Ingen elefanter i stuen

Elefanter i stuen, det lyder ret så Ole Lund Kirkegaardsk. Men for mig er det nu en følelse jeg har haft med mig de sidste mange år, når vi var samlet i familiens arne. Bænket rundt om det matriakalske middagsbord med ‘1-2-3 hyg!’, så har jeg altid følt at der var noget galt. Noget der var falsk og forceret, noget som ikke var som det skulle være. Det har været som om der var en kæmpe stor lyserød elefant med os i stuen og jeg var den eneste der kunne se den.

Efter bruddet med min mor sidste år, så har det været en udfordring at finde ud af at være sammen med mine småbrødre. Men jeg har insisteret og fundet på ting at gøre sammen og de har taget teten op og inviteret også. Men, selvom det har været rart at se dem, så har det virket lidt som om at både ‘1-2-3 hyg!’ og den lyserøde elefant var flyttet med ind i stuen. Bortset fra at nu var jeg ikke den eneste der kunne se elefanten længere. Det har været mærkeligt og jeg har følt det som om at der var noget i mellem os hele tiden. Jeg har reageret ved at fylde tomrum op og ud, det er jeg jo ekspert i, og det har været umådelig ubehageligt at opleve mig selv i den situation og jeg har følt mig magtesløs.

Mindstbroren og den følsomme tvilling har begge spurgt ind til ‘det med mor’, ville have forklaringer og også gået ind i hvor synd det hele er for mor. Mindste broren mest. Men tvillingen med styr på det meste har ikke ytret et ord, niks nada nothing! Egentlig så har jeg gerne ville have en indstilling til det hele ala, hvis de vil komme til mig, så har jeg svar på spørgsmål. Har de ikke spørgsmål så er det fint. Jeg ville ikke trække noget ned over hovedet på dem, jeg ville ikke manipulerer, jeg ville ikke svine til og jeg vil slet slet ikke have at de skal vælge side eller noget i den stil. Dette er i sidste og første ende en sag mellem mor og jeg. De skal ikke være gisler i denne shoot out.

Men, der var jo lige elefanten og den blev mere og mere neon pink som tiden gik. Så da jeg lillebror med styr på det hele ringede i forrige uge, for at bekræfte at de kom til middag i går, tog jeg bladet fra munden og sagde til ham at han var den eneste der ikke havde stillet spørgsmål og hvis han havde nogen så måtte han sige til. Jeg sagde også at jeg vidste at det var mærkeligt og mystisk at være en splittet familie, men at jeg øvede mig på at det skulle blive mindre mystisk. Han svarede noget ala, øhh, jamen hvis jeg får spørgsmål skal jeg nok sige til.

Igår da alle 9 var her, incl de ufødte fasterbørn, var der ikke en pink elefant i miles omkreds. Det var hyggeligt, uden pinlige tomrum, ingen agressive undertoner, kun lidt fra den 22 årige som synes min chokolademousse smagte for lidt af chokolade og synes der var for lidt kød i min vegetar menu og som synes at Joakim B Olsen er en helt. Men han vokser vel fra det (!?) Det var møj hyggeligt og det eneste pink der var tilstede var min rødbede og valnøde hummus.

Så i dag bobler der lykkebobler i min mave og hulrummet i solar plexus er formindsket og har fået kamp til stregen.

Nu er der blot en gigantonorm opvask i køkkenet, den tager jeg senere, når jeg har fået sol på næsen.

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: