Julens forventninger og virkelighed

Jeg kan med klar røst sige at de to ting var meget forskellige i år. Med lille A’s tilstedeværelse i vores liv, så havde jeg nok en del tanker, drømme, planer, og traditioner jeg gerne ville begynde på, leve ud og sætte i værk. Det skulle starte med at Faderen holdt tre ugers ferie hjemme hos os. Jeg skulle altså med andre ord, have frie og ledige hænder for første gang i 5 ½ md. Åh alle de ting jeg kunne, lave morgen mad OG kaffe på samme tid og måske ligefrem få den drukket inden den blev kold. Bagt en julekage, pakket gaver ind og ja da, skrevet et julekort. Jeg sneg mig endda til en så forkætret tanke som at jeg kunne få gjort rent og tage et bad ligefrem hver anden dag.

Ja der er ting jeg savner i min ellers så lykkelige symbiotiske hverdag med min datter. Frihed til enkelte ting, som at drikke varm kaffe, komme i bad hver anden dag og spise noget mere varieret end det som livet byder på nu.

Men sådan skulle det ikke være, for Hr. R, lagde sig syg med en maveforgiftning/ roskildesyge som han i skrivende stund endnu ikke helt er kommet over. Så julen blev truet af hans sygdom og efterfølgende ekstrem dårlig stemning. Sådan en lurrende, sivende, altgennemtrængende og aligevel aldeles uudtalte dårlige humør – ja, lige netop, på samme facon som mit barndomshjem altid havde oset af. Den uudtalte med allestedsnærværende grusomme dårlige stemning, der lå som en tung dyne over mit barndomshjem. Efter 5 dage måtte jeg græde og sige stop. Gøre opmærksom på at tavsheden, lå og kaldte på min spiseforstyrrelse og på samme tid, tog julestemningen med sig. Han måtte tage sig sammen – gøre det der skulle til, spise og drikke og tale. Han var nød til at holde om mig, kysse mig og se bare et enkelt glas eller to som halv fyldt og ikke tomt. Ellers ville julen gå i stykker og jeg med den.

Så kom ordene og jeg rummede dem og ham. Også selvom jeg undre mig over at lyst kan have sådan en magt over ham, at pligt og skal aldrig rigtig får plads. Du må forstå jeg har ikke lyst til mad og drikke… Jeg forstår det ikke, men forstår at det er sådan han har det. Jeg mener så bare at han er forpligtet til at vinde over sin lyst og er forpligtet på at få fyldt depoterne op, så han igen kan deltage, aflaste og tage sin del af rovet. Egentlig synes jeg det er undfair at hans lyst altid vinder i forhold til pligt. For jeg gad godt se hvordan vores tilværelse så ud hvis jeg satte min lyst over pligt og skal.

Han er en god far, han arbejder ikke mere end han skal og han prioriterer i høj grad at komme hjem fra arbejde tideligt til os. Han rejser ikke så meget mere og han er holdt op med at løbe sammen med kollegaerne da det ville resulterer i flere aftener hvor han ville være hjemme når lille A er gået i seng.

Men, jeg skal stadig snige mig til et bad, jeg kan ikke regne med at få varm mad til aftensmad og aldrig noget der tager mere end 25 min at tilberede og aldrig noget særligt varierende eller top sundt. Jeg er bænket hjemme, jeg har ikke friheden til at tage ud og spille bold. Jeg kan ikke vælge at gøre noget af det, uden støtte et sted fra. Så ligegyldig hvad han disker op med, så synes jeg ikke det er synd for ham. Jo, det er synd for ham at han er syg! Men så stopper synden altså også, for når han brokker sig over sin frihedsindskrænkelse, manglende tid til at spille computer eller playstation, så kan jeg blot sige, jeg har ikke været i bad i 4 dage og jeg lever af oste og leverpostejsmadder, så put a sock in it!

Men sjovt nok, så taler vi aldrig om det jeg går igennem. Vi bruger meget energi på at han ikke kan sove om natten, at han skal stå tidligt op for at gå i bad, at han ikke kan det ene eller det andet, at han er blevet tyk af den mad vi spiser. Vi bruger meget energi på hans urimelige udbrud af afmagt og sure opstød mod sundhedsplejesken (?)

Men aldrig mit.

Hvorfor er det sådan?

Der er en vægtskål der er skæv.

Reklamer
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Et sundt liv

     /  26. december 2013

    Jeg synes han lyder som om han ikke har opdaget at han er blevet far. Selvfølgelig har han pligt til at fylde på hvad han kan og være tilstede – også selvom han er halvslatten.

    Måske er det tid til en ærlig snak om at være forældre hvor det ikke bare går ud på at du skal rumme ham. Tværtimod bør det ende ud med at han holder op med at pive over at han har mistet sine ungkarlefordele og kommer ind i kampen på lige fod.

    Jeg tror du skal begynde at kræve noget mere af ham, for han og mange andre mænd har svært ved omstillingen og opdager kun langsomt de nye krav selv.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: