Mother dearest?

IMG_4271

Jeg skeler til klokken, den er 9.07 – dagen har været godt i gang længe og jeg ved, at hvis jeg ikke er opmærksom på tiden, så kan jeg blinke og uret har tikket 13.09 og dagen er ved at være brugt op. I livet som arbedsløs så bliver tid en markør med flydende kanter. Nogle dage går tiden langsomt nok til at alt det jeg gerne ville nå, bliver nået og andre dage så halser jeg efter tiden som en tæve i løbetid. Om lidt skal jeg i job igen, og så bliver tiden knap og skal sættes i skema for at få enderne til at hænge sammen. Min kalender, din kalender, bedstes kalender og andres kalender skal matches, sammenlignes, planlægges og det skal helst gå op i en højre enhed.

Tiden går – Tik Tak siger lille A, når der er et ur i nærheden. Det er sødt!

Ind i mellem så føles det som om tiden står stille, eller at noget aldrig rigtig forandre sig, tiden og følelsen af forandring til trods. Min terapeut kalder det noget med at min historie kommer på besøg. Altså at følelserne jeg står med nu, forstærkes af følelser fra fortiden. Jeg ved at når jeg bliver forfærdelig rasende, ked af det, ond i sulet eller mest virkelig virkelig vred – at så er det min historie der blander sig i min nutid og forstærker følelsen af vrede, afmagt, fortvivelse og det bliver til raseri, tåre og hårde ord.

Jeg har identificeret en del af mine historie markører. Uretfærdighed er en af dem, for når man vokser op som barn af en Narcisist så er uretfærdighed en evig følgesvend. Dels sympatien med Narcisistens evige oplevelse af at alting er uretfærdigt, men faktisk også fordi grov forskelsbehandling er en del af hverdagen. Egoisme er en anden og krav om at tilsidesætte egne behov for andres behovsdækkelse en tredie. Også typiske træk hos en Narcisist at afkræve og opdrage sit barn, det barn der nu engang får tildelt den rolle, til at dække sine behov og på den måde vokser barnet op med en klokkeklar viden om hvordan man dækker forældrens behov, men uden evnen til at tage vare på sine egne.

Så ofte når min nutid kommer i karambolage med min fortid så er det fordi andres egoisme eller behov kommer på banen. Eller at andre kræver af mig, eller forventer at jeg skal tilsidesætte mine behov for deres. (Lille A helt og aldeles undtaget lige her. Her er det mit job at tilsidesætte egne behov og det gør jeg uden besøg af historien eller andet.)

ER DET DIT BEHOV? har min terapeut fået mig til at skrive på en post-it og sætte på skærmen. For begynder jeg at ignorere mine behov og tilfredsstille andres, så lander jeg med begge ben i fortiden.

Et nyt behov er dukket op i den sidste tid, et behov for at slippe vreden. Grundvreden mod min mor, min barndom og opvækst. Jeg orker ikke mere vrede og den gør ikke noget godt for mig på den lange bane. Vreden har været en god katalysator for mig, til at tage afstand fra hende og få fred i mit liv. Tage kontrollen og skæbnen tilbage. Men nu vil jeg gerne give slip og tilgive.

Tilgivelse er et stort ord og jeg bruger det sjældent i samme sætning som min mor. For hvilke konsekvenser har tilgivelsen? Skal vi så have forsoning på banen? Et forhold? skal hun have et forhold til mit elskede barn? NEJ tak!  Men hvad så?

Det er mit behov for at slippe vreden det handler om, hvad der følger med når jeg krydser den bro, må jeg tage mig af der. Men jeg orker ikke være vred længere, jeg vil gerne sætte mit fokus et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at i fremtiden spiller min historie, en væsentlig mindre rolle i min nutid end den gør nu.

Kloge mennesker siger at der skal tilgivelse til, og er det, det der skal til, så er det det, jeg vil arbejde på. For vreden er ikke længere min drivkraft, det er kærligheden til min datter, min mand, mit liv og min fremtid. For størst af alt er kærligheden.

Hvad med kærligheden til min mor? Den er der ikke, den er væk. Er tilgivelse ikke en kærligheds gave? Hvis den er, så må det være ud af kærlighed til mig selv.

Kære Fru overlæge

Din, måske henkastet eller måske endda humoristisk ment, bemærkning om min evne til at varetage moderskabets udfordringer, når nu jeg i en periode havde haft svært ved at tage mine vitaminer, var ufølsom og vidnede om alt det du ikke har læst i min journal og måske også om en række lægelige fordomme.

Men nu skal du høre her: Min mor tog altid sine vitaminer, troligt hver eneste dag. Rødbrune multitabs i brune glas med farvede mærkater på. Men det har ikke været en garant for at hun dermed også var en fremragende mor. For hvad min journal ikke fortæller dig er at jeg er vokset op med en mor og i et hjem hvor, hvor daglige kys, rene underbukser og madpakker ikke var normen. Det var til gengæld fysisk afklapsning, psykisk vold, latterliggørelse og følelsesmæssig incest. Min barndoms ensomhed og mørke er en uhyggelig historie om en pige der aldrig var rigtig, det rigtige sted eller kun havde berettigelse når hun spillede rollen hun fik tildelt. Jeg voksede ikke om med evnen til at afkode sociale sammenhænge, så jeg var altid skæv eller bare lidt forkert på den. Til gengæld så voksede jeg op med evnen til at afkode andres følelser, så jeg kunne være på forkant med de slag, den kulde eller de ord, jeg inderst inde vidste kom. Jeg kunne afbøde min stedfaders voldsomme verbale udfald mod min mor, ved at kaste mig ind i skudlinjen og redde min mor. For så kunne det være at jeg ikke den dag var den forkerte datter. Jeg voksede op med en klar bevidsthed om at være forkert og ikke have værdi. Hvad der blev barndommens trøstespisning, blev til en spiseforstyrrelse der var min tro følgesvend de næste 30 år og årsagen til at dine og mine veje nu krydses.

Til trods for min opvæksts følgevirkninger, af dårligt selvværd, manglende selvtillid, og manglende evne til at tage vare på mig selv. Så havde nogen plantet et lille frø, en tro, en lille stemme inden i som gjorde at jeg brød barndommens mønster. Langsomt, ganske langsomt. For man vokser ikke op i et hjem som mit, og bare forlader det. Men, trods ordblindhed fik jeg en studenterhue, det tog mig lang tid, men den er min. Jeg på begyndte et univeritetsstudium, som jeg, trods for de mange år med angst og depression som følgesvend, stolt afsluttede i 2009. Jeg er ordineret præst og virker som sådan og jeg er drøn god til mit job! Jeg mødte en mand der kunne rumme mine mange ar fra barndommen, en der elskede mig betingelsesløst for første gang i mit liv, ja også da jeg med mine 159 kg blev kørt på operationsgangen. Efter 170.00,- kr i terapi, kunne jeg sige farvel til min spiseforstyrrelse. Jeg måtte også tage afstand til og afsked med min mor, som stadig lever, bare ikke i mit liv. I 2013 blev jeg mor til den smukkeste lille pige og jeg er en god mor. For jeg har betingelsesløs kærlighed i overflod, jeg har tid til hende og jeg elsker hende for den hun er. Et nysgerrigt og kærligt lille væsen.

Jeg har brugt største delen af mit liv på at ikke tro at jeg nogen sinde ville blive lykkelig, at jeg ikke fortjente eller kunne opnå det der skulle til. Mand, børn, karierre – Ja, bare det at kunne leve og trække vejret frit, fri for sorgen, angsten, skylden, skammen og mørket, det troede jeg aldrig ville være muligt. Men det har jeg kæmpet mig til – Mod alle ods.

Omvæltninger i mit liv vil altid være en udfordring, der er mange ting der resten af mit liv vil være en udfordring. For jeg kom ud af mit barndomshjem slået i mange tusinde stykker og nogle af de sår bliver aldrig hele. Men jeg kæmper videre for livet er fantastisk og det er det hele værd. Ja, jeg glemmer i perioder at tage mine vitaminer, fordi livet bliver overvældene. Men det er kun en periode, så op på hesten igen og afsted derudaf. For sådan er livet, det er ikke en perfekt forestilling hvor alting står på rette plads til rette tid og alle udfører deres roller til perfektion og stående bifald. Livet er rodet, overvældene og overraskende, det er det uperfektes holdeplads, Heldigvis!

Din bemærkning var sående og ikke på sin plads, for du tog ikke hele mennesket med i din betragtning. Vi har alle en historie der gør os til dem vi er. Det er mere end navneskilte, overlægetitler og resultater af en blodprøve. Nu kender du min.

Med ønsket om en velsignet jul.

Tillykke og farvel?

DANNEBROGSFLAG-4

 

I går havde min yngste lillebror fødselsdag, han blev 25 år gammel. Da lyset var slukket og det kun var væggeurets digitale tal der oplyste soverværelset, tænkte jeg på dengang da det kun var storesøsters lasagne der var god nok til fødselsdagsbarnet. Og jeg valgfartede med stor glæde til barndomsland og lavede mad og hygge sammen med ham. Jeg tænkte på hvor tætte vi var, engang. Hvordan han da han var på Lille As alder kravlede ind i min fodende om morgenen og så puttede vi, eller stod op og legede. Jeg tænkte på hvornår vi sidst havde det sådan rigtig hyggeligt sammen. Det er længe siden, jeg kan ikke sætter fingeren på hvornår. Hvornår sluttede det, det her gode nære søskende forhold?

Da jeg flyttede herud i forstaden, sluttede overnatningerne. Dels fordi vi har altså kun to rum, dels fordi Hr. R ikke bryder sig om overnattende gæster, han føler sig ikke tryg ved det og dels fordi min lillebror nu havde et så ringe forhold til bad og renlighed, at sofaen stank af ham i dage efter han havde overnattet der. Den tid var nok begyndelsen på enden. For lillebror blev skuffet og mente at Hr. R ødelagde noget. Jeg ved min mor, allerede dengang stod i hendes ende og forstærkede Lillebrors harme, vrede, og manglende forståelse for forandringen.

Lillebror blev liberalist, det er jeg ikke og jeg fattede simpelt hen ikke (og jeg fatter det stadig ikke) hvordan et menneske som aldrig har tjent sine egne penge, som har fået alting forærende, som aldrig har oplevet angsten for ikke at kunne betale sin husleje eller mad til resten af måneden og katten, kunne blive så glødende liberal og så ondskabsfuld omkring det. Det var nok det næste skridt, jeg kunne simpelthen ikke rumme hans holdninger som ingen bund havde i den virkelighed almindelige mennesker lever med og i. Så snot hamrende forkælet stod han der og havde holdninger om ting, han aldrig selv havde været i berøring med. Jeg kunne ikke rumme at være sammen med ham når han åbnede munden, så jeg inviterede i biografen. Vi så film på stribe og spiste burgere. Vi fandt en måde at være sammen på, uden at aldresforskellen på de 16 år og vores modsatrettede holdninger til liv og mennesker kom i klemme, alt for meget. Min mor hånede mig for at behandle ham som et barn, jeg kunne ikke rigtig sige at det var den eneste måde jeg kunne holde ud at være sammen med et af de mennesker som jeg elskede højest i verdenen.

Så sagde jeg farvel til min mor, for nu 3+ år siden. Min lillebror holdt fast i at jeg var hans søster og basta, han kom til min julegudstjeneste det år. Vi sås og vi talte ikke meget om det med mor. Når han spurgte svarede jeg, ærligt. Når han spurgte om jeg mente at mor var skyld i hans, på det tidspunkt markante overvægt, svarede jeg ja. For jeg husker den dag min mor stod i køkkenet og rasede over at han havde spist den chokolade der var gemt væk og klar og tydeligt sagde at nu måtte den dreng altså selv tage ansvaret for sit eget fedt, det kunne ikke længere være hendes problem.

Han var 13 år gammel. Dengang.

Men som årene er gået siden brudet med min mor, så er afstanden mellem min elskede bror og jeg øget. Han blev mere og mere tyrannisk at være sammen med, og tyranniserede søskende middagene med sin selvbestaltede position som madkritikker og aftenerne med sine hånlige bemærkninger om vores uddannelse og levevej. For at være Cand.Teol var jo ‘a walk in the park’ i forhold til hans kommende Bachelor i It dimmelimmer.

Da lille A kom til verdenen, havde jeg ikke overskud til besøg – af ham, for det krævede så meget, han skulle have speciel kost og han kunne kun komme på tidspunkter hvor barnet jo græd og nægtede at sove. Det første halve år med hende var sg så hårdt at jeg ikke kunne overskue ret meget. Men han kom dog til min 40 års, sidste år, det var første gang han mødte hende. Han er ikke god til små børn. Men han prøvede. Det var oktober sidste år. Han kom også til dåben i December, han sagde ikke meget og så mig ikke i øjnene og talte med få ord. Jeg hørte ikke noget fra ham i starten af 2014, han havde travlt. Dog så kom han til middag i påsken, det var faktisk for engang skyld hyggeligt, roligt og dramafrit.

Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden.

Jeg har løbende sendt ham billeder, små videoer af Lille A og smser, han svar aldrig.

Jeg ved godt at jeg bliver straffet, for afkaldet på min mor, Jeg ved godt at han er i en klemme, for han lever af og hos vores mor.

Jeg skal bare blive ved med at gøre det jeg gør, så skal det nok ordne sig, siger de..

Men jeg tror ikke på det længere. Det kærlige barn som jeg trøstede for 20 år siden, blev til en teenager jeg kun ind i mellem kunne nå, blev til en voksen mand som jeg ikke kan genkende. Det jeg dog genkender er min mors narcesisme, som gennemsyre ham.

Jeg tror aldrig jeg får et forhold til ham igen, jeg tror aldrig vi kommer til at nærme os hinanden igen og jeg tvivler oprigtigt på at han er en aktiv del af det liv der kommer og det gør så ufattelig ondt.

Tårene fra igår aftes, triller nu igen. Det føles så endegyldigt at skrive det højt, det som har brygget i mig længe.

Farvel? er det det? Men jeg elsker ham jo?

Der er forandring i luften

foto (1)

Når jeg sidder helt stille kan jeg høre det, hvordan bladene på træerne uden for mit vindue rasler i vinden og varsler at der er forandring på vej. De grønne blades raslen varsler tørhed og efterår, farveskift, kortere dage og køligere nætter.

Sådan skal det være, flere gange om året så er den her, forandringen i tiden – årstiden. Forfald, kaos, eller det spirrende liv.

Inde i mig er der også en forandring i værk, på flere planer. Det er faktisk næsten så overvældende at jeg ikke helt kan forholde mig til alle dele hele tiden eller på en gang.

Forandring fryder siges det.

At være nogens mor, er nok den største og mest frydefulde forandring jeg nogensinde har været ude for. At ånde sammen med dette lille væsen der om natten insisterer på at ligge i ske, eller bare tæt på og som i dagtimerne insisterer på at lege med alt sit tøj, med frydefulde høje snakkende lyde og forklaringer, er uden tvivl den største gave nogen sinde. Hun ligner dig siger de, sådan var du også. Så tænker jeg at jeg nu nok alligevel var et smukt, vidunderligt og enestående barn, selvom de glemte at fortælle mig det.

At være hendes mor, forandre forholdet til min mor. Der er meget jeg forstår bedre nu, og så er der alt det jeg nok aldrig kommer til at forstå. Jeg forstår bedre nu, hvorfor der altid var sådan lidt smånusset og beskidt i mit barndomshjem. Især i teenageårene var det piinligt! Men hvem har tid til at gøre rent med et spædbarn der ikke sover? Og hvem har tid til rengøring når man har fire børn og en mand der altid sidder i sin stol og læser avisen og ikke deltager i de daglige sysler. Så jeg forstår godt hvorfor mit barndomshjem var beskidt. Men jeg forstår ikke hvorfor jeg også var det, hvorfor jeg skulle gå til gymnastik med beskidte underbukser og hvordan hun i sin vildste fantasi kunne få sig selv til at vende mine strømer og sige at de ikke var beskidte på indersiden. Jeg forstår ikke hvorfor hun, velvidende at jeg var sårbar og udsat i skolen i forvejen ikke sørgede for at de mest basale ting som mad, renlighed og hygiegne var på plads.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg var den eneste der havde/ fik et medansvar for de huslige sysler, når alle andre slap fri. I det hele taget så forstår jeg ikke det ansvar jeg altid fik lagt på mig. Faktisk så forstod jeg heller ikke dengang den rungende uretfærdighed der altid var i mit barndomshjem, nu forstår jeg at det måtte være sådan fordi min mor var og er narcissist og jeg derfor havde en fast rolle jeg skulle spille. Afvej jeg fra denne rolle, så faldt helvedes brænde ned.

Men fordi de vendte sokker, de beskidte underbukser og nætterne under en dyne med tis på, stadig gør ondt helt inde i mig. Så er der ingen plads til forandring i forholdet mellem min mor og jeg. Det er tre år siden jeg bad om en pause, det er et år siden hun bad mig aldrig kontakte hende igen. Det er tre år siden der indfandt sig en ro i mit liv og i et år har jeg haft fred.

Nu er der plads til forandringer i mit liv, helt uden det falder fra hinanden. For størst af alt er kærligheden!

Kærlige hilsener og tanker…

IMG_4315
Denne uge har været fuld af kærlige hilsener og tanker, nogle af dem mere velkommene end andre. Ikke at man skulle tro det, for den slags burde man jo sætte pris på, ikke sandt? Men det kommer an på afsenderen i mit tilfælde.

Tirsdag modtog jeg den smukkeste buket efterårsblomster fra hjerteveninden fra ‘guds eget land’. Jeg var syg med feber og ondt i halsen, så jeg skulle trøstes. Det er fantastisk at få hjertevarme tanker så langt fra, det gør afstanden mindre og savnet til at holde ud. Hun har lige været her og vi tilbragte en fantastisk eftermiddag sammen og familien kommer igen til Jul og der får jeg en hel dag sammen med hendes døtre. Det glæder jeg mig til, jeg ved allerede at vi skal lave lavendelposer sammen, som deres mor og jeg også lavede sammen da vi var børn. Så skal vi ind i Royal Copenhagen og de må hver især vælge en kop fra Flora stellet i julegave.

Torsdag kom der en pakke fra den mest omsorgsfulde dame vi kender, hun er en venindes mor og vi kender hinanden, men ikke super godt. Hun er et dejligt menneske og hende og hendes mand er så åbne og kærlige at man føler sig i familie med dem, bare ved at have dem på facebook, næsten altså. I pakken lå der uld body’er og en heldragt også i uld til lille A, så hun ikke kommer til at fryse når efterår og vinter for alvor sætter ind. Det er 4 pakke de sender, siden de fik fortalt at jeg var gravid. De har endnu ikke presset på for et barselsbesøg, de vil bare så gerne glæde os. Og glade det blev vi, meget.

Onsdag kom der en bogpakke fra gyldendals børnebogklub, hvad man ikke gør for at finde ud af hvorfor og hvordan de der børn virker. Så en bog om gråd og en om søvn er blevet indkøbt, jeg aner bare ikke hvornår jeg skal få dem læst. Så endnu må jeg klare mig med intuitionen og trial and error.

Samme dag kom der en pakke fra min mor, udmattelse er den følelse der går igennem kroppen når de tager kontakt. Slidt af hele tiden at skulle tænke på modmanøvre og i næste træk. Når henvendelserne er truende og stop fyldte med manipulation, så reagerer jeg med vrede og handling. Jeg bliver skarp og præcis og afværger slaget. Men når brevene engang i mellem er helt normale, uden ret meget manipulation og helt uden trusler og krav, så bliver jeg udmattet og træt ind til benet. For når alt kommer til alt, så vil en lille del af mig jo nok ønske at det altid kunne være sådan, normalt. Det er nok det jeg allermest har ønsket mig hele livet normalitet, men sådan skulle det vist ikke være. For jeg ved kun alt for godt at sådan er det aldrig helt, og aldrig længe af gangen, når det handler om mor. Rundt om hjørnet står næste ydmygelse, krav, trussel eller hvislende ondskabsfuldhed og jeg orker ikke at dukke mig mere. Det har jeg gjort i langt største delen af mit liv, jeg hverken kan eller vil mere af den slags. Aldrig igen hvis jeg kan undgå det.

Da jeg hørte fra min stedfader for en md siden, gik jeg til min terapeut. Hun fortalte mig at tiden nok var moden til at være hård og skære igennem igen, men denne gang så det ikke kan misforstås. Altså, som et plaster, der skal hives af hårdt og kontant. For realiteten er nok den at jeg aldrig kommer til at blive genforenet med min mor. At det ikke handler om at jeg ‘bare’ skal blive stærk nok, for så kan jeg nok klare at være i selskab med hende. Det er jeg nok allerede, men som terapeuten spurgte mig – er den pris du kommer til at betale, for der er altid en pris at betale, det værd? For et møde med min mor, udramatisk eller ej, vil altid komme til at koste mig et eller andet. Højst sansynligt et besøg af spiseforstyrrelsen eller et ‘lock down’ ala de depressioner jeg har haft igennem årene. Altså er det mit grundlæggende velvære og selvværd, som jeg faktisk mener jeg har knoklet og kæmpet for at opnå. Det vil jeg komme til at sætte som indsats i mor ‘rouletten’ og det er for høj en pris at betale.

Så i mit hoved brygger der en mail til hende og min stedfader, en NU må i forstå at i skal lade mig og min familie være mail. Det er som om de ikke rigtig forstår at når man gør et barn fortræd, så kan man altså ikke gå ud fra at man skal være en del af dets voksenliv. Og fortræd, det gjorde de mig. Så meget at jeg nok har været et meget ulykkeligt menneske i over halvdelen af mit liv. Det er jeg ikke mere, jeg er lykkelig hver eneste dag. Prisen jeg betaler for den lykke, overgår ikke glæden, kærligheden, roen og helheden som jeg oplever i mit liv som det er nu.

 

Det måtte jo ske..

Min datter kom til verdenen d. 11. juli og livet er for altid forandret!

På hospitalet var vi indlagt som diskretion patient, jeg ville ikke have min mor kunne troppe op og skabe drama. Eller vi måtte minde dem om det, efter min moster og en veninde, uanmeldt og uinviteret troppede op på barselsgangen.

Egentlig så var det vel naivt at tro at min lille familie kunne få lov at være i fred ret længe. At det at ville være muligt at lande i alt det nye uden krav fra familien i whiskeybæltet.

Men nej, naturligvis kunne vi ikke det.

Denne gang kommer henvendelsen fra en uventet kant, min stedfader. Han skriver pænt, uden trusler, krav og manipulation. Han invitere min familie og jeg på middag her i august. En genforenings middag.

En invitation jeg ikke kan imødekomme, jeg er simpelthen ikke klar til at være i stue med min mor. Jeg er overhovedet ikke klar til at dele mit barn med min mor, jeg kan slet ikke beskrive hvor lidt jeg kan overskue at have hende i nærheden af lille A. Mit barn, mit hjerte og mit blod.

En akut tid hos terapeuten i morgen, skal nok få rystelserne ud af kroppen og en handlingsplan sat i værk.

Det er ikke, som alle siger, sund for min mor! Hun lever det hun selv har skabt, dét er virkeligheden!

20130805-205604.jpg

I familiens skød – eller hvordan anklageskriftet mod min mor har fyldt min nat.

Dyrehaven i juni

Det var en dejlig dag i går, solen stod højt på himmelen og varmede så langt ind i sjælen at den næsten var for meget. Jeg var på tur med familien, eller en del af den. Jeg var på tur med Nevø 2 og hans forældre og vi var i dyrehaven. Det er altså stadig et smukt sted, også selvom vi aldrig rigtigt forlod stierne omkring Dyrehavsbakken. Vi drak kaffe fra termokande og uden fancy navne, et sted med rødternet duge og vi kiggede på variationerne i menneskemylderet der havde fået samme strålende idé. Det var en dejlig eftermiddag og jeg forelsker mig dybt i min nevø, på ny hver gang vi ses og igår også i min vidunderlige familie.

Det kan godt være vi er lidt skæve i det, og det er vi og sikkert også mere end småbrødrene egentlig vil erkende. Vi er nød til at springe rammerne for familie samvær og traditioner for at ses, fordi jeg ikke ser vores mor. Men når vi er sammen og gør ting, griner og tager gas på hinanden, så forsvinder alt det langt væk i baggrunden. Så er vi pludselig en velfungerende familie, med massere af kærlighed og respekt. Der er ikke en lyserød elefant i miles omkreds, måske egentlig for første gang nogen sinde. Det er dejligt at det også kan være sådan.

På vejen hjem fra bakken ringede min moster. Hende har jeg jo af gode grunde, ikke set i 2½ år. Men hun kom på facebook for nogle måneder siden og vi er nu facebook venner. Det er lidt hyggeligt, for jeg kan jo egentlig godt lide min familie og da jeg var barn så jeg meget til min moster og hendes. Min moster har også de samme narcissistiske tendenser som min mor, nok ikke i så udpræget crasy grad som min mor, men det store ego og de store armbevægelser, de er der. Min moster har købt noget med hjem til lillepigen, fra hendes rejse til Paris, som jeg ikke kunne finde da vi var der for ikke så længe siden.

Det var derfor hun ringede, en overdragelse – altså vi skal ses. Hun spurgte mig for noget tid siden om vi kunne ses, og det kan vi godt. Det er allerhøjest hende der kan få ballade af min mor og det har meget lidt med mig at gøre. Men på et tidspunkt i vores korte samtale, det var noget med at komme til på besøg med brødre og nevøer når jeg går fra på barsel, så sagde hun ‘ jeg må vist hellere få sat denne familie i system’.

Alle alarmklokker gik igang inde i mig – for vi kan godt ses moster, men der er ikke noget her du skal ind og fikse!

Her falbyder min historie sig så – for jeg er blevet forsøgt ‘fikset’ mange gange igennem mit liv, også af min moster. Med skræmmende kortvarig succes, og med det uundgåelige resultat at jeg har haft følelsen af at have fejlet, ikke være god nok og bestemt ikke værdig nok til ‘dem’. Jeg er slet ikke i tvivl om at fikserierne jeg har været ude for igennem mange mange år, både af familie og veninder og andre velmenene men temmelig udvidende sjæle, var ment som en god gerning. Men med det helt modsatte resultat.

Så jeg kunne ikke lade være med at tænke på med hvilket motiv min moster kommer på visit her i hendes barndomsby på mandag? Skal jeg ud i en længere forsvars tale om hvorfor det er jeg ikke vil se min mor, eller svare på det tåbelige og også svære spørgsmål jeg får fra tid til anden, hvad er det lige din mor har gjort der er så galt at der skal så drastiske skridt til? Eller bliver Næstekærlighedskortet trukket? (Er der nogen der ved himmelen kan forklare mig hvorfor jeg, fordi jeg er kristen, skal være mere og bedre end andre folks børn?)

Derfor vågnede jeg klokken tre, klar med anklageskriftet mod min mor. Det bliver ikke længere serveret med vræde og gråd, med mit indre barns sårbarhed og uforstand overfor hvorfor det lige var mig det skulle gå ud over, men med en nøgtern og klar – sådan var det og derfor er det sådan. For sagen er jo den at jeg er jo vokset op i hus med have, varm mad på bordet og tøj på kroppen – hvis børnepengene ikke blev brugt på regninger. Jeg har ikke haft Zornigs opvækst i udkantsdanmark, men er vokset op på en villavej, et sted hvor den nordsjællandske Mølle Å slår et bugt. Så hvad kan jeg klage over?

Men noget var helt galt i mit barndomshjem og det er mig der har taget de fleste psykiske tæsk der blev delt ud der. Følelsesmæssig incest er et ord jeg har læst mig til, det er hvad børn af forældre med narcissistiske personlighedsforstyrrelser kan blive udsat for. Det er jeg blevet i udpræget grad, og det er derfor jeg ikke kan indgå i en relation med hende, på noget som helst plan.

Anklageskriftet står, det flytter sig ikke. For jeg tog skade af at være min mors datter. Måske en dag, så finder jeg vejen ind til at kunne være i samme rum som hende. Måske ikke og det er ok.

Men for nu skal jeg være alene i samme rum med hendes søster – og egentlig så tror jeg hele sagen omkring mig og min mor er så speget at hun ikke selv har lyst til at komme for meget ind på det. Så anklageskriftet og forsvarstalen, som egentlig ikke er en forsvarstale – men en, sådan ser virkeligheden ud – basta – tale, bliver nok i skuffen. Men jeg fortæller hende gerne, at her er intet der skal fikses – for det som er nu, fungerer langt bedre end det der var. Jeg er et langt lykkeligere og mere helt menneske, end jeg var med min mor i mit liv, og den slags lykke skal man ikke gamble med. For den er forankret i virkeligheden, et sted som min mor aldrig ville kunne rumme og deltage i.

Et savn

IMG_0544

Min kontorplads har fået ny udsigt, det er en del af hele redebyggeri projektet. Før så jeg ind i en væg, hvor jeg dog havde hængt mit præsteløfte op i glas og ramme. Nu ser jeg ud på træer der her i morgens solskin står så flot, et par egern drøner rundt i dem og en skovdue sidder i det længst væk. Jeg kan ane rimfrosten nede på den store plæne, der hvor der bliver spillet bold om sommeren og bygget snemænd om vinteren. Her kan jeg godt lide at sidde.

At være gravid forandre mange ting, det sætter ting i perspektiv og det sætter spørgsmålstegn ved det der er. Det er en sær, men ret ok rejse. Jeg tænker tanker som, gad vide hvad det er for en personlighed der kommer og skal være hos os, eller gad vide om vi kan være gode fornuftige enebarns forældre uden at opdrage en ultra egoist? Mon han/hun får min mands evner med en bold, eller min kærlighed til historier og eventyr?

Jeg har for første gang længe, savnet en mor. Ikke min mor, slet ikke. Men en moderfigur – for jeg så det nye DR program, jeg tror det hedder hjælp vi skal føde og følger live på fødegangen på et dansk hospital. Det gik op for mig at jeg ikke har en ældre og fødsels erfaren kvinde i mit liv som kunne være med som støtte når baby til juli bestemmer sig for at komme forbi. Der er min svigermor, og selvom jeg holder meget af hende. Så kan jeg ikke rigtig lige forestille mig at have hende med til lige den oplevelse. Så er der min stedmoder, hende kan jeg også rigtig godt li’, men hun har aldrig kunne få børn. Så selvom hun er god til Yoga og det med vejrtrækning så, tror jeg ikke helt det var det jeg eftersøgte.

Men at savne en mor, har jeg ikke gjort længe og det var nu lidt mærkeligt. Eller som min mand sagde, det er nok meget naturligt når det kommer til stykket. Jeg er meget på det rene med at selv blive mor, uden at have en mor indover. Jeg har en mor, hun er blot ikke en del af min hverdag og liv. Mit barn får en mormor, men ikke en der kommer til fødselsdage og passer når man er syg. Ville jeg ønske det var anderledes, ja. Jeg ville gerne have en mor, der var et positivt indspark i mit liv, et sted at spejle mig og søge hen, når det var nødvendigt.

Men det har jeg ikke, jeg har en mor som jeg ikke har godt af at kende. En mor der aldrig ville kunne være det, som jeg savner. Hun er den hun er, og det er sådan det er. Det virker for hende, men ikke for mig. Jeg har en mor der valgte et liv og en livsbane, der slog mig itu. Nu er jeg mere hel end jeg har været i hele mit 39 år lange liv, og det har jeg ingen intentioner om at sætte på prøve eller over styr. Om det forholder sig sådan om 10 år – skal jeg ikke kunne sige, for det der er nu og her, jeg bedst kan forholde mig til. Fremtiden den kender kun én 😉

Vi skal nok klare det, alle os tre her i forstaden. Det tvivler jeg egentlig aldrig på og det er næsten det bedste af det hele!

Der er ro

 Mit smukke københavn i efterårssolens smukke gyldne skær.

Inden i mig her til morgen. Terapien gav plads til min vrede overfor min mor og jeg ved nu hvilken hylde min mor skal placeres på. Der sker heldigvis så meget andet spændende og banebrydende i vores liv herhjemme nu, at hun kommer ikke til at fylde ret meget. Der er jo blot en sms i en lang linje af kontakt med trusler, gråd, og skyld og det preller af. Jeg skal nok klare mig – hun går glip af så meget.

Forhandlingerne om at blive udstationeret er sat igang, tilbudet vi fik var godt – spørgsmålene de fik tilbage var mange. Så noget tyder på at det ikke længere helt er et spørgsmål om vi skal afsted, men hvornår og hvor hurtigt vi kan forlade DK.

Det sure med det søde

Sådan er det jo, man må tage det sure med det søde. Sådan er det vist også med forældre. Som jeg skrev igår og måske har indrømmet en enkelt gang, så er der da gode minder med min mor. Desværre er der ikke så mange tilbage af dem, for det lykkes hende at ødelægge dem.

Årene 2005 og 2006 var mine år, det de år hvor mange tråde i mit liv begyndte at blive samlet, der var flow, udvikling og ro. Det var også i de år jeg lærte min mand at kende. I sommeren det ene år arbejdede jeg for min mor, det var en fantastisk sommer, jeg datede og jeg arbejde min mås i laser og fik ros for det. Min mor var stolt, for det skinnede jo på hende at resten af arbejdspladsen var glade for mig som kollega, børnene var glade, forældrene var glade og jeg var glad.

Sommeren fik en brat afslutning, jeg blev indlagt på hospitalet med en diskusprolaps der lammede mit venstre ben og i flere dage var jeg ude af stand til at gå og holde mig oprejst uden rullator. Jeg var uden SU, og vikar ansat og ville komme i klemme imellem to studieordninger, hvis jeg måtte afbryde mit studium. Jeg stod over for et par måneder med genoptræning og et halv år på stærke smertestillende, og selvom jeg i løbet af min uge på hospitalet blev så mobil at jeg kunne gå nogenlunde, så ville jeg aldrig komme til at arbejde med børn igen og den næste lange tid ikke løfte meget mere end en liter mælk.

Mor sprang til som en frelsende engel og tilbød mig et arveforskud af friværdien i huset på 100.000,- udbetalt over 10 måneder, så jeg kunne få ro til studiet. Jeg sagde selvfølgelig ja, det var jo en uovertruffen håndsrækning der ville føre mig umådelig meget tættere på drømmen og ønsket om at blive præst. Jeg underskrev dokumentet der gjorde pengene til et arveforskud og ikke en foræring.

Det er aldrig let at blive forsørget, det er slet ikke let at blive forsørget af mor, og slet ikke af en mor der er utilregnelig. Pengene landede aldrig på min konto til tiden, der kunne enkelte gange gå 10-12 dage før de blev overført. Alt imens der faldt gebyrer på for sent betalte regninger i min ende. Men når man står i taknemmelighedsgæld, så kritiserer man ikke og stiller ikke krav. (hvilket jeg jo også var godt skolet til ikke at gøre) Hen under jule tid synes min mor at jeg fik for mange penge, for så stort et rådighedsbeløb havde hun altså ikke (hun vidste faktisk ikke hvilke udgifter jeg havde) så med en enkelt dags varsel, så fik jeg 3000,- mindre udbetalt fremover. Jeg skal ikke lyde forkælet eller utaknemmelig, for jeg var meget taknemmelig for de penge jeg fik. Men det var fandme hårdt pludselig, ud af den blå luft at have færre penge mellem hænderne, og havde haft mellem hænderne i 1½ år. Jeg fik også en mindre fødselsdags og jule gave det år, end mine brødre – jeg fik jo så rigeligt.

Det gjorde jeg også, og jeg lå ikke på den lade side det år. Samtidig med jeg passede min genoptræning, trappede ud af morfinen, så passede jeg mine studier. Jeg besluttede allerede da jeg sagde ja til tilbudet at jeg ville knokle når nu jeg kunne. På de to semestre jeg fik penge af mor bestod jeg 1½ årsværk på universitetet. Min stedfader synes det var flot, min mor havde travlt med sin hest.

Igår aftes, 10 min i Forbrydelsen modtog jeg en SMS med et tilbagebetalingskrav på ‘lånet’ som de for 6 år+ siden gav mig.

Vi har et økonomisk mellemværende, som jeg i sin tid indgik med dig, desværre har du valgt at ændre så meget på præmisserne for vores samvær, at jeg vil bede dig om at betale de penge tilbage som du lånte på  vilkår som kun er meget få forundt. Vi låner gerne vores børn penge, men når vi således sættes ud på et sidespor tidsubestemt, er det slut med kreditten. Så vi ser frem til at du sætter 100.000 kr ind på vores konto. PS vidste du at salget af min hest var en konsekvens af vores hjælp til dig.

Da jeg var færdig med lysten til at skrige af hende af mine lungers fulde kraft og fortælle hende hvilken enfam møjkælling hun er og at den hest solgte hun fordi hun var en alt for dårlig rytter til så dyr en hest, var jeg fristet til at skrive tilbage til hende at jeg jo havde brugt 120.000,- i terapi for at kunne leve med den barndom de havde budt mig, så jeg så frem til at de satte 20.000,- ind på min konto.

Før igår, havde jeg i mit stille sind håbet på at jeg måske kunne have sagt farvel til hende personligt, inden vi forlader danmark for tre år. Nu ved jeg det ikke kommer til at ske. Nu ved jeg at sansynligheden for at hun nogen sinde kommer til at spille en rolle i mit barns liv, er umådelig lille. Nu ved jeg at hun aldrig forandre sig og derfor er der ingen plads til hende i mit liv.

Jeg ved jeg må tage det sure med det søde, men når det søde bliver for surt, så står jeg af.