Sæt ord på

At være i job igen er fantastisk, at være præst giver så meget mening på alle mulige planer. Personligt og bestemt også fagligt. Jeg oplever at, hvad jeg troede svage punkter i min faglighed ikke er det, men faktisk er noget jeg er ganske god til. Det giver rum for læring og lyst til at ville mere. Ville vide mere, gøre mere og blive klogerer. Både som teolog og præst. Det er en ganske dejlig følelse.

Men alt er ikke rosenrødt i pipekraven. Jeg oplever at det at skrive prædikener nærmest bliver en uoverstigelig opgave hver eneste gang jeg skal på prædikestolen. Jeg har mistet mit teologiske/pastorale sprog – har jeg længe forklaret det med. Årsagen er klar, barsel, ammehjerne og længe væk fra fag og prædikestol for at nævne et par forklaringer.

Men min nye lånekollega, satte med sine gode råd fingeren på præcis det jeg havde mistet. Jeg har mistet mine ord. Jeg er faktisk siden Lille A kom til verdenen, ikke fået skrevet – hvilket jo er usædvanligt og ikke handler om at jeg ikke havde noget på hjerte mere. Men der var ikke tid og ledige hænder – der var rigeligt af ord, oplevelser, spørgsmål eller erkendelser der kunne havde været blevet til ord. Men det blev de ikke.

Han fortalte en historie fra sin egen verden, om et uoverstigeligt punkt som han kom over, ved at anskue det fra en anden vinkel. Han fandt en anden vej. Nu vil jeg finde en anden vej ind til mine ord igen. Jeg skal skrive mig vej ind til dem.

10 min om dagen, måske mindre – jeg ved ikke hvor meget der er tid til. Men der er altid lidt tid.

Reklamer

Kære Fru overlæge

Din, måske henkastet eller måske endda humoristisk ment, bemærkning om min evne til at varetage moderskabets udfordringer, når nu jeg i en periode havde haft svært ved at tage mine vitaminer, var ufølsom og vidnede om alt det du ikke har læst i min journal og måske også om en række lægelige fordomme.

Men nu skal du høre her: Min mor tog altid sine vitaminer, troligt hver eneste dag. Rødbrune multitabs i brune glas med farvede mærkater på. Men det har ikke været en garant for at hun dermed også var en fremragende mor. For hvad min journal ikke fortæller dig er at jeg er vokset op med en mor og i et hjem hvor, hvor daglige kys, rene underbukser og madpakker ikke var normen. Det var til gengæld fysisk afklapsning, psykisk vold, latterliggørelse og følelsesmæssig incest. Min barndoms ensomhed og mørke er en uhyggelig historie om en pige der aldrig var rigtig, det rigtige sted eller kun havde berettigelse når hun spillede rollen hun fik tildelt. Jeg voksede ikke om med evnen til at afkode sociale sammenhænge, så jeg var altid skæv eller bare lidt forkert på den. Til gengæld så voksede jeg op med evnen til at afkode andres følelser, så jeg kunne være på forkant med de slag, den kulde eller de ord, jeg inderst inde vidste kom. Jeg kunne afbøde min stedfaders voldsomme verbale udfald mod min mor, ved at kaste mig ind i skudlinjen og redde min mor. For så kunne det være at jeg ikke den dag var den forkerte datter. Jeg voksede op med en klar bevidsthed om at være forkert og ikke have værdi. Hvad der blev barndommens trøstespisning, blev til en spiseforstyrrelse der var min tro følgesvend de næste 30 år og årsagen til at dine og mine veje nu krydses.

Til trods for min opvæksts følgevirkninger, af dårligt selvværd, manglende selvtillid, og manglende evne til at tage vare på mig selv. Så havde nogen plantet et lille frø, en tro, en lille stemme inden i som gjorde at jeg brød barndommens mønster. Langsomt, ganske langsomt. For man vokser ikke op i et hjem som mit, og bare forlader det. Men, trods ordblindhed fik jeg en studenterhue, det tog mig lang tid, men den er min. Jeg på begyndte et univeritetsstudium, som jeg, trods for de mange år med angst og depression som følgesvend, stolt afsluttede i 2009. Jeg er ordineret præst og virker som sådan og jeg er drøn god til mit job! Jeg mødte en mand der kunne rumme mine mange ar fra barndommen, en der elskede mig betingelsesløst for første gang i mit liv, ja også da jeg med mine 159 kg blev kørt på operationsgangen. Efter 170.00,- kr i terapi, kunne jeg sige farvel til min spiseforstyrrelse. Jeg måtte også tage afstand til og afsked med min mor, som stadig lever, bare ikke i mit liv. I 2013 blev jeg mor til den smukkeste lille pige og jeg er en god mor. For jeg har betingelsesløs kærlighed i overflod, jeg har tid til hende og jeg elsker hende for den hun er. Et nysgerrigt og kærligt lille væsen.

Jeg har brugt største delen af mit liv på at ikke tro at jeg nogen sinde ville blive lykkelig, at jeg ikke fortjente eller kunne opnå det der skulle til. Mand, børn, karierre – Ja, bare det at kunne leve og trække vejret frit, fri for sorgen, angsten, skylden, skammen og mørket, det troede jeg aldrig ville være muligt. Men det har jeg kæmpet mig til – Mod alle ods.

Omvæltninger i mit liv vil altid være en udfordring, der er mange ting der resten af mit liv vil være en udfordring. For jeg kom ud af mit barndomshjem slået i mange tusinde stykker og nogle af de sår bliver aldrig hele. Men jeg kæmper videre for livet er fantastisk og det er det hele værd. Ja, jeg glemmer i perioder at tage mine vitaminer, fordi livet bliver overvældene. Men det er kun en periode, så op på hesten igen og afsted derudaf. For sådan er livet, det er ikke en perfekt forestilling hvor alting står på rette plads til rette tid og alle udfører deres roller til perfektion og stående bifald. Livet er rodet, overvældene og overraskende, det er det uperfektes holdeplads, Heldigvis!

Din bemærkning var sående og ikke på sin plads, for du tog ikke hele mennesket med i din betragtning. Vi har alle en historie der gør os til dem vi er. Det er mere end navneskilte, overlægetitler og resultater af en blodprøve. Nu kender du min.

Med ønsket om en velsignet jul.

Tudepræsten

bær

Det er åbenbart mig..

Da jeg var barn var jeg utrøsteligt grædefærdig i situationer hvor adskildelse var en del af agendaen. Da vi skulle skifte skole efter 6. klasse, græd jeg som pisket. Da jeg tog på ferie alene med mormor og morfar, uden mine dengang 1 år gamle brødre, græd jeg som pisket. Da vi stoppede på efterskolen efter 9. klasse, græd jeg som pisket – i dag ville jeg ikke kunne deres navne.

Første gang jeg græd som præst efter en bisættelse, var da jeg bisatte ‘min’ første selvmorder. Ægtemandens helt og aldeles alenehed og fraværende deltagelse i højtideligheden og de 5 mennesker i kirken foruden personale, fik noget til at klinge i mig og jeg græd efterfølgende. Min kollega og daværende provst sagde til mig, da jeg hiksede et undskyld for min uprofessionalitet, jeg var endnu ikke ude af pipekraven, at den dag jeg holdt op med at blive rørt, var den da jeg skulle finde en anden levevej.

Siden da er enkelte familiers historie kravlet under huden på mig, og jeg har fældet en tåre. Ikke ofte og aldrig foran de pårørende selv. Da jeg bisatte min bedste vens far, for et par år siden, da græd jeg iført kåbe og krave foran kisten, midt i min tale. Det var ok og naturligt, han havde jo været en del af mit liv også.

Men efter lille A er kommet til verdenen så skal der ikke så meget til. Igår bisatte jeg en mand, hvis kone jeg begravede for 6 uger siden. En mand der med milde og kloge øjne smilede og fortalte mig at jeg havde gjort det godt og værdigt for hans kone. Hans børn, havde grædt og leet på mit kontor og vi havde en god ping pong, sorgen til trods. Da jeg vendte ryggen til familien og rustvognen, faldt tårene lige så stille. Ikke af sorg, men fordi jeg var rørt til tåre over hans og deres historie og familiens velvilje overfor min gerning.

I dag, til en ganske anden samtale, blev jeg så rørt over de pårørenes fortælling om deres sidste tid og omsorg overfor afdøde at der faldt tåre igen. Jeg undskyldte og mente det.

Men, rørt bliver jeg – professionelt eller ej. Nu mere end før. Tudepræsten, måske går det over?

Det havde jeg glemt

Folkekirkens_Logo_Regnbue_C_Neg_CMYK_S.eps

20 min for mig selv det får jeg ind i mellem – lige nu er et af de øjeblikke. Jeg bruger det på at drikke kaffe og spise en ostemad, alt imens jeg læser på ‘pastorlisten’. Et internt netværk for danske præster. Selvom jeg ikke har et job at komme tilbage med når barslen ender om 9 uger, og jeg er glad for at jeg på den måde kan få mere tid sammen med min lille pige. Så mærker jeg alligevel en lyst til at kigge indenfor i den verden der også er en del af mig, men har ligget stille i 10 md. Jeg læser de andres prædikener, og spørgsmål og.. længes er måske så meget sagt, men jeg mærker at noget i mig vågner lige så langsomt. Jeg er mor, lille vidunderlige lille As mor, men jeg er faktisk også præst – og det elsker jeg også at være.

Det havde jeg faktisk glemt.