Knæk Cancer

Jane ovre hos Madbanditten reflekterede hun over ugens knæk cancer fokus og også om det at have Cancer angst. Mit svar på hendes indlæg blev lidt langt – så jeg gør det her istedet:

Det er kun yderst sjældent at jeg tænker på kræft og mig selv som mulig kandidat. Med min families historik, burde jeg måske tænke mere over det, min morfar døde af kræft og både moster og mormor har haft brystkræft, dog uden dødelig udgang. Min mor har mere end en gang fået foretaget et keglesnit, pga celle forandringer.

Jeg har været ryger i 17 år, svært overvægtig i størstedelen af mit liv og er stadig overvægtig med en BMI lige under 35. Jeg holdt heldigvis op med at ryge for 7-8 år siden. Jeg spiser sundere nu end nogen sinde før, men det er en process der er igang og jeg tror på at jeg om et par år har et naturligt forhold til at spise power food, hver dag.

Men jeg er ikke bange for at dø, jeg frygter ikke det ukendte på den anden side, en klar fordel ved at være troende 😉 Jeg tror jo på at der er taget godt hånd om eftertiden og at døden er overvundet og alt det der.

Men efter jeg er blevet gift, så er jeg ikke klar til at dø. Det kom som et lyn da jeg dagen efter vi havde sagt I do, kunne mærke helt ind i knoglerne suset ved tanken om at man også kan miste det man har fået. Tænk at skulle undvære blot en dag af vores fantastiske liv sammen?

Vi har kræft inde på livet hvereneste dag, min svigermor er i behandling for en hudkræft hun holder i ave medicinsk, men ikke kan slippe af med og vi deltager når vi kan i hendes arbejde for kræftens bekæmpelse. Du skriver det selv, kræften rammer uden mål og mening og der er faktisk ikke meget at gøre end at leve så sundt og klogt, man nu formår og så tage det som det kommer.

Jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg har måtte kæmpe i livet på så mange andre fronter, at hvis jeg skulle have forholdt mig til en dødsangst af en hver art, så var det nok gået gruelig galt. Men jeg har heldigvis aldrig været bange for døden, eller berøringsangst for den for den sags skyld. Det mest meningsfyldte jeg gør på mit arbejde er bisættelserne, samtalen med de pårørende og det at være med til at sætte et værdigt punktum for et liv.

 

Advertisements
Næste indlæg
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Sikke et fint svar. På en måde synes jeg, du er heldig, fordi du har din tro. Men samtidig kan jeg godt se, at vi er sammen om at være bange for at miste dem, der er tæt på os. Nogle gange tænker jeg, at tanken om at mine børn skal miste mig er sværere end tanken om, at jeg skal miste en af dem. Puha, tunge tanker. Og nu ikke mere dødssnak for i dag 😉

    Svar
    • Tak Jane, jeg tror jeg er heldig, fordi jeg aldrig har skulle vælge troen til eller fra. Den har ligesom altid været der. Jeg kan godt forstå hvorfor det at tro, er hamrende svært for det moderne menneske.

      I mit arbejde med konfirmander, tager jeg fat på døden. Vi besøger Funebariet i København, de kommer i krypten under Christianskirken og ser kister fra 1800 tallet og urner der er to år gamle. Jeg forsøger at lære dem at selvom vi taler om døden, så betyder det altså ikke at vi fremmaner den. Jeg tror at jo mere vi taler om døden, forliger os med den imens vi er sprællevende – jo mindre mystisk bliver døden når vi møder den og vi kan så, som mennesker koncentrerer os om at sørge.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: