Et savn

IMG_0544

Min kontorplads har fået ny udsigt, det er en del af hele redebyggeri projektet. Før så jeg ind i en væg, hvor jeg dog havde hængt mit præsteløfte op i glas og ramme. Nu ser jeg ud på træer der her i morgens solskin står så flot, et par egern drøner rundt i dem og en skovdue sidder i det længst væk. Jeg kan ane rimfrosten nede på den store plæne, der hvor der bliver spillet bold om sommeren og bygget snemænd om vinteren. Her kan jeg godt lide at sidde.

At være gravid forandre mange ting, det sætter ting i perspektiv og det sætter spørgsmålstegn ved det der er. Det er en sær, men ret ok rejse. Jeg tænker tanker som, gad vide hvad det er for en personlighed der kommer og skal være hos os, eller gad vide om vi kan være gode fornuftige enebarns forældre uden at opdrage en ultra egoist? Mon han/hun får min mands evner med en bold, eller min kærlighed til historier og eventyr?

Jeg har for første gang længe, savnet en mor. Ikke min mor, slet ikke. Men en moderfigur – for jeg så det nye DR program, jeg tror det hedder hjælp vi skal føde og følger live på fødegangen på et dansk hospital. Det gik op for mig at jeg ikke har en ældre og fødsels erfaren kvinde i mit liv som kunne være med som støtte når baby til juli bestemmer sig for at komme forbi. Der er min svigermor, og selvom jeg holder meget af hende. Så kan jeg ikke rigtig lige forestille mig at have hende med til lige den oplevelse. Så er der min stedmoder, hende kan jeg også rigtig godt li’, men hun har aldrig kunne få børn. Så selvom hun er god til Yoga og det med vejrtrækning så, tror jeg ikke helt det var det jeg eftersøgte.

Men at savne en mor, har jeg ikke gjort længe og det var nu lidt mærkeligt. Eller som min mand sagde, det er nok meget naturligt når det kommer til stykket. Jeg er meget på det rene med at selv blive mor, uden at have en mor indover. Jeg har en mor, hun er blot ikke en del af min hverdag og liv. Mit barn får en mormor, men ikke en der kommer til fødselsdage og passer når man er syg. Ville jeg ønske det var anderledes, ja. Jeg ville gerne have en mor, der var et positivt indspark i mit liv, et sted at spejle mig og søge hen, når det var nødvendigt.

Men det har jeg ikke, jeg har en mor som jeg ikke har godt af at kende. En mor der aldrig ville kunne være det, som jeg savner. Hun er den hun er, og det er sådan det er. Det virker for hende, men ikke for mig. Jeg har en mor der valgte et liv og en livsbane, der slog mig itu. Nu er jeg mere hel end jeg har været i hele mit 39 år lange liv, og det har jeg ingen intentioner om at sætte på prøve eller over styr. Om det forholder sig sådan om 10 år – skal jeg ikke kunne sige, for det der er nu og her, jeg bedst kan forholde mig til. Fremtiden den kender kun én 😉

Vi skal nok klare det, alle os tre her i forstaden. Det tvivler jeg egentlig aldrig på og det er næsten det bedste af det hele!

Advertisements
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

8 kommentarer

  1. Det er vist naturligt at tænke på sin mor, når man selv får barn. Jeg fik først et tæt og godt forhold til min mor, da jeg fik min søn.

    Svar
    • Det står der også i alle bøgerne og de første mange måneder af graviditeten var det vreden der stod først, det gør den ikke længere og det er rart.

      Tak madame!

      Svar
  2. Mit hjerte kunne ikke lade være med at drage et lille suk og knibe en tåre på dine vegne. Det er både smukt, sørgeligt og stærkt – for du ER jo stærk. Men selv den stærkeste kvinde kan have brug for den der “træstamme” at støtte sig op af – bare engang imellem.

    Jeg har jo selv en faderfigur, der ikke ligefrem er sin titel værdig, men jeg savner følelsen af den solide træstamme stadigvæk – upåagtet at han også havde valgt den samme livsbane som din mor. Os, der selv har skåret den ene arm af med en sløv lommekniv, ved, hvad fantomsmerter er. Men hvor er det godt at dit barn ikke skal vokse op og kende dén smerte!

    Jeg ved ikke, hvordan jeg vil have det, den dag jeg bliver gravid, men et savn af det fædrende ophav vil helt sikkert generere nogle tårer. Og jeg må bare sige, at vi vist alle er nødt til at leve i nuet, for fremtiden er det den er – nemlig fremtid. Og ingen af os kender den, og det er vist meget godt… 😉

    Svar
    • Som jeg plejer at sige fra prædikestolen – kun én kender vejen, sandheden og livet 😉

      Der er en lille krølle på historien, nemlig den at min mor fik en blodprop i hjertet og blev kørt babuu til Riget. Hun overlevede og er hjemme igen, men hvad gør man når nu man har skåret den del væk og alligevel mærker forventningen om at stå i fodenden og have forsoning på læberne?

      Ja, gu er jeg stærk, og det kommer tilstadighed bag på mig hver gang det går op for mig, men en dag bliver det vel også hverdag?

      Du er sg sej prinsessen uden poienter!

      Svar
  3. Åh at læse dit indlæg er som at få sat ord på mine følelser! Jeg har det på nøjagtig samme måde, det er som taget ud af hovedet på mig, at jeg har det helt underligt ved at læse det…
    Jeg har ingen kontakt haft til mine forældre i snart 5 år, og har ikke savnet dem, men som du siger, når man er gravi/blevet nybagt mor, så savner man og langt hen af vejen, mangler man sin mor – og intet kan rigtig blive brugt som substitut! Men vi må glæde os over at vi er stærke kvinder og du bliver en fantastisk mor, det er jeg slet ikke i tvivl om og bettefisen i din mave vil aldrig opleve at være uden sin mor!

    Tak!

    – Maj 😀

    Svar
    • Kære Maj, der er noget over at have, som Princessen uden pointe siger, forældrefantomsmerter. Her er det nu kun to år siden, og resten af familien opfører sig tiltider som om det var 12. Men bottomline er at jeg tør ikke have min mor i mit liv, omkostningerne vil være for store for mig og dermed også det barn der gror inde i mig.

      Det fede ved blogverdenen er vist egentlig at vi fra tid til anden kan læse os til det, vi ikke lige selv kunne sætte ord på. Så tak kære maj!

      Svar
  4. Tillykke. Og dejligt at have dig tilbage.
    At være gravid sætter gang i mange følelser. Og erindringer. Tab og savn kan blive forstærket. Længslen stor. Graviditet skaber sårbarhed. Og liv. I skal nok klare den. I 3 fra forstaden.
    Størst af alt er KÆRLIGHED

    Svar
    • Netop, størst af alt er kærligheden!Men jeg tør godt sårbarheden og det er vist noget nyt. Det er dejligt at være tilbage, det gir ro inden i. tak mie!

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: