Summertime!

20130604-220553.jpg

Sommerens første dage nydes men en sær bevidsthed om at det er lige om lidt det hele forandre sig.

Humørsvingninger og misforståelser forsvinder når der sparkes indefra – mål og meninger forandres. Mon ikke det er meget godt?

Kroppen værker og smerter, men sådan er det jo. Alting har en tid, det står der selv i Bibelen.

Reklamer

Musicure

MusiCure_8_Peace

 

Siden vi kom hjem fra vores store tur ‘over there’ i september har jeg lyttet ofte til noget ganske særligt musik. Det var min barndomsveninde, hende som jeg har kendt siden vi var 5 og som bor i en mindre by uden for en af de helt store i USA, der introducerede mig for musikken. Musikken faldt i hendes hænder da hendes ældste datter, blev ramt af angst i så voldsom en grad at hun måtte indlægges. Musikken er nu en fast del af deres rutiner og skaber ro i det lille hjem.

Jeg fik også musikken med mig hjem, og har i perioder lyttet mere til den end andre. Den giver nemlig også mig ro og fokus, hvilket er ret fantastisk. Da jeg i mit sidste vikariat stødte på en grænseløs og manipulerende kollega og jeg var nød til at sige fra og frygten for nærmest alt stod lige i ansigtet på mig, var det denne musik jeg satte på for at falde til ro og holde tingene adskilt.

Da jeg genoptog mine skriverier her, efter så mange måneder, så var det til tonerne fra Niels Eje. Det er som om at tankerne daler ned og kan komme på skrift, istedet for at fare fra øst og til vest og blande sig med alt det andet der sker og foregår.

Om ikke så længe tager jeg til brunch med mine brødre, det er første gang jeg skal se dem siden den yngste brugte en hel fredag på at svine mig til og også siden min mor blev indlagt og behandlet for en blodprop i hjertet. Jeg var ellers lige kommet af med den lyserøde elefant, nu tænker jeg den er tilbage igen. Jeg glæder mig til at se dem, men nogen gange ville det være så meget lettere at lade være. Så slap jeg for alt det der underforstået ‘ det er så synd for mor’ og ‘mor er den bedste i verdenen’. For selvom jeg nu nok er et indlevende, empatisk og forstående (?) menneske, så forstår jeg jo faktisk ikke at de har det sådan. Så her til morgen spiller Musicure på anlægget – i håb om at der gror teflon på mig, så jeg kan nyde mine nevøer og skide højt og flot på alt det andet. For når alt kommer til alt, så har det jo faktisk meget lidt med mig og mit liv og gøre, længere.

Hvorfor er lykken så lunefuld?

er jeg sikker på at jeg skrålede sammen med Lars H.U.G den gang i begyndelsen af 90’erne da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Spørgsmålet og sangen dukkede op i mit hoved, da jeg her til morgen, endnu engang, blev vækket af en uhyggelig drøm hvor min mand vendte mig ryggen og var urørlig og ikke til at nå – på vej væk fra mig.

Mine mareridt plejer ellers at handle om at jeg begynder at ryge igen, nu her 9. år som ikke ryger er det stadig en mareridts tanke.

Heldigvis så finder min mand sig i at jeg lægger mig oven på ham i hans arme og falder til ro, nu jeg kan mærke ham, høre hans snorken og mærke hans hjerte banke. Men hvorfor drømmer jeg det? Der er intet der tyder på at min mand er ved at stille træskoende et andet sted, snare tværtimod – der bygges rede her i forstaden på fulde gardiner. Ja også sådan rigtigt, der bliver sat nye lamelgardiner op i alle vinduer.

Så hvorfor?

Tanken der slog mig var, at jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde før har haft en så lang periode hvor livet har været godt – ja nærmest lykkeligt. Ikke dermed sagt at der ikke bliver grædt tåre, undret, skældt ud, frygtet og alle de andre følelser der førhen hørte mørket til. Men bundklangen når de rammer er en anden, så ekkoet bliver ikke destruktion og angst. Men snarer som en del af livet, hverdagen og udfordringen. Men jeg er ikke vant til at livet og eksistensen ikke er truet og mørket, det altopslugende mørke ikke ligger lige om hjørnet. Jeg tænker at det er derfor jeg drømmer som jeg gør – fordi det der for alvor kunne få mig ud af kurs, ville nok være hvis min mand pakkede sine sydfrugter og slog lejer et andet sted. Men heldigvis ved jeg når jeg vågner helt, at det gør han ikke og min eksistens er slet ikke så truet som en lille del af mig stadig frygter.

Men måske skal der mere end et par års erfaring med at livet ikke ramler, at mørket ikke kommer og tager mig tilbage, før hele mig ved det. Oplevelser skal have tid før de bliver til erfaring, skrev min ynglings lektor på uni i en af hans bøger. Jeg tror han har ret!

Mørke dage

Midt i al det gode, det spændende, midt i al ventetiden og arbejdstiden, så kravler der også en mørk dag op af hatten i ny og næ. Sådan en havde jeg igår, jeg vidste det lige så snart jeg slog øjnene op, at jeg orkede ikke at tage på kursus. Selvom det var et spændende kursus og også en god mulighed for at networke i mit nye stift, så meldte jeg fra med forklaringen at jeg havde meget arbejde. Det har jeg også og jeg har haft meget lange dage på kontoret i selskab med julesalmer og tjenester. Så samvittigheden plagede ikke da jeg valgte at tage mig en omsorgsdag.

Jeg sad i min I love New York pyjamas og uldsokker hjemmestrikket af veninden med det talent, det meste af dagen her i vores forstadshjem. Jeg fik set et par afsnit af Band of Brothers og så fik jeg hæklet disse dimser. Jeg fik ynket mig selv lidt og grinet af mig selv lidt også og så fik jeg drukket en masse grøn te fra Perchs.

I dag har jeg det bedre og glæder mig til min første børne gudstjeneste i den nye kirke – jeg skal fortælle historien om englen der nægtede at synge. Jeg kan den med stemmer 😉

De rolige morgener

Jeg elsker de rolige morgener og formiddage som jeg har i ny og næ. Der er tid til at sidde i pyjamas længe, med morgenkaffen i det store krus fra New York City og læse blogs, artikler eller blot surfe efter billedrammer. Jeg kan svare på de posts der rør mig, følge med der hvor jeg faktisk følger når der er tid og overskud. Jeg kan skrive og tænke tanker i mit eget tempo, det rolige der ligsom bringer større smil på dagen.

I dag frydes jeg over rosen, som jeg fik igår. Rosen der er gået videre til topchefen – det varmer! Jeg nyder roen og renligheden i vores forstadshjem og glæder mig over at vi har været et par redebyggere i den senere tid. Jeg glæder mig til en eftermiddag i den kirke, hvor de faktisk glæder sig over jeg er der og at det er godt vejr når nu vi skal på tur. Jeg smiler ved tanken om at jeg faktisk kan gøre en forskel, ved at være den præst jeg er og at jeg gør en forskel i mit eget liv ved at være det menneske som jeg er blevet.

Hormonerne giver skarpere kanter, og min mand kalder mig en prut, med et glimt i hans dejlige rummelige øjne, naturligvis. Ventetiden er lang, men fyldt ud med det gode.

Jeg frydes, ydmygt naturligvis, over at så meget giver pote i hverdagen. Mit arbejde med kosten, følelserne og livet bære frugt – jeg har tabt mig mere end Fertilitetslægerne krævede og er ikke længere svært overvægtig ifølge mit BMI. Jeg vejer nu et tocifret tal, for første gang siden 2010.

Så selvom jeg indimellem græder meget salte tåre over fremtidens uvished og fortidens lag, så er der så meget at glædes over alligevel – det må være det de kalder livet.

Mens vi venter

på svar af både den ene og den anden slags, så er der fuld drøn på arbejdet. Efter konflikten er løst, og jeg nu er på fuld tid, så har det været en fornøjelse at være præst i udkanten af København.

Jeg har overskud og faktisk også overblik. Jeg ved at jeg har og får travlt, men det gør faktisk bare at jeg siger til og fra og sætter grænser, både på job og i privaten. Jeg får arbejdet fra hånden i god tid, og det efterlader rum til at få de løse ender, der altid opstår, bundet sammen lidt hurtigere og bedre end ellers. Så det der med at sige fra og sætte grænser, kan altså anbefales. Også selvom jeg stadig til tider kan få stik af ondt i samvittigheden over at jeg gør det, så gør jeg det alligevel. Naturligvis er jeg også godt opmuntret af min provst der leende sagde at han ville ønske at flere præster ville gøre det.

Jeg glæder mig til mine mange opgaver de næste to måneder, jeg går nu til minikonfirmand og det er et umådeligt godt samarbejde jeg har med en kollega, der er så inspirerende at lære fra. Jeg skal prædike for børn, dåbsgæster og måske biskoppen, bliver der truet med.

Så får jeg ros, ikke kun skulderklap og smil af kirketjenere og præster jeg i forvejen er veninder med. Nej, jeg får mails og breve fra de mange pårørende jeg er i berøring med, jeg får smil og varme ord fra mange i menigheden og også ros for mine ord og prædikener. Jeg har en kollega der høre rosen rundt omkring i sognet og giver der videre til mig. Det er fantastisk og jeg nyder det meget.

Jeg har fået ros før, men noget i mig har altid tænkt at det er fint med ros – men når nu jeg ikke får jo af det så! Men her kan jeg mærke at jeg gør en forskel, og jeg gør en forskel for mig selv også. Det gør altså successen til en anden frugt at spise.

Så imens vi venter, er der ro og dybe vejrtrækninger og succes.

Lykken er ikke en Levis’ mås

 

Men jeg føler mig nærmest lykkelig når jeg skruer min mås ned i et af de par Levis jeans, som jeg slæbte med hjem fra USA.

Jeg har egentlig aldrig rigtig været fokuseret på mit ydre, eller det er måske ikke helt sandt, for jeg tror gerne jeg har villet kunne det der med det ydre men det har ligsom bare ikke rigtigt ligget i kortene.

Jeg kan godt huske at jeg altid har været facineret af make-up’en i min mors skab på badeværelset. Da jeg var en 11-12 år husker jeg en sommer i de  magiske jeans shorts med indianer broderi som jeg havde fået af familien i USA, med den seje bluse med det røde logo som gjorde det sejt at jeg havde stjålet min mors røde læbe stift. Sammen med legekammeraten gik vi så med røde læber i skoven langs åen, så ingen rigtig så det. Vi var så seje.

Jeg husker også at tidelig være for tyk, jeg husker at stå i omklædningsrummet et sted i det lokale storecenter og høre min mor sige noget ala Nej skinny jeans skal det nok ikke være, det ser ud til at hvalpefedtet er kommet for at blive på hende. Imens hun kastede med hovedet som om hun havde sagt noget sjovt. Jeg husker følelsen af total ydmygelse. Jeg husker at mor sendte over til barndomsveninden som jo kunne lære mig at klæde mig smart, og der stod jeg med hendes boxershorts i neonfarver og havde bare alt for grimme knæ.

Siden da, tror jeg min konfirmations dag var den eneste dag jeg følte mig særlig smuk på, den gang.

Som voksen har jeg altid været overvægtig, så er man jo aldrig rigtig smuk også selvom man har et kønt ansigt og er god til at lægge make-up (jo tak?)

Efter at have lagt 55+ kg bag mig, så er det både det ydre og indre kommet gevaldigt i fokus. Forandring på begge sider har været min følgesvend de sidste mange år. Men de sidste år har det været den indre forandring der har været i fokus, rejsen ud af barndommens fængsel og ind i fremtiden. Jeg har taget favntag med min spiseforstyrrelse, min familie, mit liv og mine ønsker og drømme for fremtiden. Jeg er fandme stolt af mit arbejde og mig selv. Den indre forandring ses tydeligt synes jeg.

I USA fik jeg lyst til og håb for en anden forandring, nemlig den ydre. Måske er det det der skal til for at tabe de sidste famøse 25 kg, måske skal der bare orden i det indre før det giver mening at tage fat på det ydre? Jeg ved det faktisk ikke, men det jeg kan mærke er at jeg har lyst til neglelak på neglene, make-up og læbestift, læderjakker og støvler, tasker og smykker i mange farver. Jeg tror måske jeg har lyst til at ydre mig og indre mig stemmer overens?

Jeg har ikke lyst til at være overfladisk, for det synes jeg bestemt ikke jeg er. Men jeg har lyst til at overfladen glimter lidt også.

Det smukke efterår II

I mens jeg lander oven på konflikten, der fik en, for mig, positiv udgang og samtidig vender mig til en krop fyldt med hormoner og et kommende efterår fyldt med dejlige udfordringer, er det gået op for mig at jeg har glemt at invitere til fødselsdag, jeg bliver snart 39 og jeg har også glemt at købe bryllupsgave til min mand. Jeg når det nok og jeg er godt med i livet, blev jeg enig med min terapeut i dag. Hun var så stolt af mig, så jeg troede næsten hun ville briste. Det gør hun heldigvis ikke – jeg har brug for hende, lidt endnu.

Der var ros fra lægen på Hvidovre, hende den strenge der kigger over brillerne og sige ‘pjat med dig’ og ‘kom så igang’. Bedre kolesterol tal, næ de var fine var de og kalk og meget af det andet ser fornemt ud. Zink og Jern får ekstra opmærksomhed og vi ses om 4 måneder, der er du nu nok gravid alligevel. Du bliver lige fyldt op med Jern i næste uge – ja tak og farvel!

Jeg brugte efteråret som inspiration til morgenens prædiken, der var ikke mange kirkegængere på bænken – så jeg bruger den nok igen.

Efterårs skyerne ligger tæt hen over byerne, der er varslet mere regn og blæsten får de blade der allerede har givet op og overgivet sig til bladdøden, til at hvirvle over cykelstien på min vej. Nu er det ikke kun udsalgsaviserne der fortæller os at det er efterår, jeg kan se det med mine egne øjne. Farverne og løvfaldet varsler om det vi alle ved kommer og når solen, alt for sjældent, velsigner os med sine lune stråler så ser vi at den står lidt lavere på himmelen. 

Vinteren lurer lige om hjørnet.

 Jeg elsker efteråret med al dens foranderlighed, jeg elsker følelsen af at stå og være tilskuer til naturens kamp mellem livet og døden. Hvordan livet krampagtigt fastholdes i det løv der næsten til det sidste nægter at give op, først bliver det gult, så rødt og så til sidst flyver det væk i efterårsstormen. Vi kan alle mærke det, især om aftenen og om morgen, hvor kulden kan bide noget så forskrækkeligt. Men når vi så i ny og næ, står i solens gyldne stråler så kan vi stadig fornemme at noget ikke helt har givet op endnu. De samme stråler der i genskæret fra kastanjetræernes rødmen, får en ekstra dimension og måske synes at være lidt mere gyldne og lidt lunere.

 Den krispe morgenluft, der i skumringen kan suges helt ned i lungerne og får livet til at synes både overkommeligt og herligt i lige det øjeblik. En tur i efterårsskoven, på marken eller i parken, synes jeg er livsbekræftende i episke dimensioner. Jeg synes at lige netop efteråret med sine smukke farver og helt uberegnelige vejr, giver os mennesker en gave der kan tages med ind i vinterens kulde. Nemlig bevidstheden om at den kamp som Sommeren, lige nu, taber til Efteråret, den vinder foråret igen over vinteren om nogle måneder. Så spirer verdenen på ny og livet få igen plads, lyset bliver varmere og man kan mærke at sjælen vågner op til dåd, ligesom verdenen uden omkring os.

 Det er livets og naturens cyklus, noget må dø før noget nyt kan opstå. Lige her i efteråret, står guds skaberværk klokke klart i al sin pragt og minder os om livets forgængelighed men også at på den anden side, så spirre alting igen.

 Man kan ofte stoppe op og forundres, over vejret, årstiderne og livet. Hvordan livet fra tid til anden føles som et puslespil, hvor enten ingen brikker passer sammen, eller at de uden man helt ved hvorfor pludselig falder i hak.

 Alting har sin tid står der så klogt i prædikernes bog, men jeg har det med at glemme det. Nogen gange så går det ikke stærkt nok, så vil jeg have tingene til at ske, måske nok før det egentlig er tid til det. Jeg har ikke tid til at vente, jeg finder en anden vej – løsning – eller et nyt mål. Andre gange så går det alt for stærkt, der sker så meget og det føles som om at livet og tiden render igennem hænderne og man kan næsten ikke gribe fat i det og fastholde øjeblikket. Man kan have så travlt med at komme frem til der hvor det sker, så man helt glemmer at være der, når man lander.  

Tid er en kostbar vare, i en tid hvor der næsten ikke er råd eller tid til at stå stille.

Men med efterårets komme er det som om vi bliver tvunget, bare lidt måske, ned i omdrejninger. Dagener er kortere, mørket bliver lidt tungere. Det er ikke så fedt at grille udendørs eller tage et slag rundbold med ungerne på plænen, i +5 grader. Skønheden er betagende, vi bliver nød til at stoppe op, et sekund eller to mere end vi ellers ville have haft gjort. 

Alting har sin tid

 Når mørket falder på så er det tid til at tænde vi lys, i vinduskarme, reoler, ja hjemme hos mig er der også stearinlys i køkkenet og på badeværelset. Om ikke så lang tid så er der kalenderlys og adventslys til at give mørket kamp til stregen. Så kommer dagene, de aller korteste af dem på året hvor det er tid til at blive husket på at der er et lys som aldrig kan slukkes. 

 Livets lys, kærlighedens lys, det evige lys.

 Det lys der kommer fra Gud, og oplyser vores mørke. Ikke kun årstidens mørke, men menneskenes indre mørke. Men mere om det når advent og jul står for døren. Nu vil jeg tænde lys for tiden, det at Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.  Amen

Blog på WordPress.com.

Up ↑