Et værelse med udsigt

IMG_0407

Det her var udsigten fra vores værelse i Berlin i sommer og det var en dejlig ferie. Måske er det vejrets omskifteligehed, sol den ene dag og regn den næste, måske er det fordi kulden ind i mellem bider i kinderne, at vi for tiden læges efter Berlin. Det kunne også være at det handler om at når man er på ferie, så er det ok at være lidt rodløs og på vej, uden helt at vide hvorhen.

Herhjemme går vi, endnu engang, og venter på svar. Venter på om det kunne være denne gang at jobbet med præstegården bliver vores. Er det nu vi kan slå rødder et sted, uden altid at være en slags på vej?

Jeg har sagt det før, og derfor kan det lyde hult, men dette kunne meget vel være mit drømme job. Det er ikke de ydre omstændigheder der er perfekte. For min mand vil blive pendler, med over en time hver vej. Men selve præstejobbet, det er mit drømme job. For der er en kollega, hun er dygtig og vi minder lidt om hinanden, så vi kunne blive et fantastisk team. Jeg vil så gerne have en kollega, for jeg har faktisk ikke lyst til at prædike hver søndag. Det er en kvote stilling, så jeg skal ikke arbejde hele lille As barndom væk, det betyder faktisk rigtig meget for mig. Det er et sted hvor der skal bygges noget op, det kirkelige liv har stået på et lavt blus i mange år, så alle muligheder og veje står åbent. Hvilken drøm! Tænk at få lov til at kunne præge sit arbejde på den måde, at være med til at ligge en plan, se fremad, have visioner og kunne udføre dem i virkeligheden. Tænk at kunne få lov til at tænke nye måder at gå med evangeliet på, det er virkelig et drømmejob. Der er bolig med, den er fin – meget fin og det ville være dejligt at komme ud af 2 V’ern og kosteskabskøkkenet. Og det høre også med til drømmen, at have en have for A at boltre sig i, et legehus og en urtehave til mig og mit køkken.

Jobbet er på toppen af sjælland, så det er langt væk fra alle dem vi kender. Men det er tæt på den del af min mors familie der gerne vil mig og min familie. Der er en skov lige om hjørnet, du ved ikke sådan en skov hvor man kan høre motorvejen hele tiden. Nej sådan en skov hvor man kan høre fuglestemmer og bladene under støvlerne.

Sådan et sted, sådan en kirke kunne jeg godt se mig selv og min familie i, i mange år. Ja jeg vil faktisk sige at drømmen om at komme afsted som sømandspræst, den er trådt gevaldigt i baggrunden – hvis dette embede skulle blive mit. For så tror jeg faktisk ikke jeg behøver så meget mere.

Så derude i blogland, kryds fingre send en bøn til gud eller blot en tanke til mig. For nogle drømme går da i opfyldelse ik?

Reklamer

I have a Dream

Stod Martin Luther King og sagde på trapperne foran Lincoln Memorial, engang for mange år siden og i en helt anden tid. Jeg stod samme sted i sommer og mærkede lidt af historiens vingesus. Lige siden jeg som 20 årig for første gang læste af og om Dr. King har jeg været fascineret, om det var af ham eller det at et menneske omringet af håbløs – og uretfærdighed, turde Drømme og håbe for noget bedre, det ved jeg ikke. Men det var noget stort over det han turde sige, synes jeg dengang for 19 år siden.

Jeg har altid haft drømme, store urealistiske drømmeverdenener jeg kunne forsvinde i når virkeligheden blev for virkeligt. Steder hvor jeg var noget, betød noget for nogen eller drømme om at blive frelst fra den falske mor som ganske ung.

Nu har jeg andre drømme, fyldt med realisme og håb. Nogle gange mere håb end realisme, men de er ikke længere forankret i at være alle andre steder end der hvor jeg er, eller næsten.

Al den drømme snak har naturligvis en pointe, lige nu står jeg overfor en mulig opfyldelse af to drømme, børn og et udenlandseventyr. Jeg blev insemineret for 5 dage siden, for første gang og min mand er blevet spurgt om en udstationering blot 5 timer fra trapperne på billedet. Så i slutningen af denne uge, så ved vi om vi skal ud i verdenen og i slutningen af den næste så ved vi om der er gevinst i første omgang hormoner.

At tælle dagene, det har jeg prøvet før. Men denne gang er det næsten alt alt for spændende.

 

Regnvejrslisteri

Der ligger 5 blokke, med hver deres liste her på mit skrivebord. Nogle lange og andre knap så lange, nogle punkter haster og andre kan godt vente. De er vist nærmere en ønske end en to do liste. Et eksempel, jeg ønsker at finde tiden til at få sat de tre nye hylder op i køkkenskabet, men det haster lidt med at få planlagt konfirmandundervisningen for oktober. Jeg skal huske at gå til sølvsmeden med en håndfuld smykker der skal renses, men haster ikke lige så meget som at få lavet blommekompot af blommerne der synger på sidste vers i køkkenet.

Det er ufattelig mange lister og ikke mindst punkter der følger med.

Men jeg er for tiden nød til at lave listerne for at punkterne ikke forsvinder i glemslen eller at jeg mister overblikket over mine arbejdsopgaver til kirkerne. Jeg har altid været god til at lave lister, planer og punkter, men sjældent særlig god til at overholde dem. Eksamens læseplaner f.eks., er det aldrig lykkedes mig at overholde. Men det gav mig ro at lave dem og det skabte overblik over stoffet dengang. Jeg tror det er derfor jeg har lavet lister, og så mange af dem, lige nu. For at skabe ro, komme ud af hovedet og ned i kroppen og så også få et overblik og en vej fremad.

Efter 14 dages ferie, hvor jeg nærmest segnede under ansvaret og rollen som rejseguide, så siger min terapeut at jeg handler kognitivt og jeg skal finde ud af at komme ud af hovedet, tænkningen og ned i kroppen. Der skal leg og grin på banen – og jeg tænker, når der er styr på listerne, men jeg er sikker på at det ikke helt var det hun mente.

Jeg lytter til MusiCure og føler det giver ro, både i hovedet og i kroppen, ser ud på regnen og tager fat på listen med to do.

 

Blomsten på billedet, er taget i New York. Vi var på tur i støvregnvejr langs den nu renoverede High Line Park, et åndehul af ro midt i al trængeslen.

Hvad sker der?

Jeg ved det faktisk ikke helt.

Hvor blev tiden af?

Fordi jeg tager billeder med min telefon så ved jeg hvor jeg har været og lavet og oplevet. Jeg har opdateret på facebook, så jeg kan følge med i mit eget liv, når det er som om det forsvinder i en tåge.

Hvor bliver mine indlæg af?

De sidder fast i mit hoved. Tankerne er der og var der da jeg måtte på akut gynækologisk og barnløshed, fertilitet, smerter og blødninger var det der stod forrest i køen. Men magtesløshed er faktisk den samme om det er i forhold til børn, eller faktisk manglen på samme, eller det faktum at min Biskop ikke er vild med mig. Dog var jeg slået ud i 2½ døgn af smertestillende, så ingen handlinger lige der. Men heller ingen tankeflugt, da evnen til at tænke dukkede op af tågerne.

Jeg passer mit arbejde, og får stadig ros.

Min bedste vens far døde og jeg har været ven og præst i et. De tanker har jeg måtte sætte på hold, pga arbejde og konventet jeg skal til i mit stift. Jeg har ikke lyst til at tage afsted. Jeg har lyst til min hverdag, med kasser fra årstiderne og grøntsager jeg aldrig har spist før. Jeg har lyst til at putte hos min mand om morgenen og om aftenen. Jeg har lyst til at køre på cykel på arbejde og dufte sommer og høre fugle sang på vejen. Jeg har ikke lyst til at networke med en masse præster med fast arbejde og provster der skal bruge vikarer. Jeg har ikke lyst til at sige at jeg ELSKER livet som vikar, til dem som har fået de stillinger jeg har søgt de sidste 2½ år. Jeg har ikke lyst til at smile til Biskoppen og gøre mig til overfor kollegaen der ikke ville have mig som kollega da det kom til stykket. Jeg har faktisk allermest lyst til at passe det arbejde jeg har, så længe jeg har det! Det tog mig dog en spandauer og 2 afsnit af Criminal minds at indse det.

Jeg vil klippes, gå med høje hæle og fejre at jeg stadig taber mig, når jeg husker at spise linser og bønner nok. Jeg har lyst til at købe tasken med palietterne og den til kameraet. Jeg har lyst til at vande mine kryderurter, lavendler og orkideer. Som jeg sagde i prædikenen i morges, allermest holder jeg af hverdagen.

Men jeg tager afsted, fordi det er klogt. Fordi temaet er spændene og fordi der ér kollegaer jeg faktisk glæder mig til at se igen.

Men mest fordi det er klogt at blive set smilende og fantastisk, af dem der ansætter og anbefaler.

Frem og tilbage

Jeg havde faktisk købt den, forklaringen fra provsten om at det var min teologiske profil, min manglende præsteerfaring og mit fokus på arbejdet med børn og unge der var årsagen til at de ikke ville vælge mig som deres præst. Det gav også mening, hvis det var de faktisk ville have en præst med større fokus på teologien og kulturen.

Lige indtil jeg i går mødte en tidligere studiekammerat, som var indkaldt til samtale i selv samme kirke. Hun har præcis samme kirkelige og teologiske profil som jeg, har været præst i et år mindre end mig. Tidligere sognemedhjælper, konfirmandlæser og med fokus på børn og unge.

Jeg mødte hende 2 timer inden jeg skulle tilbage til dén kirke, til konfirmandtræf med mine tidligere konfirmander. Det var et bittersødt gensyn, og jeg har besluttet mig for at jeg ikke skal tilbage igen foreløbig.

Jeg elskede at gense konfirmanderne og jeg blev begavet med billeder, kram, kort og ros fra en enkelt forældre der var mødt op for at give mig roserne for arbejdet med de unge.

Men gensynet med menighedsrådsformanden der ikke kunne se mig i øjnene og min tidligere kollega der var lykkelig over muligheden for en legekammerat i studiekammeraten, var ikke lige det jeg trængte til. Såret, usikkerheden og præsteidentiteten er stadig rystet og jeg er sg ked af det.

Heldigvis så kan jeg om lidt sætte mig op på cyklen og cykle ned i den kirke hvor de har kaldt mig til at være vikar sammen med dem. jeg har 2 måneder endnu og jeg har tænkt mig at nyde dem. Jeg kan ikke ændre på noget af det andet, sket er sket og jeg er nu engang den jeg er.

alligevel tomt

Som Hottie  ovre på HomeMadeHeaven er jeg også startet nyt job. Det ene vikariat løb ud og det andet begyndte, samtidig med at jeg konfirmerede mine 45 vestegnskonfirmander over to dage.

Det kræver lidt mere end blot omstillingsparathed at sige farvel efter 1½ års vikariat og starte på et nyt, inden for få dage. Måske derfor har jeg været mere træt end normal, mere følsesladet og grådlabil end jeg plejer. Men jeg har også sagt farvel til skønne skønne unger, dejlige kollegaer og medarbejdere. Selvom man er vikar, kan man godt gro fast på 1½ år.

Jeg havde søgt den ene af de to stillinger jeg har varetaget og jeg er ikke blevet kaldt til samtale. Jeg vidste godt at muligheden forelå, jeg var forberedt på at det ikke blev mig. Men det føles nu alligevel tomt. For jeg ville gerne have haft stillingen, jeg vil gerne have en fast stilling. Fod under eget alter så at sige.

Så i dag græder jeg tåre fra fortiden. Min lille pige føler sig endnu engang afvist og fortidens følelser forstærker nutidens samme. Et sted inden i ved jeg godt at der er noget andet til mig så, et sted inden i ved jeg at jeg er valgt fra fordi jeg ikke passede ind og min lille pige er vant til aldrig at passe ind nogen steder, så i dag føler jeg et ekko af de 30 år hvor jeg følte mig umådelig forkert.

I søndags blev jeg valgt til, for de næste 2½ md., med blomster og ros fra 100 kirkegængere, i dag har jeg svært ved at se rosen blive til en fremtid for mig. De 15 mails jeg har modtaget med varme, kærlige og rosende ord oven på de tre konfirmationer, mister lidt af glansen. For jeg ved faktisk godt at jeg er god til mit arbejde, men det ved dem der ansætter faktisk ikke. I mit stille sind, ville jeg ønske at nogen ville fortælle min biskop at jeg faktisk har gjort en forskel.

I dag er jeg ked af det.

Jeg tænker så jeg får hovedpine..

Bunkerne på skrivebordet vokser og da det på samme tid vælter ind med bisættelser, så har jeg måtte flytte bunkerne til spisebordet og håbe min mand ser igennem fingre med den manglende struktur lidt endnu. Hvis jeg er heldig så er han lige så blind over for dem som for nullermænnerne i hjørnerne der snapper efter mig når jeg går forbi. (det er hans job at støvsuge) Jeg burde egentlig have massere af overskud, jeg har været på hospitalet og fået Jern i lange baner. Det med mor og familien generelt suger en del af energien, naturligvis. Men oven i hatten er jobbet bare ikke business as usual. For mit vikariat løber ud, stillingen er slået op, men ikke som den fuldtidsstilling jeg har gået i de sidste 1½ år. 50% præst er en fattig livsbane. Så jeg tænker så det brager, får jeg det vikariat som jeg er indstillet til hen over sommeren? Skal jeg søge 50% stillingen og være halv præst ind til præstegård og fuldtidsstilling lander i skødet på mig? Eller skal jeg tage et ‘Leap of faith’ og sige farvel og tak for denne gang og tro på at der er noget godt i vente på den anden side? Selvom jeg søger stillingen, kan jeg så tåle afvisningen hvis jeg ikke får den? Kan jeg både søge den og tage et Leap of Faith?

Oven i hatten har jeg et par af mine konfirmander der virkelig har det skidt, selvmordstanker, udsat for ekstrem mopning, cutting og et selvværd der er en saga blot. Med forældre der ikke ved hvad de skal gribe i og derfor griber de til kontrol. Jeg har været med indover en rum tid og med den rolle at være en voksen man godt tør gå til. Jeg er med så godt jeg kan, men jeg ville ønske jeg havde en lidt større værktøjskasse udi teenageproblemer.

Balancen mellem at være præsten og være den der skal redde… er hårfin og svær.

Så egentlig er intet nyt, bare anderledes. Jeg balancerer i livets labyrint og er nået til en korsvej. Og dog, jeg er nul lidt stærkere og klogere end før!

Brødre

Jeg har tre af dem, der er henholdsvis 7 og 16 år mellem os. Jeg holder forfærdelig meget af mine brødre. Den yngste har jeg et ganske særligt hjerte for, også selvom han er nået den alder hvor alt der kommer ud af hans mund ingen mening giver, eller provokere mig helt sindsygt meget. Det særlig hjerte kommer sig nok af at jeg var den der tog over når mor stod af. Jeg har gået lange ture med ham i bæresele og barnevogn, han har sovet i min fodende utallige gange, nogle gange fordi han selv fandt vejen andre fordi mor skulle sove mere. Jeg var voksen nok til at se urimelighederne hans forældre udsatte ham for og når hans far ikke fandt ham interessant, så var det jo godt at jeg synes han var den mest enestående skabning. Ja også med alt hans skaberi og hysteri. Han var en vidunderlig baby og et fantastisk barn og vi har brugt utrolig mange timer sammen.

Men nu er det anderledes, ikke kærligheden slet ikke, men han kan ikke længere komme på ferie og spille playstation hele natten. Vi maler ikke længere warhammer figurer og jeg spiller ikke WoW. Vi taler heller ikke samme sprog, jeg er præst, rødstrømpe og tror på dyrevelfærd og gud. Han kan lave apps til telefoner, taler i koder og hans referencerammer er bare i en helt anden verden. En gang i mellem så går vi i biografen, spiser popkorn og så er det næsten som da vi var inde og se Jungledyret Hugo for første gang sammen.

Forandringerne i mit liv har nok føltes som svigt, om ikke andet så ved jeg at min mor nok har skulle fortælle ham, at det var det. Og jeg føler jeg har svigtet ham, for på et tidspunkt blev jeg nød til at lade være med at være det skjold der skulle beskytte ham imod familiens ondskab. Jeg blev nød til at prøve at være mit eget skjold. Jeg prøver at huske mig selv på at at jeg blot er hans storesøster og ikke det menneske der har haft ansvaret for at han blev et glad, velbalanceret og skønt menneske som voksen. Det gør ondt helt ind i mit hjerte, ved tanken om at jeg ikke kunne passe på mig og ham på samme tid, også selvom det måske ikke helt var en del af jobbeskrivelsen som storesøster.

Det er også ham der overtog rollen som caretaker, i forhold til mor, da jeg begyndte at trække mig. Han var den første af mine brødre der ringede og spurgte hvad det nu var for noget det med at jeg ikke ville se mor. Igennem de samtaler, fandt jeg ud af at hun havde bedt ham vælge mellem os. Jeg har sagt til ham, at fordi han vælger mor, er det ikke det samme som at han vælger mig fra. Han skal ikke vælge, fordi jeg har valgt.

Men inderst inde, der hvor kærligheden bor, håber jeg en dag han får modet til at vælge for sig selv.

Det er ikke let, med brødre og familie, når jeg har valgt matriarken fra. Det er ikke let, når det skal være så pænt som muligt. Det er ikke let, når jeg skal veje mine ord, istedet for at sige det der er. Det er som om der altid er noget mellem os, det der før var usagt og kunne gemmes væk. er ikke gemt væk længere, men er stadig usagt, til dels.

Det er et tomrum jeg har rigtig svært ved.

Jeg håber, og tror på at vi finder ud af det. En dag bliver det vel ‘normalt’ at det unormale er sat til skue?  En dag er det vel bare sådan det er.

Usikker eller bare ukendt ?

Flere af mine gamle studiekammerater har på facebook proklameret at de har haft eller vil få deres sidste højmesse i længere tid. For nogle er det et frivilligt valg, de vil prøve noget andet end folkekirken. For rigtig mange andre, så er det manglen på præstestillinger og vikariater der spøger. Det er nu snart 1½ år siden at jeg blev vikar ude på vestegnen, i tiden der er gået er jeg blevet forlænget 2-3 måneder af gangen og et par gange kun en måned af gangen. Uvisheden og usikkerheden er i forvejen en kedelig følgesvend, men når det kommer til min jobsituation, kan den til tider være alt opslugende.

Købt eller solgt, jeg ved det egentlig aldrig. Jeg ved ikke om min biskop bryder sig ret meget om mig, jeg ved ikke om biskoppen når dette vikariat stopper (og det gør det snart) har fundet mig værdig, dygtig nok eller noget andet nok til at sende mig videre i stiftet.

Jeg ved at jeg, selvom jeg har været jobsøgende i snart 2½ år aldrig har været kaldt til samtale i de tre stifter jeg har søgt job i. Aldrig! Jeg ved ikke om det er fordi jeg er for tyk, fordi min mand er i Business verdenen og ikke er interlektuel eller kan spille guitar, eller om det er fordi vi ikke har børn. Det siges at børn er adgangsbilletten til fast stilling, så er jeg sg på den hvis vi ikke kan få børn.

Da jeg for 2½ år siden afleverede mit speciale og startede min efteruddannelse på pastoralseminariet havde jeg i mine vildeste fantasier ikke forestillet mig at jeg på nuværende tidspunkt ville være uden faste embede (og børn). Sammen med en veninde sad jeg og filosoferede over forestillinger og den virkelighed vi begge står i. Hvorfor kommer det sådan bag på mig? Jeg har tænkt over det og er kommet frem til at det gør det, fordi jeg i store dele af min studietid har hørt folk fortælle mig om hvor stor en succes jeg ville blive som præst. Hvilket guldkort for en ellers skrantende folkekirke jeg ville blive. Ikke på grund af mine faglige kvalifikationer som teolog, men fordi jeg var ægte og havde mærket livet. Jeg kunne (og kan) det der med mennesker og det var der brug for, for sådan er en rigtig præst! Du er sådan en der ville kunne få mig i kirke, sagde mange. Det er faktisk kun min far der har holdt det løfte skal det siges.

Jeg er heller ikke i tvivl jeg er sådan en præst folkekirken kunne have brug for. Men jeg er ikke sådan en præst menighedsrådene vælger.

Alt dette, usikkerhed, utilstrækkelighed og uvidenhed, suser lige ind og øger tomrummet inde i mig. Det er rædselsfuldt og det er knusende.

Studiekammeraten skrev på sin status at fremtiden var usikker… så rettede hun det til, at den ikke var usikker men bare ukendt. Måske er ukendt ikke lige så knusende som usikker for sådan en som mig? Imens jeg søger stillinger og skriver prædiken til på søndag, vil jeg tygge lidt på det.

Uheld uden held

I bryllupsgave fik min mand og jeg et digitalkamera af min far i bryllupsgave på forskud. Vi fik vist ikke læst brugsanvisningen grundigt nok, eller noget i den stil. Under alle omstændigheder så blev vi aldrig rigtig gode venner med det kamera. Billederne fra bryllup og ophold i New York var ok, men der var langt imellem perlerne og opløsningen var håbløs lav. Desuden blev billederne fra min ordination og indsættelse året efter var bestemt ikke gode og det føltes lidt kedeligt ikke at have gode billeder af store øjeblikke. Så min mand forærede mig et Canon 1000D sidste år. Hvor heldig kan man være? Et spejlrefleks digital kamera, jeg elskede det og gør det stadig. Men jeg har også måtte sande at det er med kameraere som med kogebøger, man bliver hverken mesterkok eller mesterfotograf af at have udstyret i orden. Det gør det ikke alene.

Men jeg får leget med det, taget det med på ferierne og det tager virkelig nogle flot skarpe billeder i det rigtige lys. Men kunsten bag og udnyttelsen af det, det har jeg ikke haft tiden til at sætte mig ind i og jeg ved vist heller ikke helt om AOF har et Canon kursus. En af lokalavisernes fotograver kom op i kirken for at tage nogle billeder af mig til en artikel (som jeg forresten aldrig fik hverken set eller modtaget) og hans kamera kunne på stedet tage højde for farver, rødlighed i huden osv osv. Det var et mægtig smart kamera og han håndterede det bedre end jeg håndterer bibelen. Det gad jeg godt kunne.

Jeg har altid elsket at have et kamera i hånden og gik til foto på ungdomsskolen i 8. klasse. Men film og fremkaldelse har altid været dyrt, så det var ikke en hobby jeg kunne dyrke, selvom jeg virkelig gerne ville. Jeg har stadig nogle af billederne fra dengang, desværre så er negativerne forsvundet i årenes løb. Men jeg husker det som en skøn tid, at tage og fremkalde mine egne billeder, jeg har nogle hysterisk morsomme billeder af mine brødre på slap line. En dag viser jeg dem til deres kærester!

Julen 2011 er den bedst dokumenteret jul ever! Ikke kun fordi jeg har mit fine kamera, men også fordi jeg har haft lyst til at have vidner til detaljerne som de har stået for mig. Så jeg har taget billeder af maden, noget af den som råvare og et enkelt på julens tallerken. Jeg har taget billeder af processen, pynten, vejen og alt det andet jeg har gjort og set i mit forstadshjem i december måned. I dag tog jeg billeder af gaverne, både et fint opstillet et og et som viser hvordan her faktisk ser ud efter julens dage i favn og havn.

Jeg havde lidt for travlt da billederne skulle ud af kameraet og jeg var på vej til bisættelsessamtale, resultatet blev at mit fine kamera endte på gulvet. Mit hjerte sad i halsen og tårene pressede på og jeg blev hunderæd for om mit 3. øje nu var helt væk. 18-55 mm objektivet må have taget stødet for det er godt bøjet og virker desværre ikke mere. Jeg kan købe et nyt til 999,- Men om huset har taget skade, det ved jeg faktisk ikke. Jeg satte zoom objektivet på og det har da taget billeder siden. Men min gud hvor er jeg ked af det, for jeg ved at sådan et kamera er yderst stød og slag sensitivt.

Men man kan da se detaljerne tydeligt på vinduet her i kontoret.

Jeg ved godt at ting bare er ting og kan erstattes, men mit kamera er vist mere end blot det, når det kommer til stykket.