Hvad Gør Vi Nu, Lille Du

 

Sang han imens han spillede på guitar og jeg som lille pige sad med korslagte ben på kokosgulvtæppet og elskede det frirum der var lige der. Manden der spillede var et af mine frirum i barndomshjemmet, ham skal jeg nok fortælle en dag. Han var magisk!

Kim Larsens sang kom til mig, for det er netop det som jeg nu har rum til at tænke på. Nu hvor jeg kan mærke mig selv igen efter ferien og listeriet.

Jeg har tænkt det, af flere omgange de sidste 2½ år. Jeg lovede mig selv det, sidste gang jeg sad i A-kassens mødelokaler og hørte på den samme sang og dans om jobsøgning og muligheder. Kommer jeg til at sidde her igen, så søger jeg ud af folkekirken.

I går sagde jeg det højt til en af mine højtskattede venner og kollegaer. Jeg forlader folkekirken. Jeg kan stadig ikke sige det, eller skrive det, uden at min hals snører sig sammen og mine øjne trækker tåre til.

Men, nu er det snart ved at være 3 år siden jeg sendte min første ansøgning om præsteembede, dengang i Roskilde stift og de ansatte min smukke unge slanke blonde studiekammerat der havde medalje fra universitetet. Jeg har været præst i 2½ år, og jeg har aldrig været kaldt til prøveprædiken. Jeg har så været heldig at få vikariat embeder, et held jeg er dybt taknemmelig for. Men hvad hvis heldet render ud? Hvis det lykkedes os at få børn, er det så ok at jeg stadig jagter en drøm og et kald, som med al tydelighed ikke lige ligger til højre benet? Er det ikke lidt ligesom at ville være kunstner, men for stolt til at tage et almindelig job?

Så imens jeg stadig søger de stillinger der er at søge i folkekirken, også selvom jeg næsten har givet op, så bliver det nu tid til at prøve at vende mine præstelige kompetencer og akademiske kunnen til forcer og styrker i ikke folkekirkeligt regi. Akademisk medarbejder i min egen kommune er første skud – om det er spændende, givende og udfordrende aner jeg ikke, men en fast stilling med fast løn lyder som det klogeste valg.

Hvad Gør Vi Nu, Lille Du, lyder omkvædet og jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare at jeg må gøre noget andet, for det jeg har gjort – virker ikke efter hensigten.

Hvad Gør Vi Nu, Lille Du? Spiser sundt, for jeg mangler stadig ½ kilo inden jeg må starte på fertilitetshormonerne og det er det der er aller vigtigst.

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

3 kommentarer

  1. Jeg ønsker dig held og lykke med at søge jobbet som akademisk medarbejder i din kommune og kan godt forstå, det er frustrerende at være jobsøgende. Havde selv en kollega, der sadlede om, da hun var midt i 30’erne – hun gav sig til at læse teologi og nu er præst på Falster.
    Hvor er det spændende, at du snart kan begynde på fertilitetshormonerne!

    Svar
    • Tusinde tak madame. Jeg mødte en del af dem på studiet, dem der havde sadlet op og nu sad på teologi og studerede. Jeg har altid synes de var mægtig modige.

      Det er helt vildt spændene, men jeg prøver at være lidt cool omkring det. For mon ikke hormonerne kan få mig til at flippe rigeligt ud :D:D

      Svar
  2. Jeg er sikker på at du har noget at bidrage med, uanset HVOR du så sætter dine smukke ben. Jeg kan godt forstå du har brug for at sadle om. Jeg var næsten også ved at opgive håbet, da det rigtige held endelig tilsmilede mig. Jeg var også ved at sadle om. Og når der er børn i sigte – så må man prioritere. De der børn… de kan virkelig sætte hele skidtet i perspektiv 😉

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: