Jeg har vidst det længe..

.. viser det sig når jeg læser tilbage i dagbogen. Jeg vidste godt at jeg var opdraget til at sætte hensyn og andres behov før mit, jeg tror bare ikke jeg vidste hvordan og hvad jeg skulle gøre. De bånd har terapien løst mig fra, men når nu jeg læser tilbage og læser at de samme ord og problematikker som jeg dengang i 2007 sloges med, er dem jeg har fat i, i dag. Så kan jeg ikke lade være med at spørge om det er de vindmøller jeg skal slås med hele livet?

15. december 2007

Midt i idyllen her i Forstadslivet er der visse ting fra Egolivet jeg godt kan savne, som tidligere nævnt. Bortset fra de mere ydre omstændigheder som ‘instant nature’, friskkværnet bodumkande kaffe (som jeg faktisk er blevet ret god til at lave til mig selv fortiden),tre vaskemaskiner til rådighed, elevator og andre med kaffedrikkere. Så er der også noget andet og på mange måder mere vitalt jeg savner fra Egolivet.

Jeg kan fra tid til anden godt savne at leve livet på mine præmisser. Det kommer til at lyde så hårdt og koldt når jeg skriver det, men det er bestemt ikke sådan ment. Jeg elsker min tosomhed med min mand, elsker at elske, blive elsket og vores liv sammen her i Forstæderne.

Men visse ting bliver mere kompliceret ved at være to, der er flere hensyn at tage, flere udenfra kommende påvirkninger og endnu flere 3. og 4. hånds hensyn og behov der på mystisk vis sniger sig ind i det hele. Jeg synes nogle gange jeg er ved at drukne i hensyn, stillingstagen, planlægning, og værst af alt behovshensyn af andre. Jeg ved godt det kan få mig til at lyde som en kold kvinde der er gået igennem livet uden empati for andre. Men det er langt fra sådan det forholder sig.

Det er nok snare det faktum at jeg er vokset op i skyggen af og i evig hensynstagen til andres behov, humør og sindstilstand, der gør at jeg stejler meget hårdt når mit liv bliver invaderet af en afhængihed af andres behov, gøren og laden.

Jeg har igennem livet kæmpet hårdt for at frigøre mig fra barndommens, ungdommens og dele af voksenlivets umenneskelige hensynstagen til andre end mig selv. Men det er en skade for livet og jeg ved at jeg vil til alle tider skulle kæmpe med problemematikken om at tage større hensyn til andre end mig selv. I dag får jeg ikke længere ondt i maven når jeg siger fra over for de mennesker jeg har kær, i dag tager jeg sjælent andres verden på mine skuldre og tilbyder dem et lift. For jeg har lært at jeg har rigeligt at bære på i min egen.

Derfor havde jeg i en alder af 33 opnået det ultimative, jeg havde fået ‘opdraget’ min omgangskreds, min familie, mine studiekammerater og ikke mindst mig selv til at acceptere at mit liv ført og fremmest handlede om netop det MIT liv. Der var ikke længere sure miner når jeg trak eksamenskortet, eller ego kortet for den sags skyld. Jeg kunne faktisk synge ‘der ingen bånd der binder mig’ og det var sandt.

Den der tilkæmpet magt over mit eget liv den kan jeg godt savne, jeg kan godt savne følelsen af at jeg kun gør noget fordi jeg har lyst, tid og overskud. Men her i Forstadslivet spiller den melodi ikke helt rent, for jeg er ikke længere alene. Mine beslutninger påvirker i stor grad min partner og det hensyns skal der tages. Familieplanlæggeren skal udfyldes og man skal lige huske på at der er et andet menneske der skal have plads og tid. Alt det har jeg det faktisk ikke så svært igen med. Manden og jeg fik øvet os meget i hensynstagen og delagtiggørelse i de ni måneder vi datede inden vi blev kærester.

Der hvor jeg synes det bliver svært er de føromtalte 3. og 4. hånds hensyn. Når svigermor, mor, far eller svigerinders behov for det ene eller det andet, får lov til at påvirke mit liv i en negativ retning og jeg er af hensyn til almindelig pli og god opførelse står bastet og bundet og kan ikke agere. Jeg kan blive helt blå i hovedet når jeg føler mig fanget i andres menneskers behovspyramide.

Jeg fik tidligere her til aften et anfald af AR?%KL”%J&)(“1+å024´10+404@€$€ over hvor meget jeg hader at være afhængig af andres menneskers behov. Jeg stod netop i en situation hvor jeg så afhængigheden af andre som chaufør havde skåret 1 time af min nattesøvn. Min fantastiske mand holdt om mig og kyssede mine tåre væk.

Jeg er sikker på at jeg en dag nok skal finde grænsepælene for Forstadslivet også, men det er stadig så nyt at andres behovspyramider får lov til at overskride grænserne. Indtil da vil jeg læne mig op af min mand og glæde mig over at jeg ikke længere er alene om at sætte alle grænsepæle og poster.

Jeg tror det ikke, jeg tror at jeg nu har mine fødder solidt plantet i mig selv. Jeg tror jeg kan gå resten af vejen, ikke alene, men jeg tror jeg kan gå min vej, med tyk streg under min. Jeg tror også at jeg aldrig kommer til at slippe terapien, jeg tror jeg i grunden er så skadet og slået i stykker, at jeg i ny og næ skal have klinket en stump inden i mig. Ligesom jeg går til lægen i ny og næ, så kommer jeg nok aldrig til at slippe terapien, helt. Så slås med livet det skal jeg ikke, resten af livet. Men passe på det, det skal jeg.

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Jeg tror vi alle har ET ELLER ANDET vi bliver ved med at vænne tilbage til. Jo mere ituslået man er, desto oftere vil det være den lille stump af os selv, der kan true resten af læsset. Så gælder det nemlig om at stå fast i sig selv, droppe kontrolfreaken, trække vejret helt ned i maven og mærke os selv. Når jeg har sådan en hensyns-influenza (for det kan jeg ved gud også godt have) – så øver jeg mig i at trække vejret ned i maven og mærke kontrolfreaken stå og stampe i jorden, fordi hun vil have magt over sit liv.

    Kontrolfreakens tvillingesøster er desværre Perfektionistaen – og hun vil så gerne være en succes, at hun har en ven i Kontrollistaen også. Når de to slutter sig sammen mod mig i fælles front, så gælder det om at stå godt fast! Jeg har med held indimellem fået sagt til mig selv “Du kan ikke kontrollere en skid her i livet – så hvad har DU egentlig lyst til?”
    Og det er ligesom presset letter. Så kan man lige pludselig igen finde ud af at rumme både sig selv – og de andre… Men det vil altid være mine behov jeg skal lære at tænke på først, og skal de tilsidesættes for 2. og 3. grads-hensyn, så har jeg lært, at jeg SKAL få tid til MIG bagefter. Jeg bliver NØDT til at have et “pusterum” til at lukke ørerne og føle efter, hvor jeg er – ikke i forhold til andre, men i forhold til mig selv. Men det er virkelig svært at huske nogen gange, synes jeg! 😉

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: