I familiens skød – eller hvordan anklageskriftet mod min mor har fyldt min nat.

Dyrehaven i juni

Det var en dejlig dag i går, solen stod højt på himmelen og varmede så langt ind i sjælen at den næsten var for meget. Jeg var på tur med familien, eller en del af den. Jeg var på tur med Nevø 2 og hans forældre og vi var i dyrehaven. Det er altså stadig et smukt sted, også selvom vi aldrig rigtigt forlod stierne omkring Dyrehavsbakken. Vi drak kaffe fra termokande og uden fancy navne, et sted med rødternet duge og vi kiggede på variationerne i menneskemylderet der havde fået samme strålende idé. Det var en dejlig eftermiddag og jeg forelsker mig dybt i min nevø, på ny hver gang vi ses og igår også i min vidunderlige familie.

Det kan godt være vi er lidt skæve i det, og det er vi og sikkert også mere end småbrødrene egentlig vil erkende. Vi er nød til at springe rammerne for familie samvær og traditioner for at ses, fordi jeg ikke ser vores mor. Men når vi er sammen og gør ting, griner og tager gas på hinanden, så forsvinder alt det langt væk i baggrunden. Så er vi pludselig en velfungerende familie, med massere af kærlighed og respekt. Der er ikke en lyserød elefant i miles omkreds, måske egentlig for første gang nogen sinde. Det er dejligt at det også kan være sådan.

På vejen hjem fra bakken ringede min moster. Hende har jeg jo af gode grunde, ikke set i 2½ år. Men hun kom på facebook for nogle måneder siden og vi er nu facebook venner. Det er lidt hyggeligt, for jeg kan jo egentlig godt lide min familie og da jeg var barn så jeg meget til min moster og hendes. Min moster har også de samme narcissistiske tendenser som min mor, nok ikke i så udpræget crasy grad som min mor, men det store ego og de store armbevægelser, de er der. Min moster har købt noget med hjem til lillepigen, fra hendes rejse til Paris, som jeg ikke kunne finde da vi var der for ikke så længe siden.

Det var derfor hun ringede, en overdragelse – altså vi skal ses. Hun spurgte mig for noget tid siden om vi kunne ses, og det kan vi godt. Det er allerhøjest hende der kan få ballade af min mor og det har meget lidt med mig at gøre. Men på et tidspunkt i vores korte samtale, det var noget med at komme til på besøg med brødre og nevøer når jeg går fra på barsel, så sagde hun ‘ jeg må vist hellere få sat denne familie i system’.

Alle alarmklokker gik igang inde i mig – for vi kan godt ses moster, men der er ikke noget her du skal ind og fikse!

Her falbyder min historie sig så – for jeg er blevet forsøgt ‘fikset’ mange gange igennem mit liv, også af min moster. Med skræmmende kortvarig succes, og med det uundgåelige resultat at jeg har haft følelsen af at have fejlet, ikke være god nok og bestemt ikke værdig nok til ‘dem’. Jeg er slet ikke i tvivl om at fikserierne jeg har været ude for igennem mange mange år, både af familie og veninder og andre velmenene men temmelig udvidende sjæle, var ment som en god gerning. Men med det helt modsatte resultat.

Så jeg kunne ikke lade være med at tænke på med hvilket motiv min moster kommer på visit her i hendes barndomsby på mandag? Skal jeg ud i en længere forsvars tale om hvorfor det er jeg ikke vil se min mor, eller svare på det tåbelige og også svære spørgsmål jeg får fra tid til anden, hvad er det lige din mor har gjort der er så galt at der skal så drastiske skridt til? Eller bliver Næstekærlighedskortet trukket? (Er der nogen der ved himmelen kan forklare mig hvorfor jeg, fordi jeg er kristen, skal være mere og bedre end andre folks børn?)

Derfor vågnede jeg klokken tre, klar med anklageskriftet mod min mor. Det bliver ikke længere serveret med vræde og gråd, med mit indre barns sårbarhed og uforstand overfor hvorfor det lige var mig det skulle gå ud over, men med en nøgtern og klar – sådan var det og derfor er det sådan. For sagen er jo den at jeg er jo vokset op i hus med have, varm mad på bordet og tøj på kroppen – hvis børnepengene ikke blev brugt på regninger. Jeg har ikke haft Zornigs opvækst i udkantsdanmark, men er vokset op på en villavej, et sted hvor den nordsjællandske Mølle Å slår et bugt. Så hvad kan jeg klage over?

Men noget var helt galt i mit barndomshjem og det er mig der har taget de fleste psykiske tæsk der blev delt ud der. Følelsesmæssig incest er et ord jeg har læst mig til, det er hvad børn af forældre med narcissistiske personlighedsforstyrrelser kan blive udsat for. Det er jeg blevet i udpræget grad, og det er derfor jeg ikke kan indgå i en relation med hende, på noget som helst plan.

Anklageskriftet står, det flytter sig ikke. For jeg tog skade af at være min mors datter. Måske en dag, så finder jeg vejen ind til at kunne være i samme rum som hende. Måske ikke og det er ok.

Men for nu skal jeg være alene i samme rum med hendes søster – og egentlig så tror jeg hele sagen omkring mig og min mor er så speget at hun ikke selv har lyst til at komme for meget ind på det. Så anklageskriftet og forsvarstalen, som egentlig ikke er en forsvarstale – men en, sådan ser virkeligheden ud – basta – tale, bliver nok i skuffen. Men jeg fortæller hende gerne, at her er intet der skal fikses – for det som er nu, fungerer langt bedre end det der var. Jeg er et langt lykkeligere og mere helt menneske, end jeg var med min mor i mit liv, og den slags lykke skal man ikke gamble med. For den er forankret i virkeligheden, et sted som min mor aldrig ville kunne rumme og deltage i.

Reklamer
Næste indlæg
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: