Der er forandring i luften

foto (1)

Når jeg sidder helt stille kan jeg høre det, hvordan bladene på træerne uden for mit vindue rasler i vinden og varsler at der er forandring på vej. De grønne blades raslen varsler tørhed og efterår, farveskift, kortere dage og køligere nætter.

Sådan skal det være, flere gange om året så er den her, forandringen i tiden – årstiden. Forfald, kaos, eller det spirrende liv.

Inde i mig er der også en forandring i værk, på flere planer. Det er faktisk næsten så overvældende at jeg ikke helt kan forholde mig til alle dele hele tiden eller på en gang.

Forandring fryder siges det.

At være nogens mor, er nok den største og mest frydefulde forandring jeg nogensinde har været ude for. At ånde sammen med dette lille væsen der om natten insisterer på at ligge i ske, eller bare tæt på og som i dagtimerne insisterer på at lege med alt sit tøj, med frydefulde høje snakkende lyde og forklaringer, er uden tvivl den største gave nogen sinde. Hun ligner dig siger de, sådan var du også. Så tænker jeg at jeg nu nok alligevel var et smukt, vidunderligt og enestående barn, selvom de glemte at fortælle mig det.

At være hendes mor, forandre forholdet til min mor. Der er meget jeg forstår bedre nu, og så er der alt det jeg nok aldrig kommer til at forstå. Jeg forstår bedre nu, hvorfor der altid var sådan lidt smånusset og beskidt i mit barndomshjem. Især i teenageårene var det piinligt! Men hvem har tid til at gøre rent med et spædbarn der ikke sover? Og hvem har tid til rengøring når man har fire børn og en mand der altid sidder i sin stol og læser avisen og ikke deltager i de daglige sysler. Så jeg forstår godt hvorfor mit barndomshjem var beskidt. Men jeg forstår ikke hvorfor jeg også var det, hvorfor jeg skulle gå til gymnastik med beskidte underbukser og hvordan hun i sin vildste fantasi kunne få sig selv til at vende mine strømer og sige at de ikke var beskidte på indersiden. Jeg forstår ikke hvorfor hun, velvidende at jeg var sårbar og udsat i skolen i forvejen ikke sørgede for at de mest basale ting som mad, renlighed og hygiegne var på plads.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg var den eneste der havde/ fik et medansvar for de huslige sysler, når alle andre slap fri. I det hele taget så forstår jeg ikke det ansvar jeg altid fik lagt på mig. Faktisk så forstod jeg heller ikke dengang den rungende uretfærdighed der altid var i mit barndomshjem, nu forstår jeg at det måtte være sådan fordi min mor var og er narcissist og jeg derfor havde en fast rolle jeg skulle spille. Afvej jeg fra denne rolle, så faldt helvedes brænde ned.

Men fordi de vendte sokker, de beskidte underbukser og nætterne under en dyne med tis på, stadig gør ondt helt inde i mig. Så er der ingen plads til forandring i forholdet mellem min mor og jeg. Det er tre år siden jeg bad om en pause, det er et år siden hun bad mig aldrig kontakte hende igen. Det er tre år siden der indfandt sig en ro i mit liv og i et år har jeg haft fred.

Nu er der plads til forandringer i mit liv, helt uden det falder fra hinanden. For størst af alt er kærligheden!

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

1 kommentar

  1. Gribende at læse – jeg er i så glad for det, du skriver om at være mor, og at det er den største og mest frydefulde forandring, du nogensinde har oplevet.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: