Musicure

MusiCure_8_Peace

 

Siden vi kom hjem fra vores store tur ‘over there’ i september har jeg lyttet ofte til noget ganske særligt musik. Det var min barndomsveninde, hende som jeg har kendt siden vi var 5 og som bor i en mindre by uden for en af de helt store i USA, der introducerede mig for musikken. Musikken faldt i hendes hænder da hendes ældste datter, blev ramt af angst i så voldsom en grad at hun måtte indlægges. Musikken er nu en fast del af deres rutiner og skaber ro i det lille hjem.

Jeg fik også musikken med mig hjem, og har i perioder lyttet mere til den end andre. Den giver nemlig også mig ro og fokus, hvilket er ret fantastisk. Da jeg i mit sidste vikariat stødte på en grænseløs og manipulerende kollega og jeg var nød til at sige fra og frygten for nærmest alt stod lige i ansigtet på mig, var det denne musik jeg satte på for at falde til ro og holde tingene adskilt.

Da jeg genoptog mine skriverier her, efter så mange måneder, så var det til tonerne fra Niels Eje. Det er som om at tankerne daler ned og kan komme på skrift, istedet for at fare fra øst og til vest og blande sig med alt det andet der sker og foregår.

Om ikke så længe tager jeg til brunch med mine brødre, det er første gang jeg skal se dem siden den yngste brugte en hel fredag på at svine mig til og også siden min mor blev indlagt og behandlet for en blodprop i hjertet. Jeg var ellers lige kommet af med den lyserøde elefant, nu tænker jeg den er tilbage igen. Jeg glæder mig til at se dem, men nogen gange ville det være så meget lettere at lade være. Så slap jeg for alt det der underforstået ‘ det er så synd for mor’ og ‘mor er den bedste i verdenen’. For selvom jeg nu nok er et indlevende, empatisk og forstående (?) menneske, så forstår jeg jo faktisk ikke at de har det sådan. Så her til morgen spiller Musicure på anlægget – i håb om at der gror teflon på mig, så jeg kan nyde mine nevøer og skide højt og flot på alt det andet. For når alt kommer til alt, så har det jo faktisk meget lidt med mig og mit liv og gøre, længere.

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Jane F.

     /  28. marts 2013

    Kære Livsmod

    Håber du trods alt får en god sammen med dine brødre og håber at de også respekterer dig og dine valg. Håber at du tager musikken med og lader dens toner lagre sig i dit indre.

    Og husk: du har altså muligheden for at sige fra og tage hjem hvis de -sammen med din mor igen tager fat med at mobbe dig. Sig tak for i dag, men at du trækker dig da du har behov for ro, hvile og ro. Som jeg har forstået det venter du dig også “verdens ottende vidunder” som vi alle selv har født. Tag hensyn til jer to og ikke til din familie. Den lille har ikke godt af, at du sidder som den søde datter og finder dig i verbale nedladende bemærkninger fra dem der skulle elske og bakke dig op hvis de var ordentlige familiemedlemmer.

    Har selv i mange år levet “på spidsen af knivsægget i familier hvor alt skulle være så pænt og poleret udaf til, men under overfladen var der så mange uudtalte ord, mange holdninger der skulle læses af kropssprog og behandles som rådne æg. Hvor forældre satte deres sønner/svigerdøtre op imod hinanden ved at fremhæve gode resultater hos nogle og neglisere gode resultater hos andre.

    Aldrig har jeg haft det så godt som nu, efter jeg forlod mit ægteskab efter 27 år. lagde familien bag mig og kun holdt forbindelse til enkelte som jeg virkelig holder af og som holder af mig som jeg er. Er i dag gift igen ind i en familie hvor vi bare allesammen respekterer hinanden som vi er. En befrielse.

    Jeg vil håbe at du holder fast i dig selv og siger fra, tro mig deres aggresivitet overfor dig skyldes at de er misundelige på dig og bange for at du skal lukke døren helt i, for så vil de sidde tilbage med alt ansvaret overfor deres dominerende mor. Så er de nødt til at finde sig i hende og hendes krav alene – uden at de kunne skubbe ansvaret fra sig og over på dig (pigerne kan meget bedre klare det)

    Det blev et længere brev, men jeg krydser fingre for dig.

    Knus og god påske
    Jane

    Svar
    • Kære Jane, tusinde tak for din mail!!! Jeg har heller aldrig haft det så godt som siden jeg parkerede min mor langt væk fra mit liv og dagligdag.

      Min mand var med, og han er en fantastisk bufferskulder – han kan, som den eneste føre en samtale med yngstebroderen uden at der kommer noget skidt ud af det. Så det var en hyggelig formiddag.

      Knus

      Svar
  2. Kan så levende forestille mig, hvordan det må være.
    Jeg har lært noget der hedder et “spejl” – sådan et jeg hurtigt kan trække hen foran mig i tankerne, når andre begynder at gå mig på nerverne. Så bliver alt det lort de lukker ud, reflekteret tilbage på dem selv. Det kan tage lidt tid at vænne sig til at gøre det, men det har vist sig ganske effektivt for mig.

    En anden taktik jeg har brugt, har været at forestille mig en rustning kun med små stykker af spejle på – nærmest sådan en heldragt med glasstykker. Det har også hjulpet mig flere gange. Så behøver man ikke tage det ind nemlig 😉

    Svar
    • Det der spejlnoget er faktisk en rigtig god idé – jeg kan ikke lade være med at sidde og klukke lidt til det indre billede af en bror hvis ord bliver til lort der vælter ned over ham selv! Den tror jeg at jeg skal øve mig i!

      Tak!

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: