Jeg kæmper

og prøver at få styr på frygt, dirren i mellemgulvet og trangen til at stikke halen mellem benene og give op. Jeg ville ønske jeg kunne skrive mig ud af det, give luft til ordene, smerten og fortvivlelsen. Men frygten for at blive sat uden for det gode selskab i kraven, styre rigtig meget i disse dage. Der er ingen steder at fortælle historien om magtmisbrug i en statsinstitution, om hvor udsat man er som anderledes i et gammelt system, og det at vi er flere der kæmper lige der.

I min indre kamp er min terapeut og min mand er mine tro væbnere, jeg har siden sidste uge haft mere end 3½ time hos hende og der skal ikke mere end endnu en mail til at slå mig ud af kurs. Det er en ufattelig magt et andet menneske kan have over mig, blot fordi hendes handlinger og ord sætter en fast krog i min historie.

Jeg kan ikke mere græd jeg i telefonen til veninden der sidder i en anden saks i samme system, sammen græd vi over magtesløsheden og håbløsheden.

Er det mig den er gal med? Hvad er det jeg gør forkert? Hvorfor er det altid mig der lander med en kollega med alternativt syn på samarbejde og kollegaskab? Men vigtigst af alt, hvordan finder jeg ud af at overleve nyde de sidste tre måneder og hvordan får jeg bugt med min histories indblanding i nutiden?

Måske opnår jeg igennem al virvaret en erfaring af at min verden ikke går i grus?

Små lyspunkter er der dog:

 

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Årh hvor bliver jeg glad af at læse den slutning! Du er sej! Æv at du render panden mod en mur i andre områder. Håber for dig, du snart får næsen oven vande.

    Stort kram herfra 🙂

    Svar
    • Tusinde tak Jane!
      Heldigvis så er jeg mere end blot med næsen ovenvande nu, og det er fantastisk!

      Svar
  2. Nogen siger at man selv opsøger de der mennesker, der byder os modstand, fordi vi har noget at lære. Det ved jeg ikke rigtigt, om jeg tror på. Men alligevel er der MÅSKE en smule om det.
    Jeg havde selv en fuldstændig arrogant idiot af en chef sidste år ved denne tid, og selvom han nærmest endte med at bryde mig psykisk ned… Så lærte jeg noget alligevel. Nemlig, at hvis jeg ville have det dersens job og ikke ende med en chef som ham – så var jeg sgu nødt til at smøge ærmerne op og komme igang, også selvom jeg havde gjort det samme i 3 år allerede. Og jeg knoklede og jeg knoklede og jeg knoklede… og til sidst lykkedes det sgu. Den dag jeg fik jobbet, sendte jeg lige en lille fuckfinger til ham, da jeg kørte forbi stedet på vej hjem… 😛

    Så måske er de der trælse aber der alligevel for en grund. Jeg er ikke synderligt religiøs, men er det ikke noget med, at en eller andens jomfru-sønnike siger til sine diciple, at man skal prøve at finde læresætningen i alt? Så jeg er sikker på at du (også selvom det er noget pis og møg lige nu) en dag kan se tilbage og vide, at hun var god for ET ELLER ANDET 😉

    Svar
    • Du har, som sædvanligt, fuldstændig ret. Der var virkelig noget jeg skulle lære og erfare her og det har jeg gjort, med en positiv og god udgang. Sej omgang, med alle traumer og frygt lige i ansigtet. Men jeg overlevede og gjorde mig gode og nye erfaringer at tage med mig fremad.

      Må fuckfingre kan bare være SÅ meget på sin plads.! 😀

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: