Indbrud i min hemmelige stue

hvor er det synd for dig at du kun kan tænke på alt det dårlige, når du omtaler din mor, du glemmer at der var tilbud om hjælp til det hele, at der ikke har været, ondskabsfulde bagtanker i vores samtaler, at jeg aldrig har gjort dig fortræd med overlæg…..at der skal to til en god samtale men også to til en dårlig ditto

Står der i kommentarfeltet til et indlæg på den blog jeg havde, før den blog som blev afløst af Livsmod. Indlægget omhandlede min mors dramarutine og straffeaktion da bryllupsplanlægningen i 2009 var på sit højeste. Kommentaren er fra oktober sidste år.

Min blog er mit frirum, min oase, det sted hvor jeg ikke skal tænke på andres følelser end mine egne. Der hvor jeg kan sige alt, også alt det som egentlig ikke burde siges højt. Der hvor jeg kan give lyd og stemme til alt det der har levet et liv med mundkurv på, der hvor jeg kan sidde med sko på i møblerne og spilde kaffe på gulvet. Det er min hemmelige stue, det er her hvor der er plads og rum til mig og mit. Det er her hvor jantelov og remser som ‘hvis du ikke har noget pænt at sige så skal du tie’ har en plads på amagerhylden, men ikke er et hyldet princip. Jeg skriver her, ikke for at netværke, blive kendt eller øve mine skrivefærdigheder. Jeg skriver her for at fastholde mig selv der hvor jeg er nu, jeg skriver for at sætte ord på alt det som fylder både inden i og uden på. Jeg skriver for at huske og jeg skriver for at komme videre. Jeg skriver fordi jeg kan og tør.

Derfor er denne blog også anonym. 3 der læser med kender mig i den virkelige verden. Ikke engang min mand læser med og ham deler jeg ellers alt med. Nære og gode veninder har spurgt om adressen og ikke fået den. Ikke fordi de ikke må vide hvad jeg tænker, eller skriver eller føler. Men fordi denne stue skal være fri for hensyn, dårlig samvittighed og tvivl om hvorvidt jeg nu er upassende. Af skade har jeg lært at selvom man er bedsteste veninder nu, så kan det være en anden flod der løber om 3 år og så er det ikke sikkert at det er særlige rare gæster at få i stuen.

Bloggen før bloggen som jeg erstattede med Livsmod, startede jeg tilbage i 2007. På det sidste er jeg begyndt at læse tilbage, det har især været interessant for mig at læse de indlæg der har handlede om min spisning, min barndom og min mor. Der er udvikling, indvikling og der er afklaring og opklaring.

Og nu er der Mor. Hvordan hun har fundet frem til bloggen ved jeg virkelig ikke, men det har hun. I en længere samtale med min yngste bror forleden var vi langt omkring. Det var endnu engang tid til at stå op for min beslutning, historierne og følelserne bag. Han nævnte i forbifarten noget om at mor var ret sur over den blog og jeg undrede mig. Den undren fik mig til at bevæge mig ind på den blog som jeg forlod sommeren 2010 og ganske rigtigt, der var en kommentar.

Min første tanke var: Tager du pis på mig? Min anden tanke eller følelse, var følelsen af at nogen havde brudt ind i min hemmelige stue. Jeg har haft indbrud og det er en næsten ubeskrivelig følelse, det overgreb det er at en fremmede har været inde i ens helligste uden invitation.

Min tredie tanke var at skrige af hende af mine lungers fulde kraft; jeg var en lille bitte bitte pige og ansvaret var dit. DU gjorde en lille pige, en skabning der var overgivet af Gud i dine hænder, fortræd. Dit evige ego slog hende i tusinde stykker og du kører læresætninger fra det studie du aldrig fik gjort færdigt af på mig? Der var aldrig tilbud om noget som helst og du lyttede aldrig – aldrig – aldrig – aldrig!

Min fjerde tanke var at så har hun jo kunne læse at bruddet jo faktisk har været på vej i mange år, hun kan læse meget af det jeg ikke har turde sige, uden for disse mine hemmelige stuer. Men der er ikke meget der tyder på at noget som helst siver ind og rodfæster sig i hende. Siden da er tankerne myldrede frem, uden rækkefølge. Jeg synes ikke det er synd for mig at jeg tænker sådan om min mor, det er en befrielse at sige det der er, højt. Jeg står ved hvert et ord jeg har skrevet og jeg står ved min beslutning om ikke at se min mor. Hun graver voldgraven mellem os dybere og dybere og desværre så er der ikke meget der tyder på at der lige nu bliver bygget en bro. Tiltrods for at vi har 4 ingenører i familien.

Nu vil jeg slå armene om min lille pige, lave en kop hvid te og så gå i køkkenet og gøre noget af det der gør mig så glad.


Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

6 kommentarer

  1. Hvor er det godt at læse, at du har så meget kærlighed og omsorg til DIN lille pige. Sender jeg begge to kærlige tanker……………..

    Svar
  2. Marie

     /  16. april 2012

    Sender mange kærlige tanker i din retning.

    Svar
  3. Sender også alle mine gode karma-tanker, Livsmod.
    Du skal holde fast i dig SELV her. Det er DIG, der skal leve med det som hun har gjort – ikke omvendt.
    Jeg tror jeg kan huske noget om, at din mor godt kunne lide flasken lidt for meget, ikke?
    Engang – i den midlertidige harmoni jeg havde med min far – sagde jeg til ham, at det altid havde forekommet os, at han elskede den skide flaske mere end han elskede os. Han var mere trofast overfor den end overfor os. Den tog han faktisk meget pænt – men jeg tror heller ikke rigtigt det sev ind. En alkoholikers benægtelseskompetencer er imponerende, og han kunne ikke tage det ind, det vi sagde til ham. Han kunne ikke forstå, at alkoholen var problemet. Han benægtede at han havde et problem.

    Jamen, så er det jo – teorien – nemt. Man må beskytte sig selv og sin lille pige – for ellers bliver man ikke det menneske som man har potentiale til at blive. Hvis man fralægger sig ansvaret for dem, så har man i det mindste muligheden for at blive så hel, som man nu kan, når man ikke har den ene af sine forældre i sit liv. For mig var det vendepunktet (og et svært et af slagsen) at acceptere, at han aldrig ville ændre sig og at jeg aldrig ville få den far jeg som barn havde haft behovet for. At det var et tab jeg måtte begræde og sørge over – i den tid dette nu måtte tage.

    Jeg måtte også acceptere, at han aldrig ville kunne se det fra min side (ligesom resten af familien ikke kunne forstå mit valg. Men det kom de heldigvis til, da jeg er en stædig satan).
    På et tidspunkt må man give slip, lade ansvaret for dem flagre i vinden og lade dem selv styre. Man kan ikke redde dem, kun beskytte sig selv. Jeg synes også du har ret til at være gal – i den grad! Du kan forhåbentlig slette hendes kommentar?

    Svar
  1. 21. september 2009 – Fornemmelser for barndommen. « Livsmod

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: