som på mange måder har været en veninde i tykt og tyndt, men også har været en veninde der kunne servere skyld og skam som var det en hovedret, er sat på hold i mit liv. Hun har nu været rimelig flittig det sidste år til at sende sms’er både med spørgsmål og skyld, i regelmæssige intervaller. I går ringede hun.

Min mand og jeg går nu i Parterapi, ikke fordi vi er ved at gå fra hinanden. Men fordi min terapi fordre at han kommer på banen og får forholdt sig til sin historie, så vi kan gå ind i en fremtid sammen uden at både hans og min barndom kommer til at spænde ben for os. Og også så han kan forstå hvor de nyere og skarpere grænser kommer fra og hvorfor det er nødvendigt at de er der.

Jeg har taget 2-4 kg på, men er kommet ind til benet af min spiseforstyrrelse. Jeg har samlet alle brikkerne og store dele af spisepuzlespillet, der mangler faktisk blot nogle enkelte men vigtige brikkker. Hold fast hvor er mit forhold til mad helt ude i hampen, når det kommer til stykket og det er gået op for mig at spiseforstyrrelser er mere end de 3 gængse og godkendte.

Jeg lærer at sætte værdi på mig selv, at føle mig værdig, at værdsætte alt det jeg er, har været og kan. Jeg har også lært hvad og hvem der tricker den selvudslettende del af mig. Jeg har lært at accepterer og forholde mig til min barndom og jeg arbejder på at minimerer dens betydning i lige nu og her. Det er et arbejde der handler om at se, hvornår situationer på arbejde, med veninder, familie og mand afspejler sig i barndomshjemmets drama, manipulation og afmagt.

Jeg bliver stadig slået ud af kurs, har for mange løse ender og to do lister på skrivebordet der ofte drukner i bunker. Jeg spiser stadig usundt, men af andre årsager end før. Jeg har sindsygt svært ved at få gang i motion og den sunde mad, med andre ord at få taget hul på de næste 25 kg. Jeg er stadig uden børn og fast arbejde (desværre hænger de to sammen) Jeg overtrækker stadig mit dankort uden at tænke over det, hvis der er noget jeg har lyst til. og jeg har ikke noget kørekort.

Der er massere at tage fat på for mig, men meget af det er menneskelige imperfections, livsvilkår og vaner. Og det er lettere at gør op med end barndommens tillærte mønstre, angst, mindreværd og frygt.

Her et år senere sner det igen i min forstad, men når jeg går ud i sneen, med præstekjolen under armen. er jeg ikke en helt anden. Jeg er bare mere hel.

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Når nu du ikke kan skrive kommentarer til mig – så kan jeg skrive lidt til dig istedet 😉

    Det kræver mod at leve – og endnu større mod at overleve.
    Det kan vi til tider mangle, og ikke fordi det er vores skyld. Det handler om at skille sig af med de ting i ens liv, der suger energien ud af en – og få noget ind, der giver god energi. For når livet bliver svært, er det disse mennesker vi har brug for – og de første mennesker vi får det dårligere af. Det er stærkt at du har taget konsekvensen af din mor – det kræver rigtig store nosser at erkende andre mennesker, der skulle elske en, giver en så stor smerte – og så at gøre noget ved det og ikke mindst at holde fast. Det kender jeg selv. Men nogen gange er det nødvendigt at sætte en grænse, trække en streg i sandet og sige “Nu er det nok!”

    Omgiver man sig med nok af de gode mennesker – så kommer man dog nogenlunde hel ud af det, og det er det vigtigste.

    Svar
  2. sanne

     /  9. februar 2012

    Jeg bliver helt rørt. Tak fordi du deler din erfaring, fortid og fremtid. Knus

    Svar
  3. Og er det ikke det det hele går ud på?
    Få klinket skårene så godt det er muligt, så der ikke hele tiden kommer dynger af snavs ind af sprækkerne.

    Hvor jeg genkender dine ord. Ikke en hel anden. Bare mere hel………..
    Dældulme dejligt, hvis du spørg mig!

    Svar
  4. Mere hel er rigtig godt. Jeg glæder mig til snart at se dig igen.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: