Sindsro

Morgenkaffen damper her ved siden af, fra altanens åbne dør lyder fuglens kvidren og skadernes noget anderledes skræppen. Et sted i det fjerne er der en eller anden der tæsker et instrument, selvom det er en fjern lyd, lyder den lidt malplaceret i morgens andre mange stemmer. Min forstad vågner og jeg er det.

Mit hjem er rent, de synlige steder, den sidste maskine sommertøj hænger og venter på at komme ud i solen. Altanen blev gjort rent med brunsæbe, linolie og algefjerner igår og står nu og stråler forventningsfuldt. Turen til til USA er planlagt, næsten alt er bestilt, vi mangler bare vores visa ansøgning og så mikroplanlægningen. Om lidt står der endnu en kasse fra årstiderne på min trappe og jeg har stadig et kålhoved og nogle æbler fra den sidste stående.

Mit fokus har forandret sig.

Selvom jeg nogle gange virkelig virkelig er træt af at være gået i stykker, næsten ikke længere orker at min vej altid skal være omvejen og at jeg aldrig slipper let om noget som helst af betydning. Så forsøger jeg at favne det, fordi det er det der er. Måske vigtigere endnu, det er den jeg er. Livets gang kan jeg ikke ændre på, men jeg har flere linser at se på livet med.

For første gang i mit liv handler jeg. Jeg har altid været handlingslammet, det har været min måde at takle at det shit jeg er blevet budt og også selv har skabt i mit liv. Flugt, fantasi, drømme og alt sammen uden handling. Det er ikke fordi jeg ikke gerne har villet. Ohh hvor ville jeg gerne have været et andet sted, i en anden stemning, i et andet sind ufattelig mange gange i mit liv. Men jeg har ikke kunne.

Du har et valg. Siger de meget kloge, dem med overskuddet og du gør da bare eller når jeg kan kan alle. Dem der ikke har set livet fra bunden af en brønd. Jeg vidste det godt, sandhedsværdien af deres udsagn. Men jeg havde bare aldrig lært at tage den slags valg. Måske er det derfor jeg elsker at være Kristen, her kan jeg gøre, handle, stå på hoved, læse min mås i laser, prædike, synge, bede ja hvad som helst. Uden at det gør en rygende fis til forskel. Guds kærlighed, omsorg og accept ligger indebygget i troen, ikke i handlingerne. Jeg bliver ikke mere fantastisk i Guds øjne fordi jeg gør, jeg er det fordi jeg er.

Sindsro bønnen lærte jeg da jeg en kort overgang flirtede med 12 trins fællesskaberne. Gud giv mig sindsro til, at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen. Jeg vidste der var visdom i ordene. Men jeg anede ikke hvordan man gjorde det, eller følte det.

Det gør jeg nu. På mystisk vis, måske dog ikke så mystisk igen, men så igennem min tid i terapi, er jeg kommet dertil at jeg kan handle når jeg møder afmagt. Det er derfor der er rent i mit hjem, det er derfor der er rejsedetaljer på plads 3måneder+ før afrejse. For det kan jeg gøre noget ved. Jeg kan ikke trylle flere stillinger i hovedstadsområdet, jeg kan ikke, lige nu ændre på min Biskops indstilling til mig. Men jeg kan lave en handlingsplan for det også. Jeg kan mere end jeg nogensinde troede muligt.

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. God reminder – ja, der er mange ting man kan gøre noget ved – og andre man ikke kan. Man skal fokusere på det man KAN gøre noget ved og lade resten være, ellers fylder man sig selv op med fortrydelse, smerte og indædthed. Alle tre tærer temmelig meget på sindet.
    Hvor er det fedt at høre, at du har valgt at kigge på den hvide væg – efter i så mange år kun at have set den grå og sorte (?) 🙂

    Svar
    • Det er faktisk også meget overvældende! Jeg er imponeret over mig selv, griner.. Helt alvorligt, så troede jeg aldrig det ville ske. Det jeg troede ville ske, er ikke sket. Men jeg er overbevist om at det her er en større gave.

      Svar
  2. Det ser ud som om at du ser nye muligheder. Træffer nye valg. Valg der er med til at støtte dig til at være mere den du er – mere DIG…………
    Ærgeligt for den menighed der må miste dig grunde biskoppens og menighedsrådesformand fravalg af dig!

    Svar
    • Det er meget sandt.. Mere MIG, det føles sådan. Når jeg mærker efter. Det er stadig overraskende, endnu. Men jeg kan lide det!

      Jeg er SÅ magtesløs overfor min jobsituation. Jeg håber og ber for en fremtid som præst, men forbereder mig på at skulle se andre veje. Selvom det skær mig i hjertet og jeg ikke engang kan skrive ordene uden at trække tåre. For jeg er jo præst, i krop og sjæl.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: