Sæt ord på

At være i job igen er fantastisk, at være præst giver så meget mening på alle mulige planer. Personligt og bestemt også fagligt. Jeg oplever at, hvad jeg troede svage punkter i min faglighed ikke er det, men faktisk er noget jeg er ganske god til. Det giver rum for læring og lyst til at ville mere. Ville vide mere, gøre mere og blive klogerer. Både som teolog og præst. Det er en ganske dejlig følelse.

Men alt er ikke rosenrødt i pipekraven. Jeg oplever at det at skrive prædikener nærmest bliver en uoverstigelig opgave hver eneste gang jeg skal på prædikestolen. Jeg har mistet mit teologiske/pastorale sprog – har jeg længe forklaret det med. Årsagen er klar, barsel, ammehjerne og længe væk fra fag og prædikestol for at nævne et par forklaringer.

Men min nye lånekollega, satte med sine gode råd fingeren på præcis det jeg havde mistet. Jeg har mistet mine ord. Jeg er faktisk siden Lille A kom til verdenen, ikke fået skrevet – hvilket jo er usædvanligt og ikke handler om at jeg ikke havde noget på hjerte mere. Men der var ikke tid og ledige hænder – der var rigeligt af ord, oplevelser, spørgsmål eller erkendelser der kunne havde været blevet til ord. Men det blev de ikke.

Han fortalte en historie fra sin egen verden, om et uoverstigeligt punkt som han kom over, ved at anskue det fra en anden vinkel. Han fandt en anden vej. Nu vil jeg finde en anden vej ind til mine ord igen. Jeg skal skrive mig vej ind til dem.

10 min om dagen, måske mindre – jeg ved ikke hvor meget der er tid til. Men der er altid lidt tid.

Reklamer

Grøn barmhjertighed – eller tilsæt lidt mere af det gode.

IMG_6380 Tiden er rendt fra mig i dag, indhyldet i overspringshandlinger og madlavning er dagen smuldret mellem mine hænder. Det er sjovt med tiden og dagene. Dagene her går med forberedelse på min 3. prøveprædiken i år. Vi krydser fingre for at 3. gang er lykkens gang. Selvom forandring er skræmmende, så er der noget fantastisk betryggende ved tanken om fast embede, faste kollegaer og en fast menighed. Der er rum for udvikling i sådan en forjættende tanke. Så imens jeg forsøger at liste mig ind på barmhjertighedens væsen, i kærligheden fra gud og når vi mennesker mangler det hele, både barmhjertighed og (næste)kærlighed – så forsøger jeg at blive på min nye sti. Min nye og mere grønne sti. IMG_6385 Det er blevet til mange måltider med mere grønt og mindre kød og det kan mærkes og ses. På mine øjne, på min hud og på mine bukser der ikke strammer som før. Det kan mærkes på mit overskud, på mit fokus og min hukommelse. (også selvom jeg glemte ordet stillads i dag?) Jeg drikker mindre kaffe og mere te, jeg bliver straffet hårdt når jeg så kaster mig over brød og kage og is ind i mellem, for min mave vil helst ikke være med på den galej mere. Jeg har i den senere tid, ikke så meget i weekenden, været vegetar fra 06 – 18, drukket flere grønne juicer og smoothies end nogen sinde før og jeg kan mærke at min krop vil have mere. Hvor det ender, ved jeg ikke, men det ender ikke her. På næste torsdag tager jeg til drop in Yoga og forkæler mig selv med yoga i hele juli. Nå, det var den barmhjertighed der skulle i spil…

Et værelse med udsigt

IMG_0407

Det her var udsigten fra vores værelse i Berlin i sommer og det var en dejlig ferie. Måske er det vejrets omskifteligehed, sol den ene dag og regn den næste, måske er det fordi kulden ind i mellem bider i kinderne, at vi for tiden læges efter Berlin. Det kunne også være at det handler om at når man er på ferie, så er det ok at være lidt rodløs og på vej, uden helt at vide hvorhen.

Herhjemme går vi, endnu engang, og venter på svar. Venter på om det kunne være denne gang at jobbet med præstegården bliver vores. Er det nu vi kan slå rødder et sted, uden altid at være en slags på vej?

Jeg har sagt det før, og derfor kan det lyde hult, men dette kunne meget vel være mit drømme job. Det er ikke de ydre omstændigheder der er perfekte. For min mand vil blive pendler, med over en time hver vej. Men selve præstejobbet, det er mit drømme job. For der er en kollega, hun er dygtig og vi minder lidt om hinanden, så vi kunne blive et fantastisk team. Jeg vil så gerne have en kollega, for jeg har faktisk ikke lyst til at prædike hver søndag. Det er en kvote stilling, så jeg skal ikke arbejde hele lille As barndom væk, det betyder faktisk rigtig meget for mig. Det er et sted hvor der skal bygges noget op, det kirkelige liv har stået på et lavt blus i mange år, så alle muligheder og veje står åbent. Hvilken drøm! Tænk at få lov til at kunne præge sit arbejde på den måde, at være med til at ligge en plan, se fremad, have visioner og kunne udføre dem i virkeligheden. Tænk at kunne få lov til at tænke nye måder at gå med evangeliet på, det er virkelig et drømmejob. Der er bolig med, den er fin – meget fin og det ville være dejligt at komme ud af 2 V’ern og kosteskabskøkkenet. Og det høre også med til drømmen, at have en have for A at boltre sig i, et legehus og en urtehave til mig og mit køkken.

Jobbet er på toppen af sjælland, så det er langt væk fra alle dem vi kender. Men det er tæt på den del af min mors familie der gerne vil mig og min familie. Der er en skov lige om hjørnet, du ved ikke sådan en skov hvor man kan høre motorvejen hele tiden. Nej sådan en skov hvor man kan høre fuglestemmer og bladene under støvlerne.

Sådan et sted, sådan en kirke kunne jeg godt se mig selv og min familie i, i mange år. Ja jeg vil faktisk sige at drømmen om at komme afsted som sømandspræst, den er trådt gevaldigt i baggrunden – hvis dette embede skulle blive mit. For så tror jeg faktisk ikke jeg behøver så meget mere.

Så derude i blogland, kryds fingre send en bøn til gud eller blot en tanke til mig. For nogle drømme går da i opfyldelse ik?

Tudepræsten

bær

Det er åbenbart mig..

Da jeg var barn var jeg utrøsteligt grædefærdig i situationer hvor adskildelse var en del af agendaen. Da vi skulle skifte skole efter 6. klasse, græd jeg som pisket. Da jeg tog på ferie alene med mormor og morfar, uden mine dengang 1 år gamle brødre, græd jeg som pisket. Da vi stoppede på efterskolen efter 9. klasse, græd jeg som pisket – i dag ville jeg ikke kunne deres navne.

Første gang jeg græd som præst efter en bisættelse, var da jeg bisatte ‘min’ første selvmorder. Ægtemandens helt og aldeles alenehed og fraværende deltagelse i højtideligheden og de 5 mennesker i kirken foruden personale, fik noget til at klinge i mig og jeg græd efterfølgende. Min kollega og daværende provst sagde til mig, da jeg hiksede et undskyld for min uprofessionalitet, jeg var endnu ikke ude af pipekraven, at den dag jeg holdt op med at blive rørt, var den da jeg skulle finde en anden levevej.

Siden da er enkelte familiers historie kravlet under huden på mig, og jeg har fældet en tåre. Ikke ofte og aldrig foran de pårørende selv. Da jeg bisatte min bedste vens far, for et par år siden, da græd jeg iført kåbe og krave foran kisten, midt i min tale. Det var ok og naturligt, han havde jo været en del af mit liv også.

Men efter lille A er kommet til verdenen så skal der ikke så meget til. Igår bisatte jeg en mand, hvis kone jeg begravede for 6 uger siden. En mand der med milde og kloge øjne smilede og fortalte mig at jeg havde gjort det godt og værdigt for hans kone. Hans børn, havde grædt og leet på mit kontor og vi havde en god ping pong, sorgen til trods. Da jeg vendte ryggen til familien og rustvognen, faldt tårene lige så stille. Ikke af sorg, men fordi jeg var rørt til tåre over hans og deres historie og familiens velvilje overfor min gerning.

I dag, til en ganske anden samtale, blev jeg så rørt over de pårørenes fortælling om deres sidste tid og omsorg overfor afdøde at der faldt tåre igen. Jeg undskyldte og mente det.

Men, rørt bliver jeg – professionelt eller ej. Nu mere end før. Tudepræsten, måske går det over?

Det havde jeg glemt

Folkekirkens_Logo_Regnbue_C_Neg_CMYK_S.eps

20 min for mig selv det får jeg ind i mellem – lige nu er et af de øjeblikke. Jeg bruger det på at drikke kaffe og spise en ostemad, alt imens jeg læser på ‘pastorlisten’. Et internt netværk for danske præster. Selvom jeg ikke har et job at komme tilbage med når barslen ender om 9 uger, og jeg er glad for at jeg på den måde kan få mere tid sammen med min lille pige. Så mærker jeg alligevel en lyst til at kigge indenfor i den verden der også er en del af mig, men har ligget stille i 10 md. Jeg læser de andres prædikener, og spørgsmål og.. længes er måske så meget sagt, men jeg mærker at noget i mig vågner lige så langsomt. Jeg er mor, lille vidunderlige lille As mor, men jeg er faktisk også præst – og det elsker jeg også at være.

Det havde jeg faktisk glemt.

skriveblokering overstået?

STPETERSBASILICAaltar

 

Egentlig har jeg gået og bakset med et indlæg om de der ting min mand ikke ser, og forskellen på ansvarsområder i familien. Men det bliver et stort himmelråbende lettelsens suk fra mig istedet for.

Jeg har nemlig min sidste Højmesse på søndag på ubestemmelig tid og jeg må tilstå at det faktisk er meget længe siden at jeg har skrevet en original prædiken. Ikke at jeg er gået ukritisk på prædikestolen, men der har faktisk været meget prædikentomt inden i mig næsten i et helt år. Jo jeg har noget på hjerte når det kommer til det med Gud, men det er som om at jeg blev slidt op i det vikariat ude på vestegnen – hvor jeg knoklede i 1½ år – dog uden der egentlig blev sat rigtig pris på mit arbejde. Der var ingen anerkendelse at hente for det store stykke arbejde jeg rent faktisk lagde for døren, ingen sådan rigtig kollegial påskyndelse. Det tror jeg handlede meget lidt om mig, men rigtig meget om den tåbelige situation som vi stod i, uvisheden og venten på afklaring af præsteforholdet og stillingerne. Men det sled et sted inden i, desværre så sled det på min lyst og evne til at forkynde Guds ord – fra hjertet og uden støtte hjul.

Heldigvis så har jeg skrevet fremragende prædikener tidligere, som  jeg har kunne støve af og gøre aktuelle, og heldigvis så har der været hjælp at hente i præsteverdenen – hvor vi udveksler prædikener, taler og gode råd. Jeg har kunne læne mig op af andres originale idéer og så givet dem mit eget præg og teologiske standpunkt. Jeg har vist en enkelt gang gået på prædikestolen med en kollegas prædiken, uredigeret og leveret den som min. Det er der faktisk meget lærdom i.

Men for lidt siden, satte jeg et stort AMEN på den første prædiken rigtig længe som er min, helt min. Ja jeg citerer fra en kronik i politikken og jeg har lænet mig op af mine lektores teologiske udtryk, men det  er min prædiken, min teologi og min måde at skrive på. Om den er helt færdig det ved jeg først i morgen, når jeg læser den igen. Men det gør den ikke mindre til min og jeg er lettet over at de idéer der dukkede op igår, blev til 1300 ord om det med Gud, mine ord!

Så I’m Back – når nu jeg går på barsel. Men så slipper jeg for at gå af, med den lille bitte tvivl om det nogen sinde ville komme tilbage igen – den der evne, lyst og nysgerrighed på at forkynde og fortolke det med Gud ind i vores hverdag og liv.