Fordelen ved at være vokset fra Kinderæg…

Kaffen er varm, solen er ved at gå ned og de sidste gyldne stråler varmer vist ikke så meget mere end sjælen. Det var snevejr da vi tog hjemmefra i morges og sol og forårsvejr da vi landede i forstaden igen. Forår, jeg er vild med det. Men sært er det sg. Måske er dette ordspil som jeg har nappet på facebook yderst passende.

‎”Jeg vælger mig april. I det det gamle falder, i det det ny får fæste. Det volder lidt rabalder, dog fred er ej det bedste. Men at man noget vil.”

Volder lidt rabalder, yderst rammende både for vejret uden for og for følelserne og arbejdet indendørs. I sidste terapi time samlede vi op, gjorde en slags status over hvor jeg er nu i forhold til min første time. Vi talte rigtig meget om værdi, fundament, og selvværd vs. selvtillid. Jeg kan i hele min krop mærke fremgangen, mærke forskellen på mig før terapien og nu. Jeg kan mærke hvordan urgamle undertrygte følelser og oplevelser dukker op til overfladen, ikke længere som spøgelser og skelletter i skabet, men som sorg, styrke, ressourcer, gråd, afmagt og stolthed bland andet. Jeg kan mærke hvordan, når jeg kommer igennem fortiden gardiner, håbet løber som en flod under mit liv.  Jeg kan mærke at mine skridt i livet går fremad og at fortidens ekko ikke længere lyder som en skræmmende rungen for hvert et skridt. Jeg går rankerer igennem mit professionelle liv, (det er selvtillid forresten), for selvom jeg har ufattelig meget at lære, så ved jeg at det jeg kan, gør en forskel. Selvom jeg i denne måned er blevet ‘degraderet’ til 50% præst, så vil jeg ikke nøjes med det. Jeg vil mere, jeg vil have mit eget og jeg skal ikke nøjes. (Hvilket vist nok er selvværd)

Jeg går ikke længere i panik over fremtiden i folkekirken også selvom den på nuværende tidspunkt faktisk er så usikker som aldrig før. Det kan naturligvis ændre sig, hvis jeg igen ender i dagpengesystemet. Men lige nu, så er jeg slet ikke så frygtsom og sortseeragtig som jeg var for et år siden. Jeg tror på mit projekt, for at citerer en af mine ynglingsbloggere. Et sted jeg går i panik, er i forhold til evnen til at blive gravid, eller mangel på samme. Lige her går aldersstatestik forud for håb, men det er en hel anden snak.

Når jeg forkæler mig selv, sætter jeg pris på mig selv siger min terapeut. Hvor jeg før shoppede for at stoppe tomrummet ud, så er forandringen vist at jeg sætter pris på mig selv. Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår hendes skelnen endnu, men det lyder godt. Hvor jeg før spiste for at stoppe tomrummet ud, så laver jeg nu mad med glæde, grønne sager og formål. Hvilket er selværdsfremmende. Det forstår jeg godt.

Påskeæggene fra forleden er vist et godt eksempel på selvforkælelse i stor stil og den slags har det med at formere sig. Dagens tur i sne og sol (?) gik ud i verdenen for at hente skattene aka påskeæggene hjem til forstaden. Første påskeæg var mine nye vandresko. De gamle som har gået New York, London, Karpatos og ikke mindst København tyndt, trængte til pension. De nye skal gås til, så de når sensommeren rammer skal se asfalten i New York, Washingon DC, Reston, Virginia, New Canaan, Connecticut, og Niagara Falls.

På posthuset hentede jeg Meyers Almanak som jeg var så heldig at få til 200,-

og et par andre bøger som vist også hører til i køkkenet. Det kunne jo være der lå en præstegård med fadbur og krydderurtehave og ventede på mig, lige om hjørnet. Man har jo lov at håbe!

På listen over ting jeg KAN ikke SKAL vælge at gøre i Påskedagene er at få orden på køkkenskabene. Mit forstadskøkken er en hel historie for sig, men lad mig blot slå fast det er ikke stort! Hvilket begrænser besparelser på storindkøb når økovarene er på tilbud, hvor stort et udvalg af køkkengrej man kan have og desværre også fraværet af en køkkenmaskine. (prisen på 5500,- spiller nok også ind her). Ting skal have og være i et system derude. Jeg er knald god til systemer, lave dem altså. Jeg er mindre god til at opretholde dem. (det arbejder jeg på i terapien) Men hjælpemidler dertil kom i den store kasse fra forleden.

I stedet for Tupperware partyer, så er jeg faldet for Lock and Lock systemet, som mine venner i Paris sværgede til.

Så nu kan alle mine ‘grønne proteiner’ i form af bønner, linser, kikærter og andet i den dur få sin egen plads i skabet. Ikke flere urtekramposer der er stablet med fare for at falde ud af skabet ved mindste berøring. Linser sviner bare pænt meget når sådan en pose lander på køkkengulvet!

Det sidste påskeæg der landede hos mig er alt andet end selvforkælelse, jeg vandt nemmelig denne Give Away ovre hos Hottie. Det er bare forkælelse.

I morgen skal vi på charmeoffensivsgudstjeneste, der er en stilling der skal søges.

Jeg stor NYDER denne påske, kan det ses?

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. JA. Det kan ses så MEGET. Må du nyde øjeblikket. Og må det bedste sogn for DIG, vinde dig til præsteboligen…………….

    Svar
  2. Tillykke med lapperne – er glad for du ser frem til dem (det er også noget at se frem til, kan jeg garantere :-P)

    Den første gang hos psykolog efter stress-anfald og alskens depression og angst, var en lektie om, at jeg skulle gøre ting, som jeg havde LYST til at gøre. Om det var at købe et stykke chokolade til mig selv, svinge dankortet i Body Shop og købe aromaterapeutiske showergels fra hele frugtkurven eller whatever der nu fangede min fancy – så skulle jeg gøre det og jeg måtte ikke tænke på, om det var praktisk, nyttigt eller noget andet af det min mor yndede at vurdere varer med. Hvis det gjorde MIG glad, så var det det, der vigtigt.

    Da jeg lærte at selvforkæle og give mig selv gaver, steg glæden og jeg lærte, at jeg med et godt og gammeldags L’oreal’sk udtryk er “worth it”. Det prøver jeg på at huske det hver dag… spørger mig selv, hvad jeg har brug for for at være glad. En af de ting er at blogge. En anden er at nusse om mig selv. Da jeg startede til psykolog, (gen)opdagede jeg pludselig neglelakkernes magi. Mine tånegle fik en ny farve hver uge… 😛

    Synes det er så dejligt at høre, hvordan sorgprocessen også har hjulpet dig ud af fangehullet. Jeg lavede ikke andet end at tudbrøle i flere uger i træk. Hver uge. Næsten hver dag nogen gange. Men da jeg lukkede sorgen ud, forsvandt den langsomt og jeg lærte at hjælpe den lille pige indeni med at blive glad igen. Min lille pige er idag blevet så stærk at hun efter flere år nu er flyttet hjemmefra… Hun kommer stadig forbi engang imellem, og for hver gang kan jeg se, at hun er vokset. Det er altså sådan en glæde – bliver sgu helt stolt af hende… 🙂

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: