Min mor ringede

til mig i lørdags. Jeg tog telefonen da jeg ikke genkendte nummeret. Der var en åben linje for kommunikation for første gang siden maj sidste år.

Det er mig, sagde jeg. Det er din mor sagde hun.

goddag, tror jeg nok jeg sagde, men blev helt tom og stille.

Jeg tænker så meget på dig, hver eneste dag jeg har grædt i flere dage, så jeg besluttede at nu må vi få talt sammen om situationen, sagde hun. Eller det er det jeg husker hun sagde.

Det kræver også mod af dig at ringe, det kan jeg godt se men lige nu er ikke rette tid eller rette sted, jeg sidder i en bil på vej til fest, sagde jeg vist.

Hun afbrød og sagde at der jo også er så mange ting der er besværlige.

Jeg sagde at ting kunne ordnes og at lige nu ikke var tiden til at tale sammen.

Hvad mener du, sagde hun

Lige nu sidder jeg i en bil på vej til fest, det er ikke rette tid eller sted. Men en samtale som du ønsker er der en lang tidshorisont på, den er jeg ikke i stand til at tage i en nær fremtid, sagde jeg

Men og et eller andet mere sagde hun

og jeg sagde til hende at denne samtale skulle vi ikke have nu og jeg kan ikke sige hvornår, men bare at det ikke skal være nu.

Hun blev stille

Pas godt på dig, sagde jeg

hun lagde på.

Det hele tog 2 minutter og min verden væltede ikke.

Vi kørte til familiefest i svigerfamilien, jeg var vist lidt stille og meget rystet.

Rystet over hende, jeg genkendte mønstret i ‘gråd i flere dage’ og ‘orden på sagerne’, jeg anerkender at det er svært for hende. Men det må hun slås med selv. Jeg er stolt af mig selv, at det jeg har arbejdet på i terapien faktisk lykkedes. Vi har nemlig arbejdet med et ‘hvad nu hvis mor uventet dukker op senarie’ og planen var at afvæbne hende med; ‘dette er ikke rette tid og sted’ og det lykkedes.

En times tid senere sender hun en sms med ordene: du sagde at det krævede mod at ringe til dig, men nej det var af kærlighed til dig.

Det var heller ikke en sms på rette tid og rette sted og jeg har ikke svaret.

Til gengæld har jeg i dag tænkt en hel del, tænkt over hvad jeg skal stille op med hende mor. Med hendes henvendelse, hendes ønsker versus mine ønsker og behov.

Lige nu er jeg ikke i nærheden af at have lyst til at have min mor inden for min privatsfære, jeg har ikke lyst til at deltage i familieting hvor hun er tilstede, jeg er ikke færdig med ikke at være min mors datter, plain and simpel. Dels fordi der er jeg slet ikke nået til i min terapi, jeg tror ikke jeg er langt nok fra hendes misbrug og krænkelse af mig til at jeg er i stand til at blive som teflon og glide af på hendes mønstre. Jeg tror ikke på at min mor ændre sig, hvorfor skulle hun, det er jo omverdenen den er gal med.

Derudover så er jeg ikke færdig med at straffe hende. Ja det skrev jeg, straffe hende. For så længe jeg ikke er en del af familien, mandagsmiddagene, fødselsdagene, stor familiekomsammenerne, så skal hun forholde sig til og svare på hvorfor jeg ikke er der. Hendes drøm og vrangforestillinger om ‘en stor familie’ kan ikke eksisterer så længe jeg ikke er til stede. Min terapeut siger at man skal krænke tilbage og det er det jeg gør.

Samtidig så sætter jeg også mig selv først, mine behov, følelser og min eksistens. Det har jeg aldrig gjort før, uden dårlig samvittighed.

Lige nu tænker jeg på om jeg overhoved elsker min mor, måske har hun fået og krævet så meget af mig at der ikke er mere tilbage?

Advertisements
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: