Sæt ord på

At være i job igen er fantastisk, at være præst giver så meget mening på alle mulige planer. Personligt og bestemt også fagligt. Jeg oplever at, hvad jeg troede svage punkter i min faglighed ikke er det, men faktisk er noget jeg er ganske god til. Det giver rum for læring og lyst til at ville mere. Ville vide mere, gøre mere og blive klogerer. Både som teolog og præst. Det er en ganske dejlig følelse.

Men alt er ikke rosenrødt i pipekraven. Jeg oplever at det at skrive prædikener nærmest bliver en uoverstigelig opgave hver eneste gang jeg skal på prædikestolen. Jeg har mistet mit teologiske/pastorale sprog – har jeg længe forklaret det med. Årsagen er klar, barsel, ammehjerne og længe væk fra fag og prædikestol for at nævne et par forklaringer.

Men min nye lånekollega, satte med sine gode råd fingeren på præcis det jeg havde mistet. Jeg har mistet mine ord. Jeg er faktisk siden Lille A kom til verdenen, ikke fået skrevet – hvilket jo er usædvanligt og ikke handler om at jeg ikke havde noget på hjerte mere. Men der var ikke tid og ledige hænder – der var rigeligt af ord, oplevelser, spørgsmål eller erkendelser der kunne havde været blevet til ord. Men det blev de ikke.

Han fortalte en historie fra sin egen verden, om et uoverstigeligt punkt som han kom over, ved at anskue det fra en anden vinkel. Han fandt en anden vej. Nu vil jeg finde en anden vej ind til mine ord igen. Jeg skal skrive mig vej ind til dem.

10 min om dagen, måske mindre – jeg ved ikke hvor meget der er tid til. Men der er altid lidt tid.

Reklamer

Grøn barmhjertighed – eller tilsæt lidt mere af det gode.

IMG_6380 Tiden er rendt fra mig i dag, indhyldet i overspringshandlinger og madlavning er dagen smuldret mellem mine hænder. Det er sjovt med tiden og dagene. Dagene her går med forberedelse på min 3. prøveprædiken i år. Vi krydser fingre for at 3. gang er lykkens gang. Selvom forandring er skræmmende, så er der noget fantastisk betryggende ved tanken om fast embede, faste kollegaer og en fast menighed. Der er rum for udvikling i sådan en forjættende tanke. Så imens jeg forsøger at liste mig ind på barmhjertighedens væsen, i kærligheden fra gud og når vi mennesker mangler det hele, både barmhjertighed og (næste)kærlighed – så forsøger jeg at blive på min nye sti. Min nye og mere grønne sti. IMG_6385 Det er blevet til mange måltider med mere grønt og mindre kød og det kan mærkes og ses. På mine øjne, på min hud og på mine bukser der ikke strammer som før. Det kan mærkes på mit overskud, på mit fokus og min hukommelse. (også selvom jeg glemte ordet stillads i dag?) Jeg drikker mindre kaffe og mere te, jeg bliver straffet hårdt når jeg så kaster mig over brød og kage og is ind i mellem, for min mave vil helst ikke være med på den galej mere. Jeg har i den senere tid, ikke så meget i weekenden, været vegetar fra 06 – 18, drukket flere grønne juicer og smoothies end nogen sinde før og jeg kan mærke at min krop vil have mere. Hvor det ender, ved jeg ikke, men det ender ikke her. På næste torsdag tager jeg til drop in Yoga og forkæler mig selv med yoga i hele juli. Nå, det var den barmhjertighed der skulle i spil…

‘Du er blevet vejet og fundet for let’

20130812-075008.jpg

‘Du er blevet vejet og fundet for let’

Det er der aldrig nogen der har sagt om mig, jeg har følt det de mange gange jeg ikke er kommet i betragtning til et af de mange jobs jeg har søgt igennem de sidste 5 år.

Men min vægt har nu altid betydet meget, ikke altid for mig, ofte for andre og altid for min mor. De par år, mindre end nogen sinde. Når det så er sagt, så kan jeg i år se tilbage på et år hvor jeg har vejet det mindste nogensinde og nu har taget 6 kg på. Det er ikke de 6 kg som sådan der giver mig anledning til at gå til tasterne, men mere det at jeg faktisk lagde mærke til det, førend at jeg gik på vægten.

Jeg kunne mærke at min krop føltes anderledes, tøjet gled anderledes hen over den og jeg bevægede mig anderledes. Aldrig i mit liv som overvægtig har en øgning på 4-6 kg kunne mærkes før, eller jeg har ikke bidt mærke i det. Jeg har førhen rask væk kunne tage 15 kg på uden egentlig at ligge mærke til det, måske mest fordi at jeg dengang altid havde elastik i mine bukser og stræk i mine bluser. Men nu kan jeg sg mærke min krop, det er faktisk ret så spændene.

Men min vægt i 2014 har faktisk overrasket mig. Da jeg ammede på fuld tid, kunne jeg snildt klemme mig ned i mine ellers for små Levis jeans. Nu vejer jeg lidt mindre end da vi tog til New York i 2012 og lidt mere end da jeg blev gravid samme år. Væsentlig mindre end da jeg fødte for nu snart 1 1/2 år siden.

I foråret tog jeg en beslutning, at jeg orkede ikke blive ved med at høre mig selv sige: Når nu jeg får tabt de sidste 20 kg. For som Gastric Bypass opereret så har det aldrig rigtig været legitimt at jeg ikke var en af dem der blev tynd af det. Mit vægttab stoppede omkring de 100 kg, og + – et par kg, er det der jeg har været siden. Så jeg burde jo, jeg skyldte jo at osv osv. Men nu var jeg træt af at høre på mig selv, at blive ved med at køre rundt i den rille. For hvad nu hvis jeg aldrig tabte mig de sidste 20 kg, er jeg så en fiasko? Næppe! Men er det så meningen at jeg bare skal lade stå til? Nej, men jeg har vist haft brug for at accepterer at jeg er den jeg er, når jeg vejer det jeg gør og det faktisk er godt nok, hele vejen.

Så når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg faktisk en smuk kvinde, med en frodig bulet og aret krop. Men jeg er faktisk det jeg ser, en bulet og aret kvinde. Jeg er stolt af det, rent faktisk så er jeg umådelig stolt af mig selv.

Så derfor er det faktisk også ganske sjovt at opleve at jeg har lyst til at ‘gøre noget ved det’ de sidste påsnegene sig kilo. Jeg er ikke ude på at tage hul på de sidste 20 kg, igen, næ nej bare lige de der 4 kilos ekstra plads. Det kan jeg nemlig overskue og jeg vil gerne. Det bliver ikke i dag og i morgen skal vi have en fantastisk chokoladekage. Men aftalen gælder fra nytårs morgen, en januar uden sukker. Spændene at finde ud af hvordan jeg skal klare de der dage hvor der ingen nævneværdig søvn er, uden en lille kage i ny og næ. Men udfordringen er værd at tage op.

Hende der

20140206-211827.jpg

I går stod solen smukt fra en blå blå himmel, alt i mens jeg prøvede at holde varmen og finde vej i kødbyens opgange og numre system. Jeg er sat i aktivering af kommunen og den skal varetages af et firma der lever af den slags. Med andre ord, jeg fik ikke drømme stillingen, heller ikke den jeg søgte efter eller efter igen. Nu kan jeg komme på kursus i økonomi eller mindfullness, eller jeg kan lære at ringe op til firmaer og ikke tage et nej for et nej og tale mig til at komme til at tale med nogen der måske kunne give mig en samtale, eller modtage mit CV. Selv bryder jeg mig ikke om telefonsælgere eller sælgere på gaden, så lige den øvelse prøver jeg at knibe mig uden om.

Øvelsen her 1 1/2 md inde i min tid som arbejdsløs præst er øvelsen at holde fokus på det positive og ikke hengive mig til den indre stemme der ind i mellem råber PANIIIK og løber efter et sted at gemme sig. Jeg høre hende, den del af mig der stadig tror at verdenen falder sammen om ørene og alt hører op med at eksisterer. Hende der stadig har barndommens frygt og usikkerhed som første tanke. Men jeg agere ikke som før. Der er ingen grund til panik, det bliver der heller ikke. For det ordner sig nok, på den ene eller den anden måde. Jeg kan ikke forestille mig at der ikke skal komme et job forbi til mig, på den ene eller den anden måde. For sådan har det været før og sådan bliver det igen, selvfølgelig!

Panikken er forståelig, min historie taget i betragtning. Men den må ikke styre og bestemme. Det gør jeg, hende der er blevet voksen i mellemtiden. Hende der er præst og mor og god til begge dele. Hende der er Kone og hustru og ind i mellem, for det meste, god til det også.

Min Post-It væg svinder ind, så jeg får lidt fra hånden, selvom jeg synes det meste af min tid går med sygdom – min eller Lille As. Der er også dage der forsvinder, hvor morgenkaffen bliver til timer foran Mac’en og bunkerne bliver hvor de er og aftensmaden bliver til rugbrød. Der er dage hvor jeg tager ud og ind til byen for at nyde selskab og kaffe, nogen gange bare mit eget. Der er dage hvor jeg skal bruge alle kræfter på at fastholde en positiv holdning og ageren til livet som arbejdsløs præst. Der er dage hvor det falder mig helt naturligt blot at sætte pris på at afleverer mit barn sent og hente hende tideligt, eller holde fridag og bage boller sammen, putte i sofaen og se ligegyldige tegneserier med prinsesser og glimmer. At have tid til at lave simremad og ryde op i skuffen med underbukser.

Jeg øver mig i at tage aktiveringen for hvad det er og ikke stille for mange kritiske spm. det er et lovkrav, jeg skal og så må jeg gøre det og få det bedste ud af det. Hvem ved, måske så er Mindfullnes kurset lige mig? Om et år, stopper mine dagpenge. Så som min kloge mand siger, så er der ingen grund til panik før til sommer. Jeg prøver at få hende der, med panikken til at lytte.

Tankerne flyver

20140212-194636.jpg

Tankerne flyver og nogle gange flyver de fra mig. Geniale indlæg gennemtænkes i min indre dialog, men forstyrres af mos, grød, smil, prisen på bleer, leg og ture i hvad der ligner forår.

Jeg tænker meget, men at få grebet tankerne i skrift, er nogle gange ikke så let.

Lille A blev 7 md i går, nu klapper hun og skriger lystigt af glæde. Når far går græder hun og når han kommer hjem lyser hun op. Jeg elsker at være hendes mor, hvert minut hele dagen og natten med.

En god dag

Det har været en god dag! Måske har jeg et idiot frit liv?

20140206-211827.jpg

Et øjeblik

20140205-220821.jpg
Sådan kan det føles, når ungen kastes i mine arme og en anden siger: jeg går i seng – det er ok ik?

Sjovt nok er det aldrig mig der kan gå i seng med en bog og sige, du kommer bare ind når ungen er klar..

Det er aldrig mig der har 20 min for mig selv alene. For så kan vi jo gøre det sammen, eller jeg kan gøre lidt praktisk… Og hvorfor skal han altid serviceres? Kunne han ikke ind i mellem selv lige hente det saftevand inden babyen skal hoppes i søvn i hans arme, lidt proaktivitet her tak!

Ting

20140202-203952.jpg

… har det med at hobe sig op og med baby i huset, så bliver det til bunker af gøremål, glemte ting, lister og post its. Når huset så bliver ramt af sygdom, så vælter læsset.

Det er der ikke noget at gøre ved og baby grød, gråd, mos og blændende smil fylder det hele og livet går videre. Det føles sært at acceptere rod i sagerne, manglende opkald og sms’er – fordi det er det der er. Men der skal vaskes stofbleer, laves grød, og og og … og det kommer først.

Heldigvis er hverdagen dukket op igen, ingen har været syge en uge og solen har skinnet i dag. En to do bunke er af vejen, 25 takkekort fra decembers barnedåb er klar til postkassen og om lidt sender jeg den sidste af mange over due sms’er.

En ny uge er på vej og den tegner allerede godt.

Under ombygning!

IMG_3716[1]Burde der stå i panden på mig i disse dage. Det er ikke fordi der er mangel på store tankestrømme, naturligvis mest om det at blive mor, familie og være kone, ansvarlig og projektleder. Men det er som om at før der er orden på sagerne, ting lagt i deres rigtige kasser. Altså helt fysiske kasser i reolen, så er der ikke ro til at få tankerne på ‘papir’.

Det er hyggeligt, det her før barsel noget jeg læser en klog bog om aftenen og spiller songpop på iPhonenen. Jeg bestiller de sidste ting, ja der bliver ved med at dukke lidt op, på nettet og jeg flytter rundt på tingene i Lillepigens hjørne. Om natten kvitterer hun med at møve sig længere ned i bækkenet, som hun skal, men hold fast det gør nas. 

Jeg mangler ikke meget, Vi mangler ikke meget – vi er vist så klar som man kan blive, i hovedet og i huset.

IMG_3712[1] -Når jeg lige har fået købt den der dims og får den lagt i rette kasse og måske også tømt hovedet for tankerne der hober sig op.

Syv års samtale

Påske_2 086

I går var det Palmesøndag, for engang skyld stod jeg ikke foran alteret eller sad på kirkebænken. Men jeg sad i en bus og en frisørstol for at få styr på den uregerlige og evigt kedelige ammepage min frisør gav mig sidst, skulle det der vikariat gå i orden, må jeg jo hellere se lige så funky ud som jeg anser mig selv for at være som præst. Sorte negle (lak, ikke snavs) kort hår og stor mave, det går da an! Billedet er fra sidste års Palmesøndag, hvor der var forår og ikke sne her i forstaden!

Palmesøndag for syv år siden var jeg på arbejde i en kirke nord for København, det var min sidste arbejdsdag og afslutning for mit første hold minikonfirmander. Jeg havde sagt op fordi jeg én gang for meget var blevet behandlet uværdigt af præsten, det var et forår hvor jeg flere gange havde været god til at trosse konventioner og vælge mig selv til, til trods for andres meninger, holdninger og forventninger ikke mindst. Det var stort dengang, og jeg er stadig stolt og forundret over den styrke jeg fandt lige der. Jeg fik en kassekredit, skiftede fast indtægt ud med et tilkaldevikar job i en vuggestue og satte mig ind på min læseplads på teologi, for at bestå en meget vigtig eksamen.

Den aften, palmesøndags aften for 7 år siden, satte jeg mig også foran min PC og besøgte for første gang i 1½ år et af mine tidligere favorit dating sites. 18 md. før var jeg død afhængig af den bekræftelse der lå i at ‘sætte sig selv til salg’ på nettet. Det var et misbrug, der heldigvis fik en ende da min PC gik i stykker og der gik 4 md. før jeg havde råd til en ny. Når man på den måde havde været ‘out of the loop’, var det interessant at se hvem der var tilbage, hvem der havde flyttet sig, skiftet partneren ud og helt paradoksalt at opdage at de samme mænd, brugte de samme pick-up lines som to år tidligere. Denne gang virkede de bare ikke.

Et enkelt ‘nick’, gik dog endnu længere tilbage, og jeg huskede ham også selvom han 3 år tidligere ikke havde været scoreklar, så var han sjov at chatte med. Hans nick stammede fra vores fælles ynglingsfilm og vi var begge ret vilde med pandekager. Den aften indledte vi en samtale i cyberspace, som endnu ikke er stoppet.

Vi talte sammen og holdt i hånden i et år, indtil han kyssede mig foran tyrefægter arenaen i Lissabon marts året efter, så flyttede vi sammen i hans forstad, giftede os 3½ år senere og nu venter vi barn til sommer.

Vi taler stadig meget sammen. Vi har også lært at tale om de svære ting, nu er de knap så svære længere. Vi kan også tie stille sammen, men det er mest om morgenen når vi stadig sætter vækkeuret 10 min for tidligt, så vi kan vågne i hinandens arme.

Syv års samtale, det er alligevel lidt at være stolt af.