Sneklædte minder

Sne i altankassen

Jeg elsker simpelthen vinter og sne. Da jeg igår morges vågnede op til en helt hvidklædt forstad boblede mit hjerte som et lille barn og jeg tror jeg ville havde været kælkeklar, hvis vi havde haft en kælk.

Jeg kælkede meget som barn, vi havde flere rigtig gode kælkebakker inden for ganske få 100m fra der hvor jeg er voksede op. Jeg kælkede nu altid alene. Da mine brødre kom til, kælkede de med deres far. Da jeg var helt lille en 5-6 år var det aldrig svært at få kælkebakkelegekammerater, men det blev straks svære med alderen. Jeg var udadvendt da jeg var en lille pige, snaksaglig og nysgerrig, men det varede ikke ved. Måske var det ualmindeligt for en pige at tale med naboer og andre på vejen. Men det gjorde jeg og jeg vidste ikke det var forkert før jeg fik besked på at opføre mig ordenligt. Flovheden kan jeg næsten stadig mærke og flovheden blev min følgesvend. Sammen med angsten, frygten, gnaven i mellemgulvet og forkertheden. Jeg husker det som om jeg gjorde alting forkert hele tiden. Min stedfader var efter mig, min mor var.. Ja, hvad og hvor var hun.

Da jeg forleden skrev den lange historie om ikke at være min mors datter, var jeg forundret over at det ikke var smerteligt at skrive. Det var tungt, sundt og udfordrende, men den hulkende gråd som var min følgesvend i 2009 og igen i 2011, var væk. Det gik op for mig at lige nu, gør det kun ondt når fortidens mange følelser, får plads til at udspille sig endnu engang i nutiden. Efter et år i terapi kan jeg ofte se og mærke det når det sker. Se når historiens følelser af frygt, mindre værd, intet værd, undskyldninger, flovhed o.a. spiller ind og forstyrre hverdagslivet. Nogle gange kan anerkendelsen af hvad der er på spil, sætte følelsen ud af spil. Men ikke altid. Det arbejder jeg videre på.

Min ene lillebror ringede til mig onsdag aften, det sker ikke så ofte jeg hører ham. Min telefon var lydløs så jeg opdagede det ikke før sengetid ved 11 tiden. Hans ubesvarede opkald blinkede på skærmen, en uro bredte sig i kroppen og nattesøvnen var i de næste timer sat på hold. Det tog tid før jeg fandt ud af hvad der var i spil. Hvorfor det var jeg en onsdag aften ikke kunne finde ro og søvn og måtte vente til jeg blev så udmattet, at tanker og uro blev skiftet ud med søvnen til sidst. Men naturligvis satte hans opkald en masse spørgsmål og forestillinger i spil og de stod i kø i et ustoppeligt tankespin. Hvad ville han? Ville han tale om mor? hvad skulle jeg sige hvis jeg skulle forklare? Ville han tro mig? Kunne han forstå? Accepterer han?

Han ville inviterer min mand og jeg til middag sammen med resten af brødreslænget, for det var jo længe siden og vi havde ikke set deres nye lejlighed og så ville han opdatere mig på oplevelsen af at være til scanning og se sit kommende barn. Det var ufarligt og kærligt og slet ikke noget af det som havde smadret min nattesøvn.

Det sker, ikke så ofte mere, men det sker når min historie får lov til at udspille sig i min nutid.

Reklamer

Tavshed

Tale er sølv, tavshed er guld. Siger et gammel dansk ordsprog. Det er her til morgen gået op for mig at selvom det nok så mange gange kan passe på mit professionelle liv. Så skubber det noget i mig ud på et overdrev, når tavsheden dominerer og samtalen forstummer. Jeg går i baglås når det der skal siges ikke må få ord.

I de sidste uger har samtaleemner hobet sig op herhjemme. December er den travleste måned som præst, men også i min mands branche. Men i forsøget på at hive julen og eksistensen hjem, så har jeg haft en enormt behov for at få talt sammen og få afstemt og bestemt det der med jul. Det har jeg faktisk altid, et behov for at vi får talt sammen, men det er som om at samtalen herhjemme er forstummet. Det er for nemt at sige ‘senere eller det går jo nok‘ til det hele og så skrider dagene fremad og tiden går, altimens jeg æder mine ord, følelser og behov. Det bliver jeg fed af, men ikke kun det, jeg går i baglås og kan ikke længere mærke mig selv.

En mekanisme der helt sikkert har gjort at jeg har overlevet som barn, i en verden hvor ord gjorde ondt og hvor samtale om følelser, frygt og behov blev mødt med tavshed, vrede og skuffelse. Minderne vælder frem lige nu, om ord der blev lukket ned for af en vred mor. Om straffen der kom i form af kulde og så kan du lære det attitude.

Min mand er ikke i samme boldgade som min mor, langt fra. Der er ingen ondskabsfuld egocenteret manipulation i miles omkreds. Men spørgsmålet er vel om han er ligeså bange for ord, følelser og konsekvenser som hun var det og det er derfor at han gemmer sig bag muligheden for at sige Senere, eller ikke lige nu jeg er træt eller det skal jeg tænke over… (en tre måneders tid)

I går fik vi/ jeg åbnet op for den overfyldte samtalepose, det blev en surdej af praktiske løsninger, følelser og tåre, en samtale der bare langt fra er talt til ende. Selvom min mand bestemt synes at nu har vi da talt sammen.. nok. Der er bare ting der skal siges og have et svar, ikke nødvendigvis fikses og laves en plan for. I dag er jeg lettet og har faktisk lyst til livet igen. Ligegyldigheden er borte og der er ting jeg gerne vil. Ikke fordi jeg bør, burde, skulle, men fordi livet har en udsigt der rækker ind i fremtiden i dag.

At tavshed slår mig i stykker, forklare bare så utrolig meget og det er faktisk så let at gøre noget ved.

Grænser

Hvor går grænsen?

På folkeskolens sært lugtende danmarkskort var det tydeligt markeret med rød/hvide stiplede linjer.

I livet er det knap så tydeligt.

Det er lettere at sætte grænserne når man kender sit værd og sin plads i verdenen. Måske skulle jeg gense kongens tale, bare for at blive mindet om det.

Jeg skal sætte grænser for kirketjeneren, bedemanden, kordegnen, min egen mand, min mor, min veninde, for pårørende, brudeparet med en kravliste så lang som mølleåen og ikke mindst mig selv.

og jeg skal blive ved til det ligger på rygraden, til jeg ikke længere får dårlig samvittighed eller er bange for at gøre det forkert.

Den slags tager tid, kan jeg se..

Måske er det derfor jeg drømmer detektivdrømme om natten.