Min mor ringede

til mig i lørdags. Jeg tog telefonen da jeg ikke genkendte nummeret. Der var en åben linje for kommunikation for første gang siden maj sidste år.

Det er mig, sagde jeg. Det er din mor sagde hun.

goddag, tror jeg nok jeg sagde, men blev helt tom og stille.

Jeg tænker så meget på dig, hver eneste dag jeg har grædt i flere dage, så jeg besluttede at nu må vi få talt sammen om situationen, sagde hun. Eller det er det jeg husker hun sagde.

Det kræver også mod af dig at ringe, det kan jeg godt se men lige nu er ikke rette tid eller rette sted, jeg sidder i en bil på vej til fest, sagde jeg vist.

Hun afbrød og sagde at der jo også er så mange ting der er besværlige.

Jeg sagde at ting kunne ordnes og at lige nu ikke var tiden til at tale sammen.

Hvad mener du, sagde hun

Lige nu sidder jeg i en bil på vej til fest, det er ikke rette tid eller sted. Men en samtale som du ønsker er der en lang tidshorisont på, den er jeg ikke i stand til at tage i en nær fremtid, sagde jeg

Men og et eller andet mere sagde hun

og jeg sagde til hende at denne samtale skulle vi ikke have nu og jeg kan ikke sige hvornår, men bare at det ikke skal være nu.

Hun blev stille

Pas godt på dig, sagde jeg

hun lagde på.

Det hele tog 2 minutter og min verden væltede ikke.

Vi kørte til familiefest i svigerfamilien, jeg var vist lidt stille og meget rystet.

Rystet over hende, jeg genkendte mønstret i ‘gråd i flere dage’ og ‘orden på sagerne’, jeg anerkender at det er svært for hende. Men det må hun slås med selv. Jeg er stolt af mig selv, at det jeg har arbejdet på i terapien faktisk lykkedes. Vi har nemlig arbejdet med et ‘hvad nu hvis mor uventet dukker op senarie’ og planen var at afvæbne hende med; ‘dette er ikke rette tid og sted’ og det lykkedes.

En times tid senere sender hun en sms med ordene: du sagde at det krævede mod at ringe til dig, men nej det var af kærlighed til dig.

Det var heller ikke en sms på rette tid og rette sted og jeg har ikke svaret.

Til gengæld har jeg i dag tænkt en hel del, tænkt over hvad jeg skal stille op med hende mor. Med hendes henvendelse, hendes ønsker versus mine ønsker og behov.

Lige nu er jeg ikke i nærheden af at have lyst til at have min mor inden for min privatsfære, jeg har ikke lyst til at deltage i familieting hvor hun er tilstede, jeg er ikke færdig med ikke at være min mors datter, plain and simpel. Dels fordi der er jeg slet ikke nået til i min terapi, jeg tror ikke jeg er langt nok fra hendes misbrug og krænkelse af mig til at jeg er i stand til at blive som teflon og glide af på hendes mønstre. Jeg tror ikke på at min mor ændre sig, hvorfor skulle hun, det er jo omverdenen den er gal med.

Derudover så er jeg ikke færdig med at straffe hende. Ja det skrev jeg, straffe hende. For så længe jeg ikke er en del af familien, mandagsmiddagene, fødselsdagene, stor familiekomsammenerne, så skal hun forholde sig til og svare på hvorfor jeg ikke er der. Hendes drøm og vrangforestillinger om ‘en stor familie’ kan ikke eksisterer så længe jeg ikke er til stede. Min terapeut siger at man skal krænke tilbage og det er det jeg gør.

Samtidig så sætter jeg også mig selv først, mine behov, følelser og min eksistens. Det har jeg aldrig gjort før, uden dårlig samvittighed.

Lige nu tænker jeg på om jeg overhoved elsker min mor, måske har hun fået og krævet så meget af mig at der ikke er mere tilbage?

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

10 kommentarer

  1. Hvor er det smukt skrevet og jeg kan virkelig følge dig hele vejen. Jeg har pt. en mail fra min mor, som ligger ubesvaret hen fordi jeg ikke lige nu har overskud til den konfrontation, der automatisk ligger i mit svar.

