Mother dearest?

IMG_4271

Jeg skeler til klokken, den er 9.07 – dagen har været godt i gang længe og jeg ved, at hvis jeg ikke er opmærksom på tiden, så kan jeg blinke og uret har tikket 13.09 og dagen er ved at være brugt op. I livet som arbedsløs så bliver tid en markør med flydende kanter. Nogle dage går tiden langsomt nok til at alt det jeg gerne ville nå, bliver nået og andre dage så halser jeg efter tiden som en tæve i løbetid. Om lidt skal jeg i job igen, og så bliver tiden knap og skal sættes i skema for at få enderne til at hænge sammen. Min kalender, din kalender, bedstes kalender og andres kalender skal matches, sammenlignes, planlægges og det skal helst gå op i en højre enhed.

Tiden går – Tik Tak siger lille A, når der er et ur i nærheden. Det er sødt!

Ind i mellem så føles det som om tiden står stille, eller at noget aldrig rigtig forandre sig, tiden og følelsen af forandring til trods. Min terapeut kalder det noget med at min historie kommer på besøg. Altså at følelserne jeg står med nu, forstærkes af følelser fra fortiden. Jeg ved at når jeg bliver forfærdelig rasende, ked af det, ond i sulet eller mest virkelig virkelig vred – at så er det min historie der blander sig i min nutid og forstærker følelsen af vrede, afmagt, fortvivelse og det bliver til raseri, tåre og hårde ord.

Jeg har identificeret en del af mine historie markører. Uretfærdighed er en af dem, for når man vokser op som barn af en Narcisist så er uretfærdighed en evig følgesvend. Dels sympatien med Narcisistens evige oplevelse af at alting er uretfærdigt, men faktisk også fordi grov forskelsbehandling er en del af hverdagen. Egoisme er en anden og krav om at tilsidesætte egne behov for andres behovsdækkelse en tredie. Også typiske træk hos en Narcisist at afkræve og opdrage sit barn, det barn der nu engang får tildelt den rolle, til at dække sine behov og på den måde vokser barnet op med en klokkeklar viden om hvordan man dækker forældrens behov, men uden evnen til at tage vare på sine egne.

Så ofte når min nutid kommer i karambolage med min fortid så er det fordi andres egoisme eller behov kommer på banen. Eller at andre kræver af mig, eller forventer at jeg skal tilsidesætte mine behov for deres. (Lille A helt og aldeles undtaget lige her. Her er det mit job at tilsidesætte egne behov og det gør jeg uden besøg af historien eller andet.)

ER DET DIT BEHOV? har min terapeut fået mig til at skrive på en post-it og sætte på skærmen. For begynder jeg at ignorere mine behov og tilfredsstille andres, så lander jeg med begge ben i fortiden.

Et nyt behov er dukket op i den sidste tid, et behov for at slippe vreden. Grundvreden mod min mor, min barndom og opvækst. Jeg orker ikke mere vrede og den gør ikke noget godt for mig på den lange bane. Vreden har været en god katalysator for mig, til at tage afstand fra hende og få fred i mit liv. Tage kontrollen og skæbnen tilbage. Men nu vil jeg gerne give slip og tilgive.

Tilgivelse er et stort ord og jeg bruger det sjældent i samme sætning som min mor. For hvilke konsekvenser har tilgivelsen? Skal vi så have forsoning på banen? Et forhold? skal hun have et forhold til mit elskede barn? NEJ tak!  Men hvad så?

Det er mit behov for at slippe vreden det handler om, hvad der følger med når jeg krydser den bro, må jeg tage mig af der. Men jeg orker ikke være vred længere, jeg vil gerne sætte mit fokus et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at i fremtiden spiller min historie, en væsentlig mindre rolle i min nutid end den gør nu.

Kloge mennesker siger at der skal tilgivelse til, og er det, det der skal til, så er det det, jeg vil arbejde på. For vreden er ikke længere min drivkraft, det er kærligheden til min datter, min mand, mit liv og min fremtid. For størst af alt er kærligheden.

Hvad med kærligheden til min mor? Den er der ikke, den er væk. Er tilgivelse ikke en kærligheds gave? Hvis den er, så må det være ud af kærlighed til mig selv.

Reklamer
Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Det glæder mig meget, at vreden ikke længere er din drivkraft, men at det er kærligheden til din datter, din mand, dit liv og din fremtid.

    Svar
  2. Jeg kender alt til at være der, hvor du er… Den dag man beslutter sig for, at man rigtig gerne faktisk vil AF med vreden – men hvordan fa… gør man det?
    For mig var det bruddet med min ex, der skabte helt enorm meget vrede. Jeg mistede mit hjem, min verden, alle mine møbler, mit netværk (fire veninder skred indenfor fire måneder af det øvrige) – og i stedet flyttede jeg ind på 6 kvm. værelse langt pokker i vold ude på landet og havde 12-timers dage til og fra job. Det eneste selskab jeg havde, var en ældre kvinde, der havde været min fars ekskæreste. Den far jeg havde slået hånden af (loong story…)

    Oveni opdagede jeg pludselig grimme sandheder om den mand jeg havde troet jeg kendte, og undervejs i behandlingen af dem, opstod der så meget vrede jeg ikke kunne rette udad mod ham og få de vigtige ting sagt – at jeg fik bumser på ryggen i allerhøjeste grad. Det var simpelthen al min galde, tror jeg, der MÅTTE ud! Jeg burde have opsøgt en psykolog

    Jeg tror, at efter sådan et brud og det jeg oplevede – et øresønderivende brud og opbrud med alle de værdier jeg havde kendt og elsket – sker der noget helt afgørende. Man kommer aldrig tilbage til den man var, og en del af mig døde nok faktisk i den periode, da alle ligene blev opdaget under gulvtæppet.

    Selvom jeg flyttede til Århus og det hele blev godt, så var der stadig enormt meget vrede tilbage. Og jeg tror faktisk at nogen ting KAN MAN BARE IKKE tilgive.
    Hvordan kommer man så videre? Vreden var der og sad som et sår, der forpestede mig indefra. En form for betændelse af bitterhed indeni, der gjorde trælse ting ved mit nye parforhold også.

    Til sidst en dag gjorde jeg det eneste jeg til sidst kunne komme på… Jeg forestillede mig at jeg stod ved siden af min ex, med en lang slagterkniv i hånden. Hans brystkasse var blottet og lige i det jeg prikker med kniven i huden, åbnede han øjnene og så sagde jeg nogle få, velvalgte ord, som jeg havde længtes efter at gøre i lang tid… Og så stak jeg kniven igennem brystet på ham.

    Igen er kroppen og psyken så sjove. Da jeg gjorde det, var det som om en del af mig udåndede – som om en forbandelse forsvandt i mit hjerte og jeg kunne næsten fysisk mærke det stød det gav i kroppen ved at gøre det. Nogen ting kan man bare ikke tilgive tror jeg… Og for mig blev løsningen af slå effekten af hans gerninger tilsammen ihjel – i form af hans lig og en kniv. Det var ikke hverken kristent eller næstekærligt, men når man har lort i lasten som jeg, så er der nogen gange ikke nogen vej udenom. Og jeg fortryder intet, for det befriede mig for en tung byrde lige dér.

    Jeg tror du er på vej til der hvor du gerne vil hen. Du skal nok komme det – du har den rette indstilling! Held og lykke på din rejse dertil 🙂

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: