The Boat That Rocked

Det er skægt som dufte, lyde og melodier kan sætte tanker og processer igang. For knap en måned siden sendte en af de danske kanaler denne film og uden at vide hvad den handlede om satte jeg mig ned og så den. Grebet blev jeg, både af historien, det historiske billede den viser af en tid der er så fjern fra min og ikke mindst musikken.

Musikken vækkede genklang i min barndom og minderne, fornemmelserne, sorgen og visheden trak dybe spor i mig.

Siden min operation i 2008 har jeg med jævne mellemrum måtte græde ud og igennem. De tåre jeg har grædt det sidste års tid har haft en hel anden forløsende evne end i årene efter operationen. Forskellen på tårene dengang og nu er nok ikke så forskellige, tårene og smerten kommer dybt inde fra. Helt derind hvor jeg selv sjældent kommer i hverdagen fyldt med alt det andet. Dengang i 08/09 hvor jeg smed over 40 kg, var det følelser gemt i fedt, der dukkede op til overfladen, bevistheden om at nogen gjorde mig fortræd satte sig fast nu da følelser ikke længere kunne gemme sig, eller blive spist på. Nu dukker følelserne op som et spejl af alt det der har været og som jeg i dag forholder mig til, i terapien, i hverdagen og med fremtiden for øje.

Men jeg græder stadig, jeg græder den der utrøstelige gråd og hulken der nærmest kommer fra urdybet i mig. Den gråd jeg ikke kan stoppe før, følelsen er tømt ud og fortrædet står klokkeklart frem. No where to hide, no where to run.

I min barndom var der ikke mange steder jeg havde Helle. Hos mormor var der helle, eller næsten for også der kunne der falde hårde ord og slag fra morfar, men i mormors kærlighed, forsvar og arme var der Helle. I huset i nummer 38 var der også helle, og det var det helle, den tid, de mennesker, deres kærlighed og betydning som Soundtracket med gammel 60’er rock hev frem fra gemmerne. Jeg fik nemlig da jeg var en pre teenage pige et par kassettebånd med den skønneste musik fra 60’erne af familien i nr. 38 og de bånd sled jeg op, alt i mens jeg drømmede mig væk fra min virkelighed i barndomshjemme i nummer 94.

Familien i nummer 38 var min, det var mit ganske særlige sted og det er derfra jeg har de lykkelige barndomsfornemmelser og minder jeg har. Men også det tog min mor fra mig, senere da jeg var omkring 18-19 år, tog hun det helle fra mig og fyldte det ud med sig selv og sine egne behov, og jeg skulle trøste, have ondt og ligge øre til at hun hev uskylden væk fra mig. Det gik op for mig da jeg hørte musikken fra filmen og gråden kom og fortrædet stod frem i forreste række.

Efter tårene besluttede jeg mig for at tage familien fra nummer 38 tilbage. For det der var godt, skal jeg holde fast i. Ellers bliver det næsten ikke til at holde ud.

en af mine ynglings melodier var og er:

Advertisements
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: