Bitch comming through!

IMG_0322

Jeg er så ufattelig træt af at sige undskyld hele tiden!! Nogen gange så føles det også som om jeg har sagt undskyld hele mit snart fyrretyvende år lange liv.

Det har jeg faktisk også, jeg har sagt alt for meget undskyld i mit liv, så meget at det blev en vane, som jeg stadig hiver frem af hatten. Selv når jeg har retten på min side, så kan/ kunne undskyld være det første ud af min mund. Hvorfor – better safe than sorry?

Jeg gjorde min svigermor ked af det igår, jeg talte ikke pænt til hende – nu skal jeg sige undskyld. Men et eller andet inde i mig vil ikke – niks fandme nej! Hun overskred en grænse og jeg skal stå med hatten i hånden og bøjet nakke?

Jeg ved godt at svigermor ALDRIG gør noget af et ondt hjerte, hun gør det bedste hun kan og hun vil så gerne gøre det godt! Det gør hun også 90% af tiden – ok, måske kun 80%, men hvem tæller. Men det her baby noget får mig altså på forsvarsbarrikaderne og Løvemor, blandet med den kroniske mangel på søvn, hormoner der drøner på fuld fart i kroppen og at det nu begynder at gøre rigtig ondt, rigtig ofte at være gravid, gør altså at resterne af min i forvejen udfordrede rummelighed er fløjet ud af vinduet.

Hvilket jeg faktisk ikke orker undskylde for, for sådan er det altså nu engang.

Men det skal jeg, for husfreden og min mand og nok også min egen skyld. (Men jeg vil ik!!)

Men hvad skete der?

Baggrund:
For længe længe siden da svigermor og jeg drønede rundt og kiggede på barnevogne o.l., talte vi med en af damerne i den nærmeste babyudstyrsbutik om Autostole, priser og hvad bør man købe osv. Her forsikrede jeg svigermor om at skulle vores barn have en autostol til hendes bil (vi har ingen bil) så skulle min mand og jeg nok købe en ordenlig en. Af flere årsager, det yngste barnebarn kørte i en autostol ind til for to år siden, som hun pralede af havde holdt til alle 5 børnebørn, hvor den ældste blev 19 for 14 dage siden. Man skal jo bare vaske betrækket, så er den god som ny! (?) Yngstebarnebarnet er 5 i dag og var nok vokset ud af arveautostolen for flere år siden. Den autostol som han så kom over i, var noget yngre en ‘junior’ stol købt til hans 2½ år ældre storebror. En sikkerhedsgodkendelse af nyere dato, dog! Men svigermor måtte sg selv betale for den dyre stol, hvilket er helt ude i hampen – jeg mener, det er jo ikke hendes unger hun henter og bringer uden et kny? Derfor, for at få en ORDENLIG og SIKKER autostol til vores barn OG ikke belaste svigermor økonomisk, så forsikrede jeg hende, den dag i BabySam,om, at en autostol dét skulle vi nok sørge for.

I går:
Havde svigermor vagten i den lokale store genbrugsforretning, der var brandsalg og derfor ekstra mange mennesker og ting til salg. Vi mangler ikke noget, men fordi det var hendes vagt gik vi en tur derover for at hilse på. Jeg kan godt lide at kigge på børnebøgerne og finder ind i mellem nogle der kan bruges eller bare mange minder om alle dem jeg selv har læst. Men blandt alt det andet ‘skrammel’, har vi endnu ikke fundet noget. Vi er på vestegnen, der er langt mellem kvalitets snapsene på loppefronten. Men svigermor fortalte glad at hun havde fyldt sin bil op med gode ting og sager, heriblandt en autostol, så vi kunne køre tur med lillepigen. Hvorefter jeg udbrød, den skal min datter sg ikke køre i, det skal jo være ordenligt og sikkerhedsgodkendt. Eller noget i den stil, og svigermor siger, det er den altså også  hvorefter min kloge mand siger; du kunne måske lige have kigget på den før du afviste den, hvorpå jeg siger Det er min datter, niks! Vi går videre i vrimlen af skrammel og skatte og svigermor fanger min mand ovre ved legetøjet og siger at nu havde hun stilt autostolen ud til salg igen. Det synes jeg var sært, at hun sådan hev ham til side og derfra kunne jeg mærke at min mand gik og bryggede – ganske rigtigt, jeg havde gjort hans mor ked af det.

Så her står vi nu:
Jeg synes at svigermor overskred en klar opsat grænse, ved at købe en autostol til 30,- hvor betrækket bare skulle vaskes. Gode intentioner eller ej, så havde jeg sagt fra og gjort det klart hvor jeg og vi stod i forhold til autostole, sikkerhed og vores barn. Hvis hun overskrider den grænse, hvad så med de andre?

Min mand siger at det ikke handler om at jeg havde ret eller ej, for givet det havde jeg, men fordi jeg farede op uden at have undersøgt sagerne først og afviste hende hårdt og blankt på stedet. Det er altså ikke autostolen jeg skal undskylde for men måden og tonen jeg sagde fra på. Hans undskyldning på sin mors vegne var at hun så et godt tilbud og sprang til, og jeg sagde at det er da logik for burhøns at en autostol fundet der og til 30,- på ingen måde kunne være et godt tilbud, hvis hun havde tænkt sig om.

Ja, for 12 måneder siden, før jeg selv pumpede min krop med hormoner og graviditeten derefter sørgede for resten, der havde jeg måske nok været så rummelig at jeg sødt og smilende kunne sige til svigermor, det var sødt tænkt af dig svigermor, lad mig da lige kigge på autostolen det kunne jo være det var et godt tilbud. og dog, jeg havde nok på en pænere måde end igår, været ærlig og sagt noget i retning af at den satme skulle være i god stand før jeg hoppede på den.

Jeg er ikke så længere god til at pakke tingene ind i pæne floskler og omveje, jeg føler faktisk at jeg gør vold på mig selv, når jeg ikke kan og må sige det der er, direkte og i klar tale.

What to do?:
Jeg ved jeg er nød til at sige undskyld for min dårlige timing og hårde tone og at jeg er ked af at hun blev ked af det og at jeg godt ved at hun kun gjorde det i en god mening. Men jeg er vist i samme åndedrag også nød til at sige at det kom bag på mig, netop fordi jeg troede at det med autostole var afklaret for længe siden.

Så ringer jeg på døren med en bodsgave i form af blomster og lakrids og siger undskyld? eller køber jeg en ordenlig autostol, som jeg endnu ikke ved hvor meget og om vi får brug for og afleverer derovre og siger undskyld men her er en der faktisk kan bruges. OG venter jeg til jeg er færdig med at være gal i skralden over grænseoverkørslen?

Jeg hælder mest til at købe en autostol, evt. en af dem der lige har vundet den seneste Tænk test og gå over med og så sige undskyld. Men så skal jeg dyppe ned i min slunkne opsparing, og jeg troede faktisk jeg var i bund med baby-indkøbene. Det bedste er sg nok at lade den ligge et par dage, og så tage det derfra.

Reklamer

Ikke alt handler om baby

IMG_3744[1]Der er også tid til at nyde en alene frokost på en af mine absolutte ynglings caféer inde i byen.

IMG_3742[1] og at dele en Paradis isboks med min mand, er der også ren ego i. Vi deler også is til hans fordel, jeg kan ikke spise så meget is af gangen. Min operation virker stadig effektivt her 4½ år efter, så der er ingen grund til at presse citronen! Men sjovt nok, så havde jeg ferskensorbeten (den yderst til venstre) helt for mig selv. De tomme pladser i boksen, er hans.

 

Summertime!

20130604-220553.jpg

Sommerens første dage nydes men en sær bevidsthed om at det er lige om lidt det hele forandre sig.

Humørsvingninger og misforståelser forsvinder når der sparkes indefra – mål og meninger forandres. Mon ikke det er meget godt?

Kroppen værker og smerter, men sådan er det jo. Alting har en tid, det står der selv i Bibelen.

Musicure

MusiCure_8_Peace

 

Siden vi kom hjem fra vores store tur ‘over there’ i september har jeg lyttet ofte til noget ganske særligt musik. Det var min barndomsveninde, hende som jeg har kendt siden vi var 5 og som bor i en mindre by uden for en af de helt store i USA, der introducerede mig for musikken. Musikken faldt i hendes hænder da hendes ældste datter, blev ramt af angst i så voldsom en grad at hun måtte indlægges. Musikken er nu en fast del af deres rutiner og skaber ro i det lille hjem.

Jeg fik også musikken med mig hjem, og har i perioder lyttet mere til den end andre. Den giver nemlig også mig ro og fokus, hvilket er ret fantastisk. Da jeg i mit sidste vikariat stødte på en grænseløs og manipulerende kollega og jeg var nød til at sige fra og frygten for nærmest alt stod lige i ansigtet på mig, var det denne musik jeg satte på for at falde til ro og holde tingene adskilt.

Da jeg genoptog mine skriverier her, efter så mange måneder, så var det til tonerne fra Niels Eje. Det er som om at tankerne daler ned og kan komme på skrift, istedet for at fare fra øst og til vest og blande sig med alt det andet der sker og foregår.

Om ikke så længe tager jeg til brunch med mine brødre, det er første gang jeg skal se dem siden den yngste brugte en hel fredag på at svine mig til og også siden min mor blev indlagt og behandlet for en blodprop i hjertet. Jeg var ellers lige kommet af med den lyserøde elefant, nu tænker jeg den er tilbage igen. Jeg glæder mig til at se dem, men nogen gange ville det være så meget lettere at lade være. Så slap jeg for alt det der underforstået ‘ det er så synd for mor’ og ‘mor er den bedste i verdenen’. For selvom jeg nu nok er et indlevende, empatisk og forstående (?) menneske, så forstår jeg jo faktisk ikke at de har det sådan. Så her til morgen spiller Musicure på anlægget – i håb om at der gror teflon på mig, så jeg kan nyde mine nevøer og skide højt og flot på alt det andet. For når alt kommer til alt, så har det jo faktisk meget lidt med mig og mit liv og gøre, længere.

Hvorfor er lykken så lunefuld?

er jeg sikker på at jeg skrålede sammen med Lars H.U.G den gang i begyndelsen af 90’erne da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Spørgsmålet og sangen dukkede op i mit hoved, da jeg her til morgen, endnu engang, blev vækket af en uhyggelig drøm hvor min mand vendte mig ryggen og var urørlig og ikke til at nå – på vej væk fra mig.

Mine mareridt plejer ellers at handle om at jeg begynder at ryge igen, nu her 9. år som ikke ryger er det stadig en mareridts tanke.

Heldigvis så finder min mand sig i at jeg lægger mig oven på ham i hans arme og falder til ro, nu jeg kan mærke ham, høre hans snorken og mærke hans hjerte banke. Men hvorfor drømmer jeg det? Der er intet der tyder på at min mand er ved at stille træskoende et andet sted, snare tværtimod – der bygges rede her i forstaden på fulde gardiner. Ja også sådan rigtigt, der bliver sat nye lamelgardiner op i alle vinduer.

Så hvorfor?

Tanken der slog mig var, at jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde før har haft en så lang periode hvor livet har været godt – ja nærmest lykkeligt. Ikke dermed sagt at der ikke bliver grædt tåre, undret, skældt ud, frygtet og alle de andre følelser der førhen hørte mørket til. Men bundklangen når de rammer er en anden, så ekkoet bliver ikke destruktion og angst. Men snarer som en del af livet, hverdagen og udfordringen. Men jeg er ikke vant til at livet og eksistensen ikke er truet og mørket, det altopslugende mørke ikke ligger lige om hjørnet. Jeg tænker at det er derfor jeg drømmer som jeg gør – fordi det der for alvor kunne få mig ud af kurs, ville nok være hvis min mand pakkede sine sydfrugter og slog lejer et andet sted. Men heldigvis ved jeg når jeg vågner helt, at det gør han ikke og min eksistens er slet ikke så truet som en lille del af mig stadig frygter.

Men måske skal der mere end et par års erfaring med at livet ikke ramler, at mørket ikke kommer og tager mig tilbage, før hele mig ved det. Oplevelser skal have tid før de bliver til erfaring, skrev min ynglings lektor på uni i en af hans bøger. Jeg tror han har ret!

Mørke dage

Midt i al det gode, det spændende, midt i al ventetiden og arbejdstiden, så kravler der også en mørk dag op af hatten i ny og næ. Sådan en havde jeg igår, jeg vidste det lige så snart jeg slog øjnene op, at jeg orkede ikke at tage på kursus. Selvom det var et spændende kursus og også en god mulighed for at networke i mit nye stift, så meldte jeg fra med forklaringen at jeg havde meget arbejde. Det har jeg også og jeg har haft meget lange dage på kontoret i selskab med julesalmer og tjenester. Så samvittigheden plagede ikke da jeg valgte at tage mig en omsorgsdag.

Jeg sad i min I love New York pyjamas og uldsokker hjemmestrikket af veninden med det talent, det meste af dagen her i vores forstadshjem. Jeg fik set et par afsnit af Band of Brothers og så fik jeg hæklet disse dimser. Jeg fik ynket mig selv lidt og grinet af mig selv lidt også og så fik jeg drukket en masse grøn te fra Perchs.

I dag har jeg det bedre og glæder mig til min første børne gudstjeneste i den nye kirke – jeg skal fortælle historien om englen der nægtede at synge. Jeg kan den med stemmer 😉