Hvad skal vi nu?

Det runger i lejligheden når jeg går over dens knirkende gulve. Der runger tomt, alene fordi der er ryddet op og gulvene er vasket.

Tomheden ekkoer mit indre.

Du er her ikke

og det er godt – hvilket er skidt.

Vaskemaskinen snurre i baggrunden og efterårsvinden rusker i træerne og kastanjerne rasler ned til stor glæde og begejstring for vores lille barn.

Du er her ikke og ser det ikke. Når hun rækker sine hænder frem og stolt frembringer skatte i grønne og brune farver, vi glædes, hende og jeg og vi samler flere til lommerne revner og hænderne bliver kolde i vinden. Så bringer vi skattene hjem, hun græder over dem der tabes på vejen i vinden, jeg trøster og vi ser på skatten og pakker den ud.

Du er her ikke.

Du gjorde mig fortræd – alene ved at være dig – og noget inden i mig gik i stykker.

Der har været tomt siden du tog afsted – din plads i sengen er fyldt med puder – din stol er tom ved bordet, men jeg ser det ikke.

Jeg mærker kun at glæden ind i mellem er halv, at travlheden er dobbelt og boldene i luften mange.

Jeg mærker intet savn – men mangel.

Du rækker ud – igennem cyberspace og telefon og jeg overrumples af tomheden og ekkoet der dør hen.

Jeg er bange – for hvad skal vi nu?

‘Du er blevet vejet og fundet for let’

20130812-075008.jpg

‘Du er blevet vejet og fundet for let’

Det er der aldrig nogen der har sagt om mig, jeg har følt det de mange gange jeg ikke er kommet i betragtning til et af de mange jobs jeg har søgt igennem de sidste 5 år.

Men min vægt har nu altid betydet meget, ikke altid for mig, ofte for andre og altid for min mor. De par år, mindre end nogen sinde. Når det så er sagt, så kan jeg i år se tilbage på et år hvor jeg har vejet det mindste nogensinde og nu har taget 6 kg på. Det er ikke de 6 kg som sådan der giver mig anledning til at gå til tasterne, men mere det at jeg faktisk lagde mærke til det, førend at jeg gik på vægten.

Jeg kunne mærke at min krop føltes anderledes, tøjet gled anderledes hen over den og jeg bevægede mig anderledes. Aldrig i mit liv som overvægtig har en øgning på 4-6 kg kunne mærkes før, eller jeg har ikke bidt mærke i det. Jeg har førhen rask væk kunne tage 15 kg på uden egentlig at ligge mærke til det, måske mest fordi at jeg dengang altid havde elastik i mine bukser og stræk i mine bluser. Men nu kan jeg sg mærke min krop, det er faktisk ret så spændene.

Men min vægt i 2014 har faktisk overrasket mig. Da jeg ammede på fuld tid, kunne jeg snildt klemme mig ned i mine ellers for små Levis jeans. Nu vejer jeg lidt mindre end da vi tog til New York i 2012 og lidt mere end da jeg blev gravid samme år. Væsentlig mindre end da jeg fødte for nu snart 1 1/2 år siden.

I foråret tog jeg en beslutning, at jeg orkede ikke blive ved med at høre mig selv sige: Når nu jeg får tabt de sidste 20 kg. For som Gastric Bypass opereret så har det aldrig rigtig været legitimt at jeg ikke var en af dem der blev tynd af det. Mit vægttab stoppede omkring de 100 kg, og + – et par kg, er det der jeg har været siden. Så jeg burde jo, jeg skyldte jo at osv osv. Men nu var jeg træt af at høre på mig selv, at blive ved med at køre rundt i den rille. For hvad nu hvis jeg aldrig tabte mig de sidste 20 kg, er jeg så en fiasko? Næppe! Men er det så meningen at jeg bare skal lade stå til? Nej, men jeg har vist haft brug for at accepterer at jeg er den jeg er, når jeg vejer det jeg gør og det faktisk er godt nok, hele vejen.

Så når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg faktisk en smuk kvinde, med en frodig bulet og aret krop. Men jeg er faktisk det jeg ser, en bulet og aret kvinde. Jeg er stolt af det, rent faktisk så er jeg umådelig stolt af mig selv.

Så derfor er det faktisk også ganske sjovt at opleve at jeg har lyst til at ‘gøre noget ved det’ de sidste påsnegene sig kilo. Jeg er ikke ude på at tage hul på de sidste 20 kg, igen, næ nej bare lige de der 4 kilos ekstra plads. Det kan jeg nemlig overskue og jeg vil gerne. Det bliver ikke i dag og i morgen skal vi have en fantastisk chokoladekage. Men aftalen gælder fra nytårs morgen, en januar uden sukker. Spændene at finde ud af hvordan jeg skal klare de der dage hvor der ingen nævneværdig søvn er, uden en lille kage i ny og næ. Men udfordringen er værd at tage op.

Hende der

20140206-211827.jpg

I går stod solen smukt fra en blå blå himmel, alt i mens jeg prøvede at holde varmen og finde vej i kødbyens opgange og numre system. Jeg er sat i aktivering af kommunen og den skal varetages af et firma der lever af den slags. Med andre ord, jeg fik ikke drømme stillingen, heller ikke den jeg søgte efter eller efter igen. Nu kan jeg komme på kursus i økonomi eller mindfullness, eller jeg kan lære at ringe op til firmaer og ikke tage et nej for et nej og tale mig til at komme til at tale med nogen der måske kunne give mig en samtale, eller modtage mit CV. Selv bryder jeg mig ikke om telefonsælgere eller sælgere på gaden, så lige den øvelse prøver jeg at knibe mig uden om.

Øvelsen her 1 1/2 md inde i min tid som arbejdsløs præst er øvelsen at holde fokus på det positive og ikke hengive mig til den indre stemme der ind i mellem råber PANIIIK og løber efter et sted at gemme sig. Jeg høre hende, den del af mig der stadig tror at verdenen falder sammen om ørene og alt hører op med at eksisterer. Hende der stadig har barndommens frygt og usikkerhed som første tanke. Men jeg agere ikke som før. Der er ingen grund til panik, det bliver der heller ikke. For det ordner sig nok, på den ene eller den anden måde. Jeg kan ikke forestille mig at der ikke skal komme et job forbi til mig, på den ene eller den anden måde. For sådan har det været før og sådan bliver det igen, selvfølgelig!

Panikken er forståelig, min historie taget i betragtning. Men den må ikke styre og bestemme. Det gør jeg, hende der er blevet voksen i mellemtiden. Hende der er præst og mor og god til begge dele. Hende der er Kone og hustru og ind i mellem, for det meste, god til det også.

Min Post-It væg svinder ind, så jeg får lidt fra hånden, selvom jeg synes det meste af min tid går med sygdom – min eller Lille As. Der er også dage der forsvinder, hvor morgenkaffen bliver til timer foran Mac’en og bunkerne bliver hvor de er og aftensmaden bliver til rugbrød. Der er dage hvor jeg tager ud og ind til byen for at nyde selskab og kaffe, nogen gange bare mit eget. Der er dage hvor jeg skal bruge alle kræfter på at fastholde en positiv holdning og ageren til livet som arbejdsløs præst. Der er dage hvor det falder mig helt naturligt blot at sætte pris på at afleverer mit barn sent og hente hende tideligt, eller holde fridag og bage boller sammen, putte i sofaen og se ligegyldige tegneserier med prinsesser og glimmer. At have tid til at lave simremad og ryde op i skuffen med underbukser.

Jeg øver mig i at tage aktiveringen for hvad det er og ikke stille for mange kritiske spm. det er et lovkrav, jeg skal og så må jeg gøre det og få det bedste ud af det. Hvem ved, måske så er Mindfullnes kurset lige mig? Om et år, stopper mine dagpenge. Så som min kloge mand siger, så er der ingen grund til panik før til sommer. Jeg prøver at få hende der, med panikken til at lytte.

Tudepræsten

bær

Det er åbenbart mig..

Da jeg var barn var jeg utrøsteligt grædefærdig i situationer hvor adskildelse var en del af agendaen. Da vi skulle skifte skole efter 6. klasse, græd jeg som pisket. Da jeg tog på ferie alene med mormor og morfar, uden mine dengang 1 år gamle brødre, græd jeg som pisket. Da vi stoppede på efterskolen efter 9. klasse, græd jeg som pisket – i dag ville jeg ikke kunne deres navne.

Første gang jeg græd som præst efter en bisættelse, var da jeg bisatte ‘min’ første selvmorder. Ægtemandens helt og aldeles alenehed og fraværende deltagelse i højtideligheden og de 5 mennesker i kirken foruden personale, fik noget til at klinge i mig og jeg græd efterfølgende. Min kollega og daværende provst sagde til mig, da jeg hiksede et undskyld for min uprofessionalitet, jeg var endnu ikke ude af pipekraven, at den dag jeg holdt op med at blive rørt, var den da jeg skulle finde en anden levevej.

Siden da er enkelte familiers historie kravlet under huden på mig, og jeg har fældet en tåre. Ikke ofte og aldrig foran de pårørende selv. Da jeg bisatte min bedste vens far, for et par år siden, da græd jeg iført kåbe og krave foran kisten, midt i min tale. Det var ok og naturligt, han havde jo været en del af mit liv også.

Men efter lille A er kommet til verdenen så skal der ikke så meget til. Igår bisatte jeg en mand, hvis kone jeg begravede for 6 uger siden. En mand der med milde og kloge øjne smilede og fortalte mig at jeg havde gjort det godt og værdigt for hans kone. Hans børn, havde grædt og leet på mit kontor og vi havde en god ping pong, sorgen til trods. Da jeg vendte ryggen til familien og rustvognen, faldt tårene lige så stille. Ikke af sorg, men fordi jeg var rørt til tåre over hans og deres historie og familiens velvilje overfor min gerning.

I dag, til en ganske anden samtale, blev jeg så rørt over de pårørenes fortælling om deres sidste tid og omsorg overfor afdøde at der faldt tåre igen. Jeg undskyldte og mente det.

Men, rørt bliver jeg – professionelt eller ej. Nu mere end før. Tudepræsten, måske går det over?

Der er forandring i luften

foto (1)

Når jeg sidder helt stille kan jeg høre det, hvordan bladene på træerne uden for mit vindue rasler i vinden og varsler at der er forandring på vej. De grønne blades raslen varsler tørhed og efterår, farveskift, kortere dage og køligere nætter.

Sådan skal det være, flere gange om året så er den her, forandringen i tiden – årstiden. Forfald, kaos, eller det spirrende liv.

Inde i mig er der også en forandring i værk, på flere planer. Det er faktisk næsten så overvældende at jeg ikke helt kan forholde mig til alle dele hele tiden eller på en gang.

Forandring fryder siges det.

At være nogens mor, er nok den største og mest frydefulde forandring jeg nogensinde har været ude for. At ånde sammen med dette lille væsen der om natten insisterer på at ligge i ske, eller bare tæt på og som i dagtimerne insisterer på at lege med alt sit tøj, med frydefulde høje snakkende lyde og forklaringer, er uden tvivl den største gave nogen sinde. Hun ligner dig siger de, sådan var du også. Så tænker jeg at jeg nu nok alligevel var et smukt, vidunderligt og enestående barn, selvom de glemte at fortælle mig det.

At være hendes mor, forandre forholdet til min mor. Der er meget jeg forstår bedre nu, og så er der alt det jeg nok aldrig kommer til at forstå. Jeg forstår bedre nu, hvorfor der altid var sådan lidt smånusset og beskidt i mit barndomshjem. Især i teenageårene var det piinligt! Men hvem har tid til at gøre rent med et spædbarn der ikke sover? Og hvem har tid til rengøring når man har fire børn og en mand der altid sidder i sin stol og læser avisen og ikke deltager i de daglige sysler. Så jeg forstår godt hvorfor mit barndomshjem var beskidt. Men jeg forstår ikke hvorfor jeg også var det, hvorfor jeg skulle gå til gymnastik med beskidte underbukser og hvordan hun i sin vildste fantasi kunne få sig selv til at vende mine strømer og sige at de ikke var beskidte på indersiden. Jeg forstår ikke hvorfor hun, velvidende at jeg var sårbar og udsat i skolen i forvejen ikke sørgede for at de mest basale ting som mad, renlighed og hygiegne var på plads.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg var den eneste der havde/ fik et medansvar for de huslige sysler, når alle andre slap fri. I det hele taget så forstår jeg ikke det ansvar jeg altid fik lagt på mig. Faktisk så forstod jeg heller ikke dengang den rungende uretfærdighed der altid var i mit barndomshjem, nu forstår jeg at det måtte være sådan fordi min mor var og er narcissist og jeg derfor havde en fast rolle jeg skulle spille. Afvej jeg fra denne rolle, så faldt helvedes brænde ned.

Men fordi de vendte sokker, de beskidte underbukser og nætterne under en dyne med tis på, stadig gør ondt helt inde i mig. Så er der ingen plads til forandring i forholdet mellem min mor og jeg. Det er tre år siden jeg bad om en pause, det er et år siden hun bad mig aldrig kontakte hende igen. Det er tre år siden der indfandt sig en ro i mit liv og i et år har jeg haft fred.

Nu er der plads til forandringer i mit liv, helt uden det falder fra hinanden. For størst af alt er kærligheden!

Rabbits

20140208-164639.jpg

Vi har fået styr på morgenerne herhjemme og det er fantastisk! For det første så hjælpes vi ad, vi sidder ned sammen og spiser morgenmad sammen – som en rigtig familie – og der frigives på den måde dejlig mor og datter lege tid, iden det er afsted med og i barnevognen.

20140208-164948.jpg

Eneste ulempe er at det nu går op for lille A, at far går om morgenen. Og det resultere i utrøstelig gråd, så snart hoveddøren smækker efter ham. De første dage prøvede jeg at distrahere og trøste ved at kigge i spejl og ud af vinduet – lige meget hjalp det.

Så moaren her tændte for tv’et og disse gutter dukkede op og stoppede al gråd. Det er en skøn skøn fransk animations film og ja moderen er nok lidt mere vild med kabinerne end A, men mon ikke det går for 10 min om dagen.

20140208-165656.jpg

Midt i alt det store

20130923-114212.jpg
Er der også de små ting!

Som at få hænderne fri til at pakke sommertøjet sammen og vintertøjet ud. Som at gennemgå kurve og kasser med make-up og cremer.
Som at drømme om tid til at stryge en skjorte, ligge en smuk make up og få klippet håret fra ammepage til smart og lækkert.
Som at få tid til at tage et langt bad, og alligevel ende med at amme iført håndklæder.
Som at sende manden til golf med gutterne og stadig finde tid til at støve make-up kassen af og sorterer og mindes.

Selvom jeg savner at komme ud af pyjamasen, så ville jeg ikke bytte mit sovende barn i armene væk for noget!

Bitch comming through!

IMG_0322

Jeg er så ufattelig træt af at sige undskyld hele tiden!! Nogen gange så føles det også som om jeg har sagt undskyld hele mit snart fyrretyvende år lange liv.

Det har jeg faktisk også, jeg har sagt alt for meget undskyld i mit liv, så meget at det blev en vane, som jeg stadig hiver frem af hatten. Selv når jeg har retten på min side, så kan/ kunne undskyld være det første ud af min mund. Hvorfor – better safe than sorry?

Jeg gjorde min svigermor ked af det igår, jeg talte ikke pænt til hende – nu skal jeg sige undskyld. Men et eller andet inde i mig vil ikke – niks fandme nej! Hun overskred en grænse og jeg skal stå med hatten i hånden og bøjet nakke?

Jeg ved godt at svigermor ALDRIG gør noget af et ondt hjerte, hun gør det bedste hun kan og hun vil så gerne gøre det godt! Det gør hun også 90% af tiden – ok, måske kun 80%, men hvem tæller. Men det her baby noget får mig altså på forsvarsbarrikaderne og Løvemor, blandet med den kroniske mangel på søvn, hormoner der drøner på fuld fart i kroppen og at det nu begynder at gøre rigtig ondt, rigtig ofte at være gravid, gør altså at resterne af min i forvejen udfordrede rummelighed er fløjet ud af vinduet.

Hvilket jeg faktisk ikke orker undskylde for, for sådan er det altså nu engang.

Men det skal jeg, for husfreden og min mand og nok også min egen skyld. (Men jeg vil ik!!)

Men hvad skete der?

Baggrund:
For længe længe siden da svigermor og jeg drønede rundt og kiggede på barnevogne o.l., talte vi med en af damerne i den nærmeste babyudstyrsbutik om Autostole, priser og hvad bør man købe osv. Her forsikrede jeg svigermor om at skulle vores barn have en autostol til hendes bil (vi har ingen bil) så skulle min mand og jeg nok købe en ordenlig en. Af flere årsager, det yngste barnebarn kørte i en autostol ind til for to år siden, som hun pralede af havde holdt til alle 5 børnebørn, hvor den ældste blev 19 for 14 dage siden. Man skal jo bare vaske betrækket, så er den god som ny! (?) Yngstebarnebarnet er 5 i dag og var nok vokset ud af arveautostolen for flere år siden. Den autostol som han så kom over i, var noget yngre en ‘junior’ stol købt til hans 2½ år ældre storebror. En sikkerhedsgodkendelse af nyere dato, dog! Men svigermor måtte sg selv betale for den dyre stol, hvilket er helt ude i hampen – jeg mener, det er jo ikke hendes unger hun henter og bringer uden et kny? Derfor, for at få en ORDENLIG og SIKKER autostol til vores barn OG ikke belaste svigermor økonomisk, så forsikrede jeg hende, den dag i BabySam,om, at en autostol dét skulle vi nok sørge for.

I går:
Havde svigermor vagten i den lokale store genbrugsforretning, der var brandsalg og derfor ekstra mange mennesker og ting til salg. Vi mangler ikke noget, men fordi det var hendes vagt gik vi en tur derover for at hilse på. Jeg kan godt lide at kigge på børnebøgerne og finder ind i mellem nogle der kan bruges eller bare mange minder om alle dem jeg selv har læst. Men blandt alt det andet ‘skrammel’, har vi endnu ikke fundet noget. Vi er på vestegnen, der er langt mellem kvalitets snapsene på loppefronten. Men svigermor fortalte glad at hun havde fyldt sin bil op med gode ting og sager, heriblandt en autostol, så vi kunne køre tur med lillepigen. Hvorefter jeg udbrød, den skal min datter sg ikke køre i, det skal jo være ordenligt og sikkerhedsgodkendt. Eller noget i den stil, og svigermor siger, det er den altså også  hvorefter min kloge mand siger; du kunne måske lige have kigget på den før du afviste den, hvorpå jeg siger Det er min datter, niks! Vi går videre i vrimlen af skrammel og skatte og svigermor fanger min mand ovre ved legetøjet og siger at nu havde hun stilt autostolen ud til salg igen. Det synes jeg var sært, at hun sådan hev ham til side og derfra kunne jeg mærke at min mand gik og bryggede – ganske rigtigt, jeg havde gjort hans mor ked af det.

Så her står vi nu:
Jeg synes at svigermor overskred en klar opsat grænse, ved at købe en autostol til 30,- hvor betrækket bare skulle vaskes. Gode intentioner eller ej, så havde jeg sagt fra og gjort det klart hvor jeg og vi stod i forhold til autostole, sikkerhed og vores barn. Hvis hun overskrider den grænse, hvad så med de andre?

Min mand siger at det ikke handler om at jeg havde ret eller ej, for givet det havde jeg, men fordi jeg farede op uden at have undersøgt sagerne først og afviste hende hårdt og blankt på stedet. Det er altså ikke autostolen jeg skal undskylde for men måden og tonen jeg sagde fra på. Hans undskyldning på sin mors vegne var at hun så et godt tilbud og sprang til, og jeg sagde at det er da logik for burhøns at en autostol fundet der og til 30,- på ingen måde kunne være et godt tilbud, hvis hun havde tænkt sig om.

Ja, for 12 måneder siden, før jeg selv pumpede min krop med hormoner og graviditeten derefter sørgede for resten, der havde jeg måske nok været så rummelig at jeg sødt og smilende kunne sige til svigermor, det var sødt tænkt af dig svigermor, lad mig da lige kigge på autostolen det kunne jo være det var et godt tilbud. og dog, jeg havde nok på en pænere måde end igår, været ærlig og sagt noget i retning af at den satme skulle være i god stand før jeg hoppede på den.

Jeg er ikke så længere god til at pakke tingene ind i pæne floskler og omveje, jeg føler faktisk at jeg gør vold på mig selv, når jeg ikke kan og må sige det der er, direkte og i klar tale.

What to do?:
Jeg ved jeg er nød til at sige undskyld for min dårlige timing og hårde tone og at jeg er ked af at hun blev ked af det og at jeg godt ved at hun kun gjorde det i en god mening. Men jeg er vist i samme åndedrag også nød til at sige at det kom bag på mig, netop fordi jeg troede at det med autostole var afklaret for længe siden.

Så ringer jeg på døren med en bodsgave i form af blomster og lakrids og siger undskyld? eller køber jeg en ordenlig autostol, som jeg endnu ikke ved hvor meget og om vi får brug for og afleverer derovre og siger undskyld men her er en der faktisk kan bruges. OG venter jeg til jeg er færdig med at være gal i skralden over grænseoverkørslen?

Jeg hælder mest til at købe en autostol, evt. en af dem der lige har vundet den seneste Tænk test og gå over med og så sige undskyld. Men så skal jeg dyppe ned i min slunkne opsparing, og jeg troede faktisk jeg var i bund med baby-indkøbene. Det bedste er sg nok at lade den ligge et par dage, og så tage det derfra.

Ikke alt handler om baby

IMG_3744[1]Der er også tid til at nyde en alene frokost på en af mine absolutte ynglings caféer inde i byen.

IMG_3742[1] og at dele en Paradis isboks med min mand, er der også ren ego i. Vi deler også is til hans fordel, jeg kan ikke spise så meget is af gangen. Min operation virker stadig effektivt her 4½ år efter, så der er ingen grund til at presse citronen! Men sjovt nok, så havde jeg ferskensorbeten (den yderst til venstre) helt for mig selv. De tomme pladser i boksen, er hans.

 

Summertime!

20130604-220553.jpg

Sommerens første dage nydes men en sær bevidsthed om at det er lige om lidt det hele forandre sig.

Humørsvingninger og misforståelser forsvinder når der sparkes indefra – mål og meninger forandres. Mon ikke det er meget godt?

Kroppen værker og smerter, men sådan er det jo. Alting har en tid, det står der selv i Bibelen.