Tudepræsten

bær

Det er åbenbart mig..

Da jeg var barn var jeg utrøsteligt grædefærdig i situationer hvor adskildelse var en del af agendaen. Da vi skulle skifte skole efter 6. klasse, græd jeg som pisket. Da jeg tog på ferie alene med mormor og morfar, uden mine dengang 1 år gamle brødre, græd jeg som pisket. Da vi stoppede på efterskolen efter 9. klasse, græd jeg som pisket – i dag ville jeg ikke kunne deres navne.

Første gang jeg græd som præst efter en bisættelse, var da jeg bisatte ‘min’ første selvmorder. Ægtemandens helt og aldeles alenehed og fraværende deltagelse i højtideligheden og de 5 mennesker i kirken foruden personale, fik noget til at klinge i mig og jeg græd efterfølgende. Min kollega og daværende provst sagde til mig, da jeg hiksede et undskyld for min uprofessionalitet, jeg var endnu ikke ude af pipekraven, at den dag jeg holdt op med at blive rørt, var den da jeg skulle finde en anden levevej.

Siden da er enkelte familiers historie kravlet under huden på mig, og jeg har fældet en tåre. Ikke ofte og aldrig foran de pårørende selv. Da jeg bisatte min bedste vens far, for et par år siden, da græd jeg iført kåbe og krave foran kisten, midt i min tale. Det var ok og naturligt, han havde jo været en del af mit liv også.

Men efter lille A er kommet til verdenen så skal der ikke så meget til. Igår bisatte jeg en mand, hvis kone jeg begravede for 6 uger siden. En mand der med milde og kloge øjne smilede og fortalte mig at jeg havde gjort det godt og værdigt for hans kone. Hans børn, havde grædt og leet på mit kontor og vi havde en god ping pong, sorgen til trods. Da jeg vendte ryggen til familien og rustvognen, faldt tårene lige så stille. Ikke af sorg, men fordi jeg var rørt til tåre over hans og deres historie og familiens velvilje overfor min gerning.

I dag, til en ganske anden samtale, blev jeg så rørt over de pårørenes fortælling om deres sidste tid og omsorg overfor afdøde at der faldt tåre igen. Jeg undskyldte og mente det.

Men, rørt bliver jeg – professionelt eller ej. Nu mere end før. Tudepræsten, måske går det over?

Advertisements
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

3 kommentarer

  1. Det var meget smukt at læse, og jeg forstår dig så godt! Sikke en klog provst, du havde.

    Svar
  2. Ina

     /  5. september 2014

    Jo mere jeg læser dine ord, jo skønnere er du for mig!
    Føler mig så heldig ved at kunne være med hos dig ❤

    Svar
  3. Det må aldrig gå over! Mennesket, moderen, datteren og veninden i dig har den største gave af alle, nemlig at føle empati og der er ingen skam i at vise den med eller uden krave og kåbe… Mit eget vandværk er blevet stærkt selvforsynende siden begge børn kom til og der skal ikke meget mere end én sekvens fra en Disney film til, så sidder jeg og brøler åbenlyst! Og det letter så meget bagefter – som om at alt er bedre nu, hvor vi har ladet en tåre falde også på anders vegne…

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: