Jeg tænker så jeg får hovedpine..

Bunkerne på skrivebordet vokser og da det på samme tid vælter ind med bisættelser, så har jeg måtte flytte bunkerne til spisebordet og håbe min mand ser igennem fingre med den manglende struktur lidt endnu. Hvis jeg er heldig så er han lige så blind over for dem som for nullermænnerne i hjørnerne der snapper efter mig når jeg går forbi. (det er hans job at støvsuge) Jeg burde egentlig have massere af overskud, jeg har været på hospitalet og fået Jern i lange baner. Det med mor og familien generelt suger en del af energien, naturligvis. Men oven i hatten er jobbet bare ikke business as usual. For mit vikariat løber ud, stillingen er slået op, men ikke som den fuldtidsstilling jeg har gået i de sidste 1½ år. 50% præst er en fattig livsbane. Så jeg tænker så det brager, får jeg det vikariat som jeg er indstillet til hen over sommeren? Skal jeg søge 50% stillingen og være halv præst ind til præstegård og fuldtidsstilling lander i skødet på mig? Eller skal jeg tage et ‘Leap of faith’ og sige farvel og tak for denne gang og tro på at der er noget godt i vente på den anden side? Selvom jeg søger stillingen, kan jeg så tåle afvisningen hvis jeg ikke får den? Kan jeg både søge den og tage et Leap of Faith?

Oven i hatten har jeg et par af mine konfirmander der virkelig har det skidt, selvmordstanker, udsat for ekstrem mopning, cutting og et selvværd der er en saga blot. Med forældre der ikke ved hvad de skal gribe i og derfor griber de til kontrol. Jeg har været med indover en rum tid og med den rolle at være en voksen man godt tør gå til. Jeg er med så godt jeg kan, men jeg ville ønske jeg havde en lidt større værktøjskasse udi teenageproblemer.

Balancen mellem at være præsten og være den der skal redde… er hårfin og svær.

Så egentlig er intet nyt, bare anderledes. Jeg balancerer i livets labyrint og er nået til en korsvej. Og dog, jeg er nul lidt stærkere og klogere end før!

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Marie

     /  19. april 2012

    Det er ikke let at være dig i øjeblikket, men jeg tror, at du er blevet meget stærkere her på det sidste…. det lyser ud af de ord du skriver.Du må følge dit hjerte i dit valg!
    Lige så dejligt det er at have med unge mennesker at gøre….
    lige så svært kan det være. Jeg har selv tidligere været tæt på unge mennesker gennem mit arbejde i en ungdomsklub gennem 16år.Jeg har selv været en af de voksne, man turde betro sig til. Det kan virkelig gøre en forskel, for det unge menneske, der søger hjælp hos en udenfor familien, det er godt at have i baghovedet.

    Svar
    • Jeg elsker arbejdet med mennesker, men især de unge. Jeg er overrasket over den tillid de har vist mig i år og tager ansvaret på mig. Når jeg kan, for det er vigtigt at huske at jeg er et indspark i deres liv, ikke rammen.

      Svar
  2. Blot det at nogen lytter og forstår – så betyder det MEGET. Så lyt alt det du kan og prøv at forstå – det er hvad man virkelig har brug for. At blive hørt. At ens tanker bliver anerkendt. Det kan gøre hele forskellen nogen gange. Så jeg tror du klarer det godt, og jeg tror de kan mærke, at du gerne vil hjælpe, men godt ved, at du nok ikke kan.

    Måske findes der nogle telefonlinjer for sådan nogle unge? Kan ikke huske hvor mange der er – måske selvmordslinjen eller sådan noget? For det er der de kan tage over med professionel tilgang, og vide, hvordan de præcis skal agere. Du kan ikke tage alt for meget af ansvaret på dine skuldre, for du har vist nok at gøre med det ansvar du skal have for dig selv?

    Ad karrieren – så gør begge ting. Og hvis den ene ikke virker – så kan det være, der kommer noget ud af den anden. Det allerværste er de veje man kunne se, men som man ikke afprøvede. Du har endda muligheden for at prøve begge – og virker ingen af dem, så skal det nok gå.
    Jeg siger det lige igen, for man har brug for at høre det:
    Det hele skal nok gå. Ingen mennesker er arbejdsløse hele livet. Så på et eller andet tidspunkt skal du nok ramme noget, spørgsmålet er bare hvornår, og det er denne uvished, der er noget nær forfærdelig. Især hvis man før har haft noget at stå op til. Jeg kom gennem den ved at sige til mig selv, at vi alle har 2 malede vægge: Den ene er sort – og den anden er hvid. Og vi bestemmer selv, hvilken vi kan se på – og dermed hvordan vi ser på livet. Du ser allerede mere over på den hvide end den sorte. Når man gør det og tror på det – så skal det hele nok gå. Når først troen er væk, så begynder det hele at vakle. Derfor: Tro kan ikke flytte bjerge – men det er et fandens godt udgangspunkt 😉

    Svar
    • Jeg arbejder med den ene af pigerne på at hun kan lære at sige fra OG til, til sine forældre. Men jeg korser mig over at forældre forventer at deres børn skal komme til dem og tale om det der er svært, når de ikke har skabt en samtale kultur hjemme. Så det prøver jeg at støtte op om. Men jeg går meget forsigtigt frem, for jeg skal ikke stå med ansvaret i sidste ende. Støtte og samtaler, det kan jeg, men jeg arbejder hen i mod at forældre og/ eller en terapeut skal tage over.

      Jeg tror du har ret mht til job og jeg har også de sidste par dage taget tilløb til at søge stillingen jeg går i lige pt. Nu skal jeg lige have sat det i system og talt med de rette mennesker. Tak !!

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: