Tillykke og farvel?

DANNEBROGSFLAG-4

 

I går havde min yngste lillebror fødselsdag, han blev 25 år gammel. Da lyset var slukket og det kun var væggeurets digitale tal der oplyste soverværelset, tænkte jeg på dengang da det kun var storesøsters lasagne der var god nok til fødselsdagsbarnet. Og jeg valgfartede med stor glæde til barndomsland og lavede mad og hygge sammen med ham. Jeg tænkte på hvor tætte vi var, engang. Hvordan han da han var på Lille As alder kravlede ind i min fodende om morgenen og så puttede vi, eller stod op og legede. Jeg tænkte på hvornår vi sidst havde det sådan rigtig hyggeligt sammen. Det er længe siden, jeg kan ikke sætter fingeren på hvornår. Hvornår sluttede det, det her gode nære søskende forhold?

Da jeg flyttede herud i forstaden, sluttede overnatningerne. Dels fordi vi har altså kun to rum, dels fordi Hr. R ikke bryder sig om overnattende gæster, han føler sig ikke tryg ved det og dels fordi min lillebror nu havde et så ringe forhold til bad og renlighed, at sofaen stank af ham i dage efter han havde overnattet der. Den tid var nok begyndelsen på enden. For lillebror blev skuffet og mente at Hr. R ødelagde noget. Jeg ved min mor, allerede dengang stod i hendes ende og forstærkede Lillebrors harme, vrede, og manglende forståelse for forandringen.

Lillebror blev liberalist, det er jeg ikke og jeg fattede simpelt hen ikke (og jeg fatter det stadig ikke) hvordan et menneske som aldrig har tjent sine egne penge, som har fået alting forærende, som aldrig har oplevet angsten for ikke at kunne betale sin husleje eller mad til resten af måneden og katten, kunne blive så glødende liberal og så ondskabsfuld omkring det. Det var nok det næste skridt, jeg kunne simpelthen ikke rumme hans holdninger som ingen bund havde i den virkelighed almindelige mennesker lever med og i. Så snot hamrende forkælet stod han der og havde holdninger om ting, han aldrig selv havde været i berøring med. Jeg kunne ikke rumme at være sammen med ham når han åbnede munden, så jeg inviterede i biografen. Vi så film på stribe og spiste burgere. Vi fandt en måde at være sammen på, uden at aldresforskellen på de 16 år og vores modsatrettede holdninger til liv og mennesker kom i klemme, alt for meget. Min mor hånede mig for at behandle ham som et barn, jeg kunne ikke rigtig sige at det var den eneste måde jeg kunne holde ud at være sammen med et af de mennesker som jeg elskede højest i verdenen.

Så sagde jeg farvel til min mor, for nu 3+ år siden. Min lillebror holdt fast i at jeg var hans søster og basta, han kom til min julegudstjeneste det år. Vi sås og vi talte ikke meget om det med mor. Når han spurgte svarede jeg, ærligt. Når han spurgte om jeg mente at mor var skyld i hans, på det tidspunkt markante overvægt, svarede jeg ja. For jeg husker den dag min mor stod i køkkenet og rasede over at han havde spist den chokolade der var gemt væk og klar og tydeligt sagde at nu måtte den dreng altså selv tage ansvaret for sit eget fedt, det kunne ikke længere være hendes problem.

Han var 13 år gammel. Dengang.

Men som årene er gået siden brudet med min mor, så er afstanden mellem min elskede bror og jeg øget. Han blev mere og mere tyrannisk at være sammen med, og tyranniserede søskende middagene med sin selvbestaltede position som madkritikker og aftenerne med sine hånlige bemærkninger om vores uddannelse og levevej. For at være Cand.Teol var jo ‘a walk in the park’ i forhold til hans kommende Bachelor i It dimmelimmer.

Da lille A kom til verdenen, havde jeg ikke overskud til besøg – af ham, for det krævede så meget, han skulle have speciel kost og han kunne kun komme på tidspunkter hvor barnet jo græd og nægtede at sove. Det første halve år med hende var sg så hårdt at jeg ikke kunne overskue ret meget. Men han kom dog til min 40 års, sidste år, det var første gang han mødte hende. Han er ikke god til små børn. Men han prøvede. Det var oktober sidste år. Han kom også til dåben i December, han sagde ikke meget og så mig ikke i øjnene og talte med få ord. Jeg hørte ikke noget fra ham i starten af 2014, han havde travlt. Dog så kom han til middag i påsken, det var faktisk for engang skyld hyggeligt, roligt og dramafrit.

Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden.

Jeg har løbende sendt ham billeder, små videoer af Lille A og smser, han svar aldrig.

Jeg ved godt at jeg bliver straffet, for afkaldet på min mor, Jeg ved godt at han er i en klemme, for han lever af og hos vores mor.

Jeg skal bare blive ved med at gøre det jeg gør, så skal det nok ordne sig, siger de..

Men jeg tror ikke på det længere. Det kærlige barn som jeg trøstede for 20 år siden, blev til en teenager jeg kun ind i mellem kunne nå, blev til en voksen mand som jeg ikke kan genkende. Det jeg dog genkender er min mors narcesisme, som gennemsyre ham.

Jeg tror aldrig jeg får et forhold til ham igen, jeg tror aldrig vi kommer til at nærme os hinanden igen og jeg tvivler oprigtigt på at han er en aktiv del af det liv der kommer og det gør så ufattelig ondt.

Tårene fra igår aftes, triller nu igen. Det føles så endegyldigt at skrive det højt, det som har brygget i mig længe.

Farvel? er det det? Men jeg elsker ham jo?

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

6 kommentarer

  1. Det er gribende at læse, hvad du skriver. Kunne man tænke sig, at du sendte ordene til ham? At det kunne føre noget godt med sig?
    Livet er jo desværre sådan, at vi mister mange kære, og selv om man er i familie, er det ikke sikkert, den tætte kontakt varer ved. Jeg ved det af egen erfaring.

    Svar
    • Jeg ville ønske at jeg kunne vise ham ordene og det kunne føre noget godt med sig, og jeg har tænkt det mange gange selv. Men inderst inde, så ved jeg at det ikke ville nytte noget, at han ikke vil blive berørt af det. Han handler nemlig som min mor og det handlingsmønster kender jeg, kun alt for godt.
      Så jeg tror jeg vil tale med min terapeut om sorgen over ham i dag, og så fremad rettet glæde mig over alt det gode vi havde sammen i mange år og håbe at det alligevel i sidste ende har gjort en forskel for ham også. Men lade sorgen og tabet ligge, for jeg kan faktisk ikke ændre på det eller ham.
      Tak madame!

      Svar
  2. Ina

     /  2. oktober 2014

    Det er en frugtelig situation at tage afstand til en, man elsker, men som man ikke rigtig kan være i rum med 😦
    Måske et farvel er godt. At se det som et afsluttet kapitel.
    Det har hjulpet mig til at få mere og mere ro i mine “farveller”…med tiden!
    Ikke før din bror selv ser, hvad der “sker”….hvis han nogensinde gør det – ikke før det, kan en fremtid synes mulig ❤
    Jeg ville have det bedst med at stoppe disse sms'er….og i stedet give slip.

    Svar
    • Det er nok det jeg gør, giver slip og prøver at glæde mig over det vi havde, istedet for at begræde det der ikke længere er. Præcis det mine bisættelses taler ofte handler om, og det føles bisart, sg…
      Jeg har også mange farveller i mit farvand, det har gjort båden lettere at sejle. Men dette farvel, gør nas! ❤

      Svar
  3. Jane F.

     /  5. oktober 2014

    Kære kvinde

    En kæmpe kram til dig – det gør ondt at læse om din sorg over din mistede bror, for den bror der er tilbage er jo ikke ham du kendte engang og elskede. Kan så inderlig sagtens følge dig i din sorg. Men sorgen kan også helbrede – hvor mærkeligt det end lyder. Helbrede og hjælpe dig videre i livet som lille A´s pragtfulde mor.

    Husk at passe rigtig godt på dig selv i din rejse frem mod dit nye liv.

    Knus
    Jane

    Svar
    • Kære Jane, TAK! Du satte det på spidsen, for det er jo sorgen over det som var og som er tabt og måske også sorgen over alt det som ikke bliver. Men du har ret, han er jo ikke den han var, langt fra faktisk og det gør sorgen dobbelt.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: