Det smukke efterår II

I mens jeg lander oven på konflikten, der fik en, for mig, positiv udgang og samtidig vender mig til en krop fyldt med hormoner og et kommende efterår fyldt med dejlige udfordringer, er det gået op for mig at jeg har glemt at invitere til fødselsdag, jeg bliver snart 39 og jeg har også glemt at købe bryllupsgave til min mand. Jeg når det nok og jeg er godt med i livet, blev jeg enig med min terapeut i dag. Hun var så stolt af mig, så jeg troede næsten hun ville briste. Det gør hun heldigvis ikke – jeg har brug for hende, lidt endnu.

Der var ros fra lægen på Hvidovre, hende den strenge der kigger over brillerne og sige ‘pjat med dig’ og ‘kom så igang’. Bedre kolesterol tal, næ de var fine var de og kalk og meget af det andet ser fornemt ud. Zink og Jern får ekstra opmærksomhed og vi ses om 4 måneder, der er du nu nok gravid alligevel. Du bliver lige fyldt op med Jern i næste uge – ja tak og farvel!

Jeg brugte efteråret som inspiration til morgenens prædiken, der var ikke mange kirkegængere på bænken – så jeg bruger den nok igen.

Efterårs skyerne ligger tæt hen over byerne, der er varslet mere regn og blæsten får de blade der allerede har givet op og overgivet sig til bladdøden, til at hvirvle over cykelstien på min vej. Nu er det ikke kun udsalgsaviserne der fortæller os at det er efterår, jeg kan se det med mine egne øjne. Farverne og løvfaldet varsler om det vi alle ved kommer og når solen, alt for sjældent, velsigner os med sine lune stråler så ser vi at den står lidt lavere på himmelen. 

Vinteren lurer lige om hjørnet.

 Jeg elsker efteråret med al dens foranderlighed, jeg elsker følelsen af at stå og være tilskuer til naturens kamp mellem livet og døden. Hvordan livet krampagtigt fastholdes i det løv der næsten til det sidste nægter at give op, først bliver det gult, så rødt og så til sidst flyver det væk i efterårsstormen. Vi kan alle mærke det, især om aftenen og om morgen, hvor kulden kan bide noget så forskrækkeligt. Men når vi så i ny og næ, står i solens gyldne stråler så kan vi stadig fornemme at noget ikke helt har givet op endnu. De samme stråler der i genskæret fra kastanjetræernes rødmen, får en ekstra dimension og måske synes at være lidt mere gyldne og lidt lunere.

 Den krispe morgenluft, der i skumringen kan suges helt ned i lungerne og får livet til at synes både overkommeligt og herligt i lige det øjeblik. En tur i efterårsskoven, på marken eller i parken, synes jeg er livsbekræftende i episke dimensioner. Jeg synes at lige netop efteråret med sine smukke farver og helt uberegnelige vejr, giver os mennesker en gave der kan tages med ind i vinterens kulde. Nemlig bevidstheden om at den kamp som Sommeren, lige nu, taber til Efteråret, den vinder foråret igen over vinteren om nogle måneder. Så spirer verdenen på ny og livet få igen plads, lyset bliver varmere og man kan mærke at sjælen vågner op til dåd, ligesom verdenen uden omkring os.

 Det er livets og naturens cyklus, noget må dø før noget nyt kan opstå. Lige her i efteråret, står guds skaberværk klokke klart i al sin pragt og minder os om livets forgængelighed men også at på den anden side, så spirre alting igen.

 Man kan ofte stoppe op og forundres, over vejret, årstiderne og livet. Hvordan livet fra tid til anden føles som et puslespil, hvor enten ingen brikker passer sammen, eller at de uden man helt ved hvorfor pludselig falder i hak.

 Alting har sin tid står der så klogt i prædikernes bog, men jeg har det med at glemme det. Nogen gange så går det ikke stærkt nok, så vil jeg have tingene til at ske, måske nok før det egentlig er tid til det. Jeg har ikke tid til at vente, jeg finder en anden vej – løsning – eller et nyt mål. Andre gange så går det alt for stærkt, der sker så meget og det føles som om at livet og tiden render igennem hænderne og man kan næsten ikke gribe fat i det og fastholde øjeblikket. Man kan have så travlt med at komme frem til der hvor det sker, så man helt glemmer at være der, når man lander.  

Tid er en kostbar vare, i en tid hvor der næsten ikke er råd eller tid til at stå stille.

Men med efterårets komme er det som om vi bliver tvunget, bare lidt måske, ned i omdrejninger. Dagener er kortere, mørket bliver lidt tungere. Det er ikke så fedt at grille udendørs eller tage et slag rundbold med ungerne på plænen, i +5 grader. Skønheden er betagende, vi bliver nød til at stoppe op, et sekund eller to mere end vi ellers ville have haft gjort. 

Alting har sin tid

 Når mørket falder på så er det tid til at tænde vi lys, i vinduskarme, reoler, ja hjemme hos mig er der også stearinlys i køkkenet og på badeværelset. Om ikke så lang tid så er der kalenderlys og adventslys til at give mørket kamp til stregen. Så kommer dagene, de aller korteste af dem på året hvor det er tid til at blive husket på at der er et lys som aldrig kan slukkes. 

 Livets lys, kærlighedens lys, det evige lys.

 Det lys der kommer fra Gud, og oplyser vores mørke. Ikke kun årstidens mørke, men menneskenes indre mørke. Men mere om det når advent og jul står for døren. Nu vil jeg tænde lys for tiden, det at Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.  Amen

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Betina

     /  17. oktober 2012

    Smukt, smukt, smukt – og så sandt! Den prædiken ville jeg gerne have siddet på bæmken og lyttet til…. Brug den endelig igen – det fortjener den faktisk!

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: