Julens forventninger og virkelighed

Jeg kan med klar røst sige at de to ting var meget forskellige i år. Med lille A’s tilstedeværelse i vores liv, så havde jeg nok en del tanker, drømme, planer, og traditioner jeg gerne ville begynde på, leve ud og sætte i værk. Det skulle starte med at Faderen holdt tre ugers ferie hjemme hos os. Jeg skulle altså med andre ord, have frie og ledige hænder for første gang i 5 ½ md. Åh alle de ting jeg kunne, lave morgen mad OG kaffe på samme tid og måske ligefrem få den drukket inden den blev kold. Bagt en julekage, pakket gaver ind og ja da, skrevet et julekort. Jeg sneg mig endda til en så forkætret tanke som at jeg kunne få gjort rent og tage et bad ligefrem hver anden dag.

Ja der er ting jeg savner i min ellers så lykkelige symbiotiske hverdag med min datter. Frihed til enkelte ting, som at drikke varm kaffe, komme i bad hver anden dag og spise noget mere varieret end det som livet byder på nu.

Men sådan skulle det ikke være, for Hr. R, lagde sig syg med en maveforgiftning/ roskildesyge som han i skrivende stund endnu ikke helt er kommet over. Så julen blev truet af hans sygdom og efterfølgende ekstrem dårlig stemning. Sådan en lurrende, sivende, altgennemtrængende og aligevel aldeles uudtalte dårlige humør – ja, lige netop, på samme facon som mit barndomshjem altid havde oset af. Den uudtalte med allestedsnærværende grusomme dårlige stemning, der lå som en tung dyne over mit barndomshjem. Efter 5 dage måtte jeg græde og sige stop. Gøre opmærksom på at tavsheden, lå og kaldte på min spiseforstyrrelse og på samme tid, tog julestemningen med sig. Han måtte tage sig sammen – gøre det der skulle til, spise og drikke og tale. Han var nød til at holde om mig, kysse mig og se bare et enkelt glas eller to som halv fyldt og ikke tomt. Ellers ville julen gå i stykker og jeg med den.

Så kom ordene og jeg rummede dem og ham. Også selvom jeg undre mig over at lyst kan have sådan en magt over ham, at pligt og skal aldrig rigtig får plads. Du må forstå jeg har ikke lyst til mad og drikke… Jeg forstår det ikke, men forstår at det er sådan han har det. Jeg mener så bare at han er forpligtet til at vinde over sin lyst og er forpligtet på at få fyldt depoterne op, så han igen kan deltage, aflaste og tage sin del af rovet. Egentlig synes jeg det er undfair at hans lyst altid vinder i forhold til pligt. For jeg gad godt se hvordan vores tilværelse så ud hvis jeg satte min lyst over pligt og skal.

Han er en god far, han arbejder ikke mere end han skal og han prioriterer i høj grad at komme hjem fra arbejde tideligt til os. Han rejser ikke så meget mere og han er holdt op med at løbe sammen med kollegaerne da det ville resulterer i flere aftener hvor han ville være hjemme når lille A er gået i seng.

Men, jeg skal stadig snige mig til et bad, jeg kan ikke regne med at få varm mad til aftensmad og aldrig noget der tager mere end 25 min at tilberede og aldrig noget særligt varierende eller top sundt. Jeg er bænket hjemme, jeg har ikke friheden til at tage ud og spille bold. Jeg kan ikke vælge at gøre noget af det, uden støtte et sted fra. Så ligegyldig hvad han disker op med, så synes jeg ikke det er synd for ham. Jo, det er synd for ham at han er syg! Men så stopper synden altså også, for når han brokker sig over sin frihedsindskrænkelse, manglende tid til at spille computer eller playstation, så kan jeg blot sige, jeg har ikke været i bad i 4 dage og jeg lever af oste og leverpostejsmadder, så put a sock in it!

Men sjovt nok, så taler vi aldrig om det jeg går igennem. Vi bruger meget energi på at han ikke kan sove om natten, at han skal stå tidligt op for at gå i bad, at han ikke kan det ene eller det andet, at han er blevet tyk af den mad vi spiser. Vi bruger meget energi på hans urimelige udbrud af afmagt og sure opstød mod sundhedsplejesken (?)

Men aldrig mit.

Hvorfor er det sådan?

Der er en vægtskål der er skæv.

Reklamer

Julen er i hus

Juleprædikenen er gennemlæst, redigeret og printet.

Ude i køkkenet står min andefond og bobler lystigt og anden venter bare på at vi får begyndt. Mine brødre kom som og med en juleoverraskelse i går, det blev jeg glad for og det var som om at julefreden indfandt sig. De kunne lide mine hjemmelavet vaniliekranse og desværre var mine dyrtkøbte økodadler tørre som Sahara, men kaffen var varm og stærk og det var dejligt at se dem. Jeg var ikke klar over hvor meget det betød før de faktisk stod der. Alt det med jul uden mit mødrende ophav, er nødvendigt for mig, men efterlader også en del tomme pladser inden i. Dem tager jeg mig af lidt af gangen, men enkelte låger blev lukket i går.

Jeg har gættet hvad jeg får af dem i julegave, men jeg venter med at pakke dem op til senere.

Når kaffen er drukket og svampebob er færdigt, går jeg ud og bager de sidste vanillekranse og brunkager. Honningkagerne var de eneste jeg ikke nåede inden jul, men så er det jo godt at julen vare lige til Hellig 3 Konger.

Jeg sidder med en følelse af at julen i særdeleshed blev min, missionen lykkedes og jeg er glad inden i.

MINE første julekager – det med jul V

Marcipanspecier fra Anne au Chocolat, de er så lækre at de smelter på tungen. De brune kager, peppernødderne og vaniliekransene er alle fra Camilla Plums store julebog. Opskrifterne på Nødderne og Kransene kan findes her og de brune her. Dog skal jeg for en god ordens skyld huske at sige, at mine brune kager er en fusion af opskriften på nødder og de brune. Sådan kan det gå når man ikke får læst opskriften til ende før man begynder.

Når de så bliver pakket ned som værtindegave til eftermiddagens julehaløj.

På rigtig mange måder så føles det som en milepæl, jeg er i sandhed i fuld gang med at hive julen hjem! Følelserne og minderne væltede frem, bageplade for bageplade. Rent praktisk, så har jeg lavet alt for meget dej. Så meget kage kan vi aldrig spise herhjemme. Jeg kan ikke tåle ret mange smørbagte småkager og min mand siger han ikke kan lide julekager. Vi kommer til at have en hel del kagebegavet venner denne jul. Følsesmæssigt, så er det ren selvterapi at faktisk gøre det jeg i mange år har drømt om men ikke har haft kræfter, mod og forstand til at få gjort.

I køleskabet ligger der stadig dej til Blomsterbergs Citronspecier og honningkagehjerter, foruden den enorme mængde pepperkage og brunkagedej som endnu ikke har fået form. Sikke en december, nogle gange så måtte den gerne gå lige så langsomt, som mit kalenderlys.

Det er ikke til at skjule – det med jul IV

Køleskabet bugner af brunkage, specie, pepperkage og vanillekransedej. Brunkagedejen var en hovsa og ups, du skulle vist have nærlæst opskriften. Men den fylder vores forstadslejlighed med duften af nellikker og jul og den smager af brunkager i munden. Så selvom udgangspunktet var Camilla Plums opskrift på Pepperkage og jeg i en håndevending lavede den om til brunkagedej, så ser det ud til at den virker.

I mit barndomshjem blev der bagt, men ikke før d. 23/24 december og de senere år da det skulle skæres ud i pap af en del af os børn (her især mig og min noget yngre bror) jo var overvægtige, så blev meget af julekagerne og knasen ikke bagt og lavet. Jeg har nu altid synes det var et underligt tidspunkt at fiske askese og mådehold op på. Jeg har altid undret mig over den straf det føltes som, når højtidens knas blev taget fra mig fordi jeg jo var for tyk. Hvorfor var hun ikke så mådeholden de 11 andre måneder? Selv efter mit 60 kg. vægttab, kunne hun stadig sige ting som: Nej, påskeæg med slik får du altså ikke af mig, det har du jo slet ikke godt af…… (?) Hvoromalting er så har jeg i alle tilfælde aldrig stået med i køkkenet, heller ikke til jul, så derfor er der så meget nyt på bedding i år. Mange andre år har jeg haft intentionerne, men vejen fra tanke til handling har været for lang for mig.

Derfor er det noget ganske særligt at stå i køkkenet og bage mine allerførste brunkager, peppernødder og vanilliekranse. Jeg havde nok lidt håbet på at min mand ville dele denne første med mig, og lidt har han da også været at dreje på håndtaget til den alt for billige kødhakker der i år er blevet indkøbt til præmieren. Men han synes nu det går lidt langsomt. Til gengæld så har han hængt vores udendørsjulekæder og nissemand op på vores forstadsaltan og hvis jeg er lidt heldig så kaster han nok en kugle eller to efter ‘Norman’ (juletræet) imens han ser aftens storkamp fra La Liga, der er jeg nok at finde i køkkenet endnu!

Opskriften på mine vanillekranse er Camilla Plums fra hende store Julebog, den kan nu også findes her der skal dog tilsættes ½ tsk. Hjortetakssalt for at det bliver helt den samme opskrift.

Jeg drøner ud og drejer på håndtaget igen!

Juleprædikenen – det med jul III

Det bliver 2. juleprædiken for mig som præst. For rigtig mange af mine kollegaer rundt om i præsteland, er juleaftensprædikenen virkelig højdepunktet for deres virke. Jeg har sågar hørt en kollega udtale sig om at hvis hun ikke kom til at prædike juleaften, så ville hele hendes verden og selvomfattelse som præst falde sammen. Det kan jeg nu slet ikke sætte mig ind i, tværtimod snare.

For jeg synes faktisk at det hele er lidt irreterende. Jo jo kirken er jo fyldt til randen og vi skal syne kendte salmer. KUN 5 ud af de 6 allerkendeste salmer. Ve den præst der finder på at hive en af de, nu, glemte salmer op af hatten. Det er simpelthen det samme som at ødelægge julen for nogen. Prædikenen til den 24. december skal også være fløjelsblød, disney agtig og ganske uden bid. På den ene side så kan jeg snildt forstå at vi mennesker engang i mellem har brug for at kaste håndklædet i ringen og lade alt det grimme, besværlige og angstfyldte ved livet bag os for en stund. Vi har brug for at julen er som den plejer, varm, indbydende, næstekærlig, hyggelig, problemfri, og madfyldt. Ellers bliver de andre 10½ måned om året simpelthen for hårde at komme igennem. December og jul står som et fyrtårn af glæde og hygge i årets gang og det fyrtårns lys skal præsten bare understå sig i at sætte under en skæppe juleaften.

Men, virkeligheden står altså der ude og banker på også selvom vi helst ikke vil se den. Også selvom vi har brug for at alt det grimme for en stund er lukket ude. Hele debatten om fattigdom i Danmarki, her i december måned provokerer mig i den grad. Den påvirker sågar dem der i min kirke skal sidde og vurderer hvornår man er fattig nok til at få en kurv med jul fra kirken. Det er vist ikke gjort med samme næstekærlige rundhåndethed som i de forrige år, for nu er der jo ikke fattigdom i Danmark som dengang damerne i 75 års alderen voksede op med. Nææ nej!!

Det er fandme uhyggeligt du!

Men heldigvis så skal jeg prædike d. 25. december også, der kan vi så synge nogle af de andre salmer og jeg kan få lov til at give juleevangeliet det evangeliske spark i måsen som jeg synes enhver prædiken skal have. Vi mennesker har faktisk kun godt af at høre at der er mennesker derude der ikke kan og har det samme som du. At vi er priviligeret fordi vi har fået livet som en gave og det pivilegie har vi dældulme at passe på og give videre i ydmyghed for den gave det faktisk er.

Måske tager jeg ligefrem denne yderst velskrevet artikel med på prædikestolen Den ultimative fattigdom!

Det med jul II

Som skilsmissebarn og ældste datter i en noget dysfuktionel familie, så har julen de sidste mange år været noget af en varm kartoffel for mig. At jeg som præst nu også skal arbejde i julen, og arbejde meget i højtiden, er med til at jeg må gentænke og gennemtærske julen én gang til. Det har jeg tænkt mig at gøre i år.

Juletræet her kom min mand hjem med da jeg sad og svedte over eksamenerne i december 2007. Vi har ikke haft juletræ siden, dog kom der vist en enkelt kugle op i 08 og i 09, hvor vi fejrede jul som nygifte og jeg fejrede jul som kandidat fra teologi og skrev opgave til pastoralseminariet om menighedsrådets rolle i kirkens visionsplan, tror jeg nok at jeg havde en julestjerne eller to der måtte lade livet i vores vinduskarm. I 10 havde jeg min første jul som præst og min julestemning og jul druknede i Advents gudstjenester og begravelser. Det var nok de kommunale bisættelser, dem hvor afdøde ingen pårørende har. Dem der dør alene og hvor præsten er den eneste der siger et sidste farvel, der gjorde et størst indtryk på mig og drev Disney julestemningen ud af mig.

Fælles for alle årene er, at jeg har købt ind til julekager og knas, til kranse med gran og lys, men det er blevet ved indkøbene. Ingen julekager er blevet ført ud i livet, og jeg har ikke haft juledekorationer siden 08. Der er vel grænser for hvor længe potaske kan holde sig?

Men i år har piben fået en anden lyd. Det hænger helt sikkert sammen med terapien og det at jeg har valgt at pille min mor ud af ligningen. Illusionen og de braste forestillinger, gør jo at jeg bliver nød til og har lyst til, ikke mindst, at gøre julen til min, eller vores hedder det nu. Men min mand går nu ikke så meget op i al det praktiske, for ham gælder det om at vi har tid til at se på julen i byen sammen og har tid sammen. Tid er vel også en tradition?

Vi har tradition for at gå lange ture i københavn og se på alle lysene og juleudstillingerne. Indrømmet, der var mere mekanik og julemand over juleudstillingerne i Illum og Magasin da jeg var barn i 70’erne og dem savner jeg. Men det er hyggeligt og dejligt. Vi har tradition for at tage i tivoli og se på julen og fryse måsen af og vi har også en tradition for at se de store film som Ringenes Herre, nu erhvervet på blue ray, Harry Potter, fra en ende af og så er Bjergkøbing Grandprix ikke til at komme uden om.

I år vil jeg gerne hive nogle af traditionerne hjem. Jeg vil julebage, også selvom vi ikke kan spise alle kagerne selv og min mand ikke spiser småkager (siger han) Jeg har allerede sat honningkagedej over i køleskabet, det skal stå og trække yderligere 14 dage. Jeg vil lave vaniliekranse, brunkager og karameller. Ender det med at julen skal holdes hjemme, så vil jeg lave anden og rødkålen selv. Skal vi spise medister d. 23, så vil jeg prøve at lave grønkålen selv. For første gang i mange mange år, er mine juletanker, drømmer og ønsker ikke forbundet med et burde, kunne og skulle, ikke forbundet med braste drømme og barnlige forestillinger. Den er fast forankret i den virkelighed, at julen er noget jeg selv skal stå for og selv har ansvaret for de næste mange år frem. For familiens arne og traditioner er i år blevet vendt på hovedet og der skal nyt til.

Det er en umådelig stor frihed og jeg får lyst til livet og til julen af det. Naivt drømmer jeg om at få min mand til at hjælpe lidt til at hive julen ind i vores hjem, ikke kun ved at rigge playstationen til så vi kan se de film vi plejer. Men give en hånd med i køkkenet, med bagning og konfektlavning. Så vi kan være fælles om at få julen op og stå og hive den ind i fremtiden. Der er nok en forventningsafstemning på vej.

Når alt kommer til alt, så er julen nu, jo mulighedernes tid, se bare på historien om Jesus!

Dommedag og Julen der stod for døren.

Den stod på dommedagstekster, trusler og løfter fra prædikestolen igår, da jeg prædikede for en kirke fyldt til randen. Hele to sognebørn, foruden konfirmander og så kæmpestore dåbsfølger. Det var også en dommedagsfølelse jeg havde i maven da jeg kørte til kirke. Knald eller fald, skal du være præst eller bliver du nød til at finde på noget andet. Nogle gange virker det helt tosset at have en fin fin uddannelse og så kun kunne bruge den til én ting. Andre gange så giver det bare enormt meget mening at jeg kun skal være én ting, nemlig præst.

Der er ikke så meget dommedags mavefornemmelse i dag, lidt panik men ikke noget jeg satser på ikke at at kunne forholde mig til. Tror jeg nok.

Til gengæld så står Julen ikke længere kun for døren herhjemme i mit forstadshjem. Den er hevet ned fra loftet og der er i selskab med svigermor og svigerinde kreeret en naturkrans, et kalenderlys med dekoration og et forsøg på noget med fire lys til Adventstiden. På en eller anden mystisk vis så har jeg bildt mig selv ind at det kun er to år siden jeg sidst var julekreativ i samme selskab. Men jeg skal faktisk helt tilbage til 2008 for at finde de sidste kranse og dekorationer og ikke mindst juletræ. Jeg var nyopereret det år, tænk det er tre år siden.

Det var hyggeligt at lave dekorationer igår, men minderne der dukkede op var bittersøde. For sidst lavede jeg en dekoration til min mor. Jeg synes selv den var fin. Det gjorde hun ikke, hun tog den faktisk slet ikke med hjem. Men mon ikke også jeg det år blev straffet for ikke at holde julen hjemme? Som tiden går og månederne uden min mor bliver flere bliver der bare længere og længere i mellem de gode minder. Det er som al fortrædet myldre frem af sprækkerne i vores liv sammen. Når jeg kigger tilbage i mine blogs/ dagbøger så er det faktisk et entydigt billede der gør sig gældene i de sidste 4-5 år når det kommer til min mor. En hoppen og springen for at tage hensyn uden selv at komme i klemme og en vrede og afstandstagen som aldrig rigtig er blevet til andet end tankerne.  En enorm frustration over manglende alternativer og valgmuligheder. Jeg kan nu godt se hvorfor jeg har været nød til at tage så drastisk et valg, som at vælge min mor helt fra. Jeg sidder i skrivende stund at samle alle indlæg om min mor igennem tiderne og kigge på det samlede billede. Måske vil det gøre at jeg kan ligge det væk igen?

I år er min jul anderledes, jeg vælger selv. Jeg skal ikke arbejde hele tiden, julepynten er taget ned fra loftet og finder jeg noget ordenligt mel på min vej i dag, så bliver der sat over til honningkagehjerter. Det er der ikke så meget dommedag over vel?