    Så godt gået og godt svar: Det er ikke rette tid eller sted for den snak. Den vil jeg huske. Jeg bruger også denne: “Jeg behøver ikke at forklare yderligere. Det bør være tilstrækkeligt, at jeg har sagt, at jeg ønsker det sådan.” Den kan gentages i cirkler, når man taler med en, som ikke respekterer ens ord.

    Svar
    • Kære Jane.
      Jeg havde et brev i tasken i 12 dage før jeg fik det sendt til hende i fredags. Jeg slipper for konfrontationen, den har jeg valgt fra, ved bla. ikke at svare på mails og andre henvendelser. Men det kan jeg også kun fordi jeg har sagt stop.

      Det er et godt svar du har der! Den tror jeg lige jeg sætter på en post-it et læseligt sted i nærheden!

      Svar
  2. Åhhh hvor kan jeg genkende det!
    Det er en klog og vis terapeut du har, og jeg kan fuldt ud støtte og forstå din “jeg krænker tilbage”. Det er nogen gange nødvendigt. De forstår det sikkert ikke, det er jo aldrig DEM, der er noget galt med, men jeg tror til gengæld heller aldrig, at man bliver 100% bulletproof mod deres angreb og manipulation. Til gengæld kan man komme langt med de redskaber man får 😉

    Jeg tror også, at man inderst inde altid elsker sine forældre lidt. Det er en indbygget mekanisme, lært så tidligt at du ikke kan lade være. Men vi behøver ikke kunne lide at vi elsker dem, men vi må nok acceptere, at vi gør det, uanset hvor meget man så kæmper mod det. Og acceptere, at man både hader og elsker dem. En god ven sagde engang til mig (på engelsk) om min trælse far: “He’s your dad by blood – not by right”. Og det har han jo egentlig ret i… 🙂

    Er så glad på dine vegne over, at du kunne sige det du har øvet med din terapeut. Det er en lille sejr i sig selv. Selvfølgelig er man rystet – jeg har ikke kontakt med min far, og den første tid var jeg vildt bange for at løbe ind i ham hele tiden. Nu har jeg haft ham på “hold” i så mange år efterhånden, at jeg er blevet lidt “nårh ja, og hvad så” med det. Så du skal bare holde fast i dine egne følelser og behov. Og så må vi huske at sparke den dårlige samvittighed langt pokker i vold (selvom det kan være svært nogen gange) 😉

    Svar
    • Så længe hun ikke er der, så er jeg rimelig Kevlar beskyttet. Men som med Kevlardæk, så kan man jo punkterer 😉 Men ved at opretholde afstanden, så kan det gå endnu. Jeg skal forholde mig til at en dag skal vi være i samme rum. Men det tror jeg faktisk jeg klare bedre end hun ville kunne. For det vil blive på mine præmisser, ikke hendes.

      Jeg ved virkelig ikke om jeg elsker min mor, min terapeut siger noget med at kærligheden skal vandes ellers dør den. Hvis den ikke bliver nærret så visner den med tiden. Men den gumler jeg stadig på. I alle tilfælde så elsker jeg ikke min mor som jeg troede jeg gjorde før. Der er en helt anden klarhed tilstede når jeg tænker på hende og vores.

      Svar
      • Ja, den kan punktere, den der borgmur engang imellem.
        Som fx i sidste uge, da jeg mødte min far – midt på fucking hovedbanegården, midt i Lagkagehuset. Jeg stod der og skulle til at købe brød, og så var der en dame, der kom ind og spurgte om jeg var den og den – og at hun var sammen med min far. Han stod lige derude…

        Det var et kæmpe chok – på vej hjem fra arbejde og så bare right in ya face.
        Det første han sagde, efter at have præsenteret sin kæreste, var at hans eks havde kostet ham 100.000… Af alle de ting man kunne vælge at sige… Men hvorfor var jeg ikke overrasket?
        Vi udvekslede et farvelkram fordi… jeg havde sgu brug for det kram. Også selvom jeg ikke har tænkt mig at have kontakt med ham. Man er sgu kun en lille pige et eller andet sted. Det var så også det kram, der bare “væltede” mig helt. Sad og tudede af savn, dårlig samvittighed og harme hele vejen hjem i toget. Hele mødet tog mindre end et kvarter – men efter jeg har sundet mig i en uge, så kan jeg heldigvis mærke, at fortiden ligger der, hvor fortiden skal… på den rigtige hylde. Og den kunne ikke få mig ned i knæ. Ja, jeg var chokeret – ja, jeg var overrumplet – men det var kun MIG, der var det. Ikke min lille pige og ikke min fortid, for fortiden har jeg fået sluttet fred med og her efter en uge, tænker jeg dårligt på det mere. Dertil håber jeg også du kommer en dag – det skal nok lykkes 🙂

        Men det sjove var, at det var kort efter jeg havde læst denne blogpost…

      • Dertil håber jeg også jeg kommer en dag. Jeg har siden du skrev denne kommentar tænkt, hvad ville jeg have gjort hvis hun pludselig stod der på københavns-hovedbanegård? Kunne jeg være lige så cool som dig? Kunne jeg fastholde ‘ikke rette tid og sted’ proceduren, som jeg kunne i telefonen?

        Det tror jeg, jeg kunne – men jeg besluttede mig for ikke at tænke mere på det, sker det så sker det og så må jeg tage den derfra.

        Men sikke et gensyn – rykkede det noget i dig i tankerne omkring din far? gensyn plads i livet osv?

        TAK fordi du deler PP, det går lige i hjertekulen!

  3. astrid

     /  13. juli 2012

    fik bare kuldgysninger netop den sidste del .. måske der bare ik er mere tilbage …. for jeg kæmper på samme måde med min mor … er kommet til den konklution … jeg kan ik elske hende … kan ik tilgive fortiden… men hader ik mere ……. syntes måske det er syndt for hende at være så afstumpet …. dine blog … har fået mit til at indse jeg kan leve uden og enda godt … tak ..

    btw .. kommer til kbh 15-24 august …

    Svar
  4. Der er en generel holdning om, at man elsker sine forældre no matter what – og det er jo noget kulturelt bestemt fis, for selvfølgelig kan der være mennesker, der ikke elsker deres forældre/far/mor og som regel med god grund. Jeg kender flere, som har valgt forældre helt eller delvist fra og som har det rigtig godt med det. Bare fordi man er blodsbeslægtet, behøver man ikke at have noget socialt tilfælles.

    Svar
    • Kære Piske, jeg tror du har ret. Ofte så er kærlighedsforholdsforventinger basseret på sociale konstruktioner og ikke virkeligheden.

      Jeg har meget lidt tilfælles med de fleste jeg er blodsbeslægtet med, men det er først nu det går op for mig at det ikke behøver betyde at det er mig den er gal med 😉

      Jeg tror ikke jeg elsker min mor, jeg har i alle tilfælde ikke mange pæne ting at sige, at huske, at mindes og ikke mindst så er respekten røget sig en gevaldig tur.

      Svar
  5. Der var ikke plads til flere kommentarer i tråden, så jeg ville lige lægge mit svar her 😉

    Jeg må indrømme, at gensynet var både rart – og voldsomt. Men siden jeg mødte ham har jeg faktisk ikke rigtigt følt nogen trang til at genoptage kontakten. Jeg tror plainly speaking at min far ikke er god for mig og min psyke. Og det, der ikke er godt for en, skal man helst have minimal kontakt med.

    Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at der ikke for en masse tanker rundt i hovedet på mig – fx om det var derfor jeg ikke var blevet gift efter mange års forhold til min kæreste, ikke vil have børn, til tider føler mig så rodløs… Der skal nok være et svar på det gemt i alle de følelser. Jeg tror bare jeg har valgt at sige – jeg dealer med det når jeg er klar til det. Og lige nu er min krop/psyke ikke klar til det, og så vil jeg tage det, når den bliver klar…

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: