Kasserne på trappen

Kommer fortsat troligt hver torsdag, billedet er så for to ugers kasser. Jeg glemte at stille kasser på trappen sidst.

Indholdet af kasserne gør godt. Det er en udfordring at skulle lave mad, jeg aldrig havde troet jeg hverken kunne eller havde forestillet mig AT man kunne. Det er en udfordring for min mand, at spise mad han ikke ved om han kan lide. Nogle dage så insisterer han stædigt på rugbrødsmadder og nogle dage synes jeg det er helt ok. Andre dage, så driver det mig til vandvid at han så stædigt kan påstå at han ikke kan lide Squash, når han aldrig har smagt dem sådan som jeg lige har stået og tilberedt dem.

Når der går dage hvor jeg ikke får lavet maden, og dermed ikke har rester til frokosten. Så kan jeg mærke at min krop hungre efter andet end ostemadder. Jeg kan mærke at jeg mangler noget kun reel mad kan give mig. Det er helt fantastisk og meget mystisk at kunne mærke mig selv, min krop og mine behov på den måde. Det er også noget meget meget nyt for mig. For det vigtigste i mit liv, har jo aldrig været at lytte til mig selv. Før nu.

Det er ikke billigt at spise med årstiderne. Men jeg tvivler på at vi bruger flere penge end vi gjorde før. Vi bruger dem bare anderledes og glæden er, for mit vedkommende, meget større.

Jeg er stolt af min mad, stolt ændringen af mit forhold til mad og madlavning. Jeg synes det er vildt at jeg har tabt mig 4,5 kg i den tid vi har fået kasserne på trappen. Måske er det derfor det nogle gange er lidt svært, når manden min ikke rigtig er med på eventyret. Men så er det måske her jeg skal huske på at det faktisk er min vej, vejen ud af spiseforstyrrelsen og den kan han jo ikke gå.

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

3 kommentarer

  1. Det må være svært at sætte sig ind i for andre, hvordan det er at have en spiseforstyrrelse, tror jeg. Jeg har ihvertfald selv svært ved at forstå, hvordan mad kan være et problem, når man er så stort et madøre, som JEG er. Altså, du ved… nogen spiser for at leve – jeg lever for at spise!!! 😀

    Men altså… Min hr. Kæreste er altså heller ikke altid lige med på den der grøntsags-galaj. Tror bare at mænd har en instinktiv mistillid til grøntsager 😉 Uanset hvor lækkert man selv synes det er. Så hold du bare fast i dig og det du kan lide at spise – og så lad manden om hans egne vaner. Vi kan jo desværre ikke ændre hinandens spisevaner, det må – på irriterende vis – komme fra dem selv 😛

    Svar
    • Nu har jeg jo den slags spiseforstyrrelse an bliver fed af, den er især svær at sætte sig ind i og ikke mindst udover når det kommer til stykket. Der er noget med de fede som ‘vi’ bare ikke kan lide! (Har jeg skrevet prædikener om!!) 😉

      Jeg tror det meget handler om at turde leve i det hele taget.

      Måske skulle jeg blot prale af at min mand, er den der rent faktisk spiser flest forskellige slags grøntsager af alle hans brødre? Du har ret og jeg holder fast! I skrivende stund, gumles der Kirsebær, dem får jeg helt for mig selv!

      Svar
      • Ja, det må være en dobbeltnitte – altså når man fortæller det til folk, ser de sikkert undrende på en. “Jamen, du er jo ikke tynd!” må være noget du ofte hører…?

        Din mand er en dygtig mand! 😉
        Men jeg ville også være glad for jeg havde mine kirsebær i fred… :p

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: