Mother dearest?

IMG_4271

Jeg skeler til klokken, den er 9.07 – dagen har været godt i gang længe og jeg ved, at hvis jeg ikke er opmærksom på tiden, så kan jeg blinke og uret har tikket 13.09 og dagen er ved at være brugt op. I livet som arbedsløs så bliver tid en markør med flydende kanter. Nogle dage går tiden langsomt nok til at alt det jeg gerne ville nå, bliver nået og andre dage så halser jeg efter tiden som en tæve i løbetid. Om lidt skal jeg i job igen, og så bliver tiden knap og skal sættes i skema for at få enderne til at hænge sammen. Min kalender, din kalender, bedstes kalender og andres kalender skal matches, sammenlignes, planlægges og det skal helst gå op i en højre enhed.

Tiden går – Tik Tak siger lille A, når der er et ur i nærheden. Det er sødt!

Ind i mellem så føles det som om tiden står stille, eller at noget aldrig rigtig forandre sig, tiden og følelsen af forandring til trods. Min terapeut kalder det noget med at min historie kommer på besøg. Altså at følelserne jeg står med nu, forstærkes af følelser fra fortiden. Jeg ved at når jeg bliver forfærdelig rasende, ked af det, ond i sulet eller mest virkelig virkelig vred – at så er det min historie der blander sig i min nutid og forstærker følelsen af vrede, afmagt, fortvivelse og det bliver til raseri, tåre og hårde ord.

Jeg har identificeret en del af mine historie markører. Uretfærdighed er en af dem, for når man vokser op som barn af en Narcisist så er uretfærdighed en evig følgesvend. Dels sympatien med Narcisistens evige oplevelse af at alting er uretfærdigt, men faktisk også fordi grov forskelsbehandling er en del af hverdagen. Egoisme er en anden og krav om at tilsidesætte egne behov for andres behovsdækkelse en tredie. Også typiske træk hos en Narcisist at afkræve og opdrage sit barn, det barn der nu engang får tildelt den rolle, til at dække sine behov og på den måde vokser barnet op med en klokkeklar viden om hvordan man dækker forældrens behov, men uden evnen til at tage vare på sine egne.

Så ofte når min nutid kommer i karambolage med min fortid så er det fordi andres egoisme eller behov kommer på banen. Eller at andre kræver af mig, eller forventer at jeg skal tilsidesætte mine behov for deres. (Lille A helt og aldeles undtaget lige her. Her er det mit job at tilsidesætte egne behov og det gør jeg uden besøg af historien eller andet.)

ER DET DIT BEHOV? har min terapeut fået mig til at skrive på en post-it og sætte på skærmen. For begynder jeg at ignorere mine behov og tilfredsstille andres, så lander jeg med begge ben i fortiden.

Et nyt behov er dukket op i den sidste tid, et behov for at slippe vreden. Grundvreden mod min mor, min barndom og opvækst. Jeg orker ikke mere vrede og den gør ikke noget godt for mig på den lange bane. Vreden har været en god katalysator for mig, til at tage afstand fra hende og få fred i mit liv. Tage kontrollen og skæbnen tilbage. Men nu vil jeg gerne give slip og tilgive.

Tilgivelse er et stort ord og jeg bruger det sjældent i samme sætning som min mor. For hvilke konsekvenser har tilgivelsen? Skal vi så have forsoning på banen? Et forhold? skal hun have et forhold til mit elskede barn? NEJ tak!  Men hvad så?

Det er mit behov for at slippe vreden det handler om, hvad der følger med når jeg krydser den bro, må jeg tage mig af der. Men jeg orker ikke være vred længere, jeg vil gerne sætte mit fokus et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at i fremtiden spiller min historie, en væsentlig mindre rolle i min nutid end den gør nu.

Kloge mennesker siger at der skal tilgivelse til, og er det, det der skal til, så er det det, jeg vil arbejde på. For vreden er ikke længere min drivkraft, det er kærligheden til min datter, min mand, mit liv og min fremtid. For størst af alt er kærligheden.

Hvad med kærligheden til min mor? Den er der ikke, den er væk. Er tilgivelse ikke en kærligheds gave? Hvis den er, så må det være ud af kærlighed til mig selv.

Reklamer

Et øjeblik

IMG_2718

Jeg havde kun 15 min til min kaffe latte i et hjørne af lagkagehuset på værnedamsvej i dag. De første 15 min i lang tid, hvor jeg kunne trække vejret uden ansvar, tanke på næste gøremål, næste tetris blok der skulle listes på plads i det samlede spil. Jeg trængte til de 15 min, jeg trænger til flere af samme slags og gerne med flere sammenhængende minutter. For de 15 blev til 11 da svigermor ringede ang. julemiddagen……………

Jeg kunne udpensle december måneds udfordringer af sygdom, hvor opslidende det er at være familiens projekleder uden pause. Men egentlig kan jeg nøjes med at konstaterer at, herhjemme er der en markant kønsforskel på både kvantiteten og kvaliteten af sygdom. At det ER mig der får hjulene til at dreje rundt, julen til at falde på skinner og at der bliver serveret mad, sygdom ingen hindring der. At jeg vist skal skære det ud i pap og ikke blot sige det, at jeg trænger til tid uden mit elskede barn, fordi jeg har været sammen med hende 24/7 i noget nær 3 uger, alt i mens faderen har været syg og derfor helt ude af funktion den ene weekend og ude og føjte (det er der jo nogen der kan) den anden.. At jeg ikke har ret til at blive fornærmet når ægtefællen siger; jamen du har jo tydeligvis ikke været lige så syg som mig, når nu du kan og har gjort alt det…..

15 min til en overpriced kop latte på Vesterbro, jeg siger dig den er guld værd.

Kære Fru overlæge

Din, måske henkastet eller måske endda humoristisk ment, bemærkning om min evne til at varetage moderskabets udfordringer, når nu jeg i en periode havde haft svært ved at tage mine vitaminer, var ufølsom og vidnede om alt det du ikke har læst i min journal og måske også om en række lægelige fordomme.

Men nu skal du høre her: Min mor tog altid sine vitaminer, troligt hver eneste dag. Rødbrune multitabs i brune glas med farvede mærkater på. Men det har ikke været en garant for at hun dermed også var en fremragende mor. For hvad min journal ikke fortæller dig er at jeg er vokset op med en mor og i et hjem hvor, hvor daglige kys, rene underbukser og madpakker ikke var normen. Det var til gengæld fysisk afklapsning, psykisk vold, latterliggørelse og følelsesmæssig incest. Min barndoms ensomhed og mørke er en uhyggelig historie om en pige der aldrig var rigtig, det rigtige sted eller kun havde berettigelse når hun spillede rollen hun fik tildelt. Jeg voksede ikke om med evnen til at afkode sociale sammenhænge, så jeg var altid skæv eller bare lidt forkert på den. Til gengæld så voksede jeg op med evnen til at afkode andres følelser, så jeg kunne være på forkant med de slag, den kulde eller de ord, jeg inderst inde vidste kom. Jeg kunne afbøde min stedfaders voldsomme verbale udfald mod min mor, ved at kaste mig ind i skudlinjen og redde min mor. For så kunne det være at jeg ikke den dag var den forkerte datter. Jeg voksede op med en klar bevidsthed om at være forkert og ikke have værdi. Hvad der blev barndommens trøstespisning, blev til en spiseforstyrrelse der var min tro følgesvend de næste 30 år og årsagen til at dine og mine veje nu krydses.

Til trods for min opvæksts følgevirkninger, af dårligt selvværd, manglende selvtillid, og manglende evne til at tage vare på mig selv. Så havde nogen plantet et lille frø, en tro, en lille stemme inden i som gjorde at jeg brød barndommens mønster. Langsomt, ganske langsomt. For man vokser ikke op i et hjem som mit, og bare forlader det. Men, trods ordblindhed fik jeg en studenterhue, det tog mig lang tid, men den er min. Jeg på begyndte et univeritetsstudium, som jeg, trods for de mange år med angst og depression som følgesvend, stolt afsluttede i 2009. Jeg er ordineret præst og virker som sådan og jeg er drøn god til mit job! Jeg mødte en mand der kunne rumme mine mange ar fra barndommen, en der elskede mig betingelsesløst for første gang i mit liv, ja også da jeg med mine 159 kg blev kørt på operationsgangen. Efter 170.00,- kr i terapi, kunne jeg sige farvel til min spiseforstyrrelse. Jeg måtte også tage afstand til og afsked med min mor, som stadig lever, bare ikke i mit liv. I 2013 blev jeg mor til den smukkeste lille pige og jeg er en god mor. For jeg har betingelsesløs kærlighed i overflod, jeg har tid til hende og jeg elsker hende for den hun er. Et nysgerrigt og kærligt lille væsen.

Jeg har brugt største delen af mit liv på at ikke tro at jeg nogen sinde ville blive lykkelig, at jeg ikke fortjente eller kunne opnå det der skulle til. Mand, børn, karierre – Ja, bare det at kunne leve og trække vejret frit, fri for sorgen, angsten, skylden, skammen og mørket, det troede jeg aldrig ville være muligt. Men det har jeg kæmpet mig til – Mod alle ods.

Omvæltninger i mit liv vil altid være en udfordring, der er mange ting der resten af mit liv vil være en udfordring. For jeg kom ud af mit barndomshjem slået i mange tusinde stykker og nogle af de sår bliver aldrig hele. Men jeg kæmper videre for livet er fantastisk og det er det hele værd. Ja, jeg glemmer i perioder at tage mine vitaminer, fordi livet bliver overvældene. Men det er kun en periode, så op på hesten igen og afsted derudaf. For sådan er livet, det er ikke en perfekt forestilling hvor alting står på rette plads til rette tid og alle udfører deres roller til perfektion og stående bifald. Livet er rodet, overvældene og overraskende, det er det uperfektes holdeplads, Heldigvis!

Din bemærkning var sående og ikke på sin plads, for du tog ikke hele mennesket med i din betragtning. Vi har alle en historie der gør os til dem vi er. Det er mere end navneskilte, overlægetitler og resultater af en blodprøve. Nu kender du min.

Med ønsket om en velsignet jul.

Hende der

20140206-211827.jpg

I går stod solen smukt fra en blå blå himmel, alt i mens jeg prøvede at holde varmen og finde vej i kødbyens opgange og numre system. Jeg er sat i aktivering af kommunen og den skal varetages af et firma der lever af den slags. Med andre ord, jeg fik ikke drømme stillingen, heller ikke den jeg søgte efter eller efter igen. Nu kan jeg komme på kursus i økonomi eller mindfullness, eller jeg kan lære at ringe op til firmaer og ikke tage et nej for et nej og tale mig til at komme til at tale med nogen der måske kunne give mig en samtale, eller modtage mit CV. Selv bryder jeg mig ikke om telefonsælgere eller sælgere på gaden, så lige den øvelse prøver jeg at knibe mig uden om.

Øvelsen her 1 1/2 md inde i min tid som arbejdsløs præst er øvelsen at holde fokus på det positive og ikke hengive mig til den indre stemme der ind i mellem råber PANIIIK og løber efter et sted at gemme sig. Jeg høre hende, den del af mig der stadig tror at verdenen falder sammen om ørene og alt hører op med at eksisterer. Hende der stadig har barndommens frygt og usikkerhed som første tanke. Men jeg agere ikke som før. Der er ingen grund til panik, det bliver der heller ikke. For det ordner sig nok, på den ene eller den anden måde. Jeg kan ikke forestille mig at der ikke skal komme et job forbi til mig, på den ene eller den anden måde. For sådan har det været før og sådan bliver det igen, selvfølgelig!

Panikken er forståelig, min historie taget i betragtning. Men den må ikke styre og bestemme. Det gør jeg, hende der er blevet voksen i mellemtiden. Hende der er præst og mor og god til begge dele. Hende der er Kone og hustru og ind i mellem, for det meste, god til det også.

Min Post-It væg svinder ind, så jeg får lidt fra hånden, selvom jeg synes det meste af min tid går med sygdom – min eller Lille As. Der er også dage der forsvinder, hvor morgenkaffen bliver til timer foran Mac’en og bunkerne bliver hvor de er og aftensmaden bliver til rugbrød. Der er dage hvor jeg tager ud og ind til byen for at nyde selskab og kaffe, nogen gange bare mit eget. Der er dage hvor jeg skal bruge alle kræfter på at fastholde en positiv holdning og ageren til livet som arbejdsløs præst. Der er dage hvor det falder mig helt naturligt blot at sætte pris på at afleverer mit barn sent og hente hende tideligt, eller holde fridag og bage boller sammen, putte i sofaen og se ligegyldige tegneserier med prinsesser og glimmer. At have tid til at lave simremad og ryde op i skuffen med underbukser.

Jeg øver mig i at tage aktiveringen for hvad det er og ikke stille for mange kritiske spm. det er et lovkrav, jeg skal og så må jeg gøre det og få det bedste ud af det. Hvem ved, måske så er Mindfullnes kurset lige mig? Om et år, stopper mine dagpenge. Så som min kloge mand siger, så er der ingen grund til panik før til sommer. Jeg prøver at få hende der, med panikken til at lytte.

Tudepræsten

bær

Det er åbenbart mig..

Da jeg var barn var jeg utrøsteligt grædefærdig i situationer hvor adskildelse var en del af agendaen. Da vi skulle skifte skole efter 6. klasse, græd jeg som pisket. Da jeg tog på ferie alene med mormor og morfar, uden mine dengang 1 år gamle brødre, græd jeg som pisket. Da vi stoppede på efterskolen efter 9. klasse, græd jeg som pisket – i dag ville jeg ikke kunne deres navne.

Første gang jeg græd som præst efter en bisættelse, var da jeg bisatte ‘min’ første selvmorder. Ægtemandens helt og aldeles alenehed og fraværende deltagelse i højtideligheden og de 5 mennesker i kirken foruden personale, fik noget til at klinge i mig og jeg græd efterfølgende. Min kollega og daværende provst sagde til mig, da jeg hiksede et undskyld for min uprofessionalitet, jeg var endnu ikke ude af pipekraven, at den dag jeg holdt op med at blive rørt, var den da jeg skulle finde en anden levevej.

Siden da er enkelte familiers historie kravlet under huden på mig, og jeg har fældet en tåre. Ikke ofte og aldrig foran de pårørende selv. Da jeg bisatte min bedste vens far, for et par år siden, da græd jeg iført kåbe og krave foran kisten, midt i min tale. Det var ok og naturligt, han havde jo været en del af mit liv også.

Men efter lille A er kommet til verdenen så skal der ikke så meget til. Igår bisatte jeg en mand, hvis kone jeg begravede for 6 uger siden. En mand der med milde og kloge øjne smilede og fortalte mig at jeg havde gjort det godt og værdigt for hans kone. Hans børn, havde grædt og leet på mit kontor og vi havde en god ping pong, sorgen til trods. Da jeg vendte ryggen til familien og rustvognen, faldt tårene lige så stille. Ikke af sorg, men fordi jeg var rørt til tåre over hans og deres historie og familiens velvilje overfor min gerning.

I dag, til en ganske anden samtale, blev jeg så rørt over de pårørenes fortælling om deres sidste tid og omsorg overfor afdøde at der faldt tåre igen. Jeg undskyldte og mente det.

Men, rørt bliver jeg – professionelt eller ej. Nu mere end før. Tudepræsten, måske går det over?

OOTD

OOTD – Outfit Of The Day – En hel ny term i min ende af Cyberspace. Men jeg har også fundet ud af at jeg åbenbart er håbløs bagud når det kommer til de sociale medier og dens brug. Man kan åbenbart godt bruge Twitter som dating site, who knew.

Der er så meget der forandre sig, livet er en stor bevægelse, det ved jeg og jeg lever og oplever det med glæde, forundring og tilbageholdenhed. Måske er jeg bare blevet for gammel til at tage stor bidder af livet og så håbe på det kan fordøjes. En ting er at være blevet mor, en anden ting er at være blevet bevidst om at det at være mor til en lille pige ikke kun handler om økogrøntsager og speltgrød – Noa Noa tøj, DUBLO klodser og bøger med glimmerdimser.

Det handler faktisk også om at videregive identitet, kropsforhold, madvaner, selvværd og tillid. Om jeg så kan eller vil det, så er jeg min datters kvindelige rollemodel, så det er mig der skal lære hende at være stolt af at være kvinde, barbere ben og at elske sig selv.

Curves Ahead pigerne udgav denne artikel for noget tid siden og den fik mig til at tænke. I det hele taget har deres nye online magasin været en inspiration og tankeigangsætter for mig, men i forhold til min rolle som mor, så har det givet stof til eftertanke.

For der er ting som jeg aldrig har lært af min mor, som jeg gerne vil at lille A skal lære – når hun en dag bliver store A. Der er ting min mor lærte mig om min krop, om mit værd som kvinde og menneske som under ingen omstændigheder skal gives videre.

Og det er her der er en tydelig forandring på vej inde i mig, jeg vil gerne være den forandring som jeg ønsker at mit barn skal se. Hun skal se en mor der er stolt af sig selv, glad for sin krop og elsker at være kvinde. Jeg har opdaget at jeg orker faktisk ikke være ked af mig selv længere, jeg orker ikke hele tiden høre mig selv sige; ‘men jeg vil jo gerne lige tabe mig lidt mere’. Jeg vil være glad, smuk og lækker som jeg er nu! Eller rettere, det er jeg faktisk, jeg er glad, og jeg føler mig smuk og jeg ser lækker ud. Nu gider jeg bare ikke ligge skjul på det mere, jeg er sg stolt af mig selv og min krop er resultatet af mit livs kamp og den har de buler, deller og dimser den har og alligevel så er jeg smuk!

Det har været en lidt dyr opdagelse for min kassekredit, for jeg har købt tøj, inspireret af Curves Ahead pigerne, jeg klæder mig anderledes, jeg øver mig i at fremhæve mine fordele og smukke mine hænder, hals og håndled. Kjolen her er en nyanskaffelse der blot venter på at det bliver køligt nok til stømpebukser og måske et par nye sko…

Jeg forandre mig til at være en stolt Plus kvinde, der er lækker og står ved det.

Barndomsminder

foto (2)

Hvad husker du fra din barndom?

Min mand har ikke mange minder fra sin barndom, jeg har mange minder – nogle gange lidt for mange og lidt for livlige og nogle ville jeg ønske jeg ikke kunne huske.

Jeg husker meget ting som jeg ville ønske havde været anderledes, hvor jeg ville ønske mine forældre havde husket på at de havde mere end to børn. Der er ting som jeg vil kæmpe for bliver anderledes for lille A.

Der skal være børn til hendes fødselsdagsfejring. At være 8 og kun holde fødselsdag med gamle mennesker er døød kedeligt.

Der skal være børn til festerne, de store og den nytårs aften. Mine egene nytårsaftener har altid være helt og aldeles ikke børne venlige eller mindeværdige for den sags skyld.

Men der er også hverdags minder, på en dag som i dag hvor regnen står ned – så glæder jeg mig til at hoppe i vandpytter med gummistøvler når hun bliver ældre. At drikke varm kakao og lytte til regnen sammen.

At skabe minder, det er det vi gør sammen hen ad vejen, som når jeg lige pisker en alt for overmoden banan sammen til børnevenlige pandekager en halv time før jeg cykler ned og henter hende i vuggeren.

Jeg har gode barndomsminder – desværre er de fleste af dem ikke fra mit barndomshjem, men fra de små ‘heller’ jeg havde i min barndom. De mennesker der dengang viste mig en anderledes hverdag, og de er i dag en guideline i mine forhåbninger, ønsker og drømme for vores familieliv sammen her i forstaden.

 

 

 

Der er forandring i luften

foto (1)

Når jeg sidder helt stille kan jeg høre det, hvordan bladene på træerne uden for mit vindue rasler i vinden og varsler at der er forandring på vej. De grønne blades raslen varsler tørhed og efterår, farveskift, kortere dage og køligere nætter.

Sådan skal det være, flere gange om året så er den her, forandringen i tiden – årstiden. Forfald, kaos, eller det spirrende liv.

Inde i mig er der også en forandring i værk, på flere planer. Det er faktisk næsten så overvældende at jeg ikke helt kan forholde mig til alle dele hele tiden eller på en gang.

Forandring fryder siges det.

At være nogens mor, er nok den største og mest frydefulde forandring jeg nogensinde har været ude for. At ånde sammen med dette lille væsen der om natten insisterer på at ligge i ske, eller bare tæt på og som i dagtimerne insisterer på at lege med alt sit tøj, med frydefulde høje snakkende lyde og forklaringer, er uden tvivl den største gave nogen sinde. Hun ligner dig siger de, sådan var du også. Så tænker jeg at jeg nu nok alligevel var et smukt, vidunderligt og enestående barn, selvom de glemte at fortælle mig det.

At være hendes mor, forandre forholdet til min mor. Der er meget jeg forstår bedre nu, og så er der alt det jeg nok aldrig kommer til at forstå. Jeg forstår bedre nu, hvorfor der altid var sådan lidt smånusset og beskidt i mit barndomshjem. Især i teenageårene var det piinligt! Men hvem har tid til at gøre rent med et spædbarn der ikke sover? Og hvem har tid til rengøring når man har fire børn og en mand der altid sidder i sin stol og læser avisen og ikke deltager i de daglige sysler. Så jeg forstår godt hvorfor mit barndomshjem var beskidt. Men jeg forstår ikke hvorfor jeg også var det, hvorfor jeg skulle gå til gymnastik med beskidte underbukser og hvordan hun i sin vildste fantasi kunne få sig selv til at vende mine strømer og sige at de ikke var beskidte på indersiden. Jeg forstår ikke hvorfor hun, velvidende at jeg var sårbar og udsat i skolen i forvejen ikke sørgede for at de mest basale ting som mad, renlighed og hygiegne var på plads.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg var den eneste der havde/ fik et medansvar for de huslige sysler, når alle andre slap fri. I det hele taget så forstår jeg ikke det ansvar jeg altid fik lagt på mig. Faktisk så forstod jeg heller ikke dengang den rungende uretfærdighed der altid var i mit barndomshjem, nu forstår jeg at det måtte være sådan fordi min mor var og er narcissist og jeg derfor havde en fast rolle jeg skulle spille. Afvej jeg fra denne rolle, så faldt helvedes brænde ned.

Men fordi de vendte sokker, de beskidte underbukser og nætterne under en dyne med tis på, stadig gør ondt helt inde i mig. Så er der ingen plads til forandring i forholdet mellem min mor og jeg. Det er tre år siden jeg bad om en pause, det er et år siden hun bad mig aldrig kontakte hende igen. Det er tre år siden der indfandt sig en ro i mit liv og i et år har jeg haft fred.

Nu er der plads til forandringer i mit liv, helt uden det falder fra hinanden. For størst af alt er kærligheden!

Ferietid

20140729-224812-82092965.jpg

Er er ikke meget af her i forstadslivet. Et år på barselsdagpenge efterlader ikke meget optjent ferie. Heldigvis så har præsteriet fem søgnedage man kan benytte sig af, også som vikar. De to af dem har jeg brugt i denne uge til at tage på miniferie for lille A og jeg, hos familie på den sjællandske nordkyst.

Lille A havde en fest, med sand, strand, have og Fuglebad med mere vand. Blomsterkrukker og familie der synes at hun var vidunderlig.

Jeg nød mødet med barndommens ferieland og samtaler med min mors søster om hvad der var, det der er og det der kunne blive til noget.

Jeg elsker at jeg har familie der vil mig, men det er svært. Der er vante roller og de er ikke altid lige gode for mig. Der er dog også så meget nyt, at der er rum for forandring.

Eller måske er jeg bare ikke en familie person? Måske er det for tideligt at blive indlemmet på ny, eller for sent?

I alle tilfælde så er der meget at tænke over, meget at fordøje og meget at være taknemmelig for.

Det havde jeg glemt

Folkekirkens_Logo_Regnbue_C_Neg_CMYK_S.eps

20 min for mig selv det får jeg ind i mellem – lige nu er et af de øjeblikke. Jeg bruger det på at drikke kaffe og spise en ostemad, alt imens jeg læser på ‘pastorlisten’. Et internt netværk for danske præster. Selvom jeg ikke har et job at komme tilbage med når barslen ender om 9 uger, og jeg er glad for at jeg på den måde kan få mere tid sammen med min lille pige. Så mærker jeg alligevel en lyst til at kigge indenfor i den verden der også er en del af mig, men har ligget stille i 10 md. Jeg læser de andres prædikener, og spørgsmål og.. længes er måske så meget sagt, men jeg mærker at noget i mig vågner lige så langsomt. Jeg er mor, lille vidunderlige lille As mor, men jeg er faktisk også præst – og det elsker jeg også at være.

Det havde jeg faktisk glemt.