Hvad skal vi nu?

Det runger i lejligheden når jeg går over dens knirkende gulve. Der runger tomt, alene fordi der er ryddet op og gulvene er vasket.

Tomheden ekkoer mit indre.

Du er her ikke

og det er godt – hvilket er skidt.

Vaskemaskinen snurre i baggrunden og efterårsvinden rusker i træerne og kastanjerne rasler ned til stor glæde og begejstring for vores lille barn.

Du er her ikke og ser det ikke. Når hun rækker sine hænder frem og stolt frembringer skatte i grønne og brune farver, vi glædes, hende og jeg og vi samler flere til lommerne revner og hænderne bliver kolde i vinden. Så bringer vi skattene hjem, hun græder over dem der tabes på vejen i vinden, jeg trøster og vi ser på skatten og pakker den ud.

Du er her ikke.

Du gjorde mig fortræd – alene ved at være dig – og noget inden i mig gik i stykker.

Der har været tomt siden du tog afsted – din plads i sengen er fyldt med puder – din stol er tom ved bordet, men jeg ser det ikke.

Jeg mærker kun at glæden ind i mellem er halv, at travlheden er dobbelt og boldene i luften mange.

Jeg mærker intet savn – men mangel.

Du rækker ud – igennem cyberspace og telefon og jeg overrumples af tomheden og ekkoet der dør hen.

Jeg er bange – for hvad skal vi nu?

Reklamer

Grøn barmhjertighed – eller tilsæt lidt mere af det gode.

IMG_6380 Tiden er rendt fra mig i dag, indhyldet i overspringshandlinger og madlavning er dagen smuldret mellem mine hænder. Det er sjovt med tiden og dagene. Dagene her går med forberedelse på min 3. prøveprædiken i år. Vi krydser fingre for at 3. gang er lykkens gang. Selvom forandring er skræmmende, så er der noget fantastisk betryggende ved tanken om fast embede, faste kollegaer og en fast menighed. Der er rum for udvikling i sådan en forjættende tanke. Så imens jeg forsøger at liste mig ind på barmhjertighedens væsen, i kærligheden fra gud og når vi mennesker mangler det hele, både barmhjertighed og (næste)kærlighed – så forsøger jeg at blive på min nye sti. Min nye og mere grønne sti. IMG_6385 Det er blevet til mange måltider med mere grønt og mindre kød og det kan mærkes og ses. På mine øjne, på min hud og på mine bukser der ikke strammer som før. Det kan mærkes på mit overskud, på mit fokus og min hukommelse. (også selvom jeg glemte ordet stillads i dag?) Jeg drikker mindre kaffe og mere te, jeg bliver straffet hårdt når jeg så kaster mig over brød og kage og is ind i mellem, for min mave vil helst ikke være med på den galej mere. Jeg har i den senere tid, ikke så meget i weekenden, været vegetar fra 06 – 18, drukket flere grønne juicer og smoothies end nogen sinde før og jeg kan mærke at min krop vil have mere. Hvor det ender, ved jeg ikke, men det ender ikke her. På næste torsdag tager jeg til drop in Yoga og forkæler mig selv med yoga i hele juli. Nå, det var den barmhjertighed der skulle i spil…

Mother dearest?

IMG_4271

Jeg skeler til klokken, den er 9.07 – dagen har været godt i gang længe og jeg ved, at hvis jeg ikke er opmærksom på tiden, så kan jeg blinke og uret har tikket 13.09 og dagen er ved at være brugt op. I livet som arbedsløs så bliver tid en markør med flydende kanter. Nogle dage går tiden langsomt nok til at alt det jeg gerne ville nå, bliver nået og andre dage så halser jeg efter tiden som en tæve i løbetid. Om lidt skal jeg i job igen, og så bliver tiden knap og skal sættes i skema for at få enderne til at hænge sammen. Min kalender, din kalender, bedstes kalender og andres kalender skal matches, sammenlignes, planlægges og det skal helst gå op i en højre enhed.

Tiden går – Tik Tak siger lille A, når der er et ur i nærheden. Det er sødt!

Ind i mellem så føles det som om tiden står stille, eller at noget aldrig rigtig forandre sig, tiden og følelsen af forandring til trods. Min terapeut kalder det noget med at min historie kommer på besøg. Altså at følelserne jeg står med nu, forstærkes af følelser fra fortiden. Jeg ved at når jeg bliver forfærdelig rasende, ked af det, ond i sulet eller mest virkelig virkelig vred – at så er det min historie der blander sig i min nutid og forstærker følelsen af vrede, afmagt, fortvivelse og det bliver til raseri, tåre og hårde ord.

Jeg har identificeret en del af mine historie markører. Uretfærdighed er en af dem, for når man vokser op som barn af en Narcisist så er uretfærdighed en evig følgesvend. Dels sympatien med Narcisistens evige oplevelse af at alting er uretfærdigt, men faktisk også fordi grov forskelsbehandling er en del af hverdagen. Egoisme er en anden og krav om at tilsidesætte egne behov for andres behovsdækkelse en tredie. Også typiske træk hos en Narcisist at afkræve og opdrage sit barn, det barn der nu engang får tildelt den rolle, til at dække sine behov og på den måde vokser barnet op med en klokkeklar viden om hvordan man dækker forældrens behov, men uden evnen til at tage vare på sine egne.

Så ofte når min nutid kommer i karambolage med min fortid så er det fordi andres egoisme eller behov kommer på banen. Eller at andre kræver af mig, eller forventer at jeg skal tilsidesætte mine behov for deres. (Lille A helt og aldeles undtaget lige her. Her er det mit job at tilsidesætte egne behov og det gør jeg uden besøg af historien eller andet.)

ER DET DIT BEHOV? har min terapeut fået mig til at skrive på en post-it og sætte på skærmen. For begynder jeg at ignorere mine behov og tilfredsstille andres, så lander jeg med begge ben i fortiden.

Et nyt behov er dukket op i den sidste tid, et behov for at slippe vreden. Grundvreden mod min mor, min barndom og opvækst. Jeg orker ikke mere vrede og den gør ikke noget godt for mig på den lange bane. Vreden har været en god katalysator for mig, til at tage afstand fra hende og få fred i mit liv. Tage kontrollen og skæbnen tilbage. Men nu vil jeg gerne give slip og tilgive.

Tilgivelse er et stort ord og jeg bruger det sjældent i samme sætning som min mor. For hvilke konsekvenser har tilgivelsen? Skal vi så have forsoning på banen? Et forhold? skal hun have et forhold til mit elskede barn? NEJ tak!  Men hvad så?

Det er mit behov for at slippe vreden det handler om, hvad der følger med når jeg krydser den bro, må jeg tage mig af der. Men jeg orker ikke være vred længere, jeg vil gerne sætte mit fokus et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at i fremtiden spiller min historie, en væsentlig mindre rolle i min nutid end den gør nu.

Kloge mennesker siger at der skal tilgivelse til, og er det, det der skal til, så er det det, jeg vil arbejde på. For vreden er ikke længere min drivkraft, det er kærligheden til min datter, min mand, mit liv og min fremtid. For størst af alt er kærligheden.

Hvad med kærligheden til min mor? Den er der ikke, den er væk. Er tilgivelse ikke en kærligheds gave? Hvis den er, så må det være ud af kærlighed til mig selv.

Vil du med?

IMG_5752

På endnu en rejse?

Hvor skal vi hen? – Det ved jeg ikke, men jeg ved at jeg er på vej allerede.

Hvor skal jeg starte, når nu jeg allerede har taget det første skridt, eller måske er det rettere det næste. For mon ikke jeg tog det første skridt for længe siden, tilbage før jeg blev mor og alt i min verden pludselig fik et nyt perspektiv, ny mening og noget helt andet end mit eget navlepilleri blev vigtigt.

Jeg elsker at være mor og jeg er faktisk ret god til det. Det fylder mig med daglig lykke og jeg troede faktisk ikke at jeg kunne blive så lykkelig. Eller rettere i mange år troede jeg nok ikke at jeg fortjente det. Men om lidt bliver hun to og livet nu er noget helt andet end det var for bare et år siden, hvor hun stadig ikke sov uden hjælp fra mor. Den nye vuggestue har givet min lille pige et helt nyt liv og givet mig en enorm tryghed og et overskud som jeg havde savnet. Der er igen tid til at reflekterer, at tænke og tygge og have tanker om ‘hvad skal vi nu lille du’.

Jeg gik i køkkenet – igen. Imellem jobsøgninger og få genetableret netværket som jo i den grad lider under forældreskabet. Så har jeg genfundet glæden i mit køkken. Og jeg husker drømmen, fra før fertilitetsbehandlingen gav pote, om at kunne kreere grønne retter i mit køkken og fylde mit liv op med viden om kål, broccoli og bønner.

Naturligvis så har jeg købt en ny kogebog og læst nye sider på nettet og set en ny film eller to, som inspirator. Som akademiker, så kan jeg ikke komme uden om at snuse viden op er en del af ballet.

Men vigtigst af alt, jeg har tid til og glæde ved igen at stå i køkkenet og forkæle mig selv og min familie med mad.

 

‘Du er blevet vejet og fundet for let’

20130812-075008.jpg

‘Du er blevet vejet og fundet for let’

Det er der aldrig nogen der har sagt om mig, jeg har følt det de mange gange jeg ikke er kommet i betragtning til et af de mange jobs jeg har søgt igennem de sidste 5 år.

Men min vægt har nu altid betydet meget, ikke altid for mig, ofte for andre og altid for min mor. De par år, mindre end nogen sinde. Når det så er sagt, så kan jeg i år se tilbage på et år hvor jeg har vejet det mindste nogensinde og nu har taget 6 kg på. Det er ikke de 6 kg som sådan der giver mig anledning til at gå til tasterne, men mere det at jeg faktisk lagde mærke til det, førend at jeg gik på vægten.

Jeg kunne mærke at min krop føltes anderledes, tøjet gled anderledes hen over den og jeg bevægede mig anderledes. Aldrig i mit liv som overvægtig har en øgning på 4-6 kg kunne mærkes før, eller jeg har ikke bidt mærke i det. Jeg har førhen rask væk kunne tage 15 kg på uden egentlig at ligge mærke til det, måske mest fordi at jeg dengang altid havde elastik i mine bukser og stræk i mine bluser. Men nu kan jeg sg mærke min krop, det er faktisk ret så spændene.

Men min vægt i 2014 har faktisk overrasket mig. Da jeg ammede på fuld tid, kunne jeg snildt klemme mig ned i mine ellers for små Levis jeans. Nu vejer jeg lidt mindre end da vi tog til New York i 2012 og lidt mere end da jeg blev gravid samme år. Væsentlig mindre end da jeg fødte for nu snart 1 1/2 år siden.

I foråret tog jeg en beslutning, at jeg orkede ikke blive ved med at høre mig selv sige: Når nu jeg får tabt de sidste 20 kg. For som Gastric Bypass opereret så har det aldrig rigtig været legitimt at jeg ikke var en af dem der blev tynd af det. Mit vægttab stoppede omkring de 100 kg, og + – et par kg, er det der jeg har været siden. Så jeg burde jo, jeg skyldte jo at osv osv. Men nu var jeg træt af at høre på mig selv, at blive ved med at køre rundt i den rille. For hvad nu hvis jeg aldrig tabte mig de sidste 20 kg, er jeg så en fiasko? Næppe! Men er det så meningen at jeg bare skal lade stå til? Nej, men jeg har vist haft brug for at accepterer at jeg er den jeg er, når jeg vejer det jeg gør og det faktisk er godt nok, hele vejen.

Så når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg faktisk en smuk kvinde, med en frodig bulet og aret krop. Men jeg er faktisk det jeg ser, en bulet og aret kvinde. Jeg er stolt af det, rent faktisk så er jeg umådelig stolt af mig selv.

Så derfor er det faktisk også ganske sjovt at opleve at jeg har lyst til at ‘gøre noget ved det’ de sidste påsnegene sig kilo. Jeg er ikke ude på at tage hul på de sidste 20 kg, igen, næ nej bare lige de der 4 kilos ekstra plads. Det kan jeg nemlig overskue og jeg vil gerne. Det bliver ikke i dag og i morgen skal vi have en fantastisk chokoladekage. Men aftalen gælder fra nytårs morgen, en januar uden sukker. Spændene at finde ud af hvordan jeg skal klare de der dage hvor der ingen nævneværdig søvn er, uden en lille kage i ny og næ. Men udfordringen er værd at tage op.

Et øjeblik

IMG_2718

Jeg havde kun 15 min til min kaffe latte i et hjørne af lagkagehuset på værnedamsvej i dag. De første 15 min i lang tid, hvor jeg kunne trække vejret uden ansvar, tanke på næste gøremål, næste tetris blok der skulle listes på plads i det samlede spil. Jeg trængte til de 15 min, jeg trænger til flere af samme slags og gerne med flere sammenhængende minutter. For de 15 blev til 11 da svigermor ringede ang. julemiddagen……………

Jeg kunne udpensle december måneds udfordringer af sygdom, hvor opslidende det er at være familiens projekleder uden pause. Men egentlig kan jeg nøjes med at konstaterer at, herhjemme er der en markant kønsforskel på både kvantiteten og kvaliteten af sygdom. At det ER mig der får hjulene til at dreje rundt, julen til at falde på skinner og at der bliver serveret mad, sygdom ingen hindring der. At jeg vist skal skære det ud i pap og ikke blot sige det, at jeg trænger til tid uden mit elskede barn, fordi jeg har været sammen med hende 24/7 i noget nær 3 uger, alt i mens faderen har været syg og derfor helt ude af funktion den ene weekend og ude og føjte (det er der jo nogen der kan) den anden.. At jeg ikke har ret til at blive fornærmet når ægtefællen siger; jamen du har jo tydeligvis ikke været lige så syg som mig, når nu du kan og har gjort alt det…..

15 min til en overpriced kop latte på Vesterbro, jeg siger dig den er guld værd.

Kære Fru overlæge

Din, måske henkastet eller måske endda humoristisk ment, bemærkning om min evne til at varetage moderskabets udfordringer, når nu jeg i en periode havde haft svært ved at tage mine vitaminer, var ufølsom og vidnede om alt det du ikke har læst i min journal og måske også om en række lægelige fordomme.

Men nu skal du høre her: Min mor tog altid sine vitaminer, troligt hver eneste dag. Rødbrune multitabs i brune glas med farvede mærkater på. Men det har ikke været en garant for at hun dermed også var en fremragende mor. For hvad min journal ikke fortæller dig er at jeg er vokset op med en mor og i et hjem hvor, hvor daglige kys, rene underbukser og madpakker ikke var normen. Det var til gengæld fysisk afklapsning, psykisk vold, latterliggørelse og følelsesmæssig incest. Min barndoms ensomhed og mørke er en uhyggelig historie om en pige der aldrig var rigtig, det rigtige sted eller kun havde berettigelse når hun spillede rollen hun fik tildelt. Jeg voksede ikke om med evnen til at afkode sociale sammenhænge, så jeg var altid skæv eller bare lidt forkert på den. Til gengæld så voksede jeg op med evnen til at afkode andres følelser, så jeg kunne være på forkant med de slag, den kulde eller de ord, jeg inderst inde vidste kom. Jeg kunne afbøde min stedfaders voldsomme verbale udfald mod min mor, ved at kaste mig ind i skudlinjen og redde min mor. For så kunne det være at jeg ikke den dag var den forkerte datter. Jeg voksede op med en klar bevidsthed om at være forkert og ikke have værdi. Hvad der blev barndommens trøstespisning, blev til en spiseforstyrrelse der var min tro følgesvend de næste 30 år og årsagen til at dine og mine veje nu krydses.

Til trods for min opvæksts følgevirkninger, af dårligt selvværd, manglende selvtillid, og manglende evne til at tage vare på mig selv. Så havde nogen plantet et lille frø, en tro, en lille stemme inden i som gjorde at jeg brød barndommens mønster. Langsomt, ganske langsomt. For man vokser ikke op i et hjem som mit, og bare forlader det. Men, trods ordblindhed fik jeg en studenterhue, det tog mig lang tid, men den er min. Jeg på begyndte et univeritetsstudium, som jeg, trods for de mange år med angst og depression som følgesvend, stolt afsluttede i 2009. Jeg er ordineret præst og virker som sådan og jeg er drøn god til mit job! Jeg mødte en mand der kunne rumme mine mange ar fra barndommen, en der elskede mig betingelsesløst for første gang i mit liv, ja også da jeg med mine 159 kg blev kørt på operationsgangen. Efter 170.00,- kr i terapi, kunne jeg sige farvel til min spiseforstyrrelse. Jeg måtte også tage afstand til og afsked med min mor, som stadig lever, bare ikke i mit liv. I 2013 blev jeg mor til den smukkeste lille pige og jeg er en god mor. For jeg har betingelsesløs kærlighed i overflod, jeg har tid til hende og jeg elsker hende for den hun er. Et nysgerrigt og kærligt lille væsen.

Jeg har brugt største delen af mit liv på at ikke tro at jeg nogen sinde ville blive lykkelig, at jeg ikke fortjente eller kunne opnå det der skulle til. Mand, børn, karierre – Ja, bare det at kunne leve og trække vejret frit, fri for sorgen, angsten, skylden, skammen og mørket, det troede jeg aldrig ville være muligt. Men det har jeg kæmpet mig til – Mod alle ods.

Omvæltninger i mit liv vil altid være en udfordring, der er mange ting der resten af mit liv vil være en udfordring. For jeg kom ud af mit barndomshjem slået i mange tusinde stykker og nogle af de sår bliver aldrig hele. Men jeg kæmper videre for livet er fantastisk og det er det hele værd. Ja, jeg glemmer i perioder at tage mine vitaminer, fordi livet bliver overvældene. Men det er kun en periode, så op på hesten igen og afsted derudaf. For sådan er livet, det er ikke en perfekt forestilling hvor alting står på rette plads til rette tid og alle udfører deres roller til perfektion og stående bifald. Livet er rodet, overvældene og overraskende, det er det uperfektes holdeplads, Heldigvis!

Din bemærkning var sående og ikke på sin plads, for du tog ikke hele mennesket med i din betragtning. Vi har alle en historie der gør os til dem vi er. Det er mere end navneskilte, overlægetitler og resultater af en blodprøve. Nu kender du min.

Med ønsket om en velsignet jul.

Hende der

20140206-211827.jpg

I går stod solen smukt fra en blå blå himmel, alt i mens jeg prøvede at holde varmen og finde vej i kødbyens opgange og numre system. Jeg er sat i aktivering af kommunen og den skal varetages af et firma der lever af den slags. Med andre ord, jeg fik ikke drømme stillingen, heller ikke den jeg søgte efter eller efter igen. Nu kan jeg komme på kursus i økonomi eller mindfullness, eller jeg kan lære at ringe op til firmaer og ikke tage et nej for et nej og tale mig til at komme til at tale med nogen der måske kunne give mig en samtale, eller modtage mit CV. Selv bryder jeg mig ikke om telefonsælgere eller sælgere på gaden, så lige den øvelse prøver jeg at knibe mig uden om.

Øvelsen her 1 1/2 md inde i min tid som arbejdsløs præst er øvelsen at holde fokus på det positive og ikke hengive mig til den indre stemme der ind i mellem råber PANIIIK og løber efter et sted at gemme sig. Jeg høre hende, den del af mig der stadig tror at verdenen falder sammen om ørene og alt hører op med at eksisterer. Hende der stadig har barndommens frygt og usikkerhed som første tanke. Men jeg agere ikke som før. Der er ingen grund til panik, det bliver der heller ikke. For det ordner sig nok, på den ene eller den anden måde. Jeg kan ikke forestille mig at der ikke skal komme et job forbi til mig, på den ene eller den anden måde. For sådan har det været før og sådan bliver det igen, selvfølgelig!

Panikken er forståelig, min historie taget i betragtning. Men den må ikke styre og bestemme. Det gør jeg, hende der er blevet voksen i mellemtiden. Hende der er præst og mor og god til begge dele. Hende der er Kone og hustru og ind i mellem, for det meste, god til det også.

Min Post-It væg svinder ind, så jeg får lidt fra hånden, selvom jeg synes det meste af min tid går med sygdom – min eller Lille As. Der er også dage der forsvinder, hvor morgenkaffen bliver til timer foran Mac’en og bunkerne bliver hvor de er og aftensmaden bliver til rugbrød. Der er dage hvor jeg tager ud og ind til byen for at nyde selskab og kaffe, nogen gange bare mit eget. Der er dage hvor jeg skal bruge alle kræfter på at fastholde en positiv holdning og ageren til livet som arbejdsløs præst. Der er dage hvor det falder mig helt naturligt blot at sætte pris på at afleverer mit barn sent og hente hende tideligt, eller holde fridag og bage boller sammen, putte i sofaen og se ligegyldige tegneserier med prinsesser og glimmer. At have tid til at lave simremad og ryde op i skuffen med underbukser.

Jeg øver mig i at tage aktiveringen for hvad det er og ikke stille for mange kritiske spm. det er et lovkrav, jeg skal og så må jeg gøre det og få det bedste ud af det. Hvem ved, måske så er Mindfullnes kurset lige mig? Om et år, stopper mine dagpenge. Så som min kloge mand siger, så er der ingen grund til panik før til sommer. Jeg prøver at få hende der, med panikken til at lytte.

Et værelse med udsigt

IMG_0407

Det her var udsigten fra vores værelse i Berlin i sommer og det var en dejlig ferie. Måske er det vejrets omskifteligehed, sol den ene dag og regn den næste, måske er det fordi kulden ind i mellem bider i kinderne, at vi for tiden læges efter Berlin. Det kunne også være at det handler om at når man er på ferie, så er det ok at være lidt rodløs og på vej, uden helt at vide hvorhen.

Herhjemme går vi, endnu engang, og venter på svar. Venter på om det kunne være denne gang at jobbet med præstegården bliver vores. Er det nu vi kan slå rødder et sted, uden altid at være en slags på vej?

Jeg har sagt det før, og derfor kan det lyde hult, men dette kunne meget vel være mit drømme job. Det er ikke de ydre omstændigheder der er perfekte. For min mand vil blive pendler, med over en time hver vej. Men selve præstejobbet, det er mit drømme job. For der er en kollega, hun er dygtig og vi minder lidt om hinanden, så vi kunne blive et fantastisk team. Jeg vil så gerne have en kollega, for jeg har faktisk ikke lyst til at prædike hver søndag. Det er en kvote stilling, så jeg skal ikke arbejde hele lille As barndom væk, det betyder faktisk rigtig meget for mig. Det er et sted hvor der skal bygges noget op, det kirkelige liv har stået på et lavt blus i mange år, så alle muligheder og veje står åbent. Hvilken drøm! Tænk at få lov til at kunne præge sit arbejde på den måde, at være med til at ligge en plan, se fremad, have visioner og kunne udføre dem i virkeligheden. Tænk at kunne få lov til at tænke nye måder at gå med evangeliet på, det er virkelig et drømmejob. Der er bolig med, den er fin – meget fin og det ville være dejligt at komme ud af 2 V’ern og kosteskabskøkkenet. Og det høre også med til drømmen, at have en have for A at boltre sig i, et legehus og en urtehave til mig og mit køkken.

Jobbet er på toppen af sjælland, så det er langt væk fra alle dem vi kender. Men det er tæt på den del af min mors familie der gerne vil mig og min familie. Der er en skov lige om hjørnet, du ved ikke sådan en skov hvor man kan høre motorvejen hele tiden. Nej sådan en skov hvor man kan høre fuglestemmer og bladene under støvlerne.

Sådan et sted, sådan en kirke kunne jeg godt se mig selv og min familie i, i mange år. Ja jeg vil faktisk sige at drømmen om at komme afsted som sømandspræst, den er trådt gevaldigt i baggrunden – hvis dette embede skulle blive mit. For så tror jeg faktisk ikke jeg behøver så meget mere.

Så derude i blogland, kryds fingre send en bøn til gud eller blot en tanke til mig. For nogle drømme går da i opfyldelse ik?

Tillykke og farvel?

DANNEBROGSFLAG-4

 

I går havde min yngste lillebror fødselsdag, han blev 25 år gammel. Da lyset var slukket og det kun var væggeurets digitale tal der oplyste soverværelset, tænkte jeg på dengang da det kun var storesøsters lasagne der var god nok til fødselsdagsbarnet. Og jeg valgfartede med stor glæde til barndomsland og lavede mad og hygge sammen med ham. Jeg tænkte på hvor tætte vi var, engang. Hvordan han da han var på Lille As alder kravlede ind i min fodende om morgenen og så puttede vi, eller stod op og legede. Jeg tænkte på hvornår vi sidst havde det sådan rigtig hyggeligt sammen. Det er længe siden, jeg kan ikke sætter fingeren på hvornår. Hvornår sluttede det, det her gode nære søskende forhold?

Da jeg flyttede herud i forstaden, sluttede overnatningerne. Dels fordi vi har altså kun to rum, dels fordi Hr. R ikke bryder sig om overnattende gæster, han føler sig ikke tryg ved det og dels fordi min lillebror nu havde et så ringe forhold til bad og renlighed, at sofaen stank af ham i dage efter han havde overnattet der. Den tid var nok begyndelsen på enden. For lillebror blev skuffet og mente at Hr. R ødelagde noget. Jeg ved min mor, allerede dengang stod i hendes ende og forstærkede Lillebrors harme, vrede, og manglende forståelse for forandringen.

Lillebror blev liberalist, det er jeg ikke og jeg fattede simpelt hen ikke (og jeg fatter det stadig ikke) hvordan et menneske som aldrig har tjent sine egne penge, som har fået alting forærende, som aldrig har oplevet angsten for ikke at kunne betale sin husleje eller mad til resten af måneden og katten, kunne blive så glødende liberal og så ondskabsfuld omkring det. Det var nok det næste skridt, jeg kunne simpelthen ikke rumme hans holdninger som ingen bund havde i den virkelighed almindelige mennesker lever med og i. Så snot hamrende forkælet stod han der og havde holdninger om ting, han aldrig selv havde været i berøring med. Jeg kunne ikke rumme at være sammen med ham når han åbnede munden, så jeg inviterede i biografen. Vi så film på stribe og spiste burgere. Vi fandt en måde at være sammen på, uden at aldresforskellen på de 16 år og vores modsatrettede holdninger til liv og mennesker kom i klemme, alt for meget. Min mor hånede mig for at behandle ham som et barn, jeg kunne ikke rigtig sige at det var den eneste måde jeg kunne holde ud at være sammen med et af de mennesker som jeg elskede højest i verdenen.

Så sagde jeg farvel til min mor, for nu 3+ år siden. Min lillebror holdt fast i at jeg var hans søster og basta, han kom til min julegudstjeneste det år. Vi sås og vi talte ikke meget om det med mor. Når han spurgte svarede jeg, ærligt. Når han spurgte om jeg mente at mor var skyld i hans, på det tidspunkt markante overvægt, svarede jeg ja. For jeg husker den dag min mor stod i køkkenet og rasede over at han havde spist den chokolade der var gemt væk og klar og tydeligt sagde at nu måtte den dreng altså selv tage ansvaret for sit eget fedt, det kunne ikke længere være hendes problem.

Han var 13 år gammel. Dengang.

Men som årene er gået siden brudet med min mor, så er afstanden mellem min elskede bror og jeg øget. Han blev mere og mere tyrannisk at være sammen med, og tyranniserede søskende middagene med sin selvbestaltede position som madkritikker og aftenerne med sine hånlige bemærkninger om vores uddannelse og levevej. For at være Cand.Teol var jo ‘a walk in the park’ i forhold til hans kommende Bachelor i It dimmelimmer.

Da lille A kom til verdenen, havde jeg ikke overskud til besøg – af ham, for det krævede så meget, han skulle have speciel kost og han kunne kun komme på tidspunkter hvor barnet jo græd og nægtede at sove. Det første halve år med hende var sg så hårdt at jeg ikke kunne overskue ret meget. Men han kom dog til min 40 års, sidste år, det var første gang han mødte hende. Han er ikke god til små børn. Men han prøvede. Det var oktober sidste år. Han kom også til dåben i December, han sagde ikke meget og så mig ikke i øjnene og talte med få ord. Jeg hørte ikke noget fra ham i starten af 2014, han havde travlt. Dog så kom han til middag i påsken, det var faktisk for engang skyld hyggeligt, roligt og dramafrit.

Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden.

Jeg har løbende sendt ham billeder, små videoer af Lille A og smser, han svar aldrig.

Jeg ved godt at jeg bliver straffet, for afkaldet på min mor, Jeg ved godt at han er i en klemme, for han lever af og hos vores mor.

Jeg skal bare blive ved med at gøre det jeg gør, så skal det nok ordne sig, siger de..

Men jeg tror ikke på det længere. Det kærlige barn som jeg trøstede for 20 år siden, blev til en teenager jeg kun ind i mellem kunne nå, blev til en voksen mand som jeg ikke kan genkende. Det jeg dog genkender er min mors narcesisme, som gennemsyre ham.

Jeg tror aldrig jeg får et forhold til ham igen, jeg tror aldrig vi kommer til at nærme os hinanden igen og jeg tvivler oprigtigt på at han er en aktiv del af det liv der kommer og det gør så ufattelig ondt.

Tårene fra igår aftes, triller nu igen. Det føles så endegyldigt at skrive det højt, det som har brygget i mig længe.

Farvel? er det det? Men jeg elsker ham jo?