Det skulle hun have tænkt på noget før…

Allermest har jeg lyst til at krybe sammen i fosterstilling på sofaen, række ud efter fjernbetjeningen og forsvinde ind i en anden verden og lukke følelserne, tomheden og bevidstheden ude for en tid. Allermest har jeg lyst til at græde de tåre der sidder fast i mit bryst, som en kampesten på den forkerte plads. Jeg kunne også lige lave en kop kaffe og trække vejret og lave noget andet. Jeg kunne spise noget.

Men ingen af delene vil virke helt efter hensigten. At lukke af for de tanker, den sorg og afmagt der, egentlig længe har været på vej, men i dag dykkede op til overfladen da jeg læste dagens indlæg ovre på Mies blog.

Det skulle hun have tænkt på noget før det sagde jeg om min mor, hendes ønsker og forestillinger allerede for mange år siden også før jeg for et år siden frabad mig hende i mit liv.

Det skulle hun have tænkt på noget før, tænkte jeg når jeg sad bænkede rundt om et bord, sammen med resten af hendes børn og resterne af hendes familie og legede en stor lykkelig storfamilie, og ikke var det. For der er så meget der aldrig er blevet sagt, så mange knusende ord, følelser og fornemmelser som blev skovlet ind sammen med maden der blev serveret. Kravet om at stille op til hendes billede og drøm af et matriakisk højbord og den lykkelige familie idyl hun aldrig selv fik, var som et fængsel af kvalmende forstillelse.

Det skulle hun have tænkt på noget før, tænkte jeg når jeg endnu engang var bænket i køkkenet og skulle agere sjælesørger for min mors ve og vel og endnu engang skulle lægge øre til hvor håbløs hendes mand er og var, hvor synd det var for hende at pædagogerne hun var leder for satte spørgsmål ved hendes ledelse. Hvor store problemer hun havde med den yngste af hendes børn, at det altid var hende der stod i køkkenet, at hun altid skulle.. at det var for dårligt at… bla bla bla. Det skulle hun have tænkt på før hun gik tilbage til selv samme ægtemand efter endnu engang, i stor drama, havde revet sine børn ud af deres vante rammer og lovet dem nye og bedre kår. Blot for at kapitulere når pengene slap op eller lykken ikke kom af sig selv på den anden side af hegnet.

Det skulle hun have tænkt på noget før, tænkte jeg, når jeg skulle stå til ansvar for hvorfor jeg ikke som de andre kom susende til mandagsmiddag i familiehjemmet. Jeg ville og vil ikke være en del af hendes illusioner om at være en stor lykkelig familie. For det er vi ikke. Det er jeg ikke.

Det skulle hun have tænkt på noget før, før hun lod sin mand slå mig første gang og gangene efter og i konfrontationen som voksen undskylde med at jo var en møjunge.

Det skulle hun have tænkt på noget før, før hendes evige selviske og selviscenesættelse og dramaombruste valg i livet slog mig i tusinde stykker. Jeg betaler prisen for at min mor aldrig blev klogere, min yngste bror som i høj grad overtog rollen som sjælesørger, livsforvalter og lykkeansvarlig, da jeg begyndte at trække mig for mange år siden, har også betalt prisen. Hans enorme krop, som må presse på et sted mellem 120-140kg, er det mest enestående vidnesbyrd om hvor hendes lort bliver lagret. Det skulle han have tænkt på noget før, siger hun og glemmer at hun da han var 13 højlydt erklærede at nu var hans fedt hans eget ansvar (…)

Jeg er ved at kaste op over sætningen, hun har gjort det bedste hun har kunne. Især når det få gange er kommet fra hendes egen mund, ofte efterfulgt af et krav om at jeg blandede hende uden om min smerte. For det ville hun faktisk ikke høre på. Jeg tror ikke et sekund på at hun har gjort noget som helst efter bedste evne, når det kommer til hendes børn. Jeg tror min mor altid har gjort hvad der virkede som bedst for hende, aldrig for os. Skylden har hun delt ud af i rå mængder, ansvaret har hun aldrig ville tage. Og jeg nægter at holde hendes ansvarsfri.

Hele mit liv har jeg betalt hendes følelsesmæssige regninger. Forsøgt at leve op til krav om lykke og idyl, hendes vel og mærke, det handler jo aldrig om andet.

Det skulle hun have tænkt på noget før, tænker jeg når jeg modtager breve og mails, med trusler, formaninger og ord som: Der er jo grænser for hvad man kan byde en mor.

Helt ærligt, det skulle hun have tænkt på før hun fik børn!

Reklamer
Skriv en kommentar

8 kommentarer

  1. Vel brølt, Løvinde.

    Nej, følelser kan man desværre ikke kommandere – de fleste af os prøver – og det ender som regel nede på hofterne… eller maven.
    Tårer slanker – ja, det er rigtigt. De gør en lettere, når sorgen får vinger og bliver lukket ud, så den ikke forpester sindet og kroppen. Tårer kan være noget af det bedste vi kan gøre for os selv. Så jeg glæder mig over, at du er god mod dig selv 😉

    Svar
  2. Line

     /  29. marts 2012

    av. ja.

    Svar
  3. Av, hvor gør det ondt at læse. Men jeg er helt enig: Det skulle hun have tænkt på noget før!

    Svar
  4. Kære Livsmod,

    Hvor er jeg glad for, at min søn sagde den sætning.
    Hvor er jeg glad for, at jeg turde skrive det.
    Hvor er jeg glad for, at du læste den. Ikke mindst at du tør forholde dig til, hvad den sætning gør ved dig. Og sætter i gang…………

    Jeg føler mig overbevist om, at du med dit mod til at dele noget af dit inderste smerte er med til at vise vejen for andre……..

    Kærlige tanker
    Mie ❤

    P.S. TAK for linket 🙂

    Svar
    • Kære Mie, tak. Tusinde tak, inde fra de dybeste steder i barndomsland.

      Ps. Any time! 😀

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: