Familie, efterår og kastanjer

Jeg er voksen barn af en dysfunktionel familie – vi er en splittet familie – jeg har ingen kontakt med min mor og har ikke haft det i fire år plus det løse.

Det er noget af en mundfuld.

I hverdagen tænker jeg ikke over det, her har jeg travlt med min egen familie og mit job. Her er jeg lykkelig. Her er der plads til fjollerier og gemmeleg. Der er tid til at finde kastanjer og finde snegle. Der er alvor, frustrationer, vrede og dybe suk. Der er dybe favne, rødder og rum til al min fortid og smerte. Det er her jeg høre hjemme.

Mine brødre er vist ikke vokset op i samme dysfunktionalitet, som jeg er – eller rettere jeg er den eneste af fire børn der er brudt ud og væk fra den hjemmelige arne. At jeg skulle være langt over 30 før jeg turde bryde med min mor, handlede i høj grad om at uden mine brødre gav min barndoms kaos, kamp og isolation ingen mening. Uden deres kærlighed og tilstedeværelse i tilværelsen, så var der ingen pris at hente i det mørke som jeg voksede op i. Men de brød ikke, alle tre ikke i de første år. Men i de sidste er den yngste, den jeg altid var tættest på, mit hjertebarn, forsvundet fra mit liv.

Der var altså en pris at betale.

I dag har mit barn og jeg samlet kastanjer med fætter, drukket kaffe med tante og onkel, leget med kusine og haft tid sammen i efterårssolen. De er der stadig, især når jeg rækker ud. og det er dejligt.

At jeg aldrig rigtig er med, sådan includeret – en del af helheden. Kan skyldes rigtig mange ting. At jeg aldrig var det i barndommen og derfor tager mønstret og følelsen med. At de er tvillinger og 7 år yngre end mig. At jeg ikke har kontakt med min mor og det er mærkeligt.

Men ved du hvad, det er helt og aldeles lige meget. For mit barn lærer deres børn at kende og de nyder det. Jeg har familie når jeg vælger det til og men mit familiesindelag, så er det vist kun en foredel.

Familie, efterår og kastanjer. Det er lykken,

Reklamer
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

4 kommentarer

  1. Betina

     /  26. september 2015

    Der er familie hvor man deler blodets bånd. Og så er der familie, hvor man er familie fordi man har delt barndommen/ungdommen på både godt og ondt. Den sidste slags vil du altid være for mig. Søsteren jeg aldrig fik. ❤

    Svar
  2. Du har tacklet dit livs store udfordringer, og jeg bliver så glad, når jeg læser om din lykke ved din egen familie og dit job!
    Der er jo desværre problemer i næsten alle familier – det har vi også i min.

    Svar
    • Jeg tror at det efterhånden er meget normalt. Desværre, for familie er også rødder og levet liv. Men ind i mellem, så må man kaste håndklædet i ringen og leve der hvor der er ånd og luft og få det smukkeste ud af det. Jeg ville ønske det var anderledes, jeg ville da ønske at tingene var normaliseret. Men det er de ikke og det er det som jeg må få til at blomstre og give håb. Tak madame!

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: