Mærk dig selv

mærk efter.

Ord som jeg har hørt og læst i årevis. Det har været centralt i enhver form for kur, kostomlægning og  indsigtsgivende øvelse, mærk efter i dig selv og mærk dig selv. Men det er som så meget andet, lettere sagt end gjort. Med mindre nogen har lært dig hvordan man gør og hvad det kan betyde. Det er det samme som sætningerne; tag dig sammen, lyt til din indre (?) og pc færdighedder, der er alt sammen noget man skal lære.

Jeg har ikke lært det hjemmefra. Dér har jeg lært at lytte mig ind til andres behov og sætte dem først, jeg har lært at aflæse voksne og deres følelser og dernæst navigere i farvandet af følelser og andet vraggods. Jeg har lært aldrig at lytte til mig selv, egne behov og fornemmelser. Jeg har lært at når noget føltes forkert, når følelsen af uro i solar plexus indtager skuepladsen, så er det mig der er forkert, skyldig eller burde skamme mig.

Jeg har et barndomsminde som jeg ikke kan slippe. Jeg ved ikke hvor gammel jeg var, men jeg har kunne læse hele bøger selv. Jeg tror ikke jeg læste særlig tidligt, men jeg læste ofte, hurtigt og godt ret tidligt. Så mit gæt er at jeg har været omkring de 8-9 år.

Jeg havde læst en bog, som handlede om en lille pige hvis mor døde og der flyttede en anden kvinde,og hendes børn, ind i huset som husholderske. Hun overtog både huset og faderen og satte den lille pige ud på et sidespor. Bogen handlede om hvordan hun følte sig ensom og at husholdersken kom imellem far og datter og hvordan husholdersken var ondskabsfuld når faderen ikke så det. Den lille pige var ulykkelig og ønskede at faderen ville se uretfærdighederne og bogen ender naturligvis med at fader og datter bliver forenet og husholderskens rænkespil bliver afsløret og de lever alle lykkeligt til deres dages ende.

Da jeg havde læst bogen, græd jeg og da min mor spurgte mig hvorfor, fortalte jeg hende at jeg følte det samme som den lille pige. Jeg følte at min stedfader havde splittet noget ad, at jeg var ked af det at jeg følte der ikke var plads til mig. Min mor blev vred, skældte ud, slukkede lyset og smækkede med døren.

Jeg husker ikke hendes ord, men jeg husker følelsen af at være helt forkert og blive straffet. Jeg var mørkeræd så slukket lys var virkelig en straf. Jeg tænker om mindet at det var sidste gang jeg forsøgte at give et sandfærdigt udtryk for hvad der var inde i mig

Indtil sidste år har det altid været hendes følelser, fornemmelser og værd der var i første række. Ikke at jeg så kom i anden række, nej når man er forkert er der ingen rækker eller division man høre til.

Advertisements
Skriv en kommentar

3 kommentarer

  1. Selvom min mor var det mindste “onde” ud af en far, der ikke ville stå ved et alkoholforbrug – så tror jeg at man på et tidspunkt stopper med at tage imod. Noget bliver slukket i en, og det har taget min mor lang tid at forstå sin rolle (eller ihvertfald indse den) i den firkant, der var børnene, mor, far og alkohol.
    Jeg kan huske, at jeg som 18-årig og stadig hjemmeboende, blev så uvenner med min far, at han ringede til min daværende kæreste og i telefonen fortalte mig, at nu var jeg smidt ud hjemmefra. På dette tidspunkt var min respekt og dertil hørende tillid og kærlighed nærmest væk allerede, men jeg kan huske, at jeg brød helt sammen bagefter, indtil min mor ringede og sagde, at han selvfølgelig ikke mente det. Men hvilken far kan finde på sådan noget? Hvad er man for en kæmpe-skiderik at gøre sådan noget?
    Da jeg efterfølgende snakkede med hende om det, sagde hun, at vi jo måtte finde en måde at enes på. Hun ville slet, slet ikke forholde sig til, at hendes mands alkoholforbrug var ved at slå mig i stykker og jeg kæmpede med næb og kløer for at holde sammen på mig.
    Dét udsagn fra hende, fik mig til at miste tilliden til hende også. Jeg følte mig fuldkommen svigtet af den forælder jeg som minimum skulle kunne søge støtte fra.

    Jeg har været meget, meget vred på min mor over det svigt. Og jeg har fortalt hende det. Jeg tror at for at blive hos ham i over 30 år, skal man have lukket for noget essentielt i sig selv. Jeg ved ikke, om hun har fundet det endnu, men hun er da blevet bedre til at føle empati og sætte sig ind i andres følelser. Men følelsen af svigt dengang… Den vil blive ved med at være et ar.

    Jeg ved ikke hvad jeg ville sige med denne (lange) kommentar – men jeg vil ihvertfald sige, at jeg forstår dig mere end du tror, for jeg har også været der. Jeg orker ikke at spise mere skyldkage – er blevet jammerligt træt af den menu! Nu vil JEG vælge hvad jeg skal spise – upåagtet af min mor og diverse diæter eller kost-retninger!

    Svar
    • Jeg elsker dine lange kommentarer PP, de er et spejl af en slags. Jeg orker heller ikke mere skyld kage, jeg holder hellere op med at spise kage helt og holdent! Jeg prøver at slippe vreden til min mor, og for det meste af tiden tænker jeg slet ikke på hende. Men så bobler et eller andet, en følelse eller et minde frem og så køre vrede/tude/afmagtsmøllen igen. Bagefter føler jeg mig ofte fyldt af indsigt og udrenset. Men der er intet der giver mig lyst til at have hende i mit liv igen. Intet!

      Svar
  2. Åh det er jeg glad for at høre! Det er godt at se hvordan du får muget ud/sørget, for det er præcis det jeg også selv oplevede da jeg (endelig) kom i terapi og faktisk gik i gang med at sørge over fortiden og gav mig selv lov til det. Udrenset og afslappet. Som en følelsesmæssig løbetur?!

    Førhen skulle man altid GØRE et eller andet ved sine problemer, tænke mere positivt, sige nej, sætte grænser – det var helt åndssvagt, for hvordan kan man tænke positivt når der er så meget sorg man ikke har fået ud? Den sorg sidder i vores flæsk, i vores rynker, matte hud og deslige … Når man sætter sig ned, åbner sig og ikke GØR noget… Men bare lader livet være som livet er… Så er det ofte at den dybe sorg indeni kan komme ud, blive trøstet væk og re nset ud. Se bare min kæreste- han har lige sagt “hvad så min lille flødechokolade?” til mig… Hvordan kan man ikke grine af sådan noget pladder? 😉

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: