Grøn barmhjertighed – eller tilsæt lidt mere af det gode.

IMG_6380 Tiden er rendt fra mig i dag, indhyldet i overspringshandlinger og madlavning er dagen smuldret mellem mine hænder. Det er sjovt med tiden og dagene. Dagene her går med forberedelse på min 3. prøveprædiken i år. Vi krydser fingre for at 3. gang er lykkens gang. Selvom forandring er skræmmende, så er der noget fantastisk betryggende ved tanken om fast embede, faste kollegaer og en fast menighed. Der er rum for udvikling i sådan en forjættende tanke. Så imens jeg forsøger at liste mig ind på barmhjertighedens væsen, i kærligheden fra gud og når vi mennesker mangler det hele, både barmhjertighed og (næste)kærlighed – så forsøger jeg at blive på min nye sti. Min nye og mere grønne sti. IMG_6385 Det er blevet til mange måltider med mere grønt og mindre kød og det kan mærkes og ses. På mine øjne, på min hud og på mine bukser der ikke strammer som før. Det kan mærkes på mit overskud, på mit fokus og min hukommelse. (også selvom jeg glemte ordet stillads i dag?) Jeg drikker mindre kaffe og mere te, jeg bliver straffet hårdt når jeg så kaster mig over brød og kage og is ind i mellem, for min mave vil helst ikke være med på den galej mere. Jeg har i den senere tid, ikke så meget i weekenden, været vegetar fra 06 – 18, drukket flere grønne juicer og smoothies end nogen sinde før og jeg kan mærke at min krop vil have mere. Hvor det ender, ved jeg ikke, men det ender ikke her. På næste torsdag tager jeg til drop in Yoga og forkæler mig selv med yoga i hele juli. Nå, det var den barmhjertighed der skulle i spil…

Vil du med?

IMG_5752

På endnu en rejse?

Hvor skal vi hen? – Det ved jeg ikke, men jeg ved at jeg er på vej allerede.

Hvor skal jeg starte, når nu jeg allerede har taget det første skridt, eller måske er det rettere det næste. For mon ikke jeg tog det første skridt for længe siden, tilbage før jeg blev mor og alt i min verden pludselig fik et nyt perspektiv, ny mening og noget helt andet end mit eget navlepilleri blev vigtigt.

Jeg elsker at være mor og jeg er faktisk ret god til det. Det fylder mig med daglig lykke og jeg troede faktisk ikke at jeg kunne blive så lykkelig. Eller rettere i mange år troede jeg nok ikke at jeg fortjente det. Men om lidt bliver hun to og livet nu er noget helt andet end det var for bare et år siden, hvor hun stadig ikke sov uden hjælp fra mor. Den nye vuggestue har givet min lille pige et helt nyt liv og givet mig en enorm tryghed og et overskud som jeg havde savnet. Der er igen tid til at reflekterer, at tænke og tygge og have tanker om ‘hvad skal vi nu lille du’.

Jeg gik i køkkenet – igen. Imellem jobsøgninger og få genetableret netværket som jo i den grad lider under forældreskabet. Så har jeg genfundet glæden i mit køkken. Og jeg husker drømmen, fra før fertilitetsbehandlingen gav pote, om at kunne kreere grønne retter i mit køkken og fylde mit liv op med viden om kål, broccoli og bønner.

Naturligvis så har jeg købt en ny kogebog og læst nye sider på nettet og set en ny film eller to, som inspirator. Som akademiker, så kan jeg ikke komme uden om at snuse viden op er en del af ballet.

Men vigtigst af alt, jeg har tid til og glæde ved igen at stå i køkkenet og forkæle mig selv og min familie med mad.

 

Den gode råvare

20140203-170044.jpg

Et af gårsdagens takkekort gik til en kær veninde der havde foræret lille A hendes første kogebog. Veninden kan noget med mad og råvare, som jeg stræber efter at kunne – og som jeg også nok en dag kommer til. Det er jeg sikker på.

Men det er ikke nu, for der er ikke ledige hænder til at give den gas med den gode råvare, sålænge Lille A kun sover i sin mors arme, eller når barnevognen ruller. Desværre, for det gør også at hendes mad er det bedste der fås på glas, frost og pulver. Jeg ville gerne noget andet, jeg ville gerne lave mos af flest mulige variationer til hende – videregive min – nyfundne – forkærlighed for god mad, fra allerførste færd. Men det kan jeg ikke.

Min egen mad er næsten lige så kedelig og ensformig, som kom den fra glas. For lets face it, min mand dribler stadig ikke lige i køkkenet og tryller. Det er ikke af ond vilje, det ved jeg godt. Han har aldrig lært det og hans skade er at han er bange for ting han ikke på forhånd ved han er god til. Men alt andet lige, så savner jeg mad – du ved god mad, af den slags hvor man kan smage kvaliteten helt ned i storetåen. Men det kræver tid, mere tid end jeg har at gøre godt med nu.

Det er det der er, det er sådan det er nu og det accepterer jeg til fulde. Det er prisen jeg betaler lige nu, for at være Lille As mor.

En pris jeg gerne betaler, men det er nok den der koster mig mest. Jeg skal nemlig holde min spiseforstyrrelse stangen og mad problematikker, afsavn, dårlig samvittighed og forbud er alle trick punkter i mit forhold til mad.

Men lidt har også ret, denne lille salat er min triumf i dag. Linserne er kogt for meget og igår, men de smagte af det de var. Et lille skridt på vej af den vej jeg så gerne vil gå. En lille himmelsk bid af noget sundt og varieret.

Hugh Fearnley-Whittingstall

foto (9)

Jeg er ret tosset med ham her – hans udsendelser fra River Cottage, hans tanker om bæredygtighed og gode råvare. Jeg savner god mad, lavet af gode råvare og som der smager af netop det. I går aftes var vi inviteret i venners lag, hvilket er noget nyt, for normalt er det faktisk altid os der skal inviterer. Hvilket på sin vis også er ok, men i længden lidt trættende – især når man ingen opvaskemaskine har!

Vi fik den lækreste Chilli con Carne jeg længe har smagt, dyb og lidt komplex i smagen og serveret med hjemmelavet guacamole og brød til. Alle celler i min krop danser en lykke dans når den får så god mad – det er lidt sjovt at jeg faktisk stadig kan mærke forskellen på at spise ordenlig mad og så halv og hel fabrikata.

Så i dag, har jeg trosset træthed og manglende energi og presset lidt på, så må jeg se om det i morgen hævner sig. Men nu der er gjort rent i vores forstadshjem, og broccoli, gulerøder, forårsløg, nudler og kalkun, alt sammen økologisk naturligvis, er taget ud af køleskabet og skal tilsammen give en Wok-ret der nok skal få cellerne til at synge igen. På komfuret bobler Puy linserne, som sammen med tomat, avokado, løg og agurk skal gøre det for salaten til i morgen. I dag og i morgen, der spiser vi godt. Så forholder jeg mig til tirsdag, når den lander.

 

.. med ristede løg tak!

IMG_2550sm

Jeg skulle tabe mig inden lægerne ville påbegynde fertilitetsbehandlingen, der tilbage i august. Det giver god mening – lavere vægt, bedre undfangelsesstatestik. Men at sidde overfor en læge der beder mig om at tabe mig, det giver et ekko så rungende ind i min fortid, at noget går helt i stå inde i mig. Jeg har tabt mig omkring de 55-60 kg efter min gastric bypass operation i 2008, men hvordan jeg skulle smidde de der 4-5 kg, var mig en gåde. Eller det føltes nærmest som et bjerg jeg ikke kunne komme hverken over eller rundt om. Derudover så stod vi overfor en 3 ugers rejse til USA og hvem gider være på kur i en kulinarisk storby som NYC? Ja jeg spørger bare, det må være lige så vanvittigt som at tage til Paris og ikke må få croissanter. Men det alt den modstand, handlede sg nok mere om at jeg har det svært ved at blive sat på kur af andre, der er et skellet i skabet med det mærkat på.

Jeg husker kun alt for godt de første slankekure min mor kastede mig ud i, jeg forstod aldrig helt hvorfor jeg nu skulle spise knækbrød med hytteost på om morgenen, eller ikke måtte få sovs som de andre, eller ikke måtte få is når jeg var på ferie hos mormor. Der var så meget jeg aldrig forstod i min barndom. Nu tror jeg at jeg ved at det hele handlede om hvordan min mor tog sig ud i andres øjne.

Inden afrejse besluttede jeg mig for at ikke sige nej til mad, men at sige nej til kage og is hver dag og sørge for at spise kvalitet når det var tid, vi lavede en pagt min mand og jeg og da jeg kom hjem havde jeg smidt de første 3 kg. Selv sagt var jeg ret så imponeret, for vi havde spist og levet godt og spist italiensk is fra Eataly mere end en gang.

Inspireret af Jane, prøvede jeg at spise lidt anderledes. Jeg kan slet ikke give den gas på den slags kostprincipper, jeg bliver nød til at have meget mere balance i min kost. Jeg skulle gerne kunne måtte spise alt, men kunne vælge fra. Ellers så minder det mig for meget om forbudsbarndommen og så kigger min spiseforstyrelse som regel inden for. Inspirationen virkede og jeg tabte mig, også uden at undvære lasagne og pizza.

Og så blev jeg gravid og alle gode toner og tanker røg ud af vinduet – det var ikke fordi jeg ikke prøvede, men kvalmen og de 3½ md hvor jeg følte mig influenza syg gjorde sit. Yoghurt, æbler og ristede toast var alt jeg kunne spise og så varm aftensmad, gerne søbet ind i brun sovs. Det sidste gav sine udfordringer, for min mand kan ikke lave mad. Så jeg levede af svigermors rester, færdigretter og mad fra det lokale pizzaria. Jeg skiftede æblerne ud med appelsiner i december, jeg tror jeg spiste en kasse fra årstiderne om ugen. Den blotte tanke om en gullerod eller andet sundt, gik mig helt forbi. Jeg følte mig fanget i et madhelvede uden udvej, for jeg havde ikke kræfterne til at gå i køkkenet og få kål og kerner til at blive et sundt måltid og der var ingen der gjorde det for mig.

I løbet af januar kom nogle af mine kræfter igen, ikke dem alle. Så hvor jeg før kunne lave 5 ting på en dag, så var baren sat på 3. I mellemtiden så er de der graviditets cravings dukket op. For en måned siden var lykken cheese burgere fra McD. For 3 uger siden var det salat med rødbede i, så jeg valgfartede ind til Torvehallerne for at købe færdiglavet salat – salat kunne jeg overskue, især de færdiglavede pakker, hvor jeg blot skulle tilsætte dressing og ost. I sidste uge var det alt jeg kunne komme ristede løg på, spegepølse og kogte æg. Maden fra årstiderne har jeg været nød til at sætte i bero, for de gange jeg har synes jeg har haft overskud til at lave maden, så har jeg måtte smide dyr og god økologisk mad ud, for kræfterne udeblev.

Det er virkelig mærkeligt at være gravid – jeg kan meget lidt af det jeg kunne for ½ år siden og jeg savner den mig selv. Samtidig er jeg da lykkelig over at stå midt i mit ønske, men føler kun det er en del af mig selv der gør det.

Min spiseforstyrrelse og mine graviditets cravings, kan minde om hinanden – men jeg har kunne holde de to ude fra hinanden og det er cravings, for så sær en tilfredsstillelse over at sætte tænderne i en cheeseburger eller spise ristede løg, er der ikke i min spiseforstyrrelse. Hvilket er fantastisk, det der terapi det virker sg!

Min mand kan stadig ikke lave mad, han vil gerne lære det og ved han skal. Men det er rigtig let for ham at lade være, og hans deadline udløber snart. For jeg tager ikke endnu engang 3½ md på junk og færdigretter. Der er en uge til parterapi, så må vi tage det op igen.

I aften skal vi have hotdogs, med de gode pølser fra slagter lund, og ristede løg!

Maden i mit køkken

Som en anden husmor viser jeg stolt min mad frem. Det kan måske godt være lidt sært, for en ikke madblog. Men det er en del af min rejse, at jeg i dag kan trylle disse frem. Når det med mad og være i et køkken engang, var fyldt med angst, had, provokation, lede og liggyldighed.

Kasserne på trappen

Kommer fortsat troligt hver torsdag, billedet er så for to ugers kasser. Jeg glemte at stille kasser på trappen sidst.

Indholdet af kasserne gør godt. Det er en udfordring at skulle lave mad, jeg aldrig havde troet jeg hverken kunne eller havde forestillet mig AT man kunne. Det er en udfordring for min mand, at spise mad han ikke ved om han kan lide. Nogle dage så insisterer han stædigt på rugbrødsmadder og nogle dage synes jeg det er helt ok. Andre dage, så driver det mig til vandvid at han så stædigt kan påstå at han ikke kan lide Squash, når han aldrig har smagt dem sådan som jeg lige har stået og tilberedt dem.

Når der går dage hvor jeg ikke får lavet maden, og dermed ikke har rester til frokosten. Så kan jeg mærke at min krop hungre efter andet end ostemadder. Jeg kan mærke at jeg mangler noget kun reel mad kan give mig. Det er helt fantastisk og meget mystisk at kunne mærke mig selv, min krop og mine behov på den måde. Det er også noget meget meget nyt for mig. For det vigtigste i mit liv, har jo aldrig været at lytte til mig selv. Før nu.

Det er ikke billigt at spise med årstiderne. Men jeg tvivler på at vi bruger flere penge end vi gjorde før. Vi bruger dem bare anderledes og glæden er, for mit vedkommende, meget større.

Jeg er stolt af min mad, stolt ændringen af mit forhold til mad og madlavning. Jeg synes det er vildt at jeg har tabt mig 4,5 kg i den tid vi har fået kasserne på trappen. Måske er det derfor det nogle gange er lidt svært, når manden min ikke rigtig er med på eventyret. Men så er det måske her jeg skal huske på at det faktisk er min vej, vejen ud af spiseforstyrrelsen og den kan han jo ikke gå.

Rarbarber spild

Åh det var med stor sorg jeg måtte smide to bunder økologiske Rarbarber ud tidligere. Dels fordi de så smukke, engang, og dels fordi jeg faktisk prøver at minimerer spild af maden i mit køleskab. Nogle gange så går det forrygende, andre så må jeg erkende at der er forskel på hvad mit hoved kan tænke sig til og min hverdag og energi kan holde til.

Men åh jeg er forelsket i Rabarberne. jeg er ikke den eneste, kan jeg se i madblogland. Men det er en ny kærlighed for mig. Jeg er ikke vokset op med rarbarbergrød, marmelade eller kompot. Jeg kan faktisk ikke huske at have fået det i min barndom overhovedet. Men jeg fik et lille bundt med mine kasser fra årstiderne for en rum tid siden og det var kærlighed ved første blik. For hold fast hvor er det en smuk smuk plante/frugt/grøntsag?

Med sukker og vaniliestænger, dog så skal der væsentlig mindre sukker i næste gang.

En tur i ovnen og skønheden i de små vaniliekorn og farverne tog mit hjerte

Når jeg er den eneste der kan finde vej rundt i køkkenet og har interessen herhjemme. Så vil der blive madspild, når jeg af forskellige årsager bliver ukampdygtig. To omgange på akut gynækologisk og de efterfølgende dage i medicinske tåger kostede, udover rabarberne, også en timian, en oregano og en basilikum livet. Men sådan er det herhjemme og jeg har ingen forhåbninger eller tanker om at min mand på noget tidspunkt kommer til at kaste sig over råvare og stop spild af mad principper. Han bakker mig op og smager næsten på alt det jeg serverer. Men også kun næsten (indsæt knurrelyde)

Så helt i snor med tanken om det uperfekte menneske, så må jeg accepterer at min køkkenomgang også er det. Uperfekt.

Det nye og gode

 

Jeg burde efterhånden være vant til forandringer, jeg synes mit liv har været fyldt op til randen med dem. Nye mennesker, steder, opgaver og ikke mindst sindstilstande. Men jeg overraskes stadig af gode forandringer, dem der kan mærkes så smilet næsten når til ørene og boblerne i maven er gode bobler og ikke det modsatte.

Som jeg skrev på facebook i dag, så VED jeg man ikke kan købe lykke. Den slags skal komme indefra. Men jeg kan ikke lade være med at blive boblende lykkelig når torsdag rammer og jeg skal pakke mine kasser fra årstiderne ud. Denne gang har jeg en ekstra kasse med, fordi jeg får gæster på søndag. Brødrene, deres gravide kærester og lillebroderen med vogteropgaven kommer til middag. Ugens kukkasse skal forvandles til et festmåltid, et vegetarisk festmåltid og jeg glæder mig til at stå i køkkenet i weekenden!

At glæde mig over udsigten til at lave spændende mad, er stadig ny men ikke så ny som begejstringen over at få grønsagerne i hånden og fluks få idéer til hvad de kan bruges til. Se det er jo fantastisk! Dog mangler jeg stadig viden, viden om hvordan man opbevare de grønne sager bedst. De er røget i køleskabet, men det kunne være rart hvis jeg vidste at rødbeder og jordskokker havde det bedre i bunden af et skab, eller at løg ikke kan tåle mere end 7 grader, eller noget. Men jeg ved det ikke, og jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal google for at få informationen. Endnu, det skal nok komme.

River Cottage er søndagsmiddagens kogebog og menuen bliver som følger:
Grønkål og svampe lasagne
Tomat og picorino pizza på butterdej
Puy linse salat og en grøn salat til tøsedrengene
Hummus på røde linser og en rødbede hummus med valnødder
Brød fra Meyers bageri, man kan ikke nå det hele!

Til dessert er der bestilt chokolademousse, jeg vil forsøge at lave hjemmelavet krokant til.

Jeg fik en 10cm pepperrod med i kassen, dén ved jeg tilgengæld ikke hvad jeg skal stille op med.

Jeg øver mig…

rigtig meget på det med mad.

Men ind i mellem så bliver det en kende uoverskueligt. Jeg har det med at overvurdere, hvor meget jeg faktisk kan nå i et køkken, når der også skal ses CSI og Lie to me, og det vælter ind med bisættelser og konfirmander der skal tages sig af. Påskeferiens absolutte minimum af aktivitet og nyt pc-spil, gjorde af de to kasser jeg havde erhvervet mig fra årstiderne, ikke helt blev til det der stod i programmet. Jeg måtte sno mig for at den lidt dyre økologiske mad ikke skulle gå tabt. Det lykkedes næsten. Fryseren og en ‘tøm køleskabet’ suppe, og  piskerisets linsesalat var fantastiske hjælpemidler.

Stop spild af mad projektet som er rasende populært i madbloggerland, er et godt princip. Der er meget sandhed i budskabet, meningen og alt hvad der følger med. Men som så meget andet der handler om mad i disse tider, så er det næsten blevet et symbol på ‘overskudsmennesket’, og så står jeg af bussen. Men det er der vist en hel prædiken gemt i og en jeg vist allerede har givet Dottie ovre på HomeMadeHeaven

Jeg er ikke et overskudsmenneske, måske bliver jeg det en dag. Men indtil da, så kæmper jeg for og i livet med næb og klør og når kampen raser, så ryger der altså en tomat, et stykke kød, resterne af noget der skulle havde været brugt til noget, hvis jeg havde haft overskuddet til det, ud i skraldet. Men jeg øver mig i at blive bedre til både det at lave mad, med mange grøntsager og ikke lade for meget gå til spilde.

Min frokost igår er et strålende eksempel:

Tomaten var virkelig rynket, men smagte fortrinligt. Min mand havde flere gange kigget mistroisk på den og spurgt om den var på vej til de store tomatmarker i himmelen. Avokadoen var lidt mast i det, den var kommet til at ligge i bunden af tasken, med et par salmebøger. Men den gjorde det godt som pålæg, mast eller ej! Postejen, er en nutana ting, som skulle testes i forsøget på at få flere grønne proteiner. Den smagte godt!

Karsen er i øvrigt også økologisk, næsten, for vattet den gror på er vist bare den fra Netto. Men det er sjovt at dyrke karse og jeg havde helt glemt hvor godt det smager.

Der er stadig helt ufattelig mange følelser på spil når det kommer til min mad. Jeg prøver at se hvad det er der kommer i spil, når jeg går i køkkenet og når jeg springer over. Jeg har ikke gennemskuet mekanismerne endnu, men jeg forsøger at fastholde glæden. Eller retter holde mig selv fast på at jeg faktisk synes det er skønt, når jeg faktisk er kommet der ud og står blandt potter og pander.