Så kom nu. Sæt ord på de fucking følelser

Står der i artiklen fra Jyllands-Posten.

Hvordan sætter jeg ord på det som skriger til  himmelen, som skriger inden i, som fængsler mit sind og mit indre – for når jeg sætter ordene på det som skete, det jeg hørte og det som gør ondt. Så minder det mig bare endnu mere om afmagten – at der ikke er noget jeg kan gøre ved det.

Tag til genmægle – Det kunne jeg, men det ville nok bare være spild af energi og kræfter. Mest af alt har jeg lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft og se om faderen min fatter at han gør mig fortræd. Dernæst så har jeg lyst til at gøre ham fortræd. Tage noget fra ham, som han gjorde fra mig. Barnebarnet.

Jeg vidste det egentlig godt inden jeg tog afsted mod bedsteforældrene med barnet, noget var ikke som det havde været. De havde trukket sig og ville ikke komme her, de insisterede på besøg hos dem. De har ikke kunne hente barnet, selvom det var blevet en vane og hverken barnet eller moderen forstod helt hvorfor.

Listen af skæld ud jeg måtte stå for da jeg ankom med barnet var lang, og der var ikke rigtig plads eller rum til gensvar og så er der ferien i Berlin, sammen, der faktisk er betalt. Og så er der lige det at når min far skælder ud, så er det ikke voksne 43 årige mig der tager imod – men 8 årige mig – som han valgte fra i sit liv, fordi det var besværligt.

  1. Jeg havde irettesat ham, det var han blevet vred over. En aften på facetime – det er en af de ting jeg har gjort, så de har kunne tale med barnet og holde en nær kontakt med hinanden. Ikke for min skyld, men for at de skulle føle sig som en del af barnets hverdag – havde han kommeteret mit barns mave som tyk, helt uskyldigt – men det gav en anledning til at jeg bad dem om ikke at gøre kroppe enten tykke eller tynde, men at jeg ønskede at kroppe i mit barns optik bare var forskellige. Ikke rigtige eller forkerte, tykke eller tynde, grønne eller brune – bare forskellige. Jeg forklarede også hvorfor, at vi i familien har overvægt med i baggagen og svært ved at komme den til livs og skabe balance i dét regnskab. Derfor er det mig magtpålæggende at give hende de bedste redskaber til at have det godt i egen krop. Min far lagde vægt på at han ikke havde moppet mit barn, og jeg måtte ikke irettesætte ham. Jeg gjorde opmærksom på at mopning aldrig havde været på tale, men kropsopfattelse og det stod jeg fast på, mit barn skal lære at mennesker er forskellige og det er kroppe også. De næste punkter i samtalen flød sammen, måske allermest fordi jeg gjorde det.
  2. Så kunne de ikke hente fra Børnehaven mere, det var for bøvlet at komme derhen. (de har bil, så det forstår jeg ikke) og desuden så skulle bedstemoderen, han kone, lave for meget om i sit arbejdskema og det duede jo ikke. (hun har tidligere været ret så fleksibel, så det forstår jeg heller ikke. Så vi måtte finde en anden samværsform. Det kan vi godt, men de står ikke forest i køen. Når jeg arbejder, arbejder jeg i weekenden – så er weekender ret så hellige for os som familie, der er også sociale tiltag og praktisk gøremål og så er vores weekender også der vi kobler af. Det gør vi sammen og uden gæster eller besøg. Så jeg vil gerne tage det med i vores planer, men jeg vil ikke lave planer ud fra det. Resultatet bliver vel at de kommer til at se Barnebarnet et par gange i kvartalet. Deres valg ikke mit!
  3. Han var blevet så vred at han var i tvivl om hvorvidt vi kunne tage til Berlin sammen uden at de ville føle sig udnyttet. Lige den, nåede jeg ikke at kommenterer på, for min fader er mester i at tale forbi – uden om – og skifte emne. UDNYTTET?? Han må have drukket af natpotten? Vi betaler fandme selv for gildet og har for 2928 kr flybilletter liggende OG vi bor i hver vores lejlighed i hver vores ende af Byen. Ja, lejligheden er en de har skaffet, men det var aftalen fra begyndelsen. Jeg er stadig vred og forvirret.
  4. Jeg skaber splitting i mit barn – om jeg godt er klar over at hun ser verdenen meget sort hvid og det er min skyld? Nææ sagde jeg det havde jeg ikke lagt mærke til. Jo for hun fortræk bedstemor fremfor Ham og det var noget jeg skabte. Øhh?? Jeg er godt klar over at barnet taler meget om bedstemor og ind i mellem gerne vil ting uden morfar. Jeg har lagt to ting i det; nemlig at hun er meget pige fikseret, hendes venner er piger, hun vil helst lege med piger i Børnehaven osv. Det skulle vist være mit job, at booste pladsen til morfar noget mere. Jeg havde sat et videoklip af barnet på instagram, hvor hun pralede af et postkort hun havde fået af bedstemor – ikke morfar. Hvilket han var blevet meget fortørnet over, for det var ham der skrev kort og aldrig bedstemor!!! Så det skulle ingen andre få æren for. — Jeg må ærligt indrømme at jeg er mundlam. For det første så er det bedstemor der er primærfigur når de tre er sammen, han sidder i sofaen og flapper tv eller ipad – bedstemor leget og finder på. Ind i mellem så dukker han ned i en leg og er med i kort tid, så tager han en morfar på sofaen. Han laver mad, frokost og drikkevare -men der er barnet ikke med og han er ikke med i legene. Så det er da ikke noget under at det er bedstemor der er favoritten? Sådan er det også herhjemme, barnefaderen er bedre til at lege med tog, dukker og dukker med stemmer og lego og jeg er bedre til at vi laver mad sammen, kreative ting med lim og glimmer eller tegner. I de perioder faderen er meget på, fortrækker hun ham og omvendt i andre peroder. Det er da helt naturligt. Men det var det ikke, fik jeg to uddannede pædagogers svar på, det var noget jeg skabte når jeg ikke gik ind og fremhævede den ene frem for den anden når barnet fortrak det omvendt. Jeg har godt bidt mærke i at Bedstemor gør et stort nummer af at includerer ham, give ham kredit eller betydning også selvom han ikke har været der, det har jeg nu ikke taget mig af og det har jeg heller ikke tænkt mig at begynde på. Det er ikke mit job at booste hans nærvær i hans fravær. Hvis han vil have en førsteplads i barnets liv, så må han gøre sig fortjent til det. Jeg sætter ingen af mine forældre på en pedistal længere og det vil jeg heller ikke begynde på. Men at jeg skaber splitting i mit barn, det udsagn får mig helt op i det røde felt – for det åg har jeg levet under de første 35 år af mit liv og den slags skade føjer jeg ikke til hende. Men gør han?
  5. Der var måske et 5 punkt, men jeg kan lige nu ikke skælne mere.

Lige nu arbejder jeg på at ombooke Berlinerferien – lige nu kan jeg slet ikke overskue at skulle skylde ham noget, eller gå med ondt i maven over at glatte ud, for feriens skyld eller barnets.

I morgen ringer min terapeut og så kan jeg måske få sat mit såret barn ind i den rigtige ramme og finde ud af hvad next step er, som min mand ville sige.

Når livet skal fyldes med gode ting:

 

Når glasset går fra fyldt til tomt – fylder jeg det med oplevelser, så skaber vi minder sammen. Min familie og jeg.

Inden i gør det stadig ondt og jeg har let til tåre, men jeg ved også at tid læger de fleste sår.

I dag kan jeg glæde mig over 10 år med manden i mit liv, manden som er mit Anker, min kærlighed og mit håb. Som giver mig troen på at livet vil mig det godt og der er kærlig og liv i overflod til mig også når livet gør ondt.