Brødre

Jeg har tre af dem, der er henholdsvis 7 og 16 år mellem os. Jeg holder forfærdelig meget af mine brødre. Den yngste har jeg et ganske særligt hjerte for, også selvom han er nået den alder hvor alt der kommer ud af hans mund ingen mening giver, eller provokere mig helt sindsygt meget. Det særlig hjerte kommer sig nok af at jeg var den der tog over når mor stod af. Jeg har gået lange ture med ham i bæresele og barnevogn, han har sovet i min fodende utallige gange, nogle gange fordi han selv fandt vejen andre fordi mor skulle sove mere. Jeg var voksen nok til at se urimelighederne hans forældre udsatte ham for og når hans far ikke fandt ham interessant, så var det jo godt at jeg synes han var den mest enestående skabning. Ja også med alt hans skaberi og hysteri. Han var en vidunderlig baby og et fantastisk barn og vi har brugt utrolig mange timer sammen.

Men nu er det anderledes, ikke kærligheden slet ikke, men han kan ikke længere komme på ferie og spille playstation hele natten. Vi maler ikke længere warhammer figurer og jeg spiller ikke WoW. Vi taler heller ikke samme sprog, jeg er præst, rødstrømpe og tror på dyrevelfærd og gud. Han kan lave apps til telefoner, taler i koder og hans referencerammer er bare i en helt anden verden. En gang i mellem så går vi i biografen, spiser popkorn og så er det næsten som da vi var inde og se Jungledyret Hugo for første gang sammen.

Forandringerne i mit liv har nok føltes som svigt, om ikke andet så ved jeg at min mor nok har skulle fortælle ham, at det var det. Og jeg føler jeg har svigtet ham, for på et tidspunkt blev jeg nød til at lade være med at være det skjold der skulle beskytte ham imod familiens ondskab. Jeg blev nød til at prøve at være mit eget skjold. Jeg prøver at huske mig selv på at at jeg blot er hans storesøster og ikke det menneske der har haft ansvaret for at han blev et glad, velbalanceret og skønt menneske som voksen. Det gør ondt helt ind i mit hjerte, ved tanken om at jeg ikke kunne passe på mig og ham på samme tid, også selvom det måske ikke helt var en del af jobbeskrivelsen som storesøster.

Det er også ham der overtog rollen som caretaker, i forhold til mor, da jeg begyndte at trække mig. Han var den første af mine brødre der ringede og spurgte hvad det nu var for noget det med at jeg ikke ville se mor. Igennem de samtaler, fandt jeg ud af at hun havde bedt ham vælge mellem os. Jeg har sagt til ham, at fordi han vælger mor, er det ikke det samme som at han vælger mig fra. Han skal ikke vælge, fordi jeg har valgt.

Men inderst inde, der hvor kærligheden bor, håber jeg en dag han får modet til at vælge for sig selv.

Det er ikke let, med brødre og familie, når jeg har valgt matriarken fra. Det er ikke let, når det skal være så pænt som muligt. Det er ikke let, når jeg skal veje mine ord, istedet for at sige det der er. Det er som om der altid er noget mellem os, det der før var usagt og kunne gemmes væk. er ikke gemt væk længere, men er stadig usagt, til dels.

Det er et tomrum jeg har rigtig svært ved.

Jeg håber, og tror på at vi finder ud af det. En dag bliver det vel ‘normalt’ at det unormale er sat til skue?  En dag er det vel bare sådan det er.

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Hvor jeg dog kender det!!!
    Det er flere år siden jeg afskrev mit fædrende ophav, men de andre så ham stadig i en periode… Der var fester jeg måtte lade være med at deltage i, og nogle af dem er jeg stadig ked af jeg missede – fx min søsters studenterfest for familien. Jeg tror de havde det hårdt, men jeg måtte passe på mig selv, også selvom det gjorde ondt at måtte svigte sin eneste søster.

    Til sidst indså min søster, at den mand aldrig blev bedre… Så hun takkede nej til ham også. Og nu kan vi endelig snakke frit om hans sygdom, om hans mønstre og handlinger i et frit fora med min mor. Det er meget healende, at man kan sætte ord på de grimme og svære ting man har oplevet sammen – og give dem luft, så de kan opløses. Jeg håber for dig og din bror, at I også kan det en dag. Mænd er ikke så gode til følelser – men jeg synes du skal være rigtig stolt af, at du har givet din bror en chance for at få et dejligt liv – du reddede ham nok fra at synke helt ned i det sorte hul, og det tror jeg nok han ved inderst inde. Men normer er ikke nemme at bryde – folk ser stadig mærkelige ud i hovedet, når jeg fortæller at jeg ikke har kontakt med min far idag. Det kræver sin kvinde at gå mod strømmen og den etablerede kernefamilie.

    Svar
  2. Tusinde tak P.P. Det var faktisk lige det jeg havde brug for at høre!

    Svar
    • Godt du kunne bruge inputtet – jeg synes ihvertfald lige jeg ville give mit besyv med, netop fordi det at gå imod strømmen er ekstremt provokerende for mange man møder! De kan slet ikke forstå det, hvis de har nydt kernefamiliens lyksagligheder uden bøvl.

      Svar
  1. Indbrud i min hemmelige stue « Livsmod

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: