Mother dearest?

IMG_4271

Jeg skeler til klokken, den er 9.07 – dagen har været godt i gang længe og jeg ved, at hvis jeg ikke er opmærksom på tiden, så kan jeg blinke og uret har tikket 13.09 og dagen er ved at være brugt op. I livet som arbedsløs så bliver tid en markør med flydende kanter. Nogle dage går tiden langsomt nok til at alt det jeg gerne ville nå, bliver nået og andre dage så halser jeg efter tiden som en tæve i løbetid. Om lidt skal jeg i job igen, og så bliver tiden knap og skal sættes i skema for at få enderne til at hænge sammen. Min kalender, din kalender, bedstes kalender og andres kalender skal matches, sammenlignes, planlægges og det skal helst gå op i en højre enhed.

Tiden går – Tik Tak siger lille A, når der er et ur i nærheden. Det er sødt!

Ind i mellem så føles det som om tiden står stille, eller at noget aldrig rigtig forandre sig, tiden og følelsen af forandring til trods. Min terapeut kalder det noget med at min historie kommer på besøg. Altså at følelserne jeg står med nu, forstærkes af følelser fra fortiden. Jeg ved at når jeg bliver forfærdelig rasende, ked af det, ond i sulet eller mest virkelig virkelig vred – at så er det min historie der blander sig i min nutid og forstærker følelsen af vrede, afmagt, fortvivelse og det bliver til raseri, tåre og hårde ord.

Jeg har identificeret en del af mine historie markører. Uretfærdighed er en af dem, for når man vokser op som barn af en Narcisist så er uretfærdighed en evig følgesvend. Dels sympatien med Narcisistens evige oplevelse af at alting er uretfærdigt, men faktisk også fordi grov forskelsbehandling er en del af hverdagen. Egoisme er en anden og krav om at tilsidesætte egne behov for andres behovsdækkelse en tredie. Også typiske træk hos en Narcisist at afkræve og opdrage sit barn, det barn der nu engang får tildelt den rolle, til at dække sine behov og på den måde vokser barnet op med en klokkeklar viden om hvordan man dækker forældrens behov, men uden evnen til at tage vare på sine egne.

Så ofte når min nutid kommer i karambolage med min fortid så er det fordi andres egoisme eller behov kommer på banen. Eller at andre kræver af mig, eller forventer at jeg skal tilsidesætte mine behov for deres. (Lille A helt og aldeles undtaget lige her. Her er det mit job at tilsidesætte egne behov og det gør jeg uden besøg af historien eller andet.)

ER DET DIT BEHOV? har min terapeut fået mig til at skrive på en post-it og sætte på skærmen. For begynder jeg at ignorere mine behov og tilfredsstille andres, så lander jeg med begge ben i fortiden.

Et nyt behov er dukket op i den sidste tid, et behov for at slippe vreden. Grundvreden mod min mor, min barndom og opvækst. Jeg orker ikke mere vrede og den gør ikke noget godt for mig på den lange bane. Vreden har været en god katalysator for mig, til at tage afstand fra hende og få fred i mit liv. Tage kontrollen og skæbnen tilbage. Men nu vil jeg gerne give slip og tilgive.

Tilgivelse er et stort ord og jeg bruger det sjældent i samme sætning som min mor. For hvilke konsekvenser har tilgivelsen? Skal vi så have forsoning på banen? Et forhold? skal hun have et forhold til mit elskede barn? NEJ tak!  Men hvad så?

Det er mit behov for at slippe vreden det handler om, hvad der følger med når jeg krydser den bro, må jeg tage mig af der. Men jeg orker ikke være vred længere, jeg vil gerne sætte mit fokus et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at i fremtiden spiller min historie, en væsentlig mindre rolle i min nutid end den gør nu.

Kloge mennesker siger at der skal tilgivelse til, og er det, det der skal til, så er det det, jeg vil arbejde på. For vreden er ikke længere min drivkraft, det er kærligheden til min datter, min mand, mit liv og min fremtid. For størst af alt er kærligheden.

Hvad med kærligheden til min mor? Den er der ikke, den er væk. Er tilgivelse ikke en kærligheds gave? Hvis den er, så må det være ud af kærlighed til mig selv.

Reklamer

Der er ro

 Mit smukke københavn i efterårssolens smukke gyldne skær.

Inden i mig her til morgen. Terapien gav plads til min vrede overfor min mor og jeg ved nu hvilken hylde min mor skal placeres på. Der sker heldigvis så meget andet spændende og banebrydende i vores liv herhjemme nu, at hun kommer ikke til at fylde ret meget. Der er jo blot en sms i en lang linje af kontakt med trusler, gråd, og skyld og det preller af. Jeg skal nok klare mig – hun går glip af så meget.

Forhandlingerne om at blive udstationeret er sat igang, tilbudet vi fik var godt – spørgsmålene de fik tilbage var mange. Så noget tyder på at det ikke længere helt er et spørgsmål om vi skal afsted, men hvornår og hvor hurtigt vi kan forlade DK.

Kasserne på trappen

Kommer fortsat troligt hver torsdag, billedet er så for to ugers kasser. Jeg glemte at stille kasser på trappen sidst.

Indholdet af kasserne gør godt. Det er en udfordring at skulle lave mad, jeg aldrig havde troet jeg hverken kunne eller havde forestillet mig AT man kunne. Det er en udfordring for min mand, at spise mad han ikke ved om han kan lide. Nogle dage så insisterer han stædigt på rugbrødsmadder og nogle dage synes jeg det er helt ok. Andre dage, så driver det mig til vandvid at han så stædigt kan påstå at han ikke kan lide Squash, når han aldrig har smagt dem sådan som jeg lige har stået og tilberedt dem.

Når der går dage hvor jeg ikke får lavet maden, og dermed ikke har rester til frokosten. Så kan jeg mærke at min krop hungre efter andet end ostemadder. Jeg kan mærke at jeg mangler noget kun reel mad kan give mig. Det er helt fantastisk og meget mystisk at kunne mærke mig selv, min krop og mine behov på den måde. Det er også noget meget meget nyt for mig. For det vigtigste i mit liv, har jo aldrig været at lytte til mig selv. Før nu.

Det er ikke billigt at spise med årstiderne. Men jeg tvivler på at vi bruger flere penge end vi gjorde før. Vi bruger dem bare anderledes og glæden er, for mit vedkommende, meget større.

Jeg er stolt af min mad, stolt ændringen af mit forhold til mad og madlavning. Jeg synes det er vildt at jeg har tabt mig 4,5 kg i den tid vi har fået kasserne på trappen. Måske er det derfor det nogle gange er lidt svært, når manden min ikke rigtig er med på eventyret. Men så er det måske her jeg skal huske på at det faktisk er min vej, vejen ud af spiseforstyrrelsen og den kan han jo ikke gå.

Jeg har vidst det længe..

.. viser det sig når jeg læser tilbage i dagbogen. Jeg vidste godt at jeg var opdraget til at sætte hensyn og andres behov før mit, jeg tror bare ikke jeg vidste hvordan og hvad jeg skulle gøre. De bånd har terapien løst mig fra, men når nu jeg læser tilbage og læser at de samme ord og problematikker som jeg dengang i 2007 sloges med, er dem jeg har fat i, i dag. Så kan jeg ikke lade være med at spørge om det er de vindmøller jeg skal slås med hele livet?

15. december 2007

Midt i idyllen her i Forstadslivet er der visse ting fra Egolivet jeg godt kan savne, som tidligere nævnt. Bortset fra de mere ydre omstændigheder som ‘instant nature’, friskkværnet bodumkande kaffe (som jeg faktisk er blevet ret god til at lave til mig selv fortiden),tre vaskemaskiner til rådighed, elevator og andre med kaffedrikkere. Så er der også noget andet og på mange måder mere vitalt jeg savner fra Egolivet.

Jeg kan fra tid til anden godt savne at leve livet på mine præmisser. Det kommer til at lyde så hårdt og koldt når jeg skriver det, men det er bestemt ikke sådan ment. Jeg elsker min tosomhed med min mand, elsker at elske, blive elsket og vores liv sammen her i Forstæderne.

Men visse ting bliver mere kompliceret ved at være to, der er flere hensyn at tage, flere udenfra kommende påvirkninger og endnu flere 3. og 4. hånds hensyn og behov der på mystisk vis sniger sig ind i det hele. Jeg synes nogle gange jeg er ved at drukne i hensyn, stillingstagen, planlægning, og værst af alt behovshensyn af andre. Jeg ved godt det kan få mig til at lyde som en kold kvinde der er gået igennem livet uden empati for andre. Men det er langt fra sådan det forholder sig.

Det er nok snare det faktum at jeg er vokset op i skyggen af og i evig hensynstagen til andres behov, humør og sindstilstand, der gør at jeg stejler meget hårdt når mit liv bliver invaderet af en afhængihed af andres behov, gøren og laden.

Jeg har igennem livet kæmpet hårdt for at frigøre mig fra barndommens, ungdommens og dele af voksenlivets umenneskelige hensynstagen til andre end mig selv. Men det er en skade for livet og jeg ved at jeg vil til alle tider skulle kæmpe med problemematikken om at tage større hensyn til andre end mig selv. I dag får jeg ikke længere ondt i maven når jeg siger fra over for de mennesker jeg har kær, i dag tager jeg sjælent andres verden på mine skuldre og tilbyder dem et lift. For jeg har lært at jeg har rigeligt at bære på i min egen.

Derfor havde jeg i en alder af 33 opnået det ultimative, jeg havde fået ‘opdraget’ min omgangskreds, min familie, mine studiekammerater og ikke mindst mig selv til at acceptere at mit liv ført og fremmest handlede om netop det MIT liv. Der var ikke længere sure miner når jeg trak eksamenskortet, eller ego kortet for den sags skyld. Jeg kunne faktisk synge ‘der ingen bånd der binder mig’ og det var sandt.

Den der tilkæmpet magt over mit eget liv den kan jeg godt savne, jeg kan godt savne følelsen af at jeg kun gør noget fordi jeg har lyst, tid og overskud. Men her i Forstadslivet spiller den melodi ikke helt rent, for jeg er ikke længere alene. Mine beslutninger påvirker i stor grad min partner og det hensyns skal der tages. Familieplanlæggeren skal udfyldes og man skal lige huske på at der er et andet menneske der skal have plads og tid. Alt det har jeg det faktisk ikke så svært igen med. Manden og jeg fik øvet os meget i hensynstagen og delagtiggørelse i de ni måneder vi datede inden vi blev kærester.

Der hvor jeg synes det bliver svært er de føromtalte 3. og 4. hånds hensyn. Når svigermor, mor, far eller svigerinders behov for det ene eller det andet, får lov til at påvirke mit liv i en negativ retning og jeg er af hensyn til almindelig pli og god opførelse står bastet og bundet og kan ikke agere. Jeg kan blive helt blå i hovedet når jeg føler mig fanget i andres menneskers behovspyramide.

Jeg fik tidligere her til aften et anfald af AR?%KL”%J&)(“1+å024´10+404@€$€ over hvor meget jeg hader at være afhængig af andres menneskers behov. Jeg stod netop i en situation hvor jeg så afhængigheden af andre som chaufør havde skåret 1 time af min nattesøvn. Min fantastiske mand holdt om mig og kyssede mine tåre væk.

Jeg er sikker på at jeg en dag nok skal finde grænsepælene for Forstadslivet også, men det er stadig så nyt at andres behovspyramider får lov til at overskride grænserne. Indtil da vil jeg læne mig op af min mand og glæde mig over at jeg ikke længere er alene om at sætte alle grænsepæle og poster.

Jeg tror det ikke, jeg tror at jeg nu har mine fødder solidt plantet i mig selv. Jeg tror jeg kan gå resten af vejen, ikke alene, men jeg tror jeg kan gå min vej, med tyk streg under min. Jeg tror også at jeg aldrig kommer til at slippe terapien, jeg tror jeg i grunden er så skadet og slået i stykker, at jeg i ny og næ skal have klinket en stump inden i mig. Ligesom jeg går til lægen i ny og næ, så kommer jeg nok aldrig til at slippe terapien, helt. Så slås med livet det skal jeg ikke, resten af livet. Men passe på det, det skal jeg.

The Boat That Rocked

Det er skægt som dufte, lyde og melodier kan sætte tanker og processer igang. For knap en måned siden sendte en af de danske kanaler denne film og uden at vide hvad den handlede om satte jeg mig ned og så den. Grebet blev jeg, både af historien, det historiske billede den viser af en tid der er så fjern fra min og ikke mindst musikken.

Musikken vækkede genklang i min barndom og minderne, fornemmelserne, sorgen og visheden trak dybe spor i mig.

Siden min operation i 2008 har jeg med jævne mellemrum måtte græde ud og igennem. De tåre jeg har grædt det sidste års tid har haft en hel anden forløsende evne end i årene efter operationen. Forskellen på tårene dengang og nu er nok ikke så forskellige, tårene og smerten kommer dybt inde fra. Helt derind hvor jeg selv sjældent kommer i hverdagen fyldt med alt det andet. Dengang i 08/09 hvor jeg smed over 40 kg, var det følelser gemt i fedt, der dukkede op til overfladen, bevistheden om at nogen gjorde mig fortræd satte sig fast nu da følelser ikke længere kunne gemme sig, eller blive spist på. Nu dukker følelserne op som et spejl af alt det der har været og som jeg i dag forholder mig til, i terapien, i hverdagen og med fremtiden for øje.

Men jeg græder stadig, jeg græder den der utrøstelige gråd og hulken der nærmest kommer fra urdybet i mig. Den gråd jeg ikke kan stoppe før, følelsen er tømt ud og fortrædet står klokkeklart frem. No where to hide, no where to run.

I min barndom var der ikke mange steder jeg havde Helle. Hos mormor var der helle, eller næsten for også der kunne der falde hårde ord og slag fra morfar, men i mormors kærlighed, forsvar og arme var der Helle. I huset i nummer 38 var der også helle, og det var det helle, den tid, de mennesker, deres kærlighed og betydning som Soundtracket med gammel 60’er rock hev frem fra gemmerne. Jeg fik nemlig da jeg var en pre teenage pige et par kassettebånd med den skønneste musik fra 60’erne af familien i nr. 38 og de bånd sled jeg op, alt i mens jeg drømmede mig væk fra min virkelighed i barndomshjemme i nummer 94.

Familien i nummer 38 var min, det var mit ganske særlige sted og det er derfra jeg har de lykkelige barndomsfornemmelser og minder jeg har. Men også det tog min mor fra mig, senere da jeg var omkring 18-19 år, tog hun det helle fra mig og fyldte det ud med sig selv og sine egne behov, og jeg skulle trøste, have ondt og ligge øre til at hun hev uskylden væk fra mig. Det gik op for mig da jeg hørte musikken fra filmen og gråden kom og fortrædet stod frem i forreste række.

Efter tårene besluttede jeg mig for at tage familien fra nummer 38 tilbage. For det der var godt, skal jeg holde fast i. Ellers bliver det næsten ikke til at holde ud.

en af mine ynglings melodier var og er:

Fordelen ved at være vokset fra Kinderæg…

Kaffen er varm, solen er ved at gå ned og de sidste gyldne stråler varmer vist ikke så meget mere end sjælen. Det var snevejr da vi tog hjemmefra i morges og sol og forårsvejr da vi landede i forstaden igen. Forår, jeg er vild med det. Men sært er det sg. Måske er dette ordspil som jeg har nappet på facebook yderst passende.

‎”Jeg vælger mig april. I det det gamle falder, i det det ny får fæste. Det volder lidt rabalder, dog fred er ej det bedste. Men at man noget vil.”

Volder lidt rabalder, yderst rammende både for vejret uden for og for følelserne og arbejdet indendørs. I sidste terapi time samlede vi op, gjorde en slags status over hvor jeg er nu i forhold til min første time. Vi talte rigtig meget om værdi, fundament, og selvværd vs. selvtillid. Jeg kan i hele min krop mærke fremgangen, mærke forskellen på mig før terapien og nu. Jeg kan mærke hvordan urgamle undertrygte følelser og oplevelser dukker op til overfladen, ikke længere som spøgelser og skelletter i skabet, men som sorg, styrke, ressourcer, gråd, afmagt og stolthed bland andet. Jeg kan mærke hvordan, når jeg kommer igennem fortiden gardiner, håbet løber som en flod under mit liv.  Jeg kan mærke at mine skridt i livet går fremad og at fortidens ekko ikke længere lyder som en skræmmende rungen for hvert et skridt. Jeg går rankerer igennem mit professionelle liv, (det er selvtillid forresten), for selvom jeg har ufattelig meget at lære, så ved jeg at det jeg kan, gør en forskel. Selvom jeg i denne måned er blevet ‘degraderet’ til 50% præst, så vil jeg ikke nøjes med det. Jeg vil mere, jeg vil have mit eget og jeg skal ikke nøjes. (Hvilket vist nok er selvværd)

Jeg går ikke længere i panik over fremtiden i folkekirken også selvom den på nuværende tidspunkt faktisk er så usikker som aldrig før. Det kan naturligvis ændre sig, hvis jeg igen ender i dagpengesystemet. Men lige nu, så er jeg slet ikke så frygtsom og sortseeragtig som jeg var for et år siden. Jeg tror på mit projekt, for at citerer en af mine ynglingsbloggere. Et sted jeg går i panik, er i forhold til evnen til at blive gravid, eller mangel på samme. Lige her går aldersstatestik forud for håb, men det er en hel anden snak.

Når jeg forkæler mig selv, sætter jeg pris på mig selv siger min terapeut. Hvor jeg før shoppede for at stoppe tomrummet ud, så er forandringen vist at jeg sætter pris på mig selv. Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår hendes skelnen endnu, men det lyder godt. Hvor jeg før spiste for at stoppe tomrummet ud, så laver jeg nu mad med glæde, grønne sager og formål. Hvilket er selværdsfremmende. Det forstår jeg godt.

Påskeæggene fra forleden er vist et godt eksempel på selvforkælelse i stor stil og den slags har det med at formere sig. Dagens tur i sne og sol (?) gik ud i verdenen for at hente skattene aka påskeæggene hjem til forstaden. Første påskeæg var mine nye vandresko. De gamle som har gået New York, London, Karpatos og ikke mindst København tyndt, trængte til pension. De nye skal gås til, så de når sensommeren rammer skal se asfalten i New York, Washingon DC, Reston, Virginia, New Canaan, Connecticut, og Niagara Falls.

På posthuset hentede jeg Meyers Almanak som jeg var så heldig at få til 200,-

og et par andre bøger som vist også hører til i køkkenet. Det kunne jo være der lå en præstegård med fadbur og krydderurtehave og ventede på mig, lige om hjørnet. Man har jo lov at håbe!

På listen over ting jeg KAN ikke SKAL vælge at gøre i Påskedagene er at få orden på køkkenskabene. Mit forstadskøkken er en hel historie for sig, men lad mig blot slå fast det er ikke stort! Hvilket begrænser besparelser på storindkøb når økovarene er på tilbud, hvor stort et udvalg af køkkengrej man kan have og desværre også fraværet af en køkkenmaskine. (prisen på 5500,- spiller nok også ind her). Ting skal have og være i et system derude. Jeg er knald god til systemer, lave dem altså. Jeg er mindre god til at opretholde dem. (det arbejder jeg på i terapien) Men hjælpemidler dertil kom i den store kasse fra forleden.

I stedet for Tupperware partyer, så er jeg faldet for Lock and Lock systemet, som mine venner i Paris sværgede til.

Så nu kan alle mine ‘grønne proteiner’ i form af bønner, linser, kikærter og andet i den dur få sin egen plads i skabet. Ikke flere urtekramposer der er stablet med fare for at falde ud af skabet ved mindste berøring. Linser sviner bare pænt meget når sådan en pose lander på køkkengulvet!

Det sidste påskeæg der landede hos mig er alt andet end selvforkælelse, jeg vandt nemmelig denne Give Away ovre hos Hottie. Det er bare forkælelse.

I morgen skal vi på charmeoffensivsgudstjeneste, der er en stilling der skal søges.

Jeg stor NYDER denne påske, kan det ses?

Våben i kampen mod spiseforstyrrelsen

Jeg ved godt man ikke bliver slank af at købe slankekogebøger, hvis de ender på hylden eller i skabet. Der er de fleste endt ganske hurtigt. Jeg ved bestemt også at man heller ikke bliver et mere velbalanceret menneske af at købe selvhjælpsbøger, for dem har jeg også haft i metervis og der skal vist mere end en evnen til at læse til for at finde frem til balancen.

Så jeg ved godt jeg ikke kan købe mig til mine drømme.

Men når det så er sagt, så jeg jeg nu alligevel foretaget en række investeringer i mine drømme og ikke mindst håb for fremtiden. Nemlig de drømme, tanker, håb og mål jeg har og gerne vil føre ud i livet omkring mad og mig. I terapien arbejder vi på livet løs med min spiseforstyrrelse, når ikke lige der kommer andet på tværs.

Til min mands, i første omgang, store gru, så er jeg kommet frem til, at vi (jeg) med mindre skridt, bliver nød til at forandre vores tanker og handlinger omkring mad og også grundlæggende hvad vi spiser og hvornår. En vedvarende og holdbar omlægning af kosten i tanke og praksis. Hvilket jo alt sammen er meget godt, men når man som jeg har (haft) store huller i madkundskaberne og oven i hatten en opvækst med et skræmmende eksempel på hvordan mad kan servers med skyld, skam og mindreværd i rå mængder, så skal der altså virkelig noget til at vende skuden.

Min mål er: At vi herhjemme spiser mere varieret, med et udgangs og omdrejningspunkt i grøntsager og kød som tilbehør.

Mine våben: Større viden om grønstager og årstider. Kogebøger, websites, opskrifter og skønne madblogs, hvis omdrejningspunkt er massere af grøntsager OG måltidskasser fra årstiderne.

Selv min køkkenforskrækket mand, som virkelig ikke går op i mad og har arvet sin mors hang til pulverkartoffelmos og knorr sovse, (…) giver mig nu ret i at dyrevelfærd og økologi er at fortrække, når vi kan og har råd, og har bakket helt og holdent op i vores nye Årstidernes abonnement på måltidskasser. Yay!

Så Torsdag morgen stod denne uden foran døren.

Så vi har fået burgere, spist Glaskål, for første gang ever (jep jeg måtte Google den), lavet min første og bestemt ikke sidste risotto og så fik vi pasta med kødboller i tomatsovs.

So far har det været en fornøjelse, udfordrende og spændende og der har været mad og ikke mindst grønt nok til at jeg har kunne få ekstra med på madpakken.

Indholdet af kasserne:

lidt kød skal der til

og frugtposen, som langt fra er tømt. Nogle gode ideer til hvad lidt modne pære kan bruges til?

Jeg ved godt at man ikke kan købe sig til lykke, men jeg vælger at tænke at jeg måske har købt mig til et effektivt våben mod de mange års forkrampede forhold til mad.

Der er håb!

 

Sneklædte minder

Sne i altankassen

Jeg elsker simpelthen vinter og sne. Da jeg igår morges vågnede op til en helt hvidklædt forstad boblede mit hjerte som et lille barn og jeg tror jeg ville havde været kælkeklar, hvis vi havde haft en kælk.

Jeg kælkede meget som barn, vi havde flere rigtig gode kælkebakker inden for ganske få 100m fra der hvor jeg er voksede op. Jeg kælkede nu altid alene. Da mine brødre kom til, kælkede de med deres far. Da jeg var helt lille en 5-6 år var det aldrig svært at få kælkebakkelegekammerater, men det blev straks svære med alderen. Jeg var udadvendt da jeg var en lille pige, snaksaglig og nysgerrig, men det varede ikke ved. Måske var det ualmindeligt for en pige at tale med naboer og andre på vejen. Men det gjorde jeg og jeg vidste ikke det var forkert før jeg fik besked på at opføre mig ordenligt. Flovheden kan jeg næsten stadig mærke og flovheden blev min følgesvend. Sammen med angsten, frygten, gnaven i mellemgulvet og forkertheden. Jeg husker det som om jeg gjorde alting forkert hele tiden. Min stedfader var efter mig, min mor var.. Ja, hvad og hvor var hun.

Da jeg forleden skrev den lange historie om ikke at være min mors datter, var jeg forundret over at det ikke var smerteligt at skrive. Det var tungt, sundt og udfordrende, men den hulkende gråd som var min følgesvend i 2009 og igen i 2011, var væk. Det gik op for mig at lige nu, gør det kun ondt når fortidens mange følelser, får plads til at udspille sig endnu engang i nutiden. Efter et år i terapi kan jeg ofte se og mærke det når det sker. Se når historiens følelser af frygt, mindre værd, intet værd, undskyldninger, flovhed o.a. spiller ind og forstyrre hverdagslivet. Nogle gange kan anerkendelsen af hvad der er på spil, sætte følelsen ud af spil. Men ikke altid. Det arbejder jeg videre på.

Min ene lillebror ringede til mig onsdag aften, det sker ikke så ofte jeg hører ham. Min telefon var lydløs så jeg opdagede det ikke før sengetid ved 11 tiden. Hans ubesvarede opkald blinkede på skærmen, en uro bredte sig i kroppen og nattesøvnen var i de næste timer sat på hold. Det tog tid før jeg fandt ud af hvad der var i spil. Hvorfor det var jeg en onsdag aften ikke kunne finde ro og søvn og måtte vente til jeg blev så udmattet, at tanker og uro blev skiftet ud med søvnen til sidst. Men naturligvis satte hans opkald en masse spørgsmål og forestillinger i spil og de stod i kø i et ustoppeligt tankespin. Hvad ville han? Ville han tale om mor? hvad skulle jeg sige hvis jeg skulle forklare? Ville han tro mig? Kunne han forstå? Accepterer han?

Han ville inviterer min mand og jeg til middag sammen med resten af brødreslænget, for det var jo længe siden og vi havde ikke set deres nye lejlighed og så ville han opdatere mig på oplevelsen af at være til scanning og se sit kommende barn. Det var ufarligt og kærligt og slet ikke noget af det som havde smadret min nattesøvn.

Det sker, ikke så ofte mere, men det sker når min historie får lov til at udspille sig i min nutid.

Tavshed

Tale er sølv, tavshed er guld. Siger et gammel dansk ordsprog. Det er her til morgen gået op for mig at selvom det nok så mange gange kan passe på mit professionelle liv. Så skubber det noget i mig ud på et overdrev, når tavsheden dominerer og samtalen forstummer. Jeg går i baglås når det der skal siges ikke må få ord.

I de sidste uger har samtaleemner hobet sig op herhjemme. December er den travleste måned som præst, men også i min mands branche. Men i forsøget på at hive julen og eksistensen hjem, så har jeg haft en enormt behov for at få talt sammen og få afstemt og bestemt det der med jul. Det har jeg faktisk altid, et behov for at vi får talt sammen, men det er som om at samtalen herhjemme er forstummet. Det er for nemt at sige ‘senere eller det går jo nok‘ til det hele og så skrider dagene fremad og tiden går, altimens jeg æder mine ord, følelser og behov. Det bliver jeg fed af, men ikke kun det, jeg går i baglås og kan ikke længere mærke mig selv.

En mekanisme der helt sikkert har gjort at jeg har overlevet som barn, i en verden hvor ord gjorde ondt og hvor samtale om følelser, frygt og behov blev mødt med tavshed, vrede og skuffelse. Minderne vælder frem lige nu, om ord der blev lukket ned for af en vred mor. Om straffen der kom i form af kulde og så kan du lære det attitude.

Min mand er ikke i samme boldgade som min mor, langt fra. Der er ingen ondskabsfuld egocenteret manipulation i miles omkreds. Men spørgsmålet er vel om han er ligeså bange for ord, følelser og konsekvenser som hun var det og det er derfor at han gemmer sig bag muligheden for at sige Senere, eller ikke lige nu jeg er træt eller det skal jeg tænke over… (en tre måneders tid)

I går fik vi/ jeg åbnet op for den overfyldte samtalepose, det blev en surdej af praktiske løsninger, følelser og tåre, en samtale der bare langt fra er talt til ende. Selvom min mand bestemt synes at nu har vi da talt sammen.. nok. Der er bare ting der skal siges og have et svar, ikke nødvendigvis fikses og laves en plan for. I dag er jeg lettet og har faktisk lyst til livet igen. Ligegyldigheden er borte og der er ting jeg gerne vil. Ikke fordi jeg bør, burde, skulle, men fordi livet har en udsigt der rækker ind i fremtiden i dag.

At tavshed slår mig i stykker, forklare bare så utrolig meget og det er faktisk så let at gøre noget ved.

Grænser

Hvor går grænsen?

På folkeskolens sært lugtende danmarkskort var det tydeligt markeret med rød/hvide stiplede linjer.

I livet er det knap så tydeligt.

Det er lettere at sætte grænserne når man kender sit værd og sin plads i verdenen. Måske skulle jeg gense kongens tale, bare for at blive mindet om det.

Jeg skal sætte grænser for kirketjeneren, bedemanden, kordegnen, min egen mand, min mor, min veninde, for pårørende, brudeparet med en kravliste så lang som mølleåen og ikke mindst mig selv.

og jeg skal blive ved til det ligger på rygraden, til jeg ikke længere får dårlig samvittighed eller er bange for at gøre det forkert.

Den slags tager tid, kan jeg se..

Måske er det derfor jeg drømmer detektivdrømme om natten.