Hvad skal vi nu?

Det runger i lejligheden når jeg går over dens knirkende gulve. Der runger tomt, alene fordi der er ryddet op og gulvene er vasket.

Tomheden ekkoer mit indre.

Du er her ikke

og det er godt – hvilket er skidt.

Vaskemaskinen snurre i baggrunden og efterårsvinden rusker i træerne og kastanjerne rasler ned til stor glæde og begejstring for vores lille barn.

Du er her ikke og ser det ikke. Når hun rækker sine hænder frem og stolt frembringer skatte i grønne og brune farver, vi glædes, hende og jeg og vi samler flere til lommerne revner og hænderne bliver kolde i vinden. Så bringer vi skattene hjem, hun græder over dem der tabes på vejen i vinden, jeg trøster og vi ser på skatten og pakker den ud.

Du er her ikke.

Du gjorde mig fortræd – alene ved at være dig – og noget inden i mig gik i stykker.

Der har været tomt siden du tog afsted – din plads i sengen er fyldt med puder – din stol er tom ved bordet, men jeg ser det ikke.

Jeg mærker kun at glæden ind i mellem er halv, at travlheden er dobbelt og boldene i luften mange.

Jeg mærker intet savn – men mangel.

Du rækker ud – igennem cyberspace og telefon og jeg overrumples af tomheden og ekkoet der dør hen.

Jeg er bange – for hvad skal vi nu?

Reklamer

Mother dearest?

IMG_4271

Jeg skeler til klokken, den er 9.07 – dagen har været godt i gang længe og jeg ved, at hvis jeg ikke er opmærksom på tiden, så kan jeg blinke og uret har tikket 13.09 og dagen er ved at være brugt op. I livet som arbedsløs så bliver tid en markør med flydende kanter. Nogle dage går tiden langsomt nok til at alt det jeg gerne ville nå, bliver nået og andre dage så halser jeg efter tiden som en tæve i løbetid. Om lidt skal jeg i job igen, og så bliver tiden knap og skal sættes i skema for at få enderne til at hænge sammen. Min kalender, din kalender, bedstes kalender og andres kalender skal matches, sammenlignes, planlægges og det skal helst gå op i en højre enhed.

Tiden går – Tik Tak siger lille A, når der er et ur i nærheden. Det er sødt!

Ind i mellem så føles det som om tiden står stille, eller at noget aldrig rigtig forandre sig, tiden og følelsen af forandring til trods. Min terapeut kalder det noget med at min historie kommer på besøg. Altså at følelserne jeg står med nu, forstærkes af følelser fra fortiden. Jeg ved at når jeg bliver forfærdelig rasende, ked af det, ond i sulet eller mest virkelig virkelig vred – at så er det min historie der blander sig i min nutid og forstærker følelsen af vrede, afmagt, fortvivelse og det bliver til raseri, tåre og hårde ord.

Jeg har identificeret en del af mine historie markører. Uretfærdighed er en af dem, for når man vokser op som barn af en Narcisist så er uretfærdighed en evig følgesvend. Dels sympatien med Narcisistens evige oplevelse af at alting er uretfærdigt, men faktisk også fordi grov forskelsbehandling er en del af hverdagen. Egoisme er en anden og krav om at tilsidesætte egne behov for andres behovsdækkelse en tredie. Også typiske træk hos en Narcisist at afkræve og opdrage sit barn, det barn der nu engang får tildelt den rolle, til at dække sine behov og på den måde vokser barnet op med en klokkeklar viden om hvordan man dækker forældrens behov, men uden evnen til at tage vare på sine egne.

Så ofte når min nutid kommer i karambolage med min fortid så er det fordi andres egoisme eller behov kommer på banen. Eller at andre kræver af mig, eller forventer at jeg skal tilsidesætte mine behov for deres. (Lille A helt og aldeles undtaget lige her. Her er det mit job at tilsidesætte egne behov og det gør jeg uden besøg af historien eller andet.)

ER DET DIT BEHOV? har min terapeut fået mig til at skrive på en post-it og sætte på skærmen. For begynder jeg at ignorere mine behov og tilfredsstille andres, så lander jeg med begge ben i fortiden.

Et nyt behov er dukket op i den sidste tid, et behov for at slippe vreden. Grundvreden mod min mor, min barndom og opvækst. Jeg orker ikke mere vrede og den gør ikke noget godt for mig på den lange bane. Vreden har været en god katalysator for mig, til at tage afstand fra hende og få fred i mit liv. Tage kontrollen og skæbnen tilbage. Men nu vil jeg gerne give slip og tilgive.

Tilgivelse er et stort ord og jeg bruger det sjældent i samme sætning som min mor. For hvilke konsekvenser har tilgivelsen? Skal vi så have forsoning på banen? Et forhold? skal hun have et forhold til mit elskede barn? NEJ tak!  Men hvad så?

Det er mit behov for at slippe vreden det handler om, hvad der følger med når jeg krydser den bro, må jeg tage mig af der. Men jeg orker ikke være vred længere, jeg vil gerne sætte mit fokus et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at i fremtiden spiller min historie, en væsentlig mindre rolle i min nutid end den gør nu.

Kloge mennesker siger at der skal tilgivelse til, og er det, det der skal til, så er det det, jeg vil arbejde på. For vreden er ikke længere min drivkraft, det er kærligheden til min datter, min mand, mit liv og min fremtid. For størst af alt er kærligheden.

Hvad med kærligheden til min mor? Den er der ikke, den er væk. Er tilgivelse ikke en kærligheds gave? Hvis den er, så må det være ud af kærlighed til mig selv.

Kære Fru overlæge

Din, måske henkastet eller måske endda humoristisk ment, bemærkning om min evne til at varetage moderskabets udfordringer, når nu jeg i en periode havde haft svært ved at tage mine vitaminer, var ufølsom og vidnede om alt det du ikke har læst i min journal og måske også om en række lægelige fordomme.

Men nu skal du høre her: Min mor tog altid sine vitaminer, troligt hver eneste dag. Rødbrune multitabs i brune glas med farvede mærkater på. Men det har ikke været en garant for at hun dermed også var en fremragende mor. For hvad min journal ikke fortæller dig er at jeg er vokset op med en mor og i et hjem hvor, hvor daglige kys, rene underbukser og madpakker ikke var normen. Det var til gengæld fysisk afklapsning, psykisk vold, latterliggørelse og følelsesmæssig incest. Min barndoms ensomhed og mørke er en uhyggelig historie om en pige der aldrig var rigtig, det rigtige sted eller kun havde berettigelse når hun spillede rollen hun fik tildelt. Jeg voksede ikke om med evnen til at afkode sociale sammenhænge, så jeg var altid skæv eller bare lidt forkert på den. Til gengæld så voksede jeg op med evnen til at afkode andres følelser, så jeg kunne være på forkant med de slag, den kulde eller de ord, jeg inderst inde vidste kom. Jeg kunne afbøde min stedfaders voldsomme verbale udfald mod min mor, ved at kaste mig ind i skudlinjen og redde min mor. For så kunne det være at jeg ikke den dag var den forkerte datter. Jeg voksede op med en klar bevidsthed om at være forkert og ikke have værdi. Hvad der blev barndommens trøstespisning, blev til en spiseforstyrrelse der var min tro følgesvend de næste 30 år og årsagen til at dine og mine veje nu krydses.

Til trods for min opvæksts følgevirkninger, af dårligt selvværd, manglende selvtillid, og manglende evne til at tage vare på mig selv. Så havde nogen plantet et lille frø, en tro, en lille stemme inden i som gjorde at jeg brød barndommens mønster. Langsomt, ganske langsomt. For man vokser ikke op i et hjem som mit, og bare forlader det. Men, trods ordblindhed fik jeg en studenterhue, det tog mig lang tid, men den er min. Jeg på begyndte et univeritetsstudium, som jeg, trods for de mange år med angst og depression som følgesvend, stolt afsluttede i 2009. Jeg er ordineret præst og virker som sådan og jeg er drøn god til mit job! Jeg mødte en mand der kunne rumme mine mange ar fra barndommen, en der elskede mig betingelsesløst for første gang i mit liv, ja også da jeg med mine 159 kg blev kørt på operationsgangen. Efter 170.00,- kr i terapi, kunne jeg sige farvel til min spiseforstyrrelse. Jeg måtte også tage afstand til og afsked med min mor, som stadig lever, bare ikke i mit liv. I 2013 blev jeg mor til den smukkeste lille pige og jeg er en god mor. For jeg har betingelsesløs kærlighed i overflod, jeg har tid til hende og jeg elsker hende for den hun er. Et nysgerrigt og kærligt lille væsen.

Jeg har brugt største delen af mit liv på at ikke tro at jeg nogen sinde ville blive lykkelig, at jeg ikke fortjente eller kunne opnå det der skulle til. Mand, børn, karierre – Ja, bare det at kunne leve og trække vejret frit, fri for sorgen, angsten, skylden, skammen og mørket, det troede jeg aldrig ville være muligt. Men det har jeg kæmpet mig til – Mod alle ods.

Omvæltninger i mit liv vil altid være en udfordring, der er mange ting der resten af mit liv vil være en udfordring. For jeg kom ud af mit barndomshjem slået i mange tusinde stykker og nogle af de sår bliver aldrig hele. Men jeg kæmper videre for livet er fantastisk og det er det hele værd. Ja, jeg glemmer i perioder at tage mine vitaminer, fordi livet bliver overvældene. Men det er kun en periode, så op på hesten igen og afsted derudaf. For sådan er livet, det er ikke en perfekt forestilling hvor alting står på rette plads til rette tid og alle udfører deres roller til perfektion og stående bifald. Livet er rodet, overvældene og overraskende, det er det uperfektes holdeplads, Heldigvis!

Din bemærkning var sående og ikke på sin plads, for du tog ikke hele mennesket med i din betragtning. Vi har alle en historie der gør os til dem vi er. Det er mere end navneskilte, overlægetitler og resultater af en blodprøve. Nu kender du min.

Med ønsket om en velsignet jul.

Tillykke og farvel?

DANNEBROGSFLAG-4

 

I går havde min yngste lillebror fødselsdag, han blev 25 år gammel. Da lyset var slukket og det kun var væggeurets digitale tal der oplyste soverværelset, tænkte jeg på dengang da det kun var storesøsters lasagne der var god nok til fødselsdagsbarnet. Og jeg valgfartede med stor glæde til barndomsland og lavede mad og hygge sammen med ham. Jeg tænkte på hvor tætte vi var, engang. Hvordan han da han var på Lille As alder kravlede ind i min fodende om morgenen og så puttede vi, eller stod op og legede. Jeg tænkte på hvornår vi sidst havde det sådan rigtig hyggeligt sammen. Det er længe siden, jeg kan ikke sætter fingeren på hvornår. Hvornår sluttede det, det her gode nære søskende forhold?

Da jeg flyttede herud i forstaden, sluttede overnatningerne. Dels fordi vi har altså kun to rum, dels fordi Hr. R ikke bryder sig om overnattende gæster, han føler sig ikke tryg ved det og dels fordi min lillebror nu havde et så ringe forhold til bad og renlighed, at sofaen stank af ham i dage efter han havde overnattet der. Den tid var nok begyndelsen på enden. For lillebror blev skuffet og mente at Hr. R ødelagde noget. Jeg ved min mor, allerede dengang stod i hendes ende og forstærkede Lillebrors harme, vrede, og manglende forståelse for forandringen.

Lillebror blev liberalist, det er jeg ikke og jeg fattede simpelt hen ikke (og jeg fatter det stadig ikke) hvordan et menneske som aldrig har tjent sine egne penge, som har fået alting forærende, som aldrig har oplevet angsten for ikke at kunne betale sin husleje eller mad til resten af måneden og katten, kunne blive så glødende liberal og så ondskabsfuld omkring det. Det var nok det næste skridt, jeg kunne simpelthen ikke rumme hans holdninger som ingen bund havde i den virkelighed almindelige mennesker lever med og i. Så snot hamrende forkælet stod han der og havde holdninger om ting, han aldrig selv havde været i berøring med. Jeg kunne ikke rumme at være sammen med ham når han åbnede munden, så jeg inviterede i biografen. Vi så film på stribe og spiste burgere. Vi fandt en måde at være sammen på, uden at aldresforskellen på de 16 år og vores modsatrettede holdninger til liv og mennesker kom i klemme, alt for meget. Min mor hånede mig for at behandle ham som et barn, jeg kunne ikke rigtig sige at det var den eneste måde jeg kunne holde ud at være sammen med et af de mennesker som jeg elskede højest i verdenen.

Så sagde jeg farvel til min mor, for nu 3+ år siden. Min lillebror holdt fast i at jeg var hans søster og basta, han kom til min julegudstjeneste det år. Vi sås og vi talte ikke meget om det med mor. Når han spurgte svarede jeg, ærligt. Når han spurgte om jeg mente at mor var skyld i hans, på det tidspunkt markante overvægt, svarede jeg ja. For jeg husker den dag min mor stod i køkkenet og rasede over at han havde spist den chokolade der var gemt væk og klar og tydeligt sagde at nu måtte den dreng altså selv tage ansvaret for sit eget fedt, det kunne ikke længere være hendes problem.

Han var 13 år gammel. Dengang.

Men som årene er gået siden brudet med min mor, så er afstanden mellem min elskede bror og jeg øget. Han blev mere og mere tyrannisk at være sammen med, og tyranniserede søskende middagene med sin selvbestaltede position som madkritikker og aftenerne med sine hånlige bemærkninger om vores uddannelse og levevej. For at være Cand.Teol var jo ‘a walk in the park’ i forhold til hans kommende Bachelor i It dimmelimmer.

Da lille A kom til verdenen, havde jeg ikke overskud til besøg – af ham, for det krævede så meget, han skulle have speciel kost og han kunne kun komme på tidspunkter hvor barnet jo græd og nægtede at sove. Det første halve år med hende var sg så hårdt at jeg ikke kunne overskue ret meget. Men han kom dog til min 40 års, sidste år, det var første gang han mødte hende. Han er ikke god til små børn. Men han prøvede. Det var oktober sidste år. Han kom også til dåben i December, han sagde ikke meget og så mig ikke i øjnene og talte med få ord. Jeg hørte ikke noget fra ham i starten af 2014, han havde travlt. Dog så kom han til middag i påsken, det var faktisk for engang skyld hyggeligt, roligt og dramafrit.

Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden.

Jeg har løbende sendt ham billeder, små videoer af Lille A og smser, han svar aldrig.

Jeg ved godt at jeg bliver straffet, for afkaldet på min mor, Jeg ved godt at han er i en klemme, for han lever af og hos vores mor.

Jeg skal bare blive ved med at gøre det jeg gør, så skal det nok ordne sig, siger de..

Men jeg tror ikke på det længere. Det kærlige barn som jeg trøstede for 20 år siden, blev til en teenager jeg kun ind i mellem kunne nå, blev til en voksen mand som jeg ikke kan genkende. Det jeg dog genkender er min mors narcesisme, som gennemsyre ham.

Jeg tror aldrig jeg får et forhold til ham igen, jeg tror aldrig vi kommer til at nærme os hinanden igen og jeg tvivler oprigtigt på at han er en aktiv del af det liv der kommer og det gør så ufattelig ondt.

Tårene fra igår aftes, triller nu igen. Det føles så endegyldigt at skrive det højt, det som har brygget i mig længe.

Farvel? er det det? Men jeg elsker ham jo?

Ferietid

20140729-224812-82092965.jpg

Er er ikke meget af her i forstadslivet. Et år på barselsdagpenge efterlader ikke meget optjent ferie. Heldigvis så har præsteriet fem søgnedage man kan benytte sig af, også som vikar. De to af dem har jeg brugt i denne uge til at tage på miniferie for lille A og jeg, hos familie på den sjællandske nordkyst.

Lille A havde en fest, med sand, strand, have og Fuglebad med mere vand. Blomsterkrukker og familie der synes at hun var vidunderlig.

Jeg nød mødet med barndommens ferieland og samtaler med min mors søster om hvad der var, det der er og det der kunne blive til noget.

Jeg elsker at jeg har familie der vil mig, men det er svært. Der er vante roller og de er ikke altid lige gode for mig. Der er dog også så meget nyt, at der er rum for forandring.

Eller måske er jeg bare ikke en familie person? Måske er det for tideligt at blive indlemmet på ny, eller for sent?

I alle tilfælde så er der meget at tænke over, meget at fordøje og meget at være taknemmelig for.

En stime blev det ikke til..

20140215-142926.jpg
Lille A’s søvn, eller mangel på samme i dagtimerne er en evig udfordring i vores forstadshjem. Også et evigt ophav til dårlig stemning og diskusion mellem hendes forældre.

Jeg tør næsten ikke sige det højt, men måske er det derfor at hun sover ‘bedre’ i hverdagen? Ingen super trykket stemning og irritations grynt fra faderen og ingen kedafdetmor.

Her går det godt, måske vi skal få ringet til parterapeuten – igen!

Lille A sover 35 min om formiddagen, det er godt nok ikke meget. Igår 1 time og 20 til eftermiddag, heller ikke helt nok. I dag 35 min igen til eftermiddag, nu, efter en uautoriseret amning, ligger hun nu i sin fars arme og han sidder på pilatesbolden – igen.

Hvad gør vi nu? Bliver ved med at lægge hende i barnevognen og håbe på at det bliver bedre det med søvnens længde? Eller er det tilbage på bolden, som virker – men giver stressede forældre.

Hvorforskaldetværesåsvært!?!

Der er så stille nu

20140214-133144.jpg

Er det Lis Sørensen eller Søs Fenger der sang det i en 80’er slager?

Men det passer meget godt, her i vores hjem lige nu. Alle lydene udenfor, fejemaskiner, flyvemaskiner, og fredagsglade forstadsfolk trænger ind i min stilhed.

Lille A sover på altanen og jeg sidder med benene oppe. Dog uden jeg sådan for alvor ved helt hvad jeg skal gøre af mig selv.

Måske skulle jeg skrive en liste over alt det jeg kunne gøre og så bare blive siddende lidt endnu.

Rabbits

20140208-164639.jpg

Vi har fået styr på morgenerne herhjemme og det er fantastisk! For det første så hjælpes vi ad, vi sidder ned sammen og spiser morgenmad sammen – som en rigtig familie – og der frigives på den måde dejlig mor og datter lege tid, iden det er afsted med og i barnevognen.

20140208-164948.jpg

Eneste ulempe er at det nu går op for lille A, at far går om morgenen. Og det resultere i utrøstelig gråd, så snart hoveddøren smækker efter ham. De første dage prøvede jeg at distrahere og trøste ved at kigge i spejl og ud af vinduet – lige meget hjalp det.

Så moaren her tændte for tv’et og disse gutter dukkede op og stoppede al gråd. Det er en skøn skøn fransk animations film og ja moderen er nok lidt mere vild med kabinerne end A, men mon ikke det går for 10 min om dagen.

20140208-165656.jpg

Hvis ansvar er det?

20131005-160239.jpg

Dette citat rammer plet i min verden og tanke om ansvar og barndom.

Når forældrene har gjort deres for at skabe et sundt og godt menneske, kan du tale om personligt ansvar”

Det glemte mine forældre, de var alt for optaget af dem selv og deres eget.

Din mor har gjort det bedste hun har kunne ja, men aldrig det bedste for mig – altid kun det bedste for hende.

Kærlige hilsener og tanker…

IMG_4315
Denne uge har været fuld af kærlige hilsener og tanker, nogle af dem mere velkommene end andre. Ikke at man skulle tro det, for den slags burde man jo sætte pris på, ikke sandt? Men det kommer an på afsenderen i mit tilfælde.

Tirsdag modtog jeg den smukkeste buket efterårsblomster fra hjerteveninden fra ‘guds eget land’. Jeg var syg med feber og ondt i halsen, så jeg skulle trøstes. Det er fantastisk at få hjertevarme tanker så langt fra, det gør afstanden mindre og savnet til at holde ud. Hun har lige været her og vi tilbragte en fantastisk eftermiddag sammen og familien kommer igen til Jul og der får jeg en hel dag sammen med hendes døtre. Det glæder jeg mig til, jeg ved allerede at vi skal lave lavendelposer sammen, som deres mor og jeg også lavede sammen da vi var børn. Så skal vi ind i Royal Copenhagen og de må hver især vælge en kop fra Flora stellet i julegave.

Torsdag kom der en pakke fra den mest omsorgsfulde dame vi kender, hun er en venindes mor og vi kender hinanden, men ikke super godt. Hun er et dejligt menneske og hende og hendes mand er så åbne og kærlige at man føler sig i familie med dem, bare ved at have dem på facebook, næsten altså. I pakken lå der uld body’er og en heldragt også i uld til lille A, så hun ikke kommer til at fryse når efterår og vinter for alvor sætter ind. Det er 4 pakke de sender, siden de fik fortalt at jeg var gravid. De har endnu ikke presset på for et barselsbesøg, de vil bare så gerne glæde os. Og glade det blev vi, meget.

Onsdag kom der en bogpakke fra gyldendals børnebogklub, hvad man ikke gør for at finde ud af hvorfor og hvordan de der børn virker. Så en bog om gråd og en om søvn er blevet indkøbt, jeg aner bare ikke hvornår jeg skal få dem læst. Så endnu må jeg klare mig med intuitionen og trial and error.

Samme dag kom der en pakke fra min mor, udmattelse er den følelse der går igennem kroppen når de tager kontakt. Slidt af hele tiden at skulle tænke på modmanøvre og i næste træk. Når henvendelserne er truende og stop fyldte med manipulation, så reagerer jeg med vrede og handling. Jeg bliver skarp og præcis og afværger slaget. Men når brevene engang i mellem er helt normale, uden ret meget manipulation og helt uden trusler og krav, så bliver jeg udmattet og træt ind til benet. For når alt kommer til alt, så vil en lille del af mig jo nok ønske at det altid kunne være sådan, normalt. Det er nok det jeg allermest har ønsket mig hele livet normalitet, men sådan skulle det vist ikke være. For jeg ved kun alt for godt at sådan er det aldrig helt, og aldrig længe af gangen, når det handler om mor. Rundt om hjørnet står næste ydmygelse, krav, trussel eller hvislende ondskabsfuldhed og jeg orker ikke at dukke mig mere. Det har jeg gjort i langt største delen af mit liv, jeg hverken kan eller vil mere af den slags. Aldrig igen hvis jeg kan undgå det.

Da jeg hørte fra min stedfader for en md siden, gik jeg til min terapeut. Hun fortalte mig at tiden nok var moden til at være hård og skære igennem igen, men denne gang så det ikke kan misforstås. Altså, som et plaster, der skal hives af hårdt og kontant. For realiteten er nok den at jeg aldrig kommer til at blive genforenet med min mor. At det ikke handler om at jeg ‘bare’ skal blive stærk nok, for så kan jeg nok klare at være i selskab med hende. Det er jeg nok allerede, men som terapeuten spurgte mig – er den pris du kommer til at betale, for der er altid en pris at betale, det værd? For et møde med min mor, udramatisk eller ej, vil altid komme til at koste mig et eller andet. Højst sansynligt et besøg af spiseforstyrrelsen eller et ‘lock down’ ala de depressioner jeg har haft igennem årene. Altså er det mit grundlæggende velvære og selvværd, som jeg faktisk mener jeg har knoklet og kæmpet for at opnå. Det vil jeg komme til at sætte som indsats i mor ‘rouletten’ og det er for høj en pris at betale.

Så i mit hoved brygger der en mail til hende og min stedfader, en NU må i forstå at i skal lade mig og min familie være mail. Det er som om de ikke rigtig forstår at når man gør et barn fortræd, så kan man altså ikke gå ud fra at man skal være en del af dets voksenliv. Og fortræd, det gjorde de mig. Så meget at jeg nok har været et meget ulykkeligt menneske i over halvdelen af mit liv. Det er jeg ikke mere, jeg er lykkelig hver eneste dag. Prisen jeg betaler for den lykke, overgår ikke glæden, kærligheden, roen og helheden som jeg oplever i mit liv som det er nu